Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus' verdensbillede er skabt for mennesker, der umuligt kan tro på Bibelens påstande uden at få en logisk forklaring. Den er ikke svær at finde, og det giver Mads Leth Jørnø et eksempel på i dette essay.
 

En af de vigtigste ting, som jeg har lært af Martinus' analyser, er, hvorfor det er nødvendigt for os "mennesker", at vi lærer at tilgive alle dem, som "sårer" os.

Når vi føler os "såret", så skyldes det ofte uvidenhed om de bagved liggende motiver, som Guddommen forsøger at lære os. Alt, hvad vi kommer ud for i livet, er Guddommens direkte tale til os, og han kan kun lære os det igennem vores medmennesker – vores "næste". Vi har jo kun to måder at korrespondere med Guddommen på – nemlig gennem bøn og så vores daglige forhold til vores næste. Derfor vil vores bønner ikke gavne os ret meget, hvis vi i dagligdagen hævner og straffer vores næste og dermed indirekte selve Guddommen. Det kan ikke nytte noget, at vi beder om noget, som vi ikke selv er parate til at udføre. Et af de meditationsobjekter, som Kristus har givet os i Fadervor, hedder da også "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere".

Det største hovmod, som vi "kosmologer" og åndsvidenskabelige forskere kommer ud for, er, at vi "tror", at vi er kommet længere eller er "højere" udviklet end andre mennesker. Denne indbildning kan gøre det ekstra anstrengende for os, når vi bliver involveret i konflikter, sladder og bagtalelse på vores arbejdspladser. Parterne vil naturligvis forsøge at inddrage os, og de vil forsøge at få os til at tage parti i deres personlige sym- eller antipatier. Det er svært at undlade at blive involveret i andres sympatier eller antipatier, da de er af elektrisk natur og derfor naturligt har en magnetisk tiltrækning eller frastødning på os. Hvis vi involverer os i andre menneskers sympatier eller antipatier, da kan vi let miste os selv og dermed vores eget jegs mysterium, dets identitet med Guddommens udødelige liv. Det er ikke nemt for os almindelige mennesker, der er involveret i dagliglivet på godt og ondt på vores arbejdspladser og i vores familier, at holde os "neutrale" og bevare harmonien mellem vores intellekt og vores følelser. Vi falder gang på gang i vandet, hvor vi må tilgive os selv vor uvidenhed. Når vi tror, at vi har lært lektien, da bliver vi blot sat på endnu større prøver, og sådan fortsætter det, indtil vi engang om mange liv er blevet fuldkomne. Indtil da er det godt, at vi har kosmologien at holde os til, så vi tør lade os "ydmyge" i ordets bedste betydning. Vi ved, at det ikke gælder om at vinde, men at handle retfærdigt mod os selv og andre. Det kan ikke nytte noget, at vi "dømmer" eller kritiserer andre for deres adfærd, men at vi i stedet hjælper dem til at udvikle sig selv i frihed. Hvor vi i kærlighed til os selv, til andre og til sandheden, arbejder for alles bedste. Vi bliver ganske enkelt nødt til at lære at tilgive os selv og andre, hvis vi vil videre i livet, hvis vi vil være frie mennesker.

En anden og meget vigtig grund til, at det bedst kan betale sig at tilgive sin næste, er selve reinkarnationsloven. Den viser os, at vi kun kan opleve den skæbne, som vi selv har skabt årsagerne til. Loven om årsag og virkning. Alle de ubehageligheder, som vi har oplevet, oplever eller kommer til at opleve, er altså virkninger af de handlinger, som vi har påført vores næste i en nærmere eller fjernere fortid. Åndsvidenskaben påviser for os, at al skæbne er virkninger af vores egne handlinger i fortiden, og dermed bliver vi vores egen skæbnes skaber. Vi bliver ansvarlige for vores eget liv, som vi dybest set selv har skabt. Vi bliver ansvarlige og skabende.

