Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I sandhed, det ser ikke ud til, at den moderne "Adam" er på vej bort fra "Guds billede efter hans lignelse". Er han ikke netop mere og mere på vej til at opfylde det guddommelige bud om at gøre sig jorden underdanig? Det ser ikke ud til, at Adam således er blevet mindre fuldkommen efter "syndefaldet". Hvad kunne den af "ler" fremstillede eller "direkte fra Guds hånd skabte Adam og Eva" i forhold til denne det tyvende århundredes gudesøn? Ja, har vi ikke her to fortællinger om denne gudesøns fortid? Danner ikke zoologien og geologien en fundamental beretning samtidig med, at Bibelen udgør en anden beretning om denne fortid. Men når de udgør to beretninger om samme objekt, må de også begge to rumme den samme sandhed, hvis man da ikke vil stemple dem som usandhed, fantasi eller indbildning. Og der er vel ingen, der tør give de nævnte to beretningsarter dette stempel med undtagelse af dem, "der altid vandrer trygt der, hvor engle ikke tør træde". Men på den anden side er det jo ikke så mærkeligt, at den ene eller den anden af disse to beretninger må tabe popularitet og glide ud af de væseners interesse, der ikke kan forstå dem begge. Bibelens beretning går tilsyneladende lige stik imod geologiens og zoologiens, hvilket vil sige: videnskabens. Hvis man derfor tror på den ene, bliver man jo i samme grad nødsaget til at tvivle på den anden. Man kan ikke have en urokkelig tro på, at en ting er ren og samtidig tro, at den er uren. Man kan ikke i den ene skoletime tvinge eleven til at tro, at en ting er "ond", når man i en anden time beviser, at den er "god". En ting kan ikke samtidig være total hvid og total sort. En ting kan ikke udgøre dens egen modsætning. Når Bibelens og videnskabens beretninger udgør sådanne to beretninger, hvoraf den ene udtrykker, at Adam og Eva er syndere, der er på vej mod "døden" og ufuldkommenhed, og den anden udtrykker, at Adam er under skabelse, er på vej mod fuldkommenheden, bliver det jo synligt, at det er Bibelens beretning, der er mystisk. Videnskabens er derimod ikke mystisk. Den er ikke en fra fortiden overleveret beretning, men derimod en ophobning af kendsgerninger, såsom blandt andet de mange skeletfund og den herpå konstaterede udvikling af de levende væsener. Her er der ikke noget at tage fejl af. Den er funderet på åbenlyse, nutidige, dagsbevidste oplevelser.

Bibelens beretning derimod stammer ikke fra noget, der i dag er en åbenlys kendsgerning. Den er kun en overlevering. Og da dens bogstavform slet ikke passer ind i videnskabens eller kendsgerningernes beretning, er det klart, at den efterhånden taber sin popularitet hos det moderne menneske. Mens det med sine fysiske sanser kan se mening i videnskabens beretning, kan det ikke med de samme sanser se mening i Bibelens, hvorefter det naturligvis forkaster den som overtro og helt giver sig videnskabens beretning i vold. Men nu hænder der det ejendommelige, at det derved mister noget, som videnskabens beretning ikke kan give det, nemlig et fundamentalt overblik over det, det ser. Videnskabens beretning giver det ganske vist realistiske lokale detaljer, men intet fundamentalt overblik. Hvad gør da Bibelen? Giver den ikke også lokale detaljer uden overblik? Nej, den giver netop et fundamentalt overblik, men ingen realistiske lokale detaljer. Det er rigtigt, at den ganske vist udtrykker sig igennem en slags lokale detaljer, men disse er ikke videnskabelige analyser af virkelige foreteelser, men kun symboler for lokale principper, på hvilke et helhedsbillede eller overblik over Adams og Evas højeste natur og forhold til Forsynet kan fattes og dermed tilfredsstille det endnu troende menneske, der jo begærer, ikke de lokale detaljer, disse er ganske underordnede for dette væsen, men derimod overblikket eller helhedsfacittet. Da Bibelens beretning således ikke funderes på konkrete analyser af lokaldetaljer i hovedfacittet eller den kosmiske helhed, men derimod kun er digteriske symboler for en helhed, som endnu af disse væsener slet ikke kan sanses, er det en selvfølge, at de i bogstavelig forstand ikke passer på videnskabens beretninger eller de konkrete lokale detaljer i helheden, ligesom dette jo heller aldrig i noget som helst tilfælde har været meningen med disse symbolske foreteelser. At opfatte sådanne beretningers bogstavform som en absolut videnskabelig analyse af helhedens lokale detaljer kan kun skabe konflikt i den intelligente eller videnskabeligt uddannede læsers bevidsthed. For ham spiller de konkrete lokale detaljer en så overvældende rolle, at han endog slet ikke skænker helhedsfacittet nogen tanke, ja, han mener endog undertiden, at dette er ganske utilgængeligt for noget menneske, hvis der overhovedet eksisterer noget virkeligt logisk facit, og at ikke alt er tilfældigt. At Bibelen ikke er beregnet på en sådan mentalitet er her synligt som en selvfølge. Anderledes stiller det sig med det religiøst troende menneske. For dette væsen, der endnu har sit religiøse instinkt, den fra en tidligere spiral nedarvede kosmiske bevidsthed, så meget i behold, at det aner, at der må være et sammenhængende logisk facit, der må være en altbeherskende Guddom bag livet eller tilværelsen, betyder verdensaltets helhedsfacit og andre af de største kosmiske facitter så altovervejende meget, at det helt overskygger de rent lokale detaljer i helheden. Disse bliver derfor af ganske underordnet betydning.

