Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I forbindelse med sit studium i psykologi ved Stockholms Universitet afleverede Hans Oldhage den opgave, vi gengiver nedenfor. Som vi skal se, knytter Martinus den røde tråd mellem mytologi, psykologi, biologi og andre fag sammen til en forståelig helhed og en teori, der skaber overblik og åbner for svar på livets eksistentielle spørgsmål.
 

Den ægyptiske urgud Atum hævede sig op af havet, masturberede, slugte sine spermier, hvorefter han fødte sig selv. Han beskrives også som "alherren" og "den, der var sit eget ophav". Atum var både mor og far til et guddommeligt tvillingepar, altså en androgyn personlighed (ordet 'androgyn' stammer fra det græske andro for mand og gyne for kvinde).

I 1900-tallets psykologi finder vi – blandt Carl Gustav Jungs symbolske arketyper – anima respektive animus som symboler for det kvindelige i manden og det mandlige i kvinden. Ifølge Jungs analytiske psykologi er mennesket psykisk biseksuelt. Mandens anima er tilstede som en ubevidst kvindelig side, medens animus symboliserer kvindens ubevidste mandlige side: "...det ubevidste hos manden har kvindelige fortegn; det skjuler sig så at sige i hans kvindelige side, hvilket han ikke ser som noget kvindeligt, men som han naturligt finder hos den kvinde, som på en eller anden måde fascinerer ham." (Fra Överföringens psykologi, s. 364-65 i det samlede værk Själen och döden – om individuationen, Natur & Kultur 1996).

I samme værk taler Jung også om "..en slags kongeligt spil mellem det aktivt-mandlige hos kvinden (animus) og det passivt-kvindelige hos manden (anima)" (Själen och döden s. 365). Hvad er det da, der skaber mandlighed respektive kvindelighed hos mennesket? Er kønsforskellene medfødte, eller erhverver vi dem gennem social og kulturel påvirkning? Man taler somme tider om "socialt køn" og mener da, at vi får vores kønsidentitet gennem opdragelsen, bortset fra de ubestridte fysiske forskelle. I lighed med Jung mener psykoanalysens fader Sigmund Freud, at vi fødes psykisk biseksuelle, men at vi normalt bliver heteroseksuelle. Freud mener også, at udviklingen kan "afspores", og at nogle derfor bliver homoseksuelle.

Andre psykologer mener, at de vigtigste kønsforskelle afgøres allerede i fostertilstanden (Stefan Hansen, Från neuron till neuros, Natur & Kultur 2000, s. 95-99). Men den mest almindelige opfattelse er nok, at kønsforskellene er en kombination af medfødte anlæg og social indlæring, først og fremmest under opvæksten.

Hvor står den psykologiske videnskab i dag i denne strid mellem kønsidentiteten som medfødt respektive indlært? Eller for at se det aktuelle i den her sammenhæng, hvad gør en mand til en mand? Og i hvilken udstrækning findes der en kvindelig side hos den typiske mand?

Det mandlige kønshormon testosteron danner grundlaget for dannelsen af det mandlige kønsorgan. Meget snart efter befrugtningen dannes der hos alle fostre et anlæg for kønskirtler, dvs. æggestokke eller testikler. Hos individer med XY-kromosomer begynder testiklerne at vokse frem efter 1 måned, derefter producerer disse testosteron i en periode frem til og med fostrets sjette måned. Derefter klinger testosteronproduktionen midlertidigt af. Hvis der opstår problemer på dette stadium af udviklingen, kan kønsudviklingen blive helt anderledes. Der findes sjældne tilfælde af XY-individer (altså kommende drenge), som er ufølsomme for mandligt kønshormon. Sådanne fostre får senere kvindelige ydre kendetegn (bryster, runde former osv.). De vil også blive opfattet som piger under opvæksten, men de får ikke menstruation, da de mangler æggestokke. Både de selv og omgivelserne tror, at de er piger, indtil sandheden kommer for en dag, måske først i forbindelse med puberteten (Om testosteronets rolle under fosterudviklingen, se: Från neuron till neuros, s. 102-105).

Alle mænd og drenge har altså anlæg for kvindelighed, anlæg, som normalt ikke udvikles. Vi ser dog spor af disse kvindelige anlæg hos "normale" mænd, fx i form af brystvorter. Men vi tager alligevel sjældent fejl af, hvilket køn et individ har. Hvilke medfødte psykiske forskelle er der da mellem mænd og kvinder? Det er meget svært at give eksempler på generelle, medfødte forskelle mellem kønnene. Mest tydelig er vel vor oplevelse af at tilhøre det ene eller det andet køn, uanset om vi har en heteroseksuel eller homoseksuel orientering. Det er kun ca. 0,00003 % af alle mennesker, der oplever, at de er blevet født med forkert køn (i den vestlige verden er 2-4% af befolkningen homoseksuelle. Men homoseksuelle mænd oplever trods alt sig selv som mænd.) Andre psykiske forskelle er generelt set meget små. Mænd har en noget bedre rumopfattelse end kvinder, de er gennemsnitlig mere fysisk aktive og har en noget ringere verbal evne end kvinder. Men her er de individuelle forskelle meget store. (Från neuron till neuros, s. 99-101).