Dermed bliver det også lettere for os at forstå Kristi påbud om, at vi skal elske vores "fjender". Ud fra en almindelig materialistisk tankegang er denne udtalelse det rene vrøvl, som slet ikke kan betale sig, hvorfor det også er svært for sådanne mennesker at tilgive deres "fjender". De vil i stedet kræve hævn og straf. Ser vi det i stedet ud fra karmaloven, da kan det i høj grad bedst betale sig at gøre, som Kristus påbyder. Vores "fjender" eller "kritikere" giver os jo netop en mulighed for at udligne de virkninger af vores egne handlinger, som vi selv har skabt. Det er derfor, at Kristus påbyder os, at vi skal elske vores "fjender", de giver os netop en mulighed for, at vi kan udvikle os for at udligne gammel karma, så vi kan komme videre i livet uden hele tiden at gentage de samme fejl, hvis vi forstår lektien. Vores "fjender" giver os dermed en mulighed for, at vi kan udvikle os selv, hvis vi er i stand til at tilgive dem det, som de udsætter os for. De giver os muligheden for, at vi kan udvikle os og forandre os selv. Vores "fjender" er som regel slet ikke klar over, at de giver os denne mulighed, men hvis vi undgår at hævne eller straffe vores" fjender", så vil denne handlemåde også være den eneste handlemåde, der kan få vores "fjender" til at forandre sig selv. Det kan jo dybest set ikke nytte noget, at vi hævner eller straffer vores næste for virkninger af deres handlemåde, som vi selv er årsag til. .
 

Vores næste handler det bedste han kan, nemlig som en repræsentant for det udviklingstrin, som han befinder sig på. Vi kan selvfølgelig prøve at tvinge vores næste til at følge vores vilje i et eller andet felt, men det er ikke det samme som, at vi hæver det pågældende menneske op til et højere trin. Han gør jo bare, hvad vi siger, fordi han ikke tør andet eller ved bedre. Han er under tvang eller dressur, og da dresserede eller tvungne dybest set ikke forstår, hvorfor de gør, som de gør, har de heller ingen mening eller ide om deres handlinger. Der er ingen udvikling foregået, da de ikke har handlet bevidst. Vi kan ikke udvikle andre voksne mennesker, det kan de kun selv gøre i frihed, uden tvang eller dressur. Denne omskabelse eller forvandling er nemlig ikke en viljesakt, men et udviklingsspørgsmål. Derfor er det forkert af os – og uretfærdigt – hvis vi forlanger, at vores næste skal have samme moralitet eller livsopfattelse, som os selv.. Vi har ingen ret til at dømme eller med kritik forfølge andre. Fejlen ved at forfølge eller genere vores næste ved dom eller kritik ligger deri, at vores næste er, som han i det givne øjeblik skal være og udelukkende kan være; nemlig en repræsentant for sit eget udviklingstrin. Og hvem kan være anderledes? Vi ved godt, at det er dumt at bebrejde en "ulv", at den ikke er et "lam", og vi ved også godt, at det er dumt at bebrejde et "lam", fordi det ikke er en "ulv". Vi ved også godt , at det er umuligt for en "bandit" at være som "Kristus", ligesom det er umuligt for "Kristus", at være som en bandit. Alligevel forlanger vi hver dag af vores "næste", at han eller hun skal være anderledes, end de netop er. Det er dette, der er kernen i enhver ond eller forfølgende kritik af vores "næste", at vi forlanger, at han skal være anderledes og på et andet udviklingstrin end netop det, som han befinder sig på. Hvordan skal han kunne være det?

