Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2001/6 side 127
Essay
Al sygdoms årsag!
af Søren Olsen
Søren Olsen
Jeg sidder over for lægen og har netop beskrevet mine symptomer! Lægen læner sig tænksomt tilbage i stolen – læner sig derefter frem mod mig og siger: "Du lider under uforsigtig og uforstandig brug af tyngdeenergien! Det skal du ikke skamme dig over – alle mine patienter har den lidelse og kun den lidelse. Jeg har den også selv!"
Lægevidenskaben har gjort imponerende fremskridt inden for de sidste 100 år. Den har gennemskuet de kemiske fejlmekanismer bag hundredvis af sygdomme. Fremstilling af lægemidler er på den baggrund blevet en kæmpe industri.
Lægevidenskaben har delt menneskekroppen op i et stort antal specialer. Det har været nødvendigt, for der er næsten ingen grænser for antallet af de symptomer på sygdom, som vores krop og psyke kan udvise. Tænk hvis alverdens symptomer og lidelser kunne koges ned til én eneste diagnose. Tænk hvis alle sygdomme havde bare én hovedårsag.
Nu kan der være lang vej fra at forstå årsagen til en sygdom og til helbredelse – ikke mindst med en åndsvidenskabelig indsigt. Ordene sundhed og helbredelse får en næsten ny betydning, når vi forstår, at vi jordmennesker er underlagt en 100 % lovbundet forvandling fra dyr til menneske – og vi er ikke færdigt udviklede mennesker endnu. Under den omfattende forvandling, vi skal igennem, kan vi ikke undgå at skulle leve med periodevise spændinger i vores indre på baggrund af store psykiske modsætninger. Vi er i fuld gang med at afvikle talentet for at leve i det dyrerige, vi har været ét med i millioner af år. Stærke menneskelige egenskaber lever nu side om side med de dyriske i vores indre.
Intet andet sted i spiralkredsløbet er vi så mentalt splittede og psykisk modsætningsfyldte. Intet andet sted får den nyvundne intelligens i samarbejde med dyrerigets junglelove (magt/pengemagt) i den grad lov til at regere over moral, samvittighed og kærlighed til næsten. Dette sker side om side med en udvikling, hvor stadig flere taler om at forene følelse og intelligens, om etik, humanisme, social retfærdighed og bæredygtig levevis. Begreberne sundhed og helbredelse må i en så modsætningsfyldt verden blive relative, for langt de fleste mennesker lider af en fysisk eller psykisk skavank på et eller andet område! Sundhed er at fejle det samme som sin nabo – han spiser for meget og forkert, rører sig for lidt, ryger og nyder alkohol til husbehov og lider jævnt hen af stress.
På baggrund af Martinus' omfattende beskrivelse af det levende væsens natur, og af den lovbundne udvikling alle levende væsener er underlagt altid, kan vi sige, at al sygdom skyldes dette, at jeget i det levende væsen i kraft af evige love har valgt, ønsket, været modent til igen at skulle indvikles i materien – gennem et mineral-, plante- og dyrerige. Gennem oplevelsen af vældige lidelsesvoldende kontraster i fysiske verdener lærer vi, som slangen i Paradisets Have forudsagde, at blive ligesom Gud til at kende godt og ondt. Jeget må altså være den første årsag til al vores lidelse, men det er ikke et fuldt tilfredsstillende svar, hvis vi vil fri af lidelsen.
Udvikling af en rovdyrorganisme nødvendiggør drab på andre levende væseners organismer. Dyreriget indebærer at involvere sig med brugen af tyngdeenergien i det dræbende princips tjeneste. Senere, når dyret bliver mere menneskeligt (psykisk/åndeligt udviklet), følger tyngdeenergiens brug i form af dræbende tankearter – had, vrede, magt, efterstræbelse og gengæld. Som udtryk for den videre psykiske forfining bliver hovmodets og ærgerrighedens tankearter udviklet, og de har også den dræbende brug af tyngdeenergien som baggrund (jeg er mere værd end dig) (se symbol nr. 33 fig. 10, 11 og 12). Jegets afhængighed af og måde at bruge tyngdeenergien på, må med andre ord være den mere brugbare årsag til al menneskelig lidelse! For som vi sår, skal vi høste! "Derfor, alt hvad I vil, at menneskene skal gøre mod jer, det samme skal I gøre mod dem; thi sådan er loven og profeterne." (Matt.7,12)
Jeg går til læge og beskriver mine symptomer, og uanset hvad jeg fortæller, at jeg lider af, svarer lægen: "Du lider under uforsigtig og uforstandig brug af tyngdeenergien!"