Enhver mand har altså en kvindelig side, som kan komme til udtryk, hvis den mandlige hormonproduktion forstyrres, og som forstærkes, hvis også omgivelserne opfatter ham som kvinde. Alle mænd har med andre ord en anima i sig. Hos den danske forfatter og filosof Martinus Thomsen (forfatternavn Martinus) beskrives dette på en noget anderledes måde. Han benægter naturligvis ikke, at vi er født som kvinder eller mænd, men hver kvinde har ifølge ham en maskulin side og hver mand en feminin side. Han taler om kvindens maskuline pol og mandens feminine pol. (Bl.a. i To slags kærlighed). Martinus hævder også, at den modsatte pol hos kvinden respektive manden er i tilvækst. Der foregår altså ifølge ham en menneskelig evolution, hvor kvinden med tiden får flere af de traditionelle mandlige egenskaber, medens manden udvikles mod en personlighed med flere af de traditionelle kvindelige egenskaber. Sammenlignet med en mand med stærkt maskuline personlighedstræk betragter Martinus altså en mand med indslag af psykologisk set feminine egenskaber som en person, der er længere fremme i den menneskelige evolution. Tilsvarende gælder naturligvis for kvinder, som har psykologisk set maskuline egenskaber. Grundlæggende for individets fysiske fremtræden er dets ordinære eller primære pol, dvs. for mandens vedkommende hans maskuline pol. I denne mandens primære, maskuline side gør der sig en vis automatik gældende. Hvordan påvirkes da manden af sin feminine eller sekundære pol? De maskuline aspekter hos kvinden respektive de feminine hos manden får normalt ikke nogen direkte indflydelse på følelsesliv og tænkning. På de områder reagerer de fleste mennesker udfra deres primære pol, dvs. den feminine pol hos kvinden og den maskuline hos manden. Men hos visse kvinder og mænd er den sekundære pols udvikling blevet forceret, så de har udviklet en modsat kønsidentitet og da oplever sig som homoseksuelle. Men det er ikke det almindelige på vort nuværende udviklingsniveau. Martinus' teori om polforvandlingen, altså den tilsyneladende maskulinisering hos kvinder og feminisering hos mænd, er svær at bekræfte og forklare på vort nuværende kundskabsniveau. Hertil kommer, at vort videnskabelige verdensbillede i dag bygger på det, vi kan opfatte med vore fysiske sanser. Det kræves derfor af enhver videnskabelig teori, at den kan underbygges med målelige fakta, som kan registreres fysisk på en eller anden måde. Men Martinus' kosmiske verdensbillede er det ikke muligt at udforske på denne måde. Han hævder, at hvert individ gennemgår en personlig evolution, en opfattelse, som ikke stemmer overens med den videnskabelige betragtningsmåde, som de fleste forskere benytter i dag.

Men hvis vi ser os omkring, er det så ikke let at få øje på de kønslige variationer hos menneskene? Er det ikke tydeligt, at mænd og kvinder er kommet til at ligne hinanden mere og mere – psykologisk set – i den del af verden, hvor vi lever? Og er det ikke lige så tydeligt, at der på andre steder i verden er større psykologiske forskelle mellem kønnene? Hvor finder man de mest maskuline mænd og de mest feminine kvinder? Hvad er der sket med kønsidentiteten i vores del af verden? Hvor er de tidligere tiders maskuline mænd, groft byggede, robuste og naturligt dominerende over for de "svage" kvinder? Er forandringerne i mands- og kvinderollerne udelukkende et resultat af en forandring i kulturen? Og hvis det er kulturen, som har ændret os, hvorfor er kulturen så på den anden side ændret? Hvad er årsag og hvad er virkning?

For et halvt århundrede siden fandtes der ingen kvindelige fodboldspillere. Homoseksualitet var en næsten ukendt foreteelse, som man stort set kun læste om i bøger. Dagens teenage-idoler fremviser langtfra altid nogen klar eller entydig kønsidentitet. Og skilsmisser, som før blev betragtet som sjældne ulykker, er i dag en selvfølgelig del af hverdagen, hvor hvert andet ægteskab i storbyerne bliver opløst. Ændrede kønsroller har altså længe påvirket kulturen. Både de kvindelige og de mandlige "sociale køn" har i dag en helt anden karakter end tidligere. Vi har længe kunnet se, hvordan kvinderne har erobret flere og flere områder, der tidligere selvfølgeligt har været reserveret mændene. Men ændringen af manderollen har indtil for nylig været mindre tydelig – udadtil. Medens "det aktivt-mandlige", som Jung taler om, har vist sig at blive en mere og mere iøjnefaldende og synlig side hos kvinderne, har det hidtil ikke vist sig lige så tydeligt, at "det passivt-kvindelige" er begyndt at sætte sig spor hos os mænd. Men den, der ser rigtigt efter, vil opdage flere og flere usikre, bløde mænd, som bliver mere og mere desorienterede i deres sociale kønsidentitet. Er der noget, der taler imod dette?