Bibelen er altså i sin struktur kun beregnet på at skulle være en mental eller åndelig støtte for en særlig bestemt psyke. Denne psyke må være af en sådan natur, at den endnu rummer så meget af vedkommende væsens kosmiske bevidsthed fra en tidligere spiral, at nævnte bevidsthed som et religiøst instinkt i dag overskygger individet med en stærk og uafviselig anelse om et, verdensaltet styrende, levende væsens eksistens. Denne anelse må være så urokkelig, at intet kan få individet til at vakle i nogen som helst tvivl. Det er denne urokkelige stabilitet i "anelse", vi kalder tro. Men da en sådan anelse eller tro kun er den sidste degenererende rest af en fortidig kosmisk bevidsthed, en slags mental ruin af en fortidig totalviden om et verdensaltet styrende, almægtigt eller allerhøjeste væsen og om dets eget forhold til dette væsen, kan det slet ikke i denne ruin eller de rester af nævnte viden, den repræsenterer, se, hvordan de lokale detaljer virkelig har været. Det kan igennem ruinens fundamentale rester endnu se konturer af selve hovedstrukturen af det kosmiske verdensbillede, det i den forudgående spiral har besiddet, men ikke de lokale detaljer inden for disse konturer. Disse detaljer er for længst hensmuldret under individets passage ud af salighedsriget og ned gennem planteriget, ind gennem dyrerigets første sfærer. Af dette fortidige kosmiske syn, dette så fuldkomne verdensbilledes struktur eller bygning, har det altså ved sin indtræden i jordmennesketilstanden endnu kun tilbage brudstykker af bygningens mest grove konturer uden nogen som helst lokale detaljer.

Denne brudstykkemæssige rest af verdensbilledets konturer er endnu det bærende fundament for væsenet frem igennem de første jordmenneskelige tilstande, ja, helt ind i det såkaldte kulturmenneskes domæne. Her smuldrer og udslettes de sidste rester i individets bevidsthed af den i en tidligere spiral så strålende kosmiske viden eller mentale bygning. Og væsenet er herefter materialist, kan ikke tro på noget som helst, der er af åndelig eller overfysisk natur. Det har således nu en helt forvandlet psyke. Det før så religiøst troende menneske har herefter fuldstændig mistet evnen til at tro. Dets anelse om Forsynet og den åndelige tilværelse er nu så svag, at den kun kan gøre sig gældende i sådanne øjeblikke, hvor al kraft mobiliseres i åndelig retning, f.eks. i dødsøjeblikke eller ved tabet af meget højt elskede venner. I sådanne situationer kan individets dybeste religiøse anelse undertiden fremkalde en meget spinkel eller svag dæmring om et liv efter det fysiske. Men så længe et sådant individ ellers har det godt og ikke i nogen særlig grad er belastet med en hård eller ulykkelig skæbne, da er de fysiske detaljer og materier det altbeherskende i dets bevidsthed. Og kun igennem disse materielle detaljer og materier vil den religiøse interesse atter kunne udvikle sig. Men da vil dens objekter kun kunne udgøres af de rent lokale detaljer. Væsenets psyke er da indstillet således, at det kun igennem absolut konkrete eller videnskabelige analyser, hvis rigtighed eller absolutte sandhed det kan kontrollere, føler sig tilfredsstillet. Da det ikke mere har nogen effektiv religiøs anelse, kan det, som nævnt, ikke mere have nogen som helst religiøs trosevne. Men da det er udviklingens mål at føre alle disse mennesker frem til det religiøse stadium igen, kan det altså kun ske igennem konkrete detaljer. Og det er således ganske naturligt, at sådanne væsener lader hånt om al religiøsitet, der kun er baseret på tro, og forlader kirkernes og de øvrige religiøse samfundssfærer, der udelukkende er funderet på tro. Disse væsener kan således ikke i deres materielle periode modtage nogen støtte eller inspiration fra Bibelen eller fra andre religiøse værker, der ikke er baseret på konkrete videnskabelige analyser. At give disse mennesker Bibelens dogmer er at give dem stene i stedet for brød. At håne disse mennesker og true dem med helvede eller evig fortabelse er omsonst og afslører kun en herskende kosmisk uvidenhed og mangel på næstekærlighed hos den, der truer, ja, en sådan adfærd er jo direkte imod religiøsitetens allerhøjeste og helligste bud: "Du skal elske din næste som dig selv". Over for disse "vantroende" væsener må livet selv tale, dels igennem deres særlige skæbne og dels igennem deres videnskabeligt indstillede psyke. Derfor er Bibelen slet ikke skrevet for disse væsener. Først når de igennem den materialistiske skæbnes hårdhed, sorg og lidelser er blevet så udviklede, at de materialistiske mål- og vægtfacitter slet ikke mere dækker deres mentale behov, begynder de atter at begære religiøse facitter, hvilket her vil sige: facitter, i hvilke deres konkrete fysiske oplevelser og kendsgerninger kan gå op og danne kontakt og dermed udvise, at der bag ved alle tilsyneladende tilfældigheder eksisterer en absolut logisk og fuldkommen harmoni i verdensplanens helhed og dermed bekræfte, at "alt er såre godt".