På min nuværende arbejdsplads har jeg oplevet forældre og gamle "antroposoffer" forfølge en kollega, fordi de netop forlangte, at en kollega skulle være anderledes, end hun netop er. De har gjort det i den bedste mening, og de er ikke selv klar over, hvor ukærligt det er. Kritikken bliver netop en påberåbelse af, at vedkommende næste ikke opfylder de idealer, som kritikeren synes, at næsten skal opfylde. Men da næsten aldrig kan repræsentere andet end sit udviklingstrin, akkurat som "banditten" til enhver tid repræsenterer sit, og "Kristus" til enhver tid repræsenterer sit udviklingstrin, bliver det ikke næsten, der er noget galt med, men derimod kritikeren selv. Jo mere brutal vi bliver i vores kritik eller dom over vores næste, jo mere brutalt dømmer vi Guddommen og dermed os selv. Vi har afsløret vores egen uvidenhed eller ufuldkommenhed. Vi har dømt – ikke næsten – men os selv. På den måde bliver det netop vores "tro" eller forestilling om næsten og omgivelserne, der lukker os ude fra det virkelige syn af næsten eller omgivelserne. Vi er blevet fanger i vores egen bevidstheds fængsel. Vi er mentalt fængslet. At vi på den måde er blevet mentale fanger, har vi svært ved at forstå, og vi har også svært ved at forstå, at vi er i konflikt med næstekærlighedsloven. Så længe vi ser andre og verden ud fra vores egne mentale fængsler, og vi ud fra disse mentale fængsler dømmer eller kritiserer vores næste eller omgivelserne, da befinder vi os i en permanent konflikt eller krigstilstand. Vi er i konflikt med de handlinger, som vi selv har skabt årsagerne til i en fjern eller nærmere fortid. Vi er i konflikt med både Guddommen og os selv. Dybest set har vi lukket os selv ude fra muligheden for at udligne karma af vores egne handlinger i en fjern eller nærmere fortid. Vi påfører i stedet os selv ny karma. Det er i princippet det eneste, som vi får ud af at hævne eller straffe vores næste, og det er derfor, at det bedst kan betale sig, at vi lærer at tilgive vores næste. Det er også derfor, at Kristus har sagt, at "man skal tilgive sin næste ikke blot syv gange daglig, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange daglig", hvilket i praksis betyder, at der ikke findes nogen situation, i hvilken vi ikke skal tilgive.

Så længe vi er optaget af at fordre, at en "ulv" skal være blid som et "lam" eller "banditter" fuldkomne som Kristus, da lukker vi os selv ude fra det virkelige liv eller den sande lykke. Vi lever i en illusion. Indespærringen i dette mentale fængsel opretholdes udelukkende gennem vores eget begær efter at ensrette verden eller fordre, at alt og alle skal være anderledes, end de netop i øjeblikket er. Vi lukker os ude af verden og dermed muligheden for at være lykkelige. Vi fordrer og ønsker verden i vores "eget billede". Men verden kan kun være i "Guds billede". Derfor er det os selv, som vi skal lave om på, hvis vi vil være lykkelige. Vores næste må og skal have friheden til at lave sig selv om, og det er kun ham selv, der kan gøre det. Når vi virkelig har forstået dette, at vores næste er, som han skal være, samt at det bedst kan betale sig, at vi tilgiver vores næste, da bliver det meget lettere at arbejde sammen med de mangfoldigste mennesker på vores arbejdspladser, ligesom vi bedre kan acceptere vores familier, som de er.

Vi må lære at ændre os selv, og gennem erkendelsen af vores egen ufuldkommenhed kommer vi i kontakt med udviklingen i det virkelige liv. Vi bliver mere ydmyge, og ydmygheden fjerner i sidste ende "tærsklens vogtere" og åbner indvielsens porte for os. Vi er på vej fra forgården ind i templet, der hvor det "hellige" og det "allerhelligste" findes. Ydmygheden er nøglen til visdommens port, som et berømt Martinus-citat udtrykker. Hvis vi indser dette, da forstår vi også, at det bedst kan betale sig, at vi tilgiver vores næste. Vi indser, at vi ligesom Kristus må lære at tilgive andre, uanset hvad vi kommer ud for i livet. Kristus vidste, at alle vi "mennesker" var på et lavere udviklingstrin end ham selv, og derfor kunne han på korset sige: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre".

Kristus besad så stor kærlighed, at han vovede sit eget liv for at redde sine medmennesker. Det er livets største åbenbaring af princippet "at give". Det er modellen for fuldkommen væremåde. Hvis vi i ydmyghed forstår Kristi ord og handlemåde på korset, da er vi på vej til at forstå den sande åndsvidenskabs første betingede ABC. Vi er på vej til at forstå den sande betydning af al højere kundskab eller "okkultisme". Hvis vi ikke har lært ydmygheden at kende og dermed, at det bedst kan betale sig, at vi altid tilgiver vores næste, da er den sande kærligheds porte lukkede: og uden kærlighed er der ingen visdom, ingen salighed og ingen Guddom. Først når vi ydmygt, lige som den fortabte søn, vender hjem til den evige Fader, da ser vi lige lukt ind i tilgivelsens sande betydning. Vi ser da livet, skønheden og Guddommen. Ydmygheden har fjernet de "slør", der gjorde det så svært for os at forstå, at det altid bedst kan betale sig, at vi tilgiver vor næste.