Læg fx mærke til, hvordan de mandlige supermodeller er og ser ud, se på de unge artister. Er der ikke sket noget her? Er den kvindelige side hos manden ikke mere og mere synlig i dag, sammenlignet med, hvordan det var engang? Hvis man forsøger at forklare disse forskelle med udgangspunkt i den videnskabelige tradition, som behersker vor tid, støder man meget hurtigt på vanskeligheder. Forandringer, som finder sted på så kort tid som et århundrede eller mindre, burde have sin rod i sociale faktorer, vil de fleste samfundsforskere sikkert mene. Ellers er man henvist til biologiske forklaringer, men hvordan skulle sådanne biologiske ændringer kunne ske på kun et halvt århundrede?

Min pointe er, at de væsentligste af de forandringer hos mænd og kvinder, som vi her observerer, hverken kan forklares rent biologisk eller socialpsykologisk/sociologisk, men at det handler om en hidtil ukendt indre bevidsthedsfaktor. Martinus, skaberen af værket Livets Bog, som har formuleret teorien om (den seksuelle) polforvandling, som jeg har nævnt tidligere i artiklen, hævder, at der findes en mental eller åndelig faktor bag menneskets kønsmæssige forandring. Han mener, at det ikke er hjernen, der er årsag til bevidstheden, men at det – tværtimod – er bevidstheden, der er årsag til både hjernen og menneskets fremtræden som levende væsen i det hele taget. I det perspektiv er det mandlige hos manden en automatisk følge af mentale processer i fortiden. Alle mennesker har en fortid i form af tidligere liv, hvor de har udviklet alle deres nuværende egenskaber. Og i vores egenskab af dyr eller dyriske væsener repræsenterer vi enten princippet handyr eller hundyr.

Den primære seksuelle pol i vor bevidsthed skaber altså vores kønskarakter, og derved adskiller vi os ikke fra andre dyrearter. Men mennesket er en meget særegen dyreart, som også har udviklet ovenfor nævnte sekundære pol. Den sekundære pol ligger bl.a. til grund for det kvindelige i manden, men det er også denne sekundære pol, som har skabt de mest udviklede, højere mentale evner hos mennesket. For at forstå dette kræves, at man tager idéen eller hypotesen om, at det enkelte jordiske liv kun er et brudstykke i en lang række af liv, hvor det jordiske menneske for øjeblikket befinder sig på overgangsstadiet mellem en dyreepoke og en fremtidig epoke, hvor vi bliver rigtige mennesker, i betragtning.

Det rigtige menneske adskiller sig på mange punkter fra det nuværende jordiske menneske. Vi ser i dag, hvordan mindre udviklede egenskaber kan findes sammen med højere bevidsthedsaspekter hos mennesket. Det rigtige menneske, som altså er et fremtidsvæsen, – har overvundet alle sine lavere egenskaber, som fx aggressive voldstendenser, racisme, ufølsomhed over for andre levende væseners ve og vel, kødspisning mm. Dette er ikke stedet til at fremlægge Martinus' verdensbillede, som bl.a. indeholder ideen om, at det jordiske menneske nu gennemgår en forceret udvikling frem mod et rigtigt menneskestadium. I denne proces ser vi altså nu – bortset fra den nævnte humanisering – hvordan kønsidentiteten forandres i stadig hurtigere takt. Men for at forstå dette fuldt ud, kræves yderligere en afgørende mental forandring, nemlig evnen til at opleve eller opfatte bagom de fysiske sansers rækkevidde. Vi har allerede nu en jeg-bevidsthed og en voksende bevidsthed om den mentale virkelighed, som vor tankeverden udgør. Men stadig savner vi som jordiske mennesker – med begrænset fysisk bevidsthed – evnen til at forstå, hvordan de mentale eller åndelige dele af verdensaltet ligger til grund for hele vor tilværelse. Vi tvinges derfor til at spekulere over de dybere love for livet, og under disse spekulationer må vi normalt gå ud fra vor fysiske bevidsthed. Vi har da kun vore begrænsede fysiske sanseorganer (=organer som begrænser) at gå udfra, men der kommer, ifølge Martinus, en tid, hvor vi har udviklet intuitive sanseorganer, ved hvis hjælp vi kan udforske det vældige åndelige område, vi lever i. Engang får vi måske svar på alle vore spørgsmål om hvorfra, hvordan og hvorhen?
 

Oversættelse HL