Men et sådant krav opfylder Bibelen kun indirekte, idet dens terminologi eller bogstavform slet ikke er beregnet på at skulle udgøre bevismateriale. Den er, som nævnt, kun for væsener, der i forvejen tror. Den er således ikke for skeptiske forskere, der søger rent videnskabelige analyser. Først når forskeren igennem kosmisk forskning og oplevelse har erfaret verdensaltets fuldkomne struktur og dets detaljer, kan han gennemskue Bibelens terminologi eller bogstavform og bliver da vidne til, at samme bogstavform i virkeligheden er urokkelige symboler eller lignelser, der udtrykker, hvad han selv har oplevet som kendsgerninger eller videnskab. Han ser da, hvor vidunderlig fuldkommen Bibelens bogstavform er tilpasset det troende væsens psyke. Han ser, hvorledes de i sig selv videnskabelige analyser er indhyllet i letfattelige lignelser, symboler eller fortællinger, der helt dækker det troende væsens stærkt degenererede og derfor uvidenskabelige religiøse behov. Som et eksempel på dette Bibelens ejendommelige inderste væsens urokkelighed skal jeg her påpege Bibelens påskeberetning. Den er jo udadtil ganske vist fortalt som en beretning om en tildragelse, der skal have fundet sted århundreder tilbage. Den udtrykkes altså som et stykke historie. Men i kraft af et kosmisk klarsyn vil det være let at se, at denne beretnings inderste væsen i hovedsagen ikke er at pointere en stedfunden tildragelse som et stykke videnskabeligt begrundet historie. Det magtpåliggende i nævnte dramas beretning og dennes indførelse i Bibelen er ikke dets historiske data. Disse er i realiteten menneskeheden ganske uvedkommende. Beretningens overleverede bogstavform er da heller ikke af en så fyldestgørende og bekræftende natur, at en moderne videnskabelig forsker alene på den tør betragte påskedramaet som en virkelig historisk sandhed. Ja, der er vel endog forfattere, der grundet herpå har skrevet bøger, der ligefrem skulle bevise, at hovedpersonen i dramaet, Jesus af Nazaret, i virkeligheden slet ikke har eksisteret. Som følge heraf bliver påskedramaet således reduceret til kun at udgøre – ikke en videnskabelig begrundet beretning om en historisk tildragelse, men derimod et blot og bart digt, et stykke fantasi.

Det er således i sig selv heldigt, at det netop slet ikke er Bibelens hovedopgave at påvise videnskabelige historiske data, thi dens mission ville da for længst være totalt mislykket, og dens navn være ukendt af alle nulevende mennesker. Det moderne videnskabeligt indstillede menneske kræver nøgterne kendsgerninger. Det må have konkrete analyser, rodfæstede i den absolutte virkelighed. Og Bibelen er således ikke beregnet på det menneske, der udelukkende kun interesserer sig for historiske data, hvilket her vil sige: den videnskabelige forsker af historie. Men derimod har påskeberetningen et stort budskab til dem, der hungrer efter viden på sjælens, hvilket vil sige på tankens og viljeføringens område. Nævnte beretning udgør nemlig et uomstødeligt stykke psykologi. Igennem dens personers handlemåde viser den de forskellige sindstilstande, der behersker den jordmenneskelige almenhed. Den viser den sjælelige indstilling, tankegang, viljeføring eller handlemåde, der fører til sejr over den jordmenneskelige sfæres primitive dyriske instinkter eller drifter, fører til den højeste fornemmelse af glæde og lykke ved at være til, fører til den højeste fuldkommenhed: mennesket i Guds billede efter hans lignelse, ligesom den også viser den sjælelige indstilling og viljeføring, der fører til fornedrelsens, sorgens, ulykkens og livsledens kulmination. Påskeberetningen har således mere til opgave at være en sjælelig eller psykologisk vejledning for det almene jordmenneske, end den har til opgave at være en fortælling om nogle mennesker, der engang har levet. Om Jesus af Nazaret, Pilatus og Kajfas og de andre navngivne personer i dramaet har eksisteret eller ikke, ja, ligegyldigt om hele påskeevangeliet udelukkende kun er et digt, kan dette ikke forringe beretningens rent psykologiske værdi en eneste tøddel, selv om den i et sådant tilfælde jo ganske er uden historisk værdi. Hvis påskeevangeliet kun var et digterværk, måtte digteren eller dets ophav jo repræsentere den højde i psykologisk eller sjælelig viden, som påskeevangeliet repræsenterer eller giver udtryk for. Hvordan skulle det ellers være blevet til? Intet væsen kan jo manifestere en højere viden eller et højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået. Men når nævnte ophav repræsenterer en sådan højde i mental udvikling, at det har kunnet skabe den åbenbaring af psykologisk viden, som påskeevangeliet i sig selv er, må det jo absolut have erfaret de særlige sindelag eller sjælelige tilstande, hvormed det har udstyret påskedramaets personer. Hvilke navne det har givet disse personer, er jo ganske underordnet. Om de hedder Jesus, Judas, Kajfas osv., eller de havde fået helt andre navne, er altså totalt ligegyldigt. Da påskeevangeliet således er en åbenbaring af en virkelig psykologisk viden, formet som et drama, hvis personer hver især udtrykker virkelige, eksisterende sjælelige tilstande, kan man ikke fjerne disse personer fra dramaet uden at måtte erstatte dem med andre personer med nøjagtig de samme sjælelige tilstande eller sindelag. I modsat fald måtte påskeevangeliet dermed ophøre med at være en åbenbaring af den virkelige psykologiske viden eller videnskab, det i sin bibelske form udgør. Det vil derfor være åbenlyst, at hvad vi så end vil få at indvende imod påskeevangeliet, så vil dets stabilitet som psykologisk sandhed umuligt kunne rokkes. Siger vi, at Jesus aldrig nogen sinde har eksisteret, bliver vi nødsaget til at erkende, at så har der eksisteret en anden mand med den sjælelige tilstand, der udgør Jesu mentalitet. Siger vi, at Kajfas ligeledes heller ikke har eksisteret, må vi, for at blive i kontakt med den virkelige psykologiske videnskab, erkende en anden mand med Kajfas' karakter. Og således må vi for virkelig at være i kontakt med de urokkelige kendsgerninger eller realiteter, uden hvilke en psykologisk viden eller videnskab aldrig nogen sinde ville kunne blive en kendsgerning, erkende påskeevangeliets personer som symbolske udtryk for urokkelige psykologiske kendsgerninger.

