Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I fortsættelse af spørgsmålet i sidste nummer om udviklingen fra "flokdyr til individualist" har spørgeren et nyt problem. Han skriver: "Det enkelte individ er en del af Guddommen, hvilket umiddelbart ikke synes at kræve adskillelse fra flokken. Guddommen kan vel sagtens opleve livet "statisk", – som det er her og nu. Hvad er målet for Guddommen med udviklingen, som altid foregår og aldrig har nogen ende?"
 

SVAR: Det er unægteligt et omfattende spørgsmål, som hele Det Tredie Testamente sådan set handler om. Da Martinus engang efter et foredrag blev spurgt om noget lignende, nemlig Hvad er meningen med livet, – svarede han, at hvis han skulle sige det ganske kort, ville svaret være, at meningen med livet er livets oplevelse –!

Men lad os vælge som udgangspunkt at studere et af de steder, hvor Martinus på en uhyre medrivende måde forklarer om dette vældige livsproblem. Jeg vil opfordre alle til at læse i Livets Bog, bind 6, fra stk. 2367 til og med 2393. Gør det, når du har god tid, for man bliver virkelig grebet af Martinus' fortællerglæde.

Her forklarer han først, hvad der menes med udtrykket Gud eller Guddommen: "Verdensaltet er et uendeligt ocean af liv, der er opdelt og udløser sig igennem de suveræne livscentre, vi kalder "levende væsener". (...) Her er adgang til at studere Guds bevidsthed. Verdensaltet er således en levende, skabende organisme og er dermed et redskab for et altomfattende jeg. Dette jeg bliver derved synligt som et altomfattende levende væsen. I dette væsen lever, røres og ér alt eksisterende liv, al eksisterende oplevelse, alle størrelser, alt rum og al tid. Dette gigantvæsen udgør alt, hvad der overhovedet findes, alt hvad der har eksisteret, og alt, hvad der nogen sinde vil komme til at eksistere. Alt er underlagt dette væsens vilje, begær og ønske, såsom: Forvandling og skabelse, tilblivelse og ophør."

Senere forklarer Martinus, at det endelige slutfacit med hensyn til de levende væsener er dette, "at de hver især skal blive til et væsen i Guddommens eget billede. De skal vide alt, kende alt, kunne skabe alt, hvad der kan være tilfredsstillelse af de normale og naturlige ønsker, der kan opstå i et højere væsen som livscenter og søn af den evige Guddom. Dette er det endelige mål med al bevægelse, al skabelse, alle kontraster lige fra det mørkeste mørke eller såkaldte ondeste onde til det mest lysende kærlighedens strålevæld."

I spørgerens formulering lyder det næsten håbløst med denne "udvikling, som altid foregår og aldrig har nogen ende." Men i virkeligheden er det altså dette, der garanterer os en evig livsoplevelse. Tænk, hvis udviklingen standsede –! Vi, der befinder os i sidste halvdel af dyreriget, ville aldrig komme ud af denne halv-dyriske tilstand. Blodige krige, vold og tortur ville aldrig ophøre. Nej, vi skal i sandhed glæde os over, at udviklingen forløber gennem uendelige spiralkredsløb, hvor vi hele tiden får fornyet vores bevidsthed ved kontrastoplevelser gennem en evig sult, mættelse, sult, mættelse osv..

Martinus analyserer det på denne måde: "Ingen oplevelse kan finde sted uden i kraft af dens modsætning eller kontrast. Man kan ikke male glimrende kunstværker med hvid maling på hvidt lærred, ligesom man heller ikke kan læse en skrift, der er malet med sort farve på tilsvarende sort lærred. Livsoplevelse kan umuligt finde sted uden at være en kontrastoplevelse. (...) Hvis vi aldrig kunne eller aldrig har oplevet en modsætning til kærlighed, hvilket vil sige: Hadet eller ukærligheden, hvordan skulle vi da kunne opleve eller fornemme kærlighed? (...) Hvis denne mulighed ikke eksisterede i universet, ville al bevidsthed og dermed alt liv være en umulighed. Derfor er det en uundgåelig betingelse for evig livsoplevelse, at det levende væsen har adgang til at forny sin oplevelse af mørkekontrasten for dermed at få evne til på ny at opleve kulminationen af lyskontrasten eller det højeste velvære i livsoplevelsen. Og det er netop denne strålende mulighed, det store kosmiske spiralkredsløbsprincip giver de levende væsener."

Nu fik vi altså svar på, hvorfor vi selv kan glæde os over denne evige udvikling gennem spiralkredsløbene. Men hvordan er så Guddommens situation? Hertil svarer Martinus: "I kraft af, at kontrastprincippet er en absolut uundværlig betingelse for, at oplevelse kan finde sted, må Guds bevidsthed og sansning således også omfatte alle eksisterende kontraster. I modsat fald kunne Gud umuligt holde sin alvisdom, sin almagt og sin alkærlighed vedlige. Guds bevidsthed ville således også gå til grunde eller ophøre, hvis ikke der i den fandtes mørke såvel som lyse kontraster."

Hermed er vi så at sige nået ind til den allerinderste kerne i Martinus' verdensbillede. Det er umådelig vanskeligt for mange mennesker at forstå, at de ufattelige lidelser, vi ser omkring os, også er en del af Guddommen. Men tænker vi grundigt over problemet, må vi erkende, at det ville være fuldstændig umuligt for os at opleve lys og glæde, hvis vi kun kendte denne tilstand og ikke dens modsætning.

Vi ved nu, at "...væsenet i dets begyndende menneskeorganisme i dyreriget oplever kulminationen af mørketilværelsen og i de højere riger i spiralen oplever kulminationen af lystilværelse. Det bliver derved skiftevis visdoms- og kærlighedsvæsen og et mørke- og drabsvæsen. Men således er kontrastoplevelsen ikke organiseret for Guddommens vedkommende. Han har ikke en periode, hvor han er et mørkevæsen, og en periode, hvor han er et lysvæsen. Han er evigt det samme væsen. Da absolut alle levende væsener eksisterer i hans organisme, vil også alle de væsener, der kulminerer i mørketilværelsen være i ham. Igennem dem får han sit behov for mørkekontraster dækket. På samme måde dækker alle væsener, der kulminerer i lystilværelsen, hans behov for lyskontraster."

Lad os slutte med et sidste citat fra stk. 2388, hvor Martinus direkte svarer på det spørgsmål. der blev stillet: "Spiralkredsløbene og udvikling er således kun foreteelser, igennem hvilke Guddommen evigt kan holde sin bevidsthed i permanent kulmination af den nævnte alvisdom, almagt og alkærlighed, og de levende væsener ligeledes kan få deres evige livsoplevelsesevne fornyet. Udvikling er således i virkeligheden kun en fornyelsesproces for Guddommen og de levende væseners evne til at opleve og manifestere livet."

Er det ikke fascinerende og livsbekræftende at betragte vores evige livsoplevelse under denne synsvinkel –?