Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Umiddelbart op til den fysiske verden grænser en for det almindelige jordmenneske usynlig verden. Da denne verden er en åndelig verden, er den ikke et sted henne men forekommer overalt. Alle åndelige verdener er nemlig det samme som mentale tilstande. Den fysiske verden er også en åndelig verden, men den er inkarneret i fysisk materie og sanses igennem fysiske sanser. Og for levende væsener, der ikke kan sanse kosmisk, bliver der derfor en stor forskel i deres indstilling til den åndelige verden og til den fysiske. Ja, da den åndelige verden ikke direkte kan sanses med fysiske sanser, og væsenerne ikke kan sanse kosmisk, kan de jo slet ikke se den åndelige verden. Denne verden bliver derfor et meget omdiskuteret problem. Og i værste tilfælde benægter man denne verdens eksistens. Men denne verden er i virkeligheden slet ikke så utilgængelig for de fysiske sanser, som den store almenhed i al almindelighed tror. Som jeg nævnte før, grænser den helt op til den fysiske verden, ja, skygger helt ind i denne, så der ligefrem bliver en fysisk zone, hvor den åndelige verden endnu er en altdominerende faktor i individets eller jegets fremtræden. Men et fysisk væsen, i hvilket den åndelige verden er den altdominerende faktor, er jo det samme som et sovende væsen. Denne sovende tilstand er et fysisk udtryk for en helt anden tilstand end den fysiske. Den er en tilstand, i hvilken de fysiske oplevelsesredskaber er sat ud af funktion og bliver derfor en fysisk bevidstløshed.

I den fysiske verden viser der sig således tydeligt disse to tilstande: en vågen tilstand, hvor man sanser igennem de fysiske sanser eller oplever igennem sin fysiske organisme, og en tilstand i hvilken man ikke sanser og derfor ikke befinder sig i denne vågne fysiske tilstand, men ikke desto mindre alligevel eksisterer. Søvnen er således et direkte fysisk synligt udtryk for en anden livstilstand end den fysiske. Nu vil man måske hævde, at det er en bevidstløs tilstand, men hvoraf ved man det? – Hvad beviser, at søvnen er en total bevidstløshed? At der under søvnen bliver en pause i den fysiske oplevelse er jo en selvfølge, når det netop er de fysiske sanser, der er sat ud af funktion, er sat i hvile. Når man intet fysisk ser, hører, fornemmer eller oplever, må det fysiske liv ganske naturligt forme sig som en "ikke-oplevelse" i stedet for en oplevelse i det tidsrum, hvor de fysiske sanser er sat ud af funktion. Men en ikke-oplevelse er jo det samme som en form for "bevidstløshed". Men hvorfra er det, at søvnen tager sig ud som bevidstløshed? – Er det ikke netop igennem de fysiske sanser? – Men da de jo ikke er beregnet til andet end fysisk sansning, hvordan skulle det gå til, at man igennem dem skulle kunne opleve, hvad jeget foretager sig under søvnen? – Den side af den åndelige tilstand, der vender ind imod den fysiske verden, vil jo umuligt direkte kunne vise sig på anden måde end som et bevidsthedsmæssigt tomrum. Men selv om man eventuelt ikke ser den anden side af den åndelige verden, den, der vender bort fra den fysiske verden, beviser dette dog ikke, at den ikke eksisterer. Jordmenneskene ser jo også kun den ene side af månen, der vender ind mod jorden. Men der er jo sikkert ingen, der af den grund tror eller vil påstå, at månen ikke har en anden side. Men da denne anden side således slet ikke er tilgængelig for jordmenneskenes fysiske sanser, er den jo også et totalt ubeskrevet blad, et detaljeløst felt, akkurat som den åndelige verdens bagside eller den side, der vender bort fra den fysiske verden. Men ligesom månen har to sider, således har enhver skabt ting, enhver manifestation eller åbenbaring, også nødvendigvis to sider, nemlig en, der vender imod os, og en, der vender bort fra os. Og følgelig har den åndelige verden også to sider. Og den side af den åndelige verden, der vender direkte imod det fysiske væsens sanser, er altså søvnen eller den fysiske bevidstløshed.