Reagerer vi med f.eks. vrede, irritation, foragt, fordømmelse, afvisning, hovmod, bedreviden og bitterhed – selv i en meget fortyndet og skjult form – kan vi ikke undgå at opleve bl.a. en svækkelse af vores livskraft og deraf følgende psykiske og fysiske lidelser på kort eller langt sigt. Ja, selv fysiske skader i form af såkaldte ulykker har, ifølge Martinus, årsag i vores brug af tyngdeenergien. Fysisk lemlæstelse har været en del af vores lidelsesfulde skæbne gennem hele dyreriget. Når man dertil lægger kødspisning og rigeligt indtag af diverse usunde nydelsesmidler, tegner sig et billede af en nødvendigvis lidelsesplaget menneskehed.
Martinus skriver: "Vejen til sundhed for sjæl og legeme går udelukkende igennem dette at bekæmpe vreden, bitterheden og martyriumfornemmelsen i sit eget indre " (Unaturlig træthed, bog 16, kap.10).
Man kunne spørge, rummer martyriumfornemmelsen tyngdeenergi? Rollen som bøddel (magt brugt mod andre) må nødvendigvis føre til oplevelse af rollen som offer (magt brugt mod mig). Den dræbende brug af tyngdeenergien kan ikke undgå at føre til, at vi bliver ofre for denne brug. På et vist udviklingstrin bliver vi helt forudsigeligt bitre og dyrker rollen som uforskyldte ofre – for vi evner ikke at tilgive – vi ønsker dybest set hævn. Derfor er ovenstående Martinus-citat også en indgang til at forstå kilden til sindslidelserne. Dagligt at fylde sin ånd med følelser og tanker af mørkeste slags er at træne på sygdom i føle- og tænkeevnen – det er at dyrke på en sindssygdom. Tyngdelegemet / tyngdeenergien brugt dræbende spiller en hovedrolle – som altid i et samspil med de andre åndelige legemer.
Fra kræft til sindslidelser til fodvorter – jeg har plejet uvidende omgang med brugen af tyngdelegemet / tyngdeenergien, der igen har virket usundt dirigerende ind på min brug af først og fremmest følelses- og intelligenslegemet! Er det så enkelt? Kunne man ikke med større ret sige, at al lidelse skyldes mangel på kærlighed til næsten! Jo, det kunne man, men det er at sige det samme set fra en anden vinkel. For kærlighed til næsten bunder i omfattende lidelseserfaringer og deraf følgende følelsesudvikling. Denne følelsesudvikling består i, at jeg har udlevet og afviklet den voldsomme og direkte dræbende brug af tyngdeenergien. Den uvidende brug af tyngdeenergien, der stadig er tilbage, har jeg lært ubevidst at styre og binde med følelsesenergien, så den kun sjældent kommer andre til skade – men den kommer stadig mig selv til skade.
Følelse. Intelligens. Tyngde. Instinkt
Efterhånden som intelligenslegemet via f.eks. åndsvidenskabelig indsigt bliver brugt til at forstå, hvordan ens psyke stadig er inficeret med den dræbende brug af tyngdeenergien, vil det afføde en intellektualisering af følelseslivet. Slutningen på den proces omtaler Jesus med ordene: "Salige er de rene af hjertet, thi de skal se Gud" (Matt.5,8). Vi er i gang med en hjertets renselse. Det er gennem den proces, at vi for alvor lægger dyreriget og dermed lidelserne bag os.
Om man lige har overlevet en stor operation! Om man trues af en alvorlig sygdom! Om man jævnligt plages af mørke tanker. Om man føler sig sund og rask – sådan i al almindelighed. Sundhed og helbredelse handler om noget, vi altid skal være opmærksomme på. Vi reagerer dagen lang og måske natten med på måder, der trækker mod sygdom eller sundhed.
Den forvandling, vi skal gennemgå for at blive det færdige menneske i Guds billede, er så omfattende, at vi ikke kan undgå, at det gør ondt og er meget svært i perioder. Gennem indsigt kan man få tillid til, at Gud stod for at bringe mig hele vejen gennem dyreriget til der, hvor jeg er nu – uden at jeg forstod noget som helst. At jeg nu er begyndt at forstå lidt betyder ikke, at Gud er holdt op med at lede mig og alle andre mod de oplevelser og hændelser, der præcis skal føre os resten af vejen mod fuldkommen indsigt – fri af modsætninger, sygdom og lidelse. I den proces er bønnen et uundværligt hjælpemiddel.
Efterhånden som følelses- og intelligenslegemet udvikles og integreres, viser dette sig bl.a. som en kun kærlig brug af tyngdeenergien. Varme følelser er varme, fordi de indeholder en vis mængde tyngdeenergi. Vi skal med andre ord ikke holde op med at bruge tyngdeenergi, men lære at bruge denne energi på en for andre og os selv livgivende måde!