Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den kristne påske har jo sit udspring eller sin rod i den bibelske beretning om Jesu lidelseshistorie. Selve påskefesten er jo kun en ceremoni, en særlig gudstjeneste med sakramente, sang, orgelbrus, tændte lys, smukke farver etc., der alt sammen tjener til at gøre nævnte gudstjeneste til en religiøs opbyggende, glæde- og livslystbefordrende fest for de inderligt troende deltagere til minde om verdensgenløseren. Det er ikke denne højtidelige ceremoni omkring påskeevangeliet, der gør dette til et stedsevarende budskab, ikke blot til de religiøst troende, men også til de i høj grad materialistisk vantroende.

Når påskeevangeliet lige så vel som andre beretninger fra Bibelen har kunnet bevirke, at denne bog er blevet en tusindårig realitet, der med en altbeherskende kraft den dag i dag endnu kan henrive millioner af mennesker i åndelig betagethed og inspirationsfylde, så skyldes det udelukkende den omstændighed, at de nævnte beretninger udtrykker evige absolutte sandheder. Og en absolut sandhed kan aldrig nogen sinde blive til absolut usandhed. En absolut sandhed udtrykker nemlig en evig lov, hvilket igen vil sige: et af de evige principper, hvorpå verdensaltets evige eksistens er funderet. Det er overtrædelsen af et eller flere af de evige principper, der gør det levende væsen til en såkaldt synder. At overtræde disse principper skaber altså en modsætning til den evige fuldkommenhed, som opfyldelsen af de nævnte principper betinger eller afstedkommer. Denne modsætning bliver igen det samme som "et ufuldkomment liv". Dette ufuldkomne liv kan ifølge kosmisk klarsyn kun udløses af indsnævret bevidsthed, hvilket vil sige: en bevidsthedstilstand, i hvilken det levende væsens højere åndelige evner og sanser mere eller mindre er nedsat til den mindst mulige ydeevne og derved har sat det evige væsen i en slags "kosmisk hviletilstand". Princippernes opfyldelse vil derimod altid kun være befordret af de kosmiske sansers mere eller mindre fremtrædende højeste udfoldelsesevne. Nævnte opfyldelse kan således kun eksistere som et produkt af væsenets allerhøjeste sansebegavelses kapacitet og den heraf affødte højeste viden. Princippernes opfyldelse og den heraf affødte tilværelsesform kan således udelukkende kun være at udtrykke som tilværelsens eller livets absolut fundamentale. At opfatte den tilværelsesform, der affødes af en mental tilstand, i hvilken væsenet er i sin mentale mindsteudfoldelse, er mindst vidende, som "den fuldkomneste" eller mest fundamentale og dermed opfatte den tilværelsesform, der er et resultat af den tilstand, i hvilken væsenet er i sin højeste mentaludfoldelse, er i sin højeste viden, som den ufuldkomneste, som den primitiveste, kan jo kun afsløre sit ophavs erkendelsesevne som abnorm. Desuden kommer jo også hertil de to livsformer eller resultater af mentaludfoldelsen og bekræfter eller stadfæster deres egen position eller kapacitet på en absolut ufejlbarlig måde, idet den, der er resultatet af væsenets mindsteudfoldelse af åndelig mentalitet eller viden og den heraf følgende overtrædelse af livslovene, kulminerer i den fornemmelse, vi kalder smerte, mens den, der er resultatet af væsenets højeste viden og den heraf affødte overholdelse af livslovene, udelukkende afføder kulminationen af den fornemmelse, vi kalder velvære, glæde, lykke eller fuldkommen salighed. At erkende fuldkommenheden eller saligheden for at være det ufuldkomne, og ufuldkommenheden, primitiviteten og smerten for at være det fuldkomne, kan således absolut kun være identisk med en åbenbaring af usandheden. Ethvert levende væsen, der baserer sin tilværelse på denne usandhed, vil således uundgåeligt havne i kulminationen af smerte eller modsætningen til lykken eller saligheden.

