Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Michel de Montaigne (1533-1592) var en fransk filosof og essayist. Faktisk var det ham, der opfandt essayet som litterær form. Ordet betyder egentlig "forsøg", dvs. man forsøger sig frem mod en forståelse af et eller andet, og når resultatet foreligger, så var det dog kun et forsøg, som ingen bagefter kunne rette alvorlig kritik imod. Denne frie form passede fint til Montaigne, der levede et behageligt liv på sit gods. Her havde han indrettet et tårnkammer med sine kære bøger, "den bedste proviant jeg fandt under rejsen gennem livet", og her kunne han fordybe sig i sine egne tanker, "sådan som folk gør, der ikke har synderlig andet at bestille". Og Montaigne fortsætter: "Ulykkelig er efter min mening den, der ikke i sit eget hus har et sted, hvor han kan være sig selv, gøre sig selv sin opvartning og gemme sig. Ærgerrigheden lønner sine folk med evigt at lade dem stå til skue som en statue på en offentlig plads; jeg synes på en vis måde bedre, man kan finde sig i altid at være alene end aldrig at være det."

Trods sit noget egocentriske væsen var Montaigne ingen indesluttet misantrop. Selv i sin ensomhed var han dog ikke alene, for han havde et godt forhold til alle på sit gods og var en kærlig familiefader og ægtemand. Men han afskyede ordrer, pligt og tvang. Desuden stillede han sig skeptisk over for muligheden af at nå til nogen sikker erkendelse. Hverken vor erfaring eller vor fornuft formår at finde de vises sten, mente han. "Thi for at prøve de indtryk, vi modtager af tingene, må vi have et vurderende redskab; til at kontrollere dette redskab behøver vi en påvisning, og til at kontrollere påvisningen igen et redskab – og dermed er kredsen sluttet! Eftersom sanserne altså ikke kan klare det, fordi de ikke selv er til at stole på, må det vel være fornuften, der skal gøre det. Ingen fornuft kan imidlertid vinde tiltro uden på en anden fornufts autoritet, og sådan kan vi gå baglæns i det uendelige."

Lad os anstille denne prøve på Martinus' verdensbillede. Det viser, at alt er såre godt. Og dette er altså det redskab, vi må vurdere med. For at kontrollere redskabet må vi have et andet, og dersom ikke også dette fortæller os, at alt er såre godt, så duer det første ikke. Altså er kredsen sluttet! I Martinus' 12 grundfacitter (se Livets Bog 3, stk. 669 ff.) sker dette ganske rigtigt mellem 3. og 12. led, der begge viser, at alt er såre godt. Montaigne har altså ret. Med hverken sanserne eller fornuften kan vi påvise, at alt er såre godt.

Hvorfor mener nogen så, at det "virker" rigtigt? Fordi det tiltaler dem, ville Montaigne nok sige, vi tiltales af det, som bekræfter, hvad vi i forvejen mener. Hvoraf kommer det så, at nogle mener ét og nogle noget andet? Fordi de ikke står lige på udviklingens lange vej, ville Martinus sige. Men også det kan man have forskellig mening om. Jo, Montaigne lader sig ikke så let modsige.