Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2001/9 side 194
Kommentar
Følelserne avler spørgsmål – forstanden avler svar
Kære læser! På de næste sider vil du blive præsenteret for et enestående koncentrat af Martinus' åndsvidenskab. Her vil du uden omsvøb og digressioner kunne følge den røde tråd i det store ræsonnement, med hvilket Martinus bringer læseren fra den almindelige, prosaiske hverdag og lige lukt ind i evigheden og udødeligheden. Selvfølgelig skal du have været på disse fjerne og mystiske lokaliteter før. Ellers vil du ikke kunne fæste lid til Martinus. Du skal have oplevet suset af evigheden og udødeligheden i dit daglige liv. Det er vi mange, der har, uden at vi gør en stor historie ud af det. Det kan være øjeblikke med stilhed og eftertænksomhed, det kan være oplevelser med naturen, med kunst, litteratur og videnskab. Eller det kan være små stunder med andre mennesker over en kop te eller kaffe. Pludselig går tiden i stå, og evigheden toner frem.
Man må kort sagt kende lidt til Martinus' verdensbillede i forvejen for at finde glæde ved det. Man må have nogle erfaringer. Men har man på egen hånd oplevet øjeblikke af hensigt og mening, er man helt med, når Martinus som en selvfølge går ud fra dette punkt og slutter med at finde naturen logisk og hensigtsmæssig på et højere plan. Det er, hvad man kalder et "ringbevis", og det vil Søren Olsen komme nærmere ind på i sin artikel "Facitsyn, logik og ringbevis", der godt kunne gå for at være en kommentar og brugsanvisning til alt, hvad Martinus har skrevet.
At møde Martinus' analyser og blive begejstret er kort sagt at blive bekræftet i sin oplevelse af, at der er en dybere mening med alting. Det er som "At komme hjem", hvilket netop er overskriften på en artikel af Dorte Holm Sørensen. Fra denne "hjemkomst" bliver meget af det, der før var kaos og følelser til noget, der mere og mere bliver styret af forstanden. Om dét handler denne måneds spørgerubrik, der har overskriften "Ønsker skaber skæbne".
At møde Martinus' analyser er også en skæbne. Forud for den ligger et ønske om at forstå. Et ønske, der netop kan gå på at få en logisk forklaring på oplevelser, man selv har, men ikke altid kan dele med andre. Det kan være en oplevelse af evighed og udødelighed, eller det kan være en medfølelse med dyr og mennesker i nød. Det er den slags oplevelser, der skaber begær efter de svar, som analyserne giver. Derfor kan man heller ikke overbevise alle mennesker om analysernes rigtighed. Man kan ikke lægge verden for sine fødder med logikken i Martinus' analyser. Analyserne begynder først dér, hvor sanser, følelser og oplevelser fortæller os noget, vi ikke selv kan forklare, men må have hjælp til. Hvoraf kommer det fx, at vi føler smerte ved at se andre lide? Hvoraf kommer det, at vi undlader at gøre ting, som andre med den største selvfølgelighed kan opfatte som den allerhøjeste form for logik og fornuft? Det er den slags spørgsmål, der fører til ønsket om en forklaring. Følelserne avler spørgsmål, forstanden avler svar. Analyserne er kun til for at bekræfte gennem forstanden, hvad hjertet allerede ved.
sh