Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Og nu sad jeg altså her sammen med præsidenten, der så venligst gentagne gange havde skrevet til mig og indbudt mig til kongressen. Han var naturligvis meget ked af, at man ikke havde kunnet skaffe nogen tolk. Man havde fra japansk side været så sikker på, at den danske legation i forbindelse med de mange danske, der opholder sig i Japan, ville have stillet sig velvillig over for en af deres egne landsmænd, der af japanerne var indbudt i en så human interessesfære, som arbejdet for en verdensfred eller en fred imellem alle jordens mennesker. Men de var altså her blevet skuffet. Nu havde de sat himmel og jord i bevægelse for at finde en af deres egne landsmænd, som kunne tale dansk, men det var naturligvis meget vanskeligt, hvis det da i det hele taget lod sig gøre. Japan er ikke overfyldt med japanere, der er det danske sprog mægtig. Og med hjertets sprog alene kan man ikke holde forelæsninger, forklare lysbilleder eller kosmiske verdensanalyser.

Efter det behagelige samvær med præsidenten og hans følge spurgte man mig (naturligvis ved mimik og tegn), om jeg ikke ønskede et bad, hvilket jeg var meget glad for at få efter den lange rejse og ophold i tropeklimaet. Smukke unge og smilende japanerinder stod til min rådighed og tilberedte badet for mig. Her oplevede jeg det ejendommelige, at der ikke syntes at være den samme gensidige blufærdighed mellem kønnene, som den, der i Vesten er indpodet i ens psyke lige fra ens spædeste barndom. Med hensyn til mit bad ønskede jeg som sædvanlig at betjene mig selv, således som jeg var vant til det hjemmefra. Og således blev det – vistnok til stor forundring for de tilstedeværende af begge køn. Efter badet blev jeg af kongreslederen mr. Teruo Asamiya ført til mit værelse, som lå i en anden bygning på 1. sal. Da vi kom ind i forhallen til denne bygning, stod der også her rækker af tøfler. Denne gang kom tøffelsituationen ikke overrumplende bag på mig. Jeg iførte mig et par af de tøfler der passede mig bedst, og som kongreslederen venligst havde hjulpet mig med at udfinde af de snese af forskelligartede modeller i japansk stil, der her var til rådighed. Da japanerne er små mennesker, er deres tøfler også af numre, der ikke helt var af samme størrelse som den, jeg ellers er vant til at bruge i fodtøj. Min hæl kom således til at rage lidt udenfor. Men det vænnede jeg mig hurtigt til. Jeg havde næsten ikke mine egne sko på under opholdet her i hovedkvarteret. Det var kun, når jeg skulle passere fra den ene bygning og over i en anden på grund af foredrag, spisning eller besøg, jeg blev inviteret til af gæster, der i særlig grad blev interesseret i mit arbejde, efterhånden som det blev åbenbaret for dem igennem læsningen af de mange oversættelser heraf, som jeg, takket være mine venners kærlige bistand, var så rigeligt forsynet med. Mit værelse var stort og rummeligt og med store vinduer. Her måtte være meget lyst og dejligt om dagen. Det var udstyret med to store og brede senge, hvoraf den ene var beregnet til tolken, som altså endnu ikke var ankommet. Sengene var i europæisk udstyr med hvide lagener og tæpper. Dog var der en lille forskel. Det var med hensyn til hovedpuden. Den var for mig et lille mysterium. Den syntes at være et stykke lærred, der var syet uden om et aflangt, firkantet, hårdt legeme, eventuelt en træklods på en stor murstens størrelse. Men hvad det var, ved jeg ikke. Jeg fik ikke gåden løst. Men nu glædede jeg mig til at komme til hvile.

Den japanske hovedpude viste sig at være glimrende til sit formål. Og jeg tænkte på Jakob, der under sin lange vandring fra Kanaan til Mesopotamien en aften blev træt og lagde sig til hvile med sit hoved på en sten. Men jeg drømte ikke om Gud eller nogen himmelstige og engle. Men derimod følte jeg i vågen dagsbevidst tilstand Guds nærhed og beskyttelse. Jeg havde fået den mest udsøgte, kærlige modtagelse. Jeg kunne i ét og alt kun takke Gud, fordi han således viste sig for mig i de mennesker, igennem hvilke han havde kaldt mig hertil. Jeg vidste, at han havde en mening med mig, et ønske, der skulle opfyldes med denne min nærværelse hos det fremmede folk. Jeg følte mig helt i Guds varetægt. Med hele min sjæl havde jeg overgivet mig til hans ånd og vilje.