Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1938/12 side 144
Som Afslutning paa »Kosmos« Aargang 1938 vil jeg gerne hermed bringe alle vore Læsere og Venner af Sagen min allerbedste Tak for trofast Samarbejde i det forløbne Aar.
Det har været mig en overordentlig stor Glæde at opleve, at de interesseredes Tilslutning til mit Arbejde for hvert Aar, der er gaaet, er blevet endnu mere inderlig og urokkelig, ligesom min Sag i 1938, takket være forstaaende Venners Hjælp, yderligere er blevet konsolideret.
Den Kærlighed og Tilslutning, jeg og mine Medarbejdere har mødt hos Sagens Venner i Studiekresene, ved mine Foredrag, igennem kærlige Breve og ikke mindst igennem den lyse Aand, den har skabt i Kolonien, har ikke alene været overordentlig inspirerende i Arbejdets Gang, men lover ogsaa i stor Udstrækning det allerbedste for Fremtiden.
Og det er i Tillid hertil, at »Kosmos« nu kommer til at forandre Format og bliver en delvis Fortsættelse af mit Hovedværk.
I Forvisningen om, at mine Læsere og trofaste Venner ogsaa her forstaar hvilken stor Opgave, de, med deres Abonnement og kærlige Tilslutning, hjælper mig med at løse, glæder jeg mig til Arbejdet med det nye kosmiske Materiale, det i den kommende Tid, gennem det fortsatte Hovedværk, skal være min Opgave at manifestere.
I Haab om, at dette skønne Materiale fra Livets allerhøjeste Sfærer vil komme til at præge mine Venners Tanker, Sind og Hjærtelag, saa det guddommelige Lys igennem dem maa komme til at skinne mere og mere i Verden til Vejledning, Glæde og Velsignelse for dem, der endnu er i Mørket, beder jeg alle mine Læsere nær og fjern hermed modtage min kærligste Jule- og Nytaarshilsen.