Påskeevangeliet er således en beretning om det virkelige livs absolutte principper fortalt i symboler. At man kan udvikle sig til ad kosmisk vej (kosmisk klarsyn) at se, at de i evangeliet navngivne personer virkelig har eksisteret og således i absolut forstand er rent fysisk historiske personer ligesom vore tidligere konger og afdøde berømte mænd og kvinder, kan jo kun indhylle de her fremførte analyser af påskeberetningen i en stråleglans af en endnu højere og skønnere form for menneskelig beundring og glæde. Men som allerede berettet er påskeevangeliets eksistens i dag ikke afhængig af, om det drama og de i samme drama implicerede personer er virkelig fysisk historiske. Dramaet er nemlig ikke udspillet. Det foregår i levende kød og blod omkring os som realistisk virkelighed i dag mere end nogen sinde, ligesom de i dramaet rollehavende personer vandrer levende rundt iblandt os. Ja vi, du og jeg samt alle vore medvæsener udgør dem, der evigt vil give dramaet liv. I dag vandrer vi rundt i "det hellige land". Nogle af os er på vej imod Jerusalem og holder indtog der. Andre er i færd med at spise "påskemåltid" sammen med deres "disciple" (deres hustru, deres børn, deres venner og bekendte, deres underordnede personale). Atter andre er på vej til "ypperstepræsterne" og "de skriftkloge" for at tjene "de tredive sølvpenge". De har gjort det til levevej at forråde medvæsener og overgive dem til korsfæstelse, tortur og lemlæstelse, til ulykke og død blot for at få deres egne egoistiske begær tilfredsstillet. Endvidere er nogle i færd med at begå selvmord af fortvivlelse over at have manifesteret en sådan væremåde. Jo, "Judas" er ikke mindre virksom i dag end for nitten hundrede år siden. Den fornægtende "Petrus" dukker også op hist og her. Er der ikke netop i dag mennesker, der det ene øjeblik fornægter deres "mester", deres "discipelskab", fornægter deres religiøse tendenser samtidig med, at de i det næste øjeblik kan hugge "øret" af "ypperstepræstens svend" for at forsvare Mesteren og de nævnte tendenser? Og den gode discipel Johannes, som Jesus elskede, lever han ikke også i dag? Findes der ikke i dag trofaste og kærlige, forstående væsener, man kan betro sit hjertes løndom, selv om ypperstepræsterne, farisæerne og de skriftkloge har ynglet og ligefrem er talrige på vore gader og stræder, søgende med ond kritik at nedkæmpe alle andres meninger, opfattelser og viden og med en stærk buldrende selvros eller udbasunering af egne store fortjenester tror at kunne gøre sig blændende beundringsværdige?

Så er der endelig tilbage selve hovedpersonen i dramaet, selve "mesteren" eller Kristus, hvor er han i dag? Ja, hans fysiske rolle var jo at dø på korset. Det var den del af hans rolle, der var mest tilgængelig for fysiske sanser. Vi vil derfor også i dag finde den "døende Kristus på korset". Og han er endog meget mere udbredt og synlig, end De måske aner. Det jordiske menneske er nemlig "korset". Dets fysiske legeme med sine udstrakte arme danner "det levende kors", et kors over for hvilket alle andre kors udelukkende kun kan være symboler. Dette "kors" er beregnet på at bære "mesterens legeme" og bliver derved fra at være et tarveligt henrettelsesmiddel, ophøjet eller forherliget til at være et lysets symbol for evige tider. Men dette "kors" er jordmenneskene i almindelighed ikke bevidst i. Deres dyriske herkomst lader dem i første instans være så travlt beskæftigede med at albue sig frem, at de dermed "korsfæster" andre. De er så optaget af dem selv, at de slet ikke ænser, hvad det er, de gør over for deres næste. Her er det, at "mesteren" eller det indviede væsen siger om dem, at "de ikke vide, hvad de gøre".