Det er rigtigt, at der findes en zone i tilværelsen eller på udviklingsstigen, hvor man netop tror at finde den højeste lykke ved at overtræde livslovene og bevidst skabe lidelse og smerte for alle de medvæsener, man betragter som fjender, ja, ligefrem opfatter denne handlemåde som gudsdyrkelse, som en nødvendighed for at komme i "himlen", blive salige. Er det ikke netop det, der er gældende i den nordiske gudelære med dens himmerige "Valhal" for alle de største og stærkeste dræbere eller mordere? – Men er det ikke også en kendsgerning, at de pågældende væsener netop tror at opfylde de højeste love med denne deres væremåde? – De kender jo intet til klarsyn, de kender slet intet til de virkelige love bag livet, de er kosmisk sovende. Det eneste, de kender til, er kun det materielle liv, der rører sig i deres dagsbevidste omgivelser. Og dette liv er jo som skabt til at bibringe dem troen på overlegen materiel styrke og magt som de eneste saliggørelsesmidler. Uden disse midler kunne de ikke hævde sig i den zone, der var blevet deres midlertidige hjemsted på udviklingsstigen. Men da denne zone kun udgør en lille lokalitet i deres virkelige evige liv, ja, er så lille, at de slet ikke var i stand til inden for denne at se de endelige virkninger af deres dyriske eller dræbende livsform, der i mangfoldige tilfælde først ramte dem i efterfølgende liv, kunne de intet vide om, at disse efterfølgende endelige virkninger af deres smertebringende og dræbende tilværelse over for deres omgivelser engang ville ramme dem selv. De måtte derfor nødvendigvis handle ud fra det forhold, der i øjeblikket gjorde deres handlemåde tilsyneladende berettiget eller logisk. De måtte således rydde deres generende fjender af vejen for selv at få mulighed for at komme frem og påførte sig derved om end ubevidst en ulykkelig skæbne. Men da denne ulykkelige skæbne ikke var umiddelbar, men først kom i senere liv, var det jo umuligt for dem at opfatte deres handlemåde på anden måde end som logisk.

Den fortidige gudemorals bloddryppende natur er ganske vist i dag påvirket af kristendommen, men den er dog i en vældig udstrækning endnu autoriseret i form af civile og militære straffelove, krigsinstitutioner, soldatervæsen, tugthuse og straffeanstalter, elektriske stole, guillotiner, galger og skydevåben. Så længe disse foreteelser er nødvendige inden for en kultur, skal man ikke helst alt for højt proklamere denne som eksemplarisk kristendom. Kulminerende kristendom hviler jo udelukkende på hundrede procent næstekærlighed eller dette, at man skal elske sin næste som sig selv, vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, og at den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd. Der står ingen steder vedføjet disse højeste idealer, at autoriserede mord og drab ved hjælp af elektriske stole, guillotiner, galger og skydevåben er en undtagelse.

Bibelen er altså en bog, hvis indhold i en overvejende grad består af sådanne udødelige idealer, der efterhånden er samlet og overleveret fra menneskehedens ypperste og mest begavede repræsentanter. Da nedskrivningen former sig som beretninger om væsener, der har levet og været rollehavende i begivenheder, der skal have fundet sted for årtusinder siden, bliver Bibelen i sin rent overfladiske, ydre fremtræden således kun en samling fortællinger. Og det store problem er derfor, for mange videnskabeligt indstillede mennesker af i dag, blevet spørgsmålet om, hvorvidt disse bibelske fortællinger og personer virkelig er historiske, eller om nævnte kun er opdigtede fantasier, idet de mener, at hele Bibelens værdi står og falder hermed.

For den flygtige materielt indstillede læser udgør Bibelen således kun en samling postulater om personer og begivenheder fra en længst forsvunden fortid. Da den ikke tilsigter at være bevisførelse for eksistensen af denne fortids begivenheder og personer, vil den for en sådan læser ikke være af nogen særlig betydning. I hans opfattelse er den i stor udstrækning altså blot udtryk for overtro og naivitet, og hvorved hans udtalelser om samme bog kommer til at savne ethvert grundlag for kapacitet eller autoritet. Det er væsener med denne totale, materialistiske indstilling, der helt lever uden Bibelen og lader hånt om alle dem, der endnu har interesse af dens indhold, skønt de selv i de allerfleste tilfælde er både døbt og konfirmeret, er medlemmer af folkekirken og bærer prædikatet kristne mennesker. At vi undertiden finder sådanne kristne mennesker som totalt samvittighedsløse egoistiske storkapitalister, ågerkarle, bedragere, røvere, mordere o.l. er ikke så mærkeligt. Gudesønnen er her blevet borte fra sin Fader. Den fortabte søn iler mod sin skæbne. Bibelen eller den hellige skrift er således foreløbig uden betydning for disse mennesker. Her må livet selv tale.

