Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I længst svundne tider, da jordens befolkning endnu levede i spredte stammer, og der intet retsvæsen og ingen overordnet styrelse fandtes, herskede kun lovløshed og blodhævn. Det var en tilstand, som efterhånden gjorde det umuligt at leve uden frygt for naboer – ja, endog for medlemmer af sin egen familie. Fædre kunne ikke vide sig sikre for deres egne sønner. Således beskriver Martinus situationen i Livets Bog 4 (1317 ff.), hvorpå han fortsætter:
 

Intet under, at væsenerne her våndede sig i en permanent dødsfrygt, der underminerede glæden ved at være til. Intet under at man spejdede efter andre guder, andre moralformer.

På dette tidspunkt begyndte den lysstråle at skinne ind i den jordiske sfære, der senere kastede sit skin ned til vore dage i form af "Det Gamle Testamente". Denne lysstråle blev til de profetiske udsagn og forjættelser, de Moselove og den praktisering af moral, der i dag dominerer hele den jordmenneskelige tilværelse under begrebet "forretning". Denne tilværelse er ikke mere baseret på åbenlys lovlig eller autoriseret "selvtægt". Det er forbudt individerne indbyrdes at myrde, dræbe, hævne og straffe. Disse foreteelser er overladt til en "regering", en "øvrighed" eller et "retsvæsen". En guddommelig magt har således strakt sin hjælpende hånd ned i det jordmenneskelige "helvede"s luer for der at slukke dets ild. Og menneskeheden blev løftet et skridt højere opad mod kærlighedens tinder.

Idet forsynet således greb ind i den jordmenneskelige mord- og drabskarma og tvang dens udfoldelse eller løb ind i mere begrænsede baner, således at den fra frit at kunne udfolde sig igennem hvert enkelt af almenhedens individer til i stor udstrækning kun at kunne gøre sig gældende igennem en særlig autoriseret myndighed eller det såkaldte "retsvæsen", måtte tilværelsen ganske selvfølgeligt og naturligt dreje ind i en helt anden bane, såvel for nationerne som for almenhedens enkelte individer. De blev således nødsaget eller tvunget til mere og mere at holde deres hævnlyst og mordtilbøjeligheder i tømme eller ave. Det blev åbenlyst, at de ved at myrde andre, selv ville blive myrdet (straffet med døden) af myndighederne, ligesom de samme myndigheder også kunne gribe ind ved andre lejligheder og gengælde de, mod næsten udløste, ubehagelige handlinger med tilsvarende ubehageligheder (straf) for en selv. Hvis man derfor nu med magt tilegnede sig noget af næstens ejendom, var det officielt ikke mere nogen "heltegerning", nu var det derimod noget, der blev opfattet som det modsatte, nemlig, som "forbrydelse". Nu var det "røveri". Og i en sådan situation ville man af myndighederne blive tvunget til, ikke alene at levere det "røvede" gods tilbage, men også at blive tildelt visse ubehageligheder eller den såkaldte "straf" for det, man havde begået. På denne måde dæmmede den guddommelige hånd altså op for gengældelsesprincippet. Karmalovens udfoldelse blev i nogen grad lagt i nogle af jordmenneskeheden selv autoriserede, bestemte baner.