Er det ikke således, at påskeberetningen udtrykker verdensgenløserens eller det største menneskes syn på sine bødler, syn på røvere og mordere, syn på de såkaldte syndere? Og er det ikke i kraft af disse synderes egoistiske albuen sig frem på næstens bekostning, at de netop kommer til at spille rollerne som røvere og mordere eller de andre mod næstekærligheden stridende roller i påskeevangeliet? Påskeevangeliet udgør således i sig selv et psykologisk udtryk for, hvorledes næstekærligheden fører opad mod fuldkommenheden, mod den absolutte lykke, mens dens modsætning ukærligheden eller hadet absolut fører nedad mod ulykken eller til kulminationen af lidelse. Og nævnte evangelium er således et guddommeligt dokument, en ufejlbarlig vejledning eller kortlægning af jordmenneskets vej til lyset. Og det er altså her på denne vej, vi genfinder det jordiske menneske. De forskellige roller i påskedramaet er de forskellige mentale stadier, jordmennesket på denne vej må passere, må erfare og opleve. Og vi finder således her nævnte væsen mere eller mindre i færd med at forråde eller forsvare Mesteren. Det er i færd med at anklage og dømme ham samtidigt med, at det undertiden forsvarer ham. Og denne "Mester", denne "Messias" eller "Kristus" er dets eget inderste og dybeste selv eller jeg, det "noget" i dets inderste væsen, der udgør en gnist af Guden. Men det ved ikke her, hvad det gør. Det ved ikke, at jo mere det piner andre væsener eller er ukærlig og hensynsløs over for dets "næste", jo mere korsfæster det sin egen åndelige eller kosmiske bevidsthed, det i det selv vordende eller kommende individuelle kristusvæsen. Men jo vældigere det således – om end ubevidst – korsfæster sig selv og derved kommer i lidelsens smeltedigel, desto hurtigere bliver det derved ført mod det stadium i korsfæstelsen, hvor det kan udbryde: "Det er fuldbragt". Og dertil skal det jo. Dette og kun dette stadium alene er dets foreløbige mål.

Hvad er det så, der er fuldbragt? Ja, det er dette, at man nu ikke mere hverken albuer sig frem på andres bekostning eller på anden måde "korsfæster" sine medvæsener, men "elsker sin næste som sig selv". Indtil man har nået dette stadium, elsker man sig selv mere end "næsten" og kan derfor ikke undgå, grundet på den manglende næstekærlighed, at korsfæste sin næste, hvilket altså i sin dybeste analyse er det samme som at korsfæste sig selv. Og derfor bliver det jordiske menneskes liv således i virkeligheden en lidelsens eller korsfæstelsens vej. "Via dolorosa" er alle vegne. Inden man når ovennævnte fuldkomne stadium på "korset", må man gennemgå dyrets degenerationsstadier, hvilket er det samme som at opleve alle de forskellige førende roller i påskedramaet, lige fra Kajfas og Judas til Johannes og jomfru Maria. Man må således opleve det intolerante, hadefulde og dødsdømmende sindelag, som ypperstepræsterne og de skriftkloge i dramaet udviste. Man må gennemleve det blinde forræderiske tankesæt, der bragte Judas til selvmord, ligesom man også som Johannes må opleve at kunne udstråle den hjertevarme atmosfære, der gør, at man bliver "elsket" af Mesteren. Endvidere må man som Jesu moder opleve smerten ved at se det dyrebareste objekt for ens inderligste kærlighed, væsenet af ens eget kød og blod, blive fornedret, hånet og korsfæstet, samtidig med, at man til andre tider ligesom Petrus må opleve at lyve sig fra sit kendskab til Mesteren, og senere som de øvrige disciple, i rædsel for ypperstepræsterne, i frygt for døden, i angst for sit eget liv flygte bort fra Jerusalem, bort fra begivenhederne, overladende Mesteren til sin egen skæbne. Ja, hvilke førende roller inden for påskedramaet går ikke i dag igen i jordmenneskets daglige liv? Er der i det hele taget nogen art af jordmenneskelig skæbne, der ikke har sin principielle pendant i en eller anden af påskedramaets personers tankearter? Er disse tankearter ikke netop en åbenlys demonstration af det principielle i det til dato manifesterede jordmenneskelige daglige liv? Er dette daglige liv ikke, ligesom påskedramaets liv, en som regn og solskin skiftende oplevelse, en oplevelse af skiftende glæde og sorg, en oplevelse af en stigen og fald, en oplevelse, der i enkelte øjeblikke må kulminere i mental uvidenhed om den virkelige guddommelige vilje? Jo, det jordmenneskelige daglige liv er således en oplevelse, der må føre sit ophav til Gethsemane i fortvivlelse, svigtet af dem, det troede at kunne stole på eller med sine nærmeste sovende og dermed overladt til sig selv alene i uhyggenattens mørke atmosfære med dødsangstens drømme, fantomer og mareridt. Gang på gang må jordmennesket tilbage til Gethsemane og dér kæmpe fortvivlelsens kamp med sin egen forfølgelse af sig selv eller dér opleve dette, at bede om at blive fri for lidelsens bitre kalk, indtil det endelig til sidst forstår og derefter råber til Gud: "Ske ikke min, men din vilje".