Dernæst har vi den læser, der i kraft af sit endnu bevarede stærke religiøse instinkt af hele sit hjerte tror på Bibelens beretninger og personer som historisk virkelighed. For disse væsener får Bibelens ydre bogstavform sin virkelige store værdi. Ja, den er et så urokkeligt dokument, at intet som helst i verden kan overtrumfe denne dens bogstavforms autoritet, ligegyldig hvor meningsløs eller stridende imod deres intelligens eller fornuft den så end måtte være. At den eller den sætning har fået plads i den hellige skrift er for dem en fuldt ud tilstrækkelig begrundelse for dens accept som urokkelig eller absolut sandhed. Deres trosevne er her så stærk, at den helt overskygger deres forståelse af den mulighed, at den sandhed, som Bibelen udtrykker, lige så vel som alle andre sandheder, kan udtrykkes på højst forskellige måder og absolut ikke behøver at være knyttet til blot én bestemt bogstavform. Tænk, hvis Guddommens skriftlige udtryksform eller ordforråd var så indskrænket eller fattigt. Ja, han ville i så tilfælde jo ikke engang kunne måle sig med et almindeligt menneske. Selv det mest enfoldige menneske har dog en evne til at tale med sit lille barn på en helt anden måde end den, det anvender, når det taler til en voksen. Det kan dog ikke fortælle en eller anden indviklet sandhed til et lille tre-fireårigt barn med de samme sætninger, som det anvender, når det skal fortælle den samme sandhed til et voksent menneske. Hvis det overhovedet skal kunne bringe det lille barn nogen forståelse, må det ligne nævnte sandheds detaljer ved noget, som det ved, barnet kender, og på denne måde tilpasse sin fortælling til barnets kundskaber og dets heraf begrænsede opfattelsesevne. Det er jo netop dette princips anvendelse, der skaber forskellen på almindelige bøger og de såkaldte børnebøger. I børnebøger ser vi de store sandheder fortalt som eventyr og historier, hvis detaljer er formet således, at de netop ligger inden for de erfaringer og oplevelsesformer, der i særlig grad er gældende for barnets trin. Hvis de var fortalt i erfaringer, som børn så at sige umuligt kan sidde inde med eller have beslægtede erfaringer til, ville eventyrene virke totalt meningsløse og uforståelige for børnene. Men tænk, hvis Guddommen, verdensaltets største Fader, opdrager, lærer og pædagog, kun kunne forme sine tanker i én særlig ord- og sætningsform. Tænk, hvis han kunne fortælle livets største sandhed eller tilværelsens analyse ved hjælp af erfaringer, som kun ét eneste og over alle andre trin forekommende bestemt udviklingstrins væsener kunne fatte. Hvad så med alle de millioner og atter millioner af væsener, der befinder sig på de underliggende trin? – Hvordan skulle i det hele taget nogen religiøs tanke, hvordan skulle noget som helst begreb om en guddom, om verdens skabelse, om menneskenes tilblivelse, det levende væsens udødelighed, dets kundskaber om moral, humanitet og kærlighed være blevet åbenbaret i den af jordmennesket nu kendte og oplevede del af verdensaltet? – Er ikke alle de levende væsener inden for nævnte del at inddele i netop en skala af trin? Forekommer disse trin ikke på grundlag af, at nogle væsener er mere udviklede end andre, hvilket altså i virkeligheden vil sige, at de er mere sjæleligt voksne. De forstår et mere udviklet, et mere omfattende videnskabeligt afklaret sprog hvilket her vil sige: kosmiske analyser af selve livets struktur eller den evige sandhed bag livets tilsyneladende mysterium. Da væsenerne således befinder sig på højst forskellige mentale trin og som følge heraf ikke har nær de samme erfaringer eller samme udviklede sansebegavelse eller opfattelsesevne, vil de være fuldstændig afskåret fra at kunne forstå eller opfatte en sandhed eller analyse, der ikke er iklædt en ordform eller symbolik, der tangerer deres egne erfaringer eller deres trins normale opfattelsesevne.