Nu vil man måske hævde, at hukommelsen ikke er en fysisk, men en åndelig evne, og som følge heraf skulle man da igennem den kunne erindre, hvad man i søvnen har foretaget sig, eller den åndelige oplevelsestilstand, man har befundet sig i under søvnen. Når søvnen i realiteten også er en vågen dagsbevidst oplevelsestilstand, måtte der da være en hel serie af erindringer fra denne den anden side ved livet. Ja, men er det da helt udelukket? – Er der noget menneske, der aldrig nogen sinde har oplevet noget under søvnen? Har ikke alle mennesker oplevet det, vi kalder drømme? – Er de mest fuldkomne af sådanne drømme ikke lige så realistiske og virkelige i oplevelsesøjeblikket som de fysiske oplevelser? – Hvis væsenet ikke vågnede af "drømmetilværelsen" og kom ind i den fysiske dagsbevidsthed, ville det jo aldrig nogen sinde opdage, at dets drøm ikke var en realistisk fysisk oplevelse. Begivenhed på begivenhed ville følge i hinandens fodspor akkurat som på det fysiske plan. Det er jo først, når væsenet vågner til den fysiske dagsbevidsthed, at drømmen eller oplevelsen fra den åndelige tilstand fortaber sig i den fysiske verdens larm og bulder som en slags uvirkelighed. At drømme i renkultur er virkelige realistiske oplevelser bliver til kendsgerninger igennem den omstændighed, at væsener i drømme undertiden har oplevet og deltaget i begivenheder, der virkelig fandt sted, skønt deres fysiske legemer var i dyb sovetilstand eller trance mange mile fra det sted, der var skuepladsen for begivenhederne. Det er rigtigt, at det ikke er almengældende, at man husker sin åndelige oplevelsestilstand under søvnen, men man husker jo dog heller ikke, da man selv blev født eller de allerførste år af sit liv, og dog kan man da ikke benægte hverken denne fødsel eller disse første år, rent bortset fra alle de øvrige oplevelser, vi glemmer. Vi kan jo ikke engang gøre rede for hvert enkelt minut af det vågne liv, vi har oplevet siden i morges.

Men når hukommelsen ikke engang kan holde os totalt ajour med den vågne fysiske oplevelse i selve den fysiske verden, hvordan skal den da kunne holde os ajour med detaljerne i oplevelser, der forekommer i en helt anden oplevelsestilstand i en helt anden verden – rent bortset fra, at det slet ikke er hukommelsens mission her i det uindviede jordmenneskes fysiske sfære at holde det ajour med den åndelige verdens detaljer. Det er jo netop det, der blev bebudet Adam og Eva. De skulle "dø døden", hvilket altså vil sige, at de skulle miste evnen til at opleve deres egen udødelige tilstand og derved komme til at tro, at de var døden underkastet, var skabte foreteelser. Derfor kommer drømme også for det almene jordmenneske til at være en abnormitet, der indfinder sig grundet på ting, der gør søvnen usikker, såsom dårlig mave, nervøse lidelser, angst, sorg og bekymringer etc., og hvorved søvnen bliver ufuldkommen og uden den nødvendige hvile. Det sunde trætte menneske drømmer ikke, men sover sin fulde søvn i ét stræk og føler sig udhvilet, når det vågner. Drømmetilstanden er således den lille rest af en åndelig oplevelsestilstand eller den lille undtagelsestilstand, der bekræfter reglen. Men det er slet ikke meningen, at den åndelige verden skal blive ved med kun at kunne opleves på det fysiske plan som en tvivlsom drømmetilværelse. Hele mit arbejde eller åndsvidenskaben eller verdensgenløsningens princip går jo ud på at føre den åndelige oplevelsesevne ind i jordmenneskets vågne fysiske dagsbevidsthed hvorigennem de opnår den såkaldte "indvielse", der i mit hovedværk Livets Bog udtrykkes som "den store fødsel". Men denne side af sagen hører et andet foredrag til. Når jeg har ført disse ting på tale, er det for at klargøre begrebet om det ansvar, vi alle har over for alt det "sovende liv" i tilværelsen.

Det er jo slet ikke nogen ringe del af det, vi i den daglige tilværelse sanser, der er udtryk for levende livs sovende tilstand. Sovetilstanden er allerede synlig for os helt nede i mineralriget. Alle disse energisvingninger, atomer og elektronsystemer, alle former for mikroenergier i materierne, er udtryk for levende åndeligt liv, der set igennem fysisk sansning kun bliver til en bevidsthedsmæssigt set "sovende tilværelse". Helt frem i planteverdenen er denne fysiske side ved den åndelige tilværelsesform endnu stadig en sovetilstand. Planten kan begynde at ane på det fysiske plan. Den fornemmer varme og kulde i form af behags- og ubehagsanelse. Ud over dette har den ingen bevidst fysisk oplevelsesevne. Dyret er derimod blevet mere vågent. Det kan nu opleve fysisk tilværelse til en vis grad, en grad, som jordmennesket forlængst har oversteget. Jordmennesket er altså det mest fysisk vågne væsen af alle de levende væsener på jordkloden. Udviklingen er altså i sig selv en ganske langsom opvågningsproces til livet. Og denne opvågning vil altså blive ved med at fortsætte, indtil væsenernes åndelige evner er af en sådan standard, at de i vågen fysisk tilstand vil kunne opleve den åndelige verden.