Og se, ind i den kulsorte nat, ind i den bedendes sjæl flammer lyset fra Guds engels strålevæld. Og med sin overjordiske hånd tørrer det himmelske sendebud dødsangstens blodige sveddråber fra det lidende væsen. Et under er sket. "Dyret" er blevet "menneske". Og nu går vejen mod forherligelse, mod ophøjelsen. For øjnene af hævngerrige forfølgere, falske ypperstepræster, farisæere og intolerante skriftkloge, forræderiske venner, røvere og mordere og andre vildfarne sjæle, skal "Guds billede" nu forenes med "korset", og "korset skal blive Guddommens bevidsthed", åbenbaret i kød og blod. Og fra dette "levende kors" sender det fuldkomne menneske nu den ene store mentale lysglorie efter den anden ud over jorden. Hen over kontinenter og have, oaser og ørkener, lande og folk vibrerer den evige røst: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Den opstandne gudesøn ser i menneskeheden sin evige Fader og fornemmer derved sig selv som en "menneskenes søn". Denne søn kender gengældelsens evige love. Han ved, hvilken skæbne der venter hans bødler og beder i fornemmelsen af sin næstekærligheds altoverskyggende ild menneskeheden, der jo er den del af hans Fader, igennem hvilken gengældelsen fuldbyrdes, om at tilgive nævnte bødler, og bad dermed i virkeligheden om tilgivelse for alle "syndere" i verden. Thi når han ønskede tilgivelse for de største "syndere", kan det kun være en selvfølge, at han også ønsker tilgivelse for de mindre "syndere". Den til Faderen tilbagevendende "fortabte søn" har erfaret, at det et menneske sår, skal det høste. Han ved derfor, at menneskeheden kun kan høste tilgivelse ved at så tilgivelse. Da han ved, at tilgivelse af uret er næstekærlighedens og visdommens skønneste frugt, og at denne frugt igen er himmeriges rige, hvilket vil sige salighed eller den allerhøjeste og fuldkomneste form for oplevelse af livet, vidste han også, at hvis han kunne få menneskeheden til at tilgive uret, ville den derved blive løftet op til et højere plan, bort fra bødlers, røveres og morderes blodige og lidelsesfulde sfære. Han vidste, at hans rige da kunne blive af denne verden. Og derfor vil menneskeheden komme til, generation efter generation, ja i årtusinder, hvis det er nødvendigt, at lytte betaget til denne næstekærlighedens største begrundelse fra den med korset forenede gudesøns læber. Thi hvor Guds billede kommer til syne på det "levende kors" af kød og blod, der er mesteren født, der er Kristus blevet levende, der er det Guddommen selv, der taler. Og først her er vi færdige med Via dolorosa. Først her er smertens vej tilbagelagt og opfyldelsen af næstekærlighedsloven fuldbragt og vor ånd og sjæl helt overgivet i Guddommens varetægt. Og således forbundet med den almægtige Guddom eller værende ét med den evige Fader, kan ingen stridsvagt, fængsler, tortur, død og grave holde os fast. Vi er evigheden, tiden og rummet, vi er vejen, sandheden og livet.

Som vi her har set, er påskeevangeliet således ikke udelukkende en blot og bar fortælling om nogle personer, der engang har levet, men udgør derimod i virkeligheden den første fundamentale åbenbaring af åndsvidenskab eller Guds plan med det ufærdige jordmenneske. Ja, er det ikke netop selve åndsvidenskabens fødsel? Den er ganske vist ikke i sin bibelske ordform fremtrædende for os som en specificeret eller direkte konkret analyse. Men vi kan dog umuligt komme uden om, at den med sine specielle personer og det samlede drama, som sammenspillet af disse karakterer udtrykker, er et fuldstændigt symbol eller ligefrem korrekt udtryk for den skæbne, som hvert eneste enkelt jordmenneske lever i, og som uundgåeligt, ligeledes for hvert enkelt individ, må føre til den absolutte højeste sandhed og den heraf affødte højeste form for oplevelse af livet, en tilværelsesform, hvor livet er udrenset for alle de lidelser, sorger og bekymringer, menneskene nu sukker og stønner under, og fyldt med ikke blot de fuldkommenheder og opfyldelser af idealer, et jordmenneske i dag i sin mest fremskredne fantasi kan tænke sig og længes efter, men også udgørende en åbenbaring af guddommelig skabevælde i tilværelsesformer for oplevelse af liv, det endnu vil tage sekler af tid, før dets struktur kan rummes i en jordmenneskelig hjerne og tankeverden.

Foruden at være en historisk begivenhed er påskeevangeliet således et symbol på Guds plan med jordmennesket. Det er et billede af de almene erfaringer og oplevelser af fejltrin, der tilsammen danner den smertens eller korsfæstelsens vej, der er den absolut eneste, der fører til visdommen, til indvielse, til opstandelse. Personerne i dramaet er personerne i det daglige liv. Deres særprægede gode eller slette karakterer er dem, der i dag behersker alle jordmennesker indbyrdes og gør deres liv med dets krige, lidelser og sorger til et sådant drama, som påskeevangeliet udtrykker. De, mod nye idealer eller mere fremskredne ophøjede intellektuelle former, hadefulde "ypperstepræster", "skriftkloge" og "farisæere" udgør også i dag særligt fremskridtsnedbrydende folkefærd. Hvad forrædere, stikkere eller Judas'er angår, har det vist sig, at disse heller ikke har været nogen sjælden eller ualmindelig type selv inden for såkaldte højt kultiverede stater.

Alle naturlige, fremskridtsvenlige mennesker, der giver deres liv for de højeste menneskelige idealer, skaber forståelse og udvikling af virkelig næstekærlighed, skaber forståelse af internationalismen eller samhørigheden af absolut alverdens folk, stater og racer, væsener hvis førende eller bærende mentale indstilling netop er bekæmpelsen af al kollektiv såvel som individuel, al national såvel som personlig egoisme, eller væsener, der har viet deres liv til afskaffelsen af krig, såvel mellem nationer eller stater som mellem individer, alle der stræber efter – ikke mindst med deres eget liv som eksempel – at være til glæde og velsignelse for deres omgivelser, de udgør i dag i princip Bibelens disciple, der er ved at gøre alverdens mennesker til disciple af Kristus. Disse væsener er i virkeligheden, omend ubevidst, i en større eller mindre grad bærere af den hellige ånd, som verden allerede i årtusinder har længtes efter, og som i dag endnu mere end nogen sinde har aktualitet under begrebet en varig fred. Nævnte hellige ånd er således ikke det samme som en "omvendelse" af væsenet fra en for sit udviklingstrin naturlig levevis, til en for samme trin højst unaturlig eller fanatisk væremåde, således som så ofte misforstået og praktiseret. At være en discipel af Kristus er ikke et spørgsmål om at være døbt i folkekirken eller på lignende vis dette at være indrulleret i den eller den religiøse sekt eller bevægelses medlemskartotek, det er ikke et spørgsmål om at tilhøre Indre Mission eller Grundtvigianismen, det er ikke et spørgsmål om at være i Frelsens Hær eller at være adventist, baptist, metodist eller om at tilhøre nogen anden form for manifestation af "de sidste dages hellige". Ja, det er end ikke engang et spørgsmål om at være religiøs eller irreligiøs i den gængse bogstavelige form, der almindeligvis dækker sig under disse begreber. Den hellige ånd er ikke noget, der kan være et mentalt patent og ejes med eneret af et aktieselskab i form af den eller den religiøse menighed, sekt eller sammenslutning. Den hellige ånd er en guddommelig naturkraft, et element, der ligesom himlen og sollyset er for alle mennesker. Den hellige ånd er noget, et hvilket som helst menneske møder i det "Gethsemane", der opstår der, hvor væsenet er kommet længst ud i egoisme og forfølgelse af sin næste, og hvor de tilbagevendte virkninger heraf ødelægger dets egen oplevelse af livet og glæden ved at være til, og hvor væsenet i angst for døden "sveder blod". Her hvor det er svigtet af alle, livsfarligt efterstræbt af sine fjender og med sine mest trofaste venner "sovende", bliver mødet med den evige Fader levende. De "blodige sveddråber" bliver til en lysende engels klædebon, og den tilbagevendte gudesøn råber til himlen: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Og den fortabte gudesøn er blevet ét med det himmelske lys. Det jordiske menneskes fysiske legeme, det animalske kors, hvorpå samme væsen igennem sekler af tid, igennem tusinder af inkarnationer med sin egoisme og selvtilbedelse har korsfæstet sin egen identitet som gudesøn, som Kristusvæsen, er nu blevet et lysets symbol, ud fra hvilket næstekærlighedens altforstående og alttilgivende lysglorie vælder ud over verden, omgivelserne, medvæsenerne eller alt levende. Den "opstandne Kristus" vandrer levende rundt på det fysiske plan. "Den der har øren, han høre, og den der har øjne, han se". Og dette er kulminationen af Bibelens psykologi.

Som vi her har set, er det ikke Bibelens opgave blot at fortælle om nogle mennesker, der engang har levet, deres meritter er i sig selv efterverdenen totalt ligegyldige, men derimod dette: igennem det virkelige daglige livs kendte foreteelser at vise, hvilke af disse foreteelser, der bringer lykke, og hvilke der bringer ulykke. Bibelen er ikke et digt, men en genfortælling af livets egen virkelige tale. Og denne tale kulminerer altså udelukkende i og omkring dette ene, at "man skal elske sin næste som sig selv", det er jo "al lovens fylde" og dermed åbenbaringen af al absolut fuldkommen eller allerhøjeste form for manifestation og oplevelse af livet.

