Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Erasmus af Rotterdam (1466-1536) var en hollandsk filosof og renæssancens første store humanist. Nu kan man så spørge, om ikke middelalderen med sine kristne idealer var humanistisk, dvs. menneskevenlig. Det var den nok, men her var humanismen et krav til én selv: du må ikke stjæle, du må ikke lyve, du skal elske din næste osv. Med renæssancen vendes problemet på hovedet; nu føler man sig i sin gode ret til at forlange, at andre er humane mod én. Humanismen går fra at være en pligt til at blive en rettighed – ja, til højtidelige erklæringer om "menneskerettigheder". Men i modsætning til kristendommen var der ingen reel baggrund for humanismen andet end en udbredt følelse af, at sådan måtte det være. "Alle mennesker er af naturen ens," hedder det, "og derfor har de ens rettigheder".

Men alt dette kommer først rigtigt til senere. For præstesønnen Erasmus, der gik i klosterskole, startede det som et ungdomsoprør. Hans hovedværk bærer titlen Dårskabens pris og har samme sigte som et skoleblad, der gør grin med lærerne. Munkene er "tossede narre, der inderst inde ingen tro har, men kun er forelsket i deres eget billede". Om paverne hedder det ironisk, at "deres eneste våben burde være åndens våben, og dem er de også vældig rundhåndede med, når de udsteder bandlysninger og brølende buller". Også afladshandelen, hvor man kunne købe sin sjæl fri af skærsilden, gør Erasmus tykt nar af.

Reformationens hovedperson Martin Luther forsøgte at få ham som forbundsfælle, men Erasmus faldt ikke for Luthers forsøg på at overbevise ham om, at mennesket ikke kan forbedre sig ved egen hjælp. Det var rent vrøvl, mente han. Desuden brød han sig ikke om Luthers væsen. "Det forekommer mig, at der er mere at vinde ved beskedenhed og fordragelighed end ved strid og omvæltninger," skrev han.

Erasmus var med et udtryk fra vor tid "sin egen". Det var også et humanismens tegn; man var sig selv og lod sig ikke kommandere med af hverken pave eller kejser, men løftede sig over flokken og gennemskuede dens dårskaber og nedarvede vaner. Renæssance betyder genfødsel; den frie ånd var omsider genfødt efter en lang og mørk middelalder under den katolske kirkes tvang og forordninger.

Erasmus var en overmåde flittig skribent. Samtidig med at han korresponderede med hele Europa og oversatte Det ny Testamente til græsk, proklamerede han frejdigt, at den kristne lyksalighed ikke blot var dårskab, den var "prisværdig afsindighed", eftersom Gud havde forbudt Adam og Eva at spise af kundskabens træ. "Jo dummere, jo bedre!"

På dette delikate problem giver Martinus en forklaring, som næppe nogen på Erasmus' tid ville kunne forstå. Det er en hypotese så stor og fri, at selv renæssancens ypperste hoveder måtte give fortabt, om nogen havde været dristig nok til at fremsætte den. Man kan få et kort indblik i den ved at læse i Livets Bog 5, stk. 1711-1712.

Humanismen dukkede op efter 1500 års kristendom; 400 år senere var tiden moden for en Martinus. Men det begyndte med Erasmus!