Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens Ørsted i sin Artikel om "Overtro og Vantro" strengt holder sig indenfor det enhver nogenlunde kan iagttage og erkende, vover han sig i sin følgende Artikel "Hele Tilværelsen eet Fornuftrige" ind paa Tanker som maaske først Fremtiden helt vil begribe. Alene Titlen fortæller os – idet den staar som Udtryk for Essensen af Indholdet – at Ørsted under ingen Omstændigheder har villet akceptere noget tilfældigt i Tilværelsen, hvormed han jo i Virkeligheden bekræfter, hvad Martinus afslører for os, at hele Verdensaltet i sig selv udgør et evigt flammende System, der ikke i noget som helst Tilfælde er undergivet Vilkaarlighed, men i alle Forhold lystrer en guddommelig altgennemtrængende Fornuft, – noget man nok kan have Grund til at bemærke sig i en Verden hvor Nutiden, for den ikke okkult interesserede, synes et til Sindssyge drevet Spil af Tilfældigheder.

Jeg kan ikke nægte mig den Glæde at citere en af de første Sætninger i denne Artikel, den lyder i al Korthed saaledes: "Naturen er ikke noget blot Legemligt, den bliver gennemtrængt og behersket af Aand, saaledes som det allerede fremgaar af dens uendelige Lovstemmighed". En Udtalelse, der ikke lader nogen i Tvivl om Ørsteds Standpunkt i Materialismens Aarhundrede.

Efter ganske kort at have pointeret, at en Undersøgelse over Kundskabsevnens Væsensenhed i det hele Verdensalt virkelig har en videnskabelig Begrundelse og ikke er et Spørgsmaal, der er Videnskaben uvedkommende, gaar Ørsted over til Artiklens Hovedtanke: Er de andre Kloder i Verdensaltet beboet og i bekræftende Fald: Er disse Kloders Beboere i Manifestationsmaade saa afvigende fra os, at overhovedet intet aandeligt Slægtskab vil kunne paavises, – to Spørgsmaal, der nok kan have Krav paa Interesse.

En og anden Læser vil maaske her indvende, at Spørgsmaalet om andre Kloder i Verdensaltet end vor er beboet, ikke længere er saa betydende, idet vor Interesse for Martinus Arbejde ligefrem forudsætter, at vi erkender det hele Verdensalt for et eneste Hav af Liv (jfr. L. B. Stk. 21 og 54), men hertil er det nødvendigt at bemærke, at nok er denne Artikel mest skrevet for at bekræfte Martinus, men den skal ogsaa samtidig give et Indblik i det forrige Aarhundredes aandelige Atmosfære i vort Land, og det efterfølgende Citat af Ørsteds i dette Afsnit skildrede Artikel, gives da ogsaa kun for at vise den Kamp Aandsvidenskaben altid har maattet gennemgaa før den har kunnet notere en ny Landvinding. Før Ørsted gaar over til Skildringen af sine Undersøgelser angaaende det øvrige Verdensalt's Beboere, skriver han nemlig:

Idet nu Naturvidenskaben godtgør, at de Love, efter hvilke vor Jord og Alt, hvad der lever paa den, rette sig, ogsaa gælde for de andre Verdenskloder, fremkalder den Spørgsmaal angaaende hele Verdensaltets Beboere. Mange Lærde afvise dette Spørgsmaal med Haan, fordi Besvarelsen ikke vil lade sig give med matematisk Vished, men naar vi betænke, at de første Skridt i enhver Videnskab er usikre, og at vi aldrig ville opnaa de fuldkomnere Kundskaber, naar vi ville forsmaa deres første Spirer, saa finder jeg det nyttigt for Videnskaben, at vi prøver vore Kræfter heri, naar vi kun i vore Undersøgelser holde os saa nær som muligt til det allerede Beviste, og adskille det Tvivlsomme fra det Visse.

Det kunde synes, at denne Undersøgelse sigtede til at yde det samme som Metafysikken, men det Følgende vil vise, at den holder sig indenfor Naturvidenskabens Grænser, og ikke vil forsøge paa at finde al Kundskabs første Grund. Filosoffen kan betragte denne Undersøgelse i det samme Lys som Fysiologernes Undersøgelser over Sanseorganerne, Naturgranskernes Bestræbelser for at fremme deres egen Videnskab, forbereder med det samme Erfaringsstoffet til Filosoffens Brug.