Da et sådant naturmenneskes religiøse instinkt jo endnu er så stærkt, at det kun kan opfatte al den bevægelse eller udløsning af kraft, som det ikke direkte kan se det fysiske ophav eller den fysiske årsag til, som absolut "overnaturlig", som noget kun guder eller ånder kan være ophav til, kan en analyse af de nævnte kulturforeteelser umuligt fænge i et sådant væsens hjerne uden igennem en symbolik, der kan henvise til disse "overnaturlige" ophav og den af disse udløste "magi" eller "trolddom". Det var jo i henhold hertil, at sådanne naturmennesker i de første flyvemaskiner, de blev vidne til, så noget overnaturligt og opfattede disse maskiners førere som "overjordiske væsener", som guder. Men alt eftersom naturmennesket bliver mere og mere indlevet i kulturmenneskenes begavelse og teknik, forsvinder mystikken om disse væsener i dets opfattelse til fordel for en mere nøgtern og konkret erkendelse, der til sidst bliver en virkelig korrekt videnskabelig analyse af de faktiske forhold. Og således går det med enhver ting. Den begynder først som mystik. Man danner sig forestillinger om tingen, søger at sammenligne den med ting, man i forvejen kender, for ud fra dette kendskab at danne sig et fast mentalt holdepunkt over for tingen. Efterhånden, som man så kommer i nærmere realistisk berøring med denne, kan man danne sig en mere og mere korrekt forestilling om den, indtil samme forestilling til sidst udgør en virkelig konkret eller videnskabelig analyse. Den sandhed, som tingen udgør, er dermed totalt blottet. Og væsenets forestilling om tingen kan da ikke mere forandres. Væsenets oplevelse af tingen er dermed på sit højeste eller er inde i sin kulmination. Og med denne form for oplevelse af sandheden i tingen er enhver form for mystik ved tingen hævet.

Med hensyn til sandheden, hvilket vil sige: selve livets princip, findes der jo kun én. Dette princip er det samme, hvad enten det forekommer i et dyr eller menneske, i røveren eller verdensgenløseren, i "djævle" eller guddomme, i mikrokosmos eller i makrokosmos. Livets sandhed er nemlig ikke den, at livet er "ondt", eller det er "godt", langt eller kort, stort eller småt, begrænset eller ubegrænset, timeligt eller evigt, thi en hvilken som helst af disse eller lignende foreteelser kan jo hver for sig kun udgøre lokale detaljer i selve livets eller den absolutte sandheds manifestation. Det er denne manifestation eller tilkendegivelse, der direkte kommer i berøring med væsenernes sansebegavelse. Og alt eftersom denne sansebegavelse endnu er uudviklet eller ufærdig, vil sandhedens detaljer eller udtryk virke mere eller mindre som mystik, som noget uforståeligt (herfra udtrykket "Herrens veje er uransagelige"). Men da væsenerne ikke desto mindre stadig er og må være i berøring med livets detaljer eller kendetegn, hvilket vil sige: det daglige liv, er der i væsenerne nedlagt en evig trang til at komme i kontakt med tingene eller detaljerne i det daglige liv, altså en trang til at kunne forstå disse. Men da væsenerne på de uintellektuelle trin ikke har intelligens eller intuition nok til at kunne gøre sig sandheden bag tingene begribelig ad denne vej, har de kun det religiøse instinkt (evnen til at tro) at lade sig lede af. Dette instinkt eller denne evne til at tro er igen den sidste degenererende rest af den kosmiske bevidsthed, som væsenerne besad i deres forudgående kosmiske spiralkredsløb. At nævnte instinkt netop er en sådan fortidig kosmisk bevidstheds sidste stadium for nedadgående tilstand bliver synligt derved, at alle væsener, der beherskes af dette instinkt, absolut betragter det som en selvfølge, at der er et forsyn, et levende, styrende væsen eller væsener, ånder eller guder bag alle former for bevægelse, såvel bag naturens kræfter som bag menneskenes og dyrenes manifestationer. Det er således ganske ufatteligt for primitive naturmennesker, at dette ikke skulle være tilfældet. Det er ikke så mærkeligt, at et sådant væsen i virkeligheden er "himmeriges rige" nærmere end den moderne, materialistiske videnskabsmand, der tror på døde kræfter eller ligefrem opfatter det som totalt umuligt, at der skulle være liv bag uorganiske eller mineralske stoffer og kræfter. For ham er livet kun identisk med animalske og i nogen grad vegetabilske livsformer, mens hele det øvrige univers med dets sole og mælkeveje er "døde" og livløse foreteelser.

