Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2001/6 side 132
Glimt af sagens historie
Fremmede skikke
Martinus
Efter at være ankommet til Japan i 1954 for at deltage i en international videnskabelig/religiøs kongres er Martinus blevet godt modtaget – først af pastor Jensen i Tokyo og siden af to unge, japanske mænd, som sørger for, at han i god behold kommer videre til byen Shimizu, hvor kongressen skal afholdes. Her får Martinus en kærlig modtagelse af de øvrige deltagere. Men hvad nu?
Kort over Japan
Da den foran beskrevne kærlige velkomst var overstået, blev jeg ført til et værelse til the sammen med præsidenten og nogle andre af de ledende personer inden for bevægelsen, samt mine to unge, sympatiske rejseledsagere. Ved indgangen til dette værelse stod der en mængde tøfler. Og en af de unge mænd gjorde tegn til, at jeg kunne udskifte mine sko med et par af disse tøfler. Men aldeles ukendt, som jeg var, med hensyn til japanske skikke, har jeg åbenbart været lidt for langsom i opfattelsen af situationen, for der blev hurtigt gjort tegn til mig fra de ældre tilstedeværende, at det skulle jeg slet ikke tage hensyn til. Jeg skulle bare beholde mine sko på, hvilket så også skete. Jeg sad derefter til bords med præsidenten og de øvrige personer med mine sko på, hvilket sikkert i japansk opfattelse var lige så uhøvisk, som hvis man i Europa ville sætte sig til bords med hatten på. Men den kærlige atmosfære, der herskede over vort samvær, overstrålede langt denne min uhøviske fremtræden med sin tilgivelse. Japanerne var alt for fintfølende til at lade mig mærke noget som helst i retning af nedsættende tanker. Jeg kunne jo heller ikke vide, at alle disse mange par tøfler ikke var private personers ejendom, men udelukkende var stillet til rådighed for alle eventuelle besøgende i bygningen. Ved bordet fortalte mine to unge rejseledsagere alt, hvad de havde oplevet sammen med mig og de spørgsmål, som de havde fået besvaret i vort samvær med pastor Jensen og med ham som tolk. Vi havde jo her benyttet lejligheden til gensidigt at få talt ud om den fælles situation, jeg og Ananai-Kyo var kommet i grundet på den manglende tolk. De unge mennesker var således blevet godt underrettet om situationen, set fra min side, ligesom jeg var blevet underrettet om den samme situation, set fra japanernes side. Spørgsmål, som præsidenten nu rettede imod mig, kunne således besvares af de unge mennesker. Og mine spørgsmål til japanerne havde jeg jo allerede af de unge mennesker fået besvaret. Og der opstod således heller ikke her nogen pinlig situation på grund af sprogvanskeligheder. Alle de vigtigste spørgsmål blev således let klaret. Og hvad der var af mindre vigtige spørgsmål klaredes meget let med hjertets eget sprog.
Tolk-problemet
Og nu sad jeg altså her sammen med præsidenten, der så venligst gentagne gange havde skrevet til mig og indbudt mig til kongressen. Han var naturligvis meget ked af, at man ikke havde kunnet skaffe nogen tolk. Man havde fra japansk side været så sikker på, at den danske legation i forbindelse med de mange danske, der opholder sig i Japan, ville have stillet sig velvillig over for en af deres egne landsmænd, der af japanerne var indbudt i en så human interessesfære, som arbejdet for en verdensfred eller en fred imellem alle jordens mennesker. Men de var altså her blevet skuffet. Nu havde de sat himmel og jord i bevægelse for at finde en af deres egne landsmænd, som kunne tale dansk, men det var naturligvis meget vanskeligt, hvis det da i det hele taget lod sig gøre. Japan er ikke overfyldt med japanere, der er det danske sprog mægtig. Og med hjertets sprog alene kan man ikke holde forelæsninger, forklare lysbilleder eller kosmiske verdensanalyser.
Men til alt held fik man til sidst fat i en ung japaner, som lige var kommet tilbage fra Danmark, hvor han i otte måneder havde givet undervisning i japansk på Berlitz School i København. Han havde i disse måneder tilegnet sig en smule kendskab til dansk. Og ham måtte jeg så desværre nøjes med. Men han kunne ikke komme før den følgende tirsdag. Og i dag var det søndag. Kongressen havde allerede i dag været samlet for første gang. På grund af SAS's fejloplysning angående min ankomst og det heraf foranledigede ophold i Yokohama, kom jeg således en dag for sent til kongressen. Og der ville altså hengå endnu et par dage af kongressens kostbare tid, inden jeg aktivt kunne deltage. Men til gengæld ville man så give mig så megen desto mere tid til at fremkomme med mine synspunkter, når tolken ankom. Og med denne orientering af situationen sluttede det venlige samvær med præsidenten i megen stor sympati og venlighed.