Denne Bibelens mission bekræfter sig yderligere igennem den omstændighed, at den fremtræder i dag for os i form af to fundamentale afsnit: "Det gamle Testamente" og "Det ny Testamente". Det gamle Testamente viser den tilværelse, et folk får, der udløser egoismens kulmination i form af nationaldyrkelse og tro på sig selv som et udvalgt folk, der har ret til frit og ustraffet at kunne leve højt på andre menneskers bekostning. Vi ser således, at dette folk igennem årtusinder måtte leve i landflygtighed, forfulgt og stræbt efter livet af andre nationer eller de folk, det ellers ser ned på som hedninger. Vi ser i dette folks skæbne, hvorledes det går, når man lever i helligholdelsen af loven: "Øje for øje og tand for tand". Men vi ser også, hvorledes det netop i kraft af dette folks mørke skæbnetraditioner blev muligt for et geni med en over for jødefolkets anskuelse total modsat moralsk anskuelse at få så megen ørenlyd, at han herfra kunne sende en mental lysbølge af næstekærlighedsidealer ud til alverdens mennesker og bringe dem til at se opad imod næsten og til den i denne boende evige Guddom. Vi kan allerede i dag øjne, hvorledes jødefolket i forbindelse med de af dem opfattede hedninger efterhånden nu mere og mere forener sig til ét folk med én Gud i verden – ikke ved diktatur og rå magt – men udelukkende ved en indbyrdes kærlighed imellem nationer og individer verden over. Det er Det ny Testamentes sande evangelium og Bibelens kulminationsudtryk over for den samlede menneskehed. Det er opfyldelsen af den velsignelse, som skulle blive alle jordens slægter til del igennem Abrahams sæd. Var det ikke netop således, hvortil så Det ny Testamente? Hvis Det gamle Testamente var et højeste evigt varende ideal, hvorfor så manifestationen af dets modsætning i form af Det ny Testamente? At Det ny Testamentes kerneideal er blevet anerkendt og accepteret af menneskeheden, bliver jo til virkelighed igennem den kendsgerning, at det nu igennem århundreder allerede har været autoriseret statsreligion. At den terminologi, i hvilken det guddommelige næstekærlighedsideal er blevet overleveret under begrebet kristendom, nu er stærkt degenererende og taber tilhængere, forandrer ikke den kendsgerning, at det stadigt er den hellige ånd, der er det virkeligt kulminerende objekt for nutidens såvel som for de kommende generationers inderste længsel. Dette bliver til urokkelig virkelighed igennem den omstændighed, at freden er blevet det mål, alle stater, regeringer og folk såvel som de enkelte individer, uanset race, mere og mere opdager, at de ikke kan leve foruden. Og freden er, som vi jo har set, netop det samme som næstekærligheden, der atter igen er det samme som den hellige ånd eller fornemmelsen af samhørighed af alle levende væsener, alt liv og al manifestation.

Som vi her er blevet bekendt med, er det ikke Bibelens værdi som historie eller som en beretning om mennesker og tildragelser i en svunden tidsperiode, der har skabt dens enorme succes eller udødelighed ned igennem århundrederne. Det er ikke dens historiske side, der har bevirket, at den er blevet en "bøgernes bog" og så at sige oversat til alverdens sprog. Det er ikke den omstændighed, at der har eksisteret en David eller Goliat, en Moses eller Elias, en Salomon eller en Abraham, en Jesus af Nazareth, en Judas eller Kajfas etc., der har skabt nævnte bogs position. Det er derimod udelukkende den omstændighed, at dens historiske beretning samtidigt er en urokkelig psykologisk beretning, en anskuelsesundervisning, der mere eller mindre er rodfæstet i dens interesserede læseres eget erfaringsmateriale eller uomstødelige kendsgerninger fra deres eget daglige liv. Denne Bibelens identitet som virkelig psykologi er ganske uafhængig af, om nævnte bog er historie eller fantasi. Den er et stykke urokkelig virkelighed ganske uafhængig af, om den er historisk sandhed eller ej. Bibelens fremtræden som et stykke fortidsberetning er således i virkeligheden en ganske underordnet side ved nævnte bog. Men da denne side hovedsagelig dækker den almengældende opfattelse, har vi altså i samme side for os det, vi almindeligvis kalder Bibelen.

Men som vi her har set, rummer nævnte bog en langt mere dybtgående og skjult side i sit indhold i form af dens identitet som et stykke psykologi. Med denne side i sin struktur hæver den sig totalt op over tiden og rummet. Dens psykologiske detaljer er evige love og principper. Derfor kunne Kristus med sandhed sige: "Himlen og jorden skulle forgå, men mine ord skulle ingenlunde forgå". Denne evige beståen af Jesu ord var ikke betinget af, at det netop var Jesu ord, men derimod af, at de var evige principper i den guddommelige verdensplan. Og således har Bibelen altså et skjult kerneindhold, igennem hvilket den bliver identisk med de evige principper i verdensplanen. Og det er dette, dens relativt skjulte kerneindhold, vi her har udtrykt som Bibelen inde i Bibelen. Denne Bibelen inde i Bibelen vil altså evigt bestå, selv om den ydre Bibels terminologi eller sprogmæssige foreteelser forandres eller forgår. Og med denne fortsættelse af eller indstilling til Bibelen inde i Bibelen vil den evigt være identisk med Guds ord eller Forsynets åbenbaring af den evige sandhed for enhver moden, sandhedssøgende gudesøn.