Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Som 23-årig skrev den senere så berømte eventyrdigter en beretning om en spadseretur nytårsnat 1828 i det gamle København. Når man læser den, viser det sig snart, at den ikke er en almindelig topografisk skildring, men en fantasirejse, hvor store og dybe filosofiske problemer behandles på en morsom og studentikos måde. Her følger et lille udsnit, som nok vil vække genklang hos mange, der er fortrolig med Martinus' verdensbillede. Digteren har på sin udflugt mødt en gammel skolekammerat, som – viser det sig – går i søvne:
 

"Du er stærkt forkølet," sagde jeg, thi hans stemme klang så underlig dæmpet, og enkelte gange tav han med ét, for ligesom at trække vejret.

"Ja, syg er jeg," sagde han, "sjælesyg; her kan jeg ikke trives, og hvor kan jeg det? – Tit bruser der mange underlige ideer igennem mit hoved, så jeg kan blive ganske bange for mig selv; en hel verden åbner sig for mig, og jeg skuer ind i en uendelighed, der opsluger mit hele tænkende væsen. – Du ryster på hovedet; du tror ikke på det overnaturlige, der så synligt slynger sig gennem alt. Er det ikke et mirakel, at Jorden hænger på intet? Forklar mig, hvorledes der i det lille frø kan ligge spiren til et helt træ, der atter i det uendelige vil bære nye spirer. Hvad er det, som gør, at du kan bevæge din hånd, når du vil det? Hvorledes står tanken i forbindelse med det legemlige? Har du tænkt derover? – O, det er en frygtelig følelse, at ville trænge igennem det ubegribeliges slør. Det bringer kun én til vanvid, og dog henfalder jeg så ofte til denne frygtelige grublen. Hvad er vort eget Jeg? hvad er det, som tænker og føler inden i os? Ofte spørger jeg mig selv derom, og når jeg da vil udgrunde det uudgrundelige, og min tanke ligesom trænger ind i sig selv, da svinder alt omkring mig, og jeg svæver i et bundløst svælg, der bringer min hjerne til at syde."

"Men kæreste menneskebarn!" udbrød jeg, "du læser for mange spøgelseshistorier; tag hellere fat på fader Holberg."

"Fra hvem kommer det onde?" afbrød han mig. "– Intet kommer af sig selv, i vort eget indre er den mægtige grundspire til det onde nedlagt, men hvem nedlagde den dér, når en god og hellig Gud skabte os. Djævelen må det være, den mægtige faldne engel, som der står skrevet om."

"Nu, dette vil jeg for øjeblikket antage," svarede jeg, "men sig mig da, fra hvem indsneg det onde sig i himlen og nedstyrtede en hellig, mægtig engel? hvem nedlagde spiren til den hovmod og trods, der måtte gøre ham til djævel? Forklar mig det, og jeg vil antage alt, hvad du har sagt."

"Stille," afbrød han, "hvem kan forklare det ufattelige? Begriber du din egen sjæl, er den ikke tegn nok på den åndelige verden; hvad siger du om tanken, om drømmene? Forkast magnetismen, men søvngængerens underfulde vandring på selv de farligste steder, vil du dog aldrig kunne benægte."

"Men kære, du drejer jo ganske af fra mit spørgsmål; vis mig muligheden og nødvendigheden af en djævel. Det onde her i verden er selv et så stort gode, at en alvis Gud må lade det eksistere. – Men en djævel, et helvede, er kun de store rekvisitter, der hjælper en herskesyg gejstlighed på tronen. Når intet menneske, om det stod til ham, ville have hjerte til at fordømme selv den værste forbryder til en evig straf og pine, hvorledes skulle da Gud – den højeste godhed – kunne nedstøde sin kæreste, men vildfarne skabning i et helvede, en evig martring, hvor ormen aldrig dør, og ilden aldrig udslukkes...?"

Vi var imidlertid trådt ud på Marmorbroen, vinden greb fat i hans kappe og løftede den til side; tænk min skræk, da jeg finder ham kun halvt påklædt; en tanke fór mig pludselig gennem sjælen; jeg stirrede ind under hatten; ja øjnene var lukkede og læberne bevægede sig krampagtigt.

"En søvngænger!" udbrød jeg uvilkårligt og gøs i det samme af frygt for, at mit udbrud skulle vække ham. – Jeg følte mig med ét draget ind i det overnaturliges labyrint, jeg vidste ikke selv, hvad jeg skulle tro om djævelen og mægtige ånder. Min ulykkelige mangel på mod bragte mig i en forfatning, hvori enhver jesuit kunne have fået mig til at tro på den hele helvedeslære. – Hvor glædede det ikke min sjæl, at søvngængerens bopæl lå i Stormgade, og jeg således snart så den ulykkelige forsvinde bag sin gadedør.
 

Frit efter H.C. Andersens "Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829"