Glimt af japansk psyke
Efter det behagelige samvær med præsidenten og hans følge spurgte man mig (naturligvis ved mimik og tegn), om jeg ikke ønskede et bad, hvilket jeg var meget glad for at få efter den lange rejse og ophold i tropeklimaet. Smukke unge og smilende japanerinder stod til min rådighed og tilberedte badet for mig. Her oplevede jeg det ejendommelige, at der ikke syntes at være den samme gensidige blufærdighed mellem kønnene, som den, der i Vesten er indpodet i ens psyke lige fra ens spædeste barndom. Med hensyn til mit bad ønskede jeg som sædvanlig at betjene mig selv, således som jeg var vant til det hjemmefra. Og således blev det – vistnok til stor forundring for de tilstedeværende af begge køn. Efter badet blev jeg af kongreslederen mr. Teruo Asamiya ført til mit værelse, som lå i en anden bygning på 1. sal. Da vi kom ind i forhallen til denne bygning, stod der også her rækker af tøfler. Denne gang kom tøffelsituationen ikke overrumplende bag på mig. Jeg iførte mig et par af de tøfler der passede mig bedst, og som kongreslederen venligst havde hjulpet mig med at udfinde af de snese af forskelligartede modeller i japansk stil, der her var til rådighed. Da japanerne er små mennesker, er deres tøfler også af numre, der ikke helt var af samme størrelse som den, jeg ellers er vant til at bruge i fodtøj. Min hæl kom således til at rage lidt udenfor. Men det vænnede jeg mig hurtigt til. Jeg havde næsten ikke mine egne sko på under opholdet her i hovedkvarteret. Det var kun, når jeg skulle passere fra den ene bygning og over i en anden på grund af foredrag, spisning eller besøg, jeg blev inviteret til af gæster, der i særlig grad blev interesseret i mit arbejde, efterhånden som det blev åbenbaret for dem igennem læsningen af de mange oversættelser heraf, som jeg, takket være mine venners kærlige bistand, var så rigeligt forsynet med. Mit værelse var stort og rummeligt og med store vinduer. Her måtte være meget lyst og dejligt om dagen. Det var udstyret med to store og brede senge, hvoraf den ene var beregnet til tolken, som altså endnu ikke var ankommet. Sengene var i europæisk udstyr med hvide lagener og tæpper. Dog var der en lille forskel. Det var med hensyn til hovedpuden. Den var for mig et lille mysterium. Den syntes at være et stykke lærred, der var syet uden om et aflangt, firkantet, hårdt legeme, eventuelt en træklods på en stor murstens størrelse. Men hvad det var, ved jeg ikke. Jeg fik ikke gåden løst. Men nu glædede jeg mig til at komme til hvile.
En intuitiv orientering
Den japanske hovedpude viste sig at være glimrende til sit formål. Og jeg tænkte på Jakob, der under sin lange vandring fra Kanaan til Mesopotamien en aften blev træt og lagde sig til hvile med sit hoved på en sten. Men jeg drømte ikke om Gud eller nogen himmelstige og engle. Men derimod følte jeg i vågen dagsbevidst tilstand Guds nærhed og beskyttelse. Jeg havde fået den mest udsøgte, kærlige modtagelse. Jeg kunne i ét og alt kun takke Gud, fordi han således viste sig for mig i de mennesker, igennem hvilke han havde kaldt mig hertil. Jeg vidste, at han havde en mening med mig, et ønske, der skulle opfyldes med denne min nærværelse hos det fremmede folk. Jeg følte mig helt i Guds varetægt. Med hele min sjæl havde jeg overgivet mig til hans ånd og vilje.
I den vidunderlige følelse af beskyttelse og tryghed, som denne indstilling til Gud giver, gik jeg til ro. Og med "stenen" under mit hoved sov jeg ind i en meget blid og rolig søvn. Udenfor og omkring mig slumrede i Shimizu nattens stilhed. Op over det hele rejste Fujiyamas sneklædte top sig højt imod stjernerne.

Japansk have