Naturmennesket og det religiøst troende kulturmenneske udgør altså væsener, i hvem den kosmiske bevidsthed fra en tidligere spiral endnu gør sig gældende, selv om den naturligvis i indeværende spiral ikke er i stand til at give de samme væsener en ren, vågen, dagsbevidst detaljering af dette forsyn eller dette liv bag stofferne eller bevægelserne. Nævnte rest af den fortidige kosmiske bevidsthed forekommer altså i væsenerne som en urokkelig anelse om, at der er liv bag enhver form for bevægelse. Det er denne kosmiske anelse, der udløser den urokkelige trosevne, som kendetegner de pågældende væsener. Disse troende væsener er altså i stand til at fornemme, at der er liv bag enhver form for bevægelse, og at bevægelse således absolut umuligt kan eksistere uden at udrinde fra en eller anden form for liv, selv om dette ikke er synligt. Der hvor dette ikke netop er direkte synligt, er det, at der udløser sig mystik. Mystikken kan ikke hæves, før der er skabt en eller anden tankemæssig bro imellem individets religiøse anelse om liv bag bevægelsen og selve bevægelsen. Væsenet aner, at der er liv bag bevægelsen, men det kan ikke se, hvordan dette liv har forbindelse med bevægelsen eller kan være ophav til bevægelsen. Det vil derfor føle trang til at opleve en forståelig forklaring på problemet. Da det ikke har den højintellektuelle evne, uden hvilken en ren, hjernemæssig eller intelligensmæssig forklaring umuligt kan forstås, kan der kun bygges bro mellem et sådant væsens anelse om livet og dets forståelse af det samme liv med symboler eller lignelser. Disse sidste udgør igen det samme som sandhedens ukendte detaljer iklædt kendte detaljers form og skikkelse. Og det er på skabelsen af denne symboliserings- eller sammenligningsteknik, at Bibelen så vel som alle religiøse hellige skrifter og beretninger er baseret. Vi ser i de fortidige religioner mange forskellige gudebilleder. Disse gudebilleder er i virkeligheden kun symbolske udtryk for virkelige detaljer i selve den evige, absolutte sandheds analyse. Disse er på denne måde blevet lettere forståelige for den uintellektuelle masses opfattelsesevne. Med disse gudebilleder har der kunnet dannes bro mellem nævnte masses opfattelsesevne og det virkelige liv. At disse symbolers ophav eller de såkaldte indviede væsener kendte den virkelige, absolutte sandhed bag symbolerne, billedsproget eller gudebillederne er naturligvis en selvfølge. Ligesom disse fortidige gudebilleder dannede bro mellem det virkelige liv og væsenernes på tro eller anelse baserede opfattelsesevne, således danner Bibelen også bro mellem væsenernes religiøse anelse og deres materielle oplevelse af livet. Den har, som tidligere nævnt, således ikke til opgave at udgøre en bevisførelse for skeptikere. Den udgør blot en samling mentale billeder eller lignelser, ved hvilke individerne kan bringe deres endnu bevarede religiøse kosmiske anelse i kontakt med de materielle fysiske oplevelser.

Hvis vi f.eks. ser på Bibelens beretning om skabelsen, ser vi her et overdådigt billedsprog. Når der står, at skabelsen varede syv dage, så er dette selvfølgelig ikke berettet for videnskabeligt eller rent bogstaveligt at udtrykke, at skabelsen netop varede syv dage eller så og så mange timer, minutter eller sekunder. Det er ikke skabt som materiale for den forskende geolog eller astronom. Det er ikke et afgørende tidsafsnit, udmålt med stopur. Det er ikke et virkeligt klokkeslæt eller tidsrum, der her er udmålt eller præciseret som et konkret facit for videnskabsmanden. Det, der derimod her udtrykkes, er et facit, der kan være – ikke et bevis for en skeptiker eller for et væsen, der ønsker at vide, hvor mange dage, timer eller minutter skabelsen varede – men derimod en lignelse eller et udtryk, der kan være en bro mellem det uintellektuelle væsens foreløbige opfattelse af forsynets skabeevne og den måde, på hvilken nævnte skabeevne i virkeligheden arbejdede. I det uintellektuelle, religiøse væsens opfattelse fremtræder Guds skabeevne nemlig som en evne til at frembringe mirakler, hvilket igen vil sige: en øjeblikkelig skabelse af – "intet". Det er også derfor, at samme skabelsesberetning i virkeligheden udtrykker, at "Gud talede, og så skete det, han bød, så stod det der".

Bibelen er således beregnet på at kunne opfattes bogstaveligt af de uintellektuelle troende væsener og symbolsk af de højintellektuelle. De mennesker, der hverken er troende eller højintellektuelle, altså de rent materialistiske, gudsfornægtende væsener, har ingen brug for Bibelen i denne deres midlertidige mentale tilstand i spiralkredsløbet. At de troende væsener opfatter Bibelens bogstavform totalt bogstaveligt er vi jo godt kendt med. Vi bliver i den daglige tilværelse vidne til, at de opfatter nævnte bogstavform så bogstaveligt, at det bliver vanskeligere og vanskeligere for dem at få proselytter. Folkekirken og de øvrige religiøse samfund viser årligt et stort frafald, ligesom der bliver flere og flere tomme kirkestole under deres gudstjenester. Dette frafald skyldes i overvejende grad netop den store tvungne skolegang og gennemgribende undervisning, der er gældende i kulturlandene. Den videnskabelige indsigt i selve naturens love og bærende foreteelser, som kulturmennesket lige fra barn af bliver indpodet eller oplært i, gør det mere og mere umuligt for et sådant væsen i religionstimen at skulle acceptere f.eks. opfattelsen af, at jordens skabelse kun var en proces, der varede syv dage, og at det kun er ca. seks tusinde år siden, denne skabelse fandt sted, når det samtidig i geologitimen skal acceptere den videnskabelige opfattelse, at jordens skabelse er forløbet gradvis gennem umådelige tidsrum, og at jordens alder således umuligt kan udtrykkes ved et mindre tidsrum end millioner af år. Er det ikke det samme, der gør sig gældende, når man i religionstimen opfordres til at tro på, at Gud formede Adam af ler og dannede Eva af Adams ribben, for så i zoologitimen at blive præsenteret for en lang række billeder af skeletter, der f.eks. viser en hests udvikling fra at være en lille sumpræv med tæer til det nuværende galopperende flotte hovdyr, eller viser fuglenes udvikling lige fra krybdyr til de nuværende fjerprydede væsener? – Og er det ikke sådan med alle de andre arter og racer af jordens levende væsener? – Er mennesket en undtagelse? – Bliver man ikke ligeledes i den samme skole ved hjælp af billeder af skeletfund undervist i, hvorledes det nuværende menneske stammer fra den eller den art af fortidsmennesker? – Og peger disse skeletfund ikke i retning af abevæsener? – Er det ikke således, at fortidsmennesket har større lighed med abevæsener end det nuværende intellektuelle kulturmenneske? – Hvor finder man Adam og Eva i dette billedgalleri af skeletfund eller mærkepæle i udviklingen?

Hvis Guddommens skeletmetode i bogstavelig forstand er denne at udforme væsenet af ler for derefter at indblæse det liv eller gøre det levende, hvortil så denne udvikling fra primitive og ufuldkomne former til højere og skønnere fremtoninger? – Og hvis Adam og Eva i sin første oprindelse har været skønne og fuldkomne og levet i en paradisisk have, altså i en højintellektuel og fuldkommen kultur, men ved syndefald er blevet dømt til at ile mod en lavere og mere primitiv form for tilværelse, hvordan går det da til, at deres kroppe, således som skeletfundene udviser, efterhånden gennem tiderne er blevet fuldkomnere og smukkere? – Neanderthal- og cro-magnonmennesket kan da umuligt måle sig med det moderne menneske hverken i kropslig fuldkommenhed og finhed eller i intellektuel eller hjernemæssig henseende. Hvis Bibelens beretnings bogstavform i bogstavelig forstand er sandhed, hvorfor viser udviklingsskalaen så ikke i samme retning? – Hvis Gud skabte Adam og Eva af ler i bogstavelig forstand og således gav dem den højeste fuldkommenhed i starten, en fuldkommenhed de kunne miste ved at "synde", ja, så måtte skeletfundene have gjort dette til kendsgerning. Vi ville således i dag have været vidne til, at fortidsmennesket måtte have været fuldkomnere end nutidsmennesket, have det fuldkomneste skelet, den største hjernekasse, mens alle dets efterkommere så gradvis ville have udvist en aftagen i fuldkommenhed både kropsligt og mentalt. Alle jordmenneskene af i dag måtte således være gorilla- og orangutangstadiet nærmere end fortidsmennesket. Og hvis vi endnu havde så megen tænkeevne eller forstand, at vi kunne forstå vor situation: den totale "død" eller udslettelse, "straffen for vore synder", måtte vi jo være så modløse, håbløse og selvopgivende i al vor fremtræden, at livet i dag måtte være totalt initialivløst. Men det er jo lige akkurat det modsatte af, hvad der er en kendsgerning. Det er rigtigt, at menneskene i dag udløser en rasende ødelæggelseskampagne, myrder, lemlæster og ødelægger, men det modbeviser ikke skeletfundenes tale eller arternes udviklingshistorie, ligesom nævