Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De følgende historier er sakset fra filminstruktør og forfatter Tørk Haxthausens artikel i de hjemløses blad "Hus forbi" (nr. 11 – 1999).
 

"Oppe i Geita (Tanzania) er de alt for overtroiske. De har zimwi i træerne.

Hvad er "zimwi?" Der var pause i klipperummet på Tanzania Film Co., og snakken gik om den store folkeflytning, som netop var startet. I Geita havde bønderne gjort modstand, og grunden var ifølge et par af vores filmarbejdere, at i Geita holdt man sig med zimwi, en slags levende døde, som vi kalder zombier. De dyrkede markerne om natten og tilbragte dagene skjult i træerne. Dér, hvor man ville flytte bønderne hen, var der mangel på træer.

Er det sådan, at der kan gemme sig noget virkeligt bag såkaldt overtro? Tørk Haxthausen skriver videre: "Men på vej tilbage til Dar es Salaam passerede vi klostret Tosamaganga i nogen afstand, og dér stod ånden. Eller hvad det nu var.

Jeg sad på ladet af den lille Landrover. Min daværende kone sad på forsædet sammen med chaufføren, og hun fortalte senere, at han var blevet helt stiv og svedende, da vi kørte forbi synet. Vi kunne ikke snakke sammen under kørslen, men hun sagde bagefter, at hun havde set det samme som jeg: En grå skikkelse, der var dobbelt så høj som de lave træer, og som opmærksomt drejede sig efter bilen og fulgte den hele vejen rundt i et langt sving.

Tilbage i København fortalte jeg en ung, tanzaniansk studerende, som inden afrejsen havde prøvet at lære os lidt swahili, om synet. Han blev helt ophidset, for netop sådan en tingest havde en af hans skolekammerater mødt, dengang de begge gik i skole på Tosamaganga. Man kan altså sige, at synet er ganske godt bekræftet af uafhængige vidner."

"I årene ved filmselskabet skete det nogle gange, at de lokale medarbejdere reddede mig fra at spadsere ind i noget, som kun de kunne se, og som de påstod var farligt. Første gang fandt jeg slet ikke ud af, hvad der foregik, men blev af vores ældste og mest besindige elev trukket gennem en kilometer stikkende og filtret krat i stedet for at gå den lige vej til bilen hen over en åben plads, hvor der ikke var andet end sand og kort græs. Først året efter fik jeg en forklaring, da vi var blevet uvenner, og han sagde, at han aldrig skulle have reddet mig, dengang jeg var ved at spadsere lige ind i noget nærmest dødbringende. Jeg har siden tænkt, at når jeg ikke kunne opfatte det, var det nok ufarligt for mig.

Når jeg fortæller den slags til danskere (jeg er stort set holdt op med det), spørger de altid forbavset, om jeg virkelig tror på sådan noget.

Det gør jeg ikke. Men det er unægteligt tankevækkende at leve i en årrække som medlem af et bittelille mindretal, der ikke kan se, hvad normale mennesker på stedet opfatter som en væsentlig del af virkeligheden. Mange af dem opfattede det som en sygdom, europæere led af, og jeg mærkede en vis frygt for smitte.

Men når vores forfædre for ikke så skrækkeligt længe siden troede på genfærd, troldtøj og varsler, var det vel, fordi de mødte den slags fra tid til anden. De var nok ikke overtroiske på den måde, at de troede på noget, ingen havde oplevet eller set. De så en anden verden, end vi gør, og for dem var den lige så virkelig som den, vi kender.

Jeg tror, at dét at se, er noget tillært. Fra den tidligste barndom lærer vi at se de ting, vores verden bygger på, og at ikke-se alt det, som strider mod vores verdensbillede.

Ellers har jeg ingen forklaringer. Men, nej, jeg tror ikke på ånder. De findes i hvert fald ikke i Danmark. Så vidt jeg ved."
 

Den omtalte folkeforflytning i Tanzania foregik midt i 70-erne. Menneskene i Geita er bønder med et lille jordlod, der i bedste fald giver dem til dagen og vejen. De har formentlig også alle bekendt sig til den kristne eller muslimske tro. Men som noget helt naturligt vil åndetroen og anden såkaldt overtro trives side om side med f.eks. kristendommen – for en sikkerheds skyld. Selv i Danmark trives lidt overtro endnu – syv, ni, tretten og bank under bordet. Endelig skal det med, at globaliseringen og materialismen også er nået til Afrikas storbyer. Afrikanerne går hastigt samme vej som os.

Jeg har arbejdet 2 år i Tanzania fra 1971-73. Dengang var jeg overbevist troende på naturvidenskaben, og overtro interesserede mig ikke på anden måde, end at jeg opfattede det som et problem, der holder mennesket tilbage i uvidenhed. I dag mener jeg noget nær det samme, men jeg har også indset, at en del overtro bygger på noget, som er virkeligt.

Det er tankevækkende, at alle naturfolk – dem jeg har hørt/læst om – spredt over hele jorden uden fysisk kontakt med hinanden, lever/levede med næsten de samme forestillinger om, at der eksisterer en åndelig verden, hvor forfædrenes ånder lever. De foretager rituelle slagtninger og ofrer mad m.m. til disse forfædre og måske guder, for at holde sig gode venner med dem. Den åndelige verdens beboere styrer stammens liv. At bryde med eller misligholde forholdet til forfædrenes ånder giver dårlig jagt, misvækst, ulykke, udstødelse fra stammen og død.

Åndsvidenskabeligt set skal alle mennesker gennem det samme for at blive det samme. Martinus blotlægger mange grundtræk i udviklingen. Et af dem er vist på symbol nr. 21. "Den evige kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og Gudesøn – I". I symbolets øverste venstre hjørne er vist en udviklingsrække fra 1: åndetro/guder, til 2: verdensreligioner, der har én Gud og næstekærligheden som omdrejningspunkt, til 3: videnskab, materialisme og ateisme og til 4: en åndsvidenskabelig erkendelse. Eller endnu kortere: 1: "overtro" – 2: tro – 3: materiel videnskab – 4: åndelig videnskab. Den virkelighed, vi opfatter, bygger bl.a. på udviklingsgraden og styrkeforholdet mellem vores instinkt-, tyngde-, følelses- , intelligens- og intuitionslegeme.

"Mennesket" har en åndelig bagage med sig på sin lange rejse ind i materien gennem mineral-, plante- og dyreriget. En omfattende ubevidst instinktiv viden leder plantens, dyrets og menneskets liv. Martinus kalder instinkterne (instinktlegemet) for ruinerne af fortidens kosmiske bevidsthed 1). Denne bagage har gjort det helt naturligt for de tidlige mennesketyper at udvikle forestillinger om en større åndelig sammenhæng i tilværelsen. De har sanset og oplevet en anden virkelig virkelighed. Af disse oplevelser har udviklet sig ritualer, heksedoktorkunst, shamanisme, grå/sort magi m.m. Vi har haft stærke anelser om en tilværelse hinsides døden. Vores psykiske konstellation, måske forstærket af visse psykisk virkende planteekstrakter og trancedans, har bragt os i nærkontakt med den anden virkelighed.

Ifølge sagaerne troede vi engang på Valhalla – et paradis for slagsbrødre – hvor vi efter dagens kampe åd løs af grisen Særimner, som næste dag var hel og ædeklar igen. Grønlandske fangere forestillede sig, at den døde sæls sjæl gik tilbage i havet og atter opstod som sæl. Australiens aboriginere tror på en drømmeverden som den fysiske verdens ophav. Vi vil gennem studiet af naturfolkenes religioner og myter kunne forstå, at vi altid blev ledt af forestillinger, der havde noget med en åndelig virkelighed at gøre. En virkelighed vi begynder at kunne forstå netop som ruiner af en fjern fortids alt omfattende indsigt og viden.

Tilværelsens store sammenhæng leder os videre ad næstekærlighedens spor. Den ene Gud, vi lærte at tro på, var i en lang periode magtfuld, vred og straffende som os selv – en gammeltestamentelig Gud, vi skulle ære og frygte. Med Kristus blev gudsbilledet vendt til et kærligt og tillidsfuldt far og søn forhold med en understregning af, at Gud er i din næste. At elske sin næste er derfor også at elske Gud. Men vi har stadig hang til straf og gengæld, og ideen om at elske vores fjender og bede for dem, som forfølger os, er aldeles uforståeligt for de fleste.

I kraft af intelligensens tiltagende styrke i vores indre bliver vi langt mere optaget af at suge materiel viden til os. Som H. C. Andersen skriver i eventyret Snedronningen, så skifter Kay Fadervor ud med den store tabel. Troen på den store sammenhæng i tilværelsen med Gud i midten, der har styr på alt, bliver skiftet ud med et rent materialistisk verdensbillede, hvor udviklingen og livet på jorden er underlagt tilfældighedernes spil. Vi tager kun det til os, vi kan forstå, og da alt det, vi kan forstå, handler om noget fysisk, bliver vi fanger af dette fysiske syn på virkeligheden – døden bliver noget absolut og derfor en meget alvorlig sag. Intelligensen opløser trosinstinktet – vi mister evnen til at tro – og al tro bliver efterhånden stemplet som overtro.

Men de fysiske tilværelser modellerer lovbundet videre på vores psykiske udvikling. Netop i kraft af en hårfin sammenhæng i tilværelsen høster vi lidelse på alle de områder, hvor vores følelser, tanker og handlinger ikke er af kærlighed. Vores lidelseserfaringer forfiner vores følelseslegeme, som virker etisk/moralsk styrende ind på intelligenslegemet. Harmonisering og udvikling af samlivet mellem følelses- og intelligenslegemet udløser begyndende intuition. En ny opfattelse af virkeligheden trænger sig på. Selv den materialistiske videnskabs verdensanskuelse udgør en slags overtro!

Livets Bog 6 stk. 2086. ".....Når det primitive menneske tror, at hele verdensaltet styres af guder eller en Guddom, der sidder et sted oppe i himlen og ser sådan eller sådan ud i rent legemlig form eller skikkelse, er det også overtro, men denne er ikke nær så langt fra sandheden som den materialistiske videnskabsmands gudløse opfattelse. ......."

"Noget" i naturen leder os til at udvikle et indre, der kan forstå store sammenhænge som f.eks. den, der gemmer sig bag Jesu udtalelse om, at vi skal elske vores fjender! Et meget koncentreret svar på lidelsens problem, som Martinus har gjort til åndsvidenskab.

Vi blev aldrig ladt i stikken under vores rejse ud af dyreriget – der var hele tiden en plan. Fra åndetro til Det Gamle Testamente, til Det Nye Testamente, til materiel videnskab, til åndelig videnskab (Det Tredie Testamente). Der er en tyk rød tråd i vores udvikling, der fortæller: du var/er aldrig alene, og det var/er aldrig tilfældigt og meningsløst.

Vi gnasker løs af frugten fra kundskabens træ, og som slangen sagde til Eva: "I skal ingenlunde dø; men Gud ved, at når I spiser deraf, åbnes eders øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!" Indtil vore øjne åbnes må vi leve på forskellige former for overtro – forstået som i bedste fald ufuldkomne forestillinger om noget, som findes.

1) Livets Bog 2. stk. 446. Forskellen imellem det primitive naturmenneske og det, på jorden eksisterende, kosmisk bevidste menneske, er således ikke en artsforskel, men kun en gradsforskel. Disse væsener har begge to – "kosmisk bevidsthed". Men medens det for det sidstnævnte væsen gør sig gældende, at dets "kosmiske bevidsthed" er i sine begyndelsesstadier for "opadgående" tilstand, og igennem disse bliver til fysisk dagsbevidsthed, er det hos det førstnævnte gældende, at dets "kosmiske bevidsthed" er i sine sidste stadier for "nedadgående" tilstand og, som allerede antydet, forlængst er udgået af væsenets dagsbevidsthed og derfor kun efterladende nogle svage tendenser i form af ubevidste vanefunktioner eller "C-viden". Disse sidste rester af en fortidig "kosmisk bevidsthed" kendes i den daglige tilværelse under begrebet "instinktet".

Instinktet hos de levende væsener er således kun ruinerne af dets tidligere "kosmiske bevidsthed". Og det, vi her i Livets Bog under begrebet "instinktenergien" udtrykker som den første bærende grundenergi i spiralen, er reaktionen af disse bevidsthedsruiners møde med de ydre energier eller foreteelser, der betegner indgangen til den materielle fysiske verden.