Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For mange mennesker, som kendte Martinus personligt, er han i dag et lysende minde. Sådan skulle vi alle engang blive, fortalte han og sammenlignede os med fremtidige sole, der skulle lyse på alt og alle. Ja, selv når vi var døde, skulle der være et skær tilbage af os – ligesom i den lyse, nordiske sommernat.
 

Hvad er det da, vi bliver vidne til ude i sommernatten? – Ja, lad os gå ud og se og høre.

Tonerne fra en fjern kirkeklokke melder os, at dagen er på hæld. Livet på arbejdspladser, marker og enge er forstummet. Fritidens time er inde. Ungdommen går sine veje. De ældre sidder hist og her foran deres huse og nyder aftenens fred i minderne om de samme veje. Imidlertid er dagens stjerne nået ned i nærheden af horisontens rand. De lange skygger folder sig ud. De er nattens pionerer. Frem fra dalsænkninger, moser og engdrag kommer de langsomt frem for at forene sig med hverandre og helt tage terrænerne i besiddelse. I deres fodspor arbejder mosekonen flittigt. De hvide tåger, der er kulisser i Elverkongens sceneri eller andre skærsommernatsdrømme, må gøres færdige.

Vi vender blikket imod vest. Solen er forsvundet fra vore breddegrader. Den lyser nu ude over Atlanterhavet, kaster sin middagsglans over Amerikas kontinenter og indhyller beboerne på Hawaii og Honolulu i sit gyldne morgenskær. Men det er disse fjerne egnes strålende dag, der gør vor sommernat lysende. Dagens stjerne har ikke helt forladt os, selv om den er gået ned under horisonten. Fra den anden side kloden trænger dens tindrende lys helt ind i jordens skygge og gør den ellers så mørke nat til et lysende eventyr, et arrangement i silhouettekoglerier mod et gyldent bagtæppe, et sælsomt hviskesceneri mellem grene, træer og buske, en oplevelse af balsamiske dufte fra blomster og urter, man ikke ser, en inspiration for to elskendes lønligste attrå, en åbenbaring af Guds nærhed midt i nattens mørke. Jo, det himmelske lys kan også give natten eller mørket kolorit. Den lyse sommernat er ikke noget ringe billede af Guds almagt og storhed. Den er intet mindre end Guddommens åbenlyse erklæring af, hvorledes en afsked mellem to væsner må være for at være i den højeste kontakt med fuldkommenheden, hvilket vil sige intellektualitetens eller kærlighedens love. Som solens eftermæle forvandler den mørke nat til et lysende drømmesyn, til et kærlighedsinspirerende eventyr, ja, til en fornemmelse af paradiset midt i mørkets regioner, således må en bortdragendes afsked til sine efterladte også være af en så lysende kærlighedsatmosfære, at den gør disse sidste væseners bevidtshedsmørke til en lysende sommernat. Dette gælder ikke mindst, når det er den store rejse, der går over i det hinsidige, hvor vor ånd skal funkle i andre egne, i andre sfærer og zoner, medens vor vinterkolde natside i form af et lig, en samling døde organer, et par brustne øjne ellers kun er det eneste, der vender ud mod vore venner på det fysiske plan.

I den skærsommernattens drømmeverden, som dagens stjerne med sit himmelske lys fra den anden side kloden fremtryller af nattens mørke på vore breddegrader, møder vi således også den evige røst fra oven. I form af den lyse sommernat, dette eventyrland, der er koloreret med kærtegn, og hvis atmosfære er uskyldig elskovs sammensmeltning af sjæle i hinandens lønligste attrå, sender den almægtige Guddom sin blide godnathilsen.

Fra Blade af Guds billedbog, kap. 11 og 12.