Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Også efteråret og vinteren har sin charme. Det fortæller Erik Gerner Larsson om i dette lille causeri.
 

Det hænder, at man i slutningen af september på en kølig, blæsende dag siger til en af sine nærmeste: "Nu skulle det gøre godt med lidt varme i stuen!" Og så, lidt efter: "Jeg begynder allerede at glæde mig til igen at sidde med en rigtig god bog – vinteren har nu også sin charme!" Med disse små sætninger er vi lige inde på livet af den side ved efteråret, som alle burde være vidende om, den, at efteråret er sjælens forår!

Helt uden kendskab til tilværelsens store spiralprincip lever det almindelige menneske i den forestilling, at efterår og vinter blot er naturforekomster, som man må søge at indordne sig bedst mulig. Det har nok lagt mærke til, at læselysten ligesom er stærkere om efteråret end om sommeren, men tilskriver det ofte de lange aftener, som dog skal gå på en eller anden måde. Uden viden om sin egen sjælelige struktur erkender det forskellige længslers rytmiske tilsynekomst i sindet og slår sig til ro med, at sådan er det nu engang og dermed basta. Men det tænkende menneske må have anderledes rede på de impulser, der passerer dets sind, og for dette menneske er de kosmiske analyser skabt. I lyset af disse analyser bliver efteråret den strålende beretning om de åndelige legemers realitet. "Mennesker lever ikke af brød alene!" Alle kender sætningen, men hvor mange forstår dens dybder? Vor krop kan leve af brød alene. Hvad er det da i os, som yderligere kræver næring? Vor bevidsthed er åbenbart en mere kompliceret ting end som så. Hvorfor ikke nøjes med at spise sig mæt og så bare sove? Vi er jo kun, ifølge adskillige videnskabsmænd, blot en reproduktion af vore forældre, og vor eneste opgave er bare den at formere slægten og ellers se at få tiden til at gå på bedste vis for os selv, indtil vort "stof" vender tilbage til naturen, og vi selv viskes ud, som den uvirkelighed vi var. Hvor trist for denne påstand, at der er noget usynligt i os, der udover den fysiske føde kræver næring af ikke fysisk art – vore åndelige legemer. Hvem kan spise følelseslegemet af med en god middag? Hvem kan bringe intelligenslegemet til hvile med kaviar? Og intuitions- og hukommelseslegemet? Nej, som foråret og sommeren er næring for vort fysiske legeme, der i den tid fylder sig med solkraft til at imødegå vinterens strabadser, således vågner de åndelige legemer i årets mørketid og kræver deres lys. Sulten fra dem er det, der driver os videre i vor forskning. Hungeren fra deres celler er det, der betinger vor vækst frem imod højere zoner. Også de har et mål og det ikke mindre end vort fysiske legeme, der her – i denne åh så kloge verden – bærer vor bevidsthed fra trin til trin. Thi en dag er vor rejse her endt og held da den, der i tide sørgede for rigelig næring til de legemer, der da skal bære vort væsens kosteligste skat – vor bevidsthed – frem til nyt liv, til nye skønhedsindtryk!

Efteråret er sjælens forår, vinteren dens sommer, – lad os bruge denne "sommer" vel!

Fra korrespondanceafdelingen. Uddrag af brev nr. 27, dateret 23-10-1942.