Efter denne formfuldendte Afvæbning af en eventuel Kritik fra aandelig konservativ Side, gaar Ørsted over til at underbygge sin Opfattelse af Muligheden for de øvrige i Universet eksisterende Kloders Beboelighed og finder, at de samme Love, der gør sig gældende for Livet paa vor Klode, ogsaa gør sig gældende i det øvrige Univers, at det der som her er den omkringværende Verdens Indvirken paa Væsenet, der bestemmer dets Form og Opfattelse af Tilværelsen, – en Paastand, der nøje harmonerer med det Martinus lærer os, idet han netop i en meget koncis Form viser os, at enhver Oplevelse er et Resultat af Mødet mellem de fra vore Omgivelser udstraalende Energier og den fra os selv udstraalende Energi, og at dette Møde er den egentlige Grundaarsag til vor nuværende Form og dennes stadige Forvandling eller Udvikling frem imod ustandseligt fuldkomnere Stadier, tjenlig til Manifestation for det bag Formen eksisterende levende Væsen.

Hvor samstemmende med Martinus Ørsted i Virkeligheden er, viser efterfølgende Citat, der udgør Slutningsstykket paa første Afsnit i nævnte Artikel bedre end noget andet. Det er som om man igennem dets Linier aner, at Ørsted har vidst langt mere om Tilværelsen, end han har turdet betro Papiret, og efter Læsningen af det, tror jeg, at Læseren bedre end før forstaar, hvorfor denne Side af Ørsteds Bevidsthedsliv er saa ringe kendt som Tilfældet er, – og hvorfor Grundtvig for blot faa Dage siden fejredes som den største aandelige Personlighed Danmark i det forrige Aarhundrede havde frembragt.

"Er vi gennemtrængte af den Overbevisning, at Alt i hele den legemlige Tilværelse bliver frembragt af samme Materie, ved de samme Kræfter og efter de samme Love, saa kunne vi ikke andet end indrømme, at Planeterne have udviklet sig efter de samme Love som vor Jord; men om denne vide vi, at den har udviklet sig gennem umaalte Tider i en Række af Omdannelser, og tilligemed den Væksterne og Dyrene. Denne Udvikling begyndte med de lavere Skabninger, og skred frem til bestandig højere, indtil endelig i det nyeste af disse Tidsrum, den Skabning blev frembragt, i hvilken den selvbevidste Kundskab aabenbarede sig. Vi maa altsaa antage en lignende Udvikling af de andre Planeter; paa mange er den maaske ikke kommet til saa højt et Trin som paa vor Jordklode, paa andre kunne langt højere Væsener have udviklet sig; men overalt er de fornuftige Væsener Naturfrembringelser i samme Betydning, som vi er det, det vil sige: deres hele Kundskab er bunden til Legemernes Organer; deres Kundskabsmaade kan efter dette ikke være grundforskellig fra vores, men maa være de samme Love underkastet. Jeg udtaler kun her en i Henseende til Mennesket unægtelig Kendsgerning, uden at indlade mig paa Undersøgelsernes Dybder over den Maade, paa hvilket det Aandelige hænger sammen med det Legemlige. Kun for at afværge hvert Skin af Materialisme, henviser jeg paa den til en Forsoning førende Modsætning, at den samme Natur, hvis Frembringelse Mennesket unægtelig er, selv maa erkendes for en Frembringelse af den evigt skabende Aand, og at saaledes vor Aands guddommelige Oprindelse paa ingen Maade bliver nægtet ved Indrømmelsen af Naturens Rettigheder. Med andre Ord: Begrebet om Verdensaltet er ufuldstændigt, naar det ej opfattes som et bestandigt fortsat Værk af den evigt skabende Aand. Det Skabende deri er det Aandelige, det Legemlige er det Skabendes Frembringelse, og vilde ophøre, naar den frembringende Virken kunde ophøre. Som Naturværk i denne Betydning maa det aandelige i Mennesket indeholde Naturlovene, dog kun saaledes, at de ved Naturens Indvirkning fremkaldes til Bevidsthed, og den omgivende Natur maa uden nogen Indflydelse fra Menneskets Side virke overensstemmende med hans Kundskabsevne, omendskønt denne Kundskabsevne størstedels først efter Aartusinder vil være istand til at komme til Indsigt om denne Harmoni. Man ser let, at de Grunde, som bestemme os til denne Overbevisning, ogsaa gælde for det hele Verdensalt. – Gennem det hele Verdensalt er der adspredt Væsener med Kundskabsevner til at fatte Gnister af Guddomslyset; og Gud aabenbarer sig for disse Væsener ved den dem omgivende Verden, vækker den i dem slumrende Fornuft ved den Fornuft, der hersker i alt det, der gør Indtryk paa dem, men lader dem atter gøre desto dybere Blik i den legemlige Tilværelse, jo mere deres egen Aand vækkes, saa at de finde sig satte i en uophørlig levende Udvikling, som, efter at have naaet et vist Punkt, bortfjerner dem stedse mere fra den Indbildning, at den haandgribelige Masse er Tilværelsens Grundvold, og fører dem til at vide og anskue sig selv med Aand og Legeme som Led af en uendelig Fornuftorganisme. Saaledes møde da Naturvidenskabens Sandheder forsat mere og mere Religionens, saa at de omsider paa det inderligste maa slutte sig til hinanden.