Da jordmennesket er det mest vågne levende væsen på jordkloden, og alle de andre levende væsener eller livsformer såsom dyr, planter og mineraler er udtryk for en i en større grad sovende tilstand end jordmennesket, bliver jordmennesket jo det, der har det største ansvar på hele kloden. For den vågne må jo dog beskytte den sovende og ikke omvendt. Og det er ikke så mærkeligt, at dette at elske sin næste som sig selv er alle loves fylde. Og jo mere sovende et væsen er, desto større krav stilles der til det vågne liv om at tage sig af det sovende. At det er således, er i allerhøjeste grad gjort til anskuelsesundervisning i form af den jordiske eller dyriske forplantnings- og befrugtningstilstand. Her ser vi det sovende liv overladt til det vågne livs beskyttelse.

Når et åndeligt væsen skal inkarnere i den jordmenneskelige sfære, sker det i form af en "undfangelse". Til en sådan undfangelse skal der for jordmenneskets vedkommende være to fysiske væsener, en mand og en kvinde. I kraft af deres seksuelle organer indhylles sådanne to væsener i en atmosfære, der i sig selv ikke er af fysisk natur, idet den netop er "salighedsenergi". Dette, at de bliver indhyllet eller overskygget af denne energi, er i virkeligheden kun, at deres aura kommer på bølgelængde med den del af den åndelige verden, der skygger ind i jordzonen, nemlig salighedsriget. I denne verden eller i dette rige forekommer alle de levende væsener i den åndelige verden, der er modne for at skulle fødes i den fysiske. Ved at fysiske væsener bliver overskygget af denne åndelige verdens atmosfære igennem deres samleje, bliver det muligt for et diskarneret væsen at forbinde sig med disse to væsener. Og det er denne forbindelse, vi kalder "undfangelse". At det diskarnerede væsen rent fysisk set er et sovende væsen i moders liv, bliver jo her selvfølgeligt. At faderen er skytsengel og moderen ærkeskytsengel for det lille himmelske væsen, er her i denne analyse ikke vanskeligt at forstå. At moderen er bestemt til, i kraft af sin organiske struktur, at skulle kunne give det lille, endnu ufødte og derfor endnu overjordiske væsen, suveræn beskyttelse, og at faderen er bestemt til at skulle dele ansvaret herfor, er jo en altoverdøvende kendsgerning.

At flokken, staten eller samfundet har ansvar for, at disse to forældre bliver sat i stand til at kunne varetage denne deres mission, er lige så selvfølgeligt. Men i den misforståelsernes mørke dalsænkning, i hvilken civilisation og kultur i vore dage befinder sig, er der diskussioner om, ja, ligefrem propaganda for fosterdrab. Man ønsker opsat love, der tillader fosterdrab. Det kan være, at en fødsel er uønsket, at man ikke vil have det besvær, der er forbundet med at have børn, eller man er så fattig og har så mange børn i forvejen, at man ikke kan føde eller klæde flere, eller det er utro ægtefæller, der "kommer galt afsted", eller unge piger, der er forførte og ikke engang ved, hvem og hvor barnefaderen er, etc. Men er det nu i kontakt med livets love? – Der er absolut ikke nogen som helst af disse begrundelser, der kan fritage moderen, faderen eller staten for ansvaret for deres handlemåde over for det til dem under deres beskyttelse overladte lille ufødte væsen. At dræbe individer, enten de nu er "sovende" eller "vågne", blot for at blive fri for sit ansvar over for dem, fører ikke til en varig fred eller lykke i en civilisation eller stat. Tværtimod! Er det ikke netop anarki i vild og uhæmmet tilstand? – Man påberåber sig, at hvis ikke det bliver legalt for forældrene at dræbe fosteret, så vil de gøre det illegalt ved hjælp af kvaksalvere. Statens lov skal altså fordre, at lægerne skal gøre sig til legale fosterdræbere, mordere, blot for at befri staten og forældrene for deres ansvar. Tror man da, at lægerne ikke har noget ansvar? – Nej, det er ikke lægerne, der skal råde bod på samfundets uvilje til at hjælpe de børnerige men fattige forældre, men politikerne. Selvfølgelig kan samfundet ikke være bekendt og langt mindre tjent med, at de væsener, der i særlig grad er befrugtningsdygtige og sætter sunde og friske børn i verden, ikke skal understøttes og beskyttes af staten. En familie med otte børn med en gage til kun at kunne føde ét er naturligvis en fejl ved samfundet og ikke en fejl ved de pågældende forældre. At disse mennesker skal tvinges til at dræbe fostre på samme måde, som mange folk dræber kattekillinger, fordi man ikke synes om at have så mange katte, kan da ikke være flatterende for en stat eller et samfund og slet ikke komme ind under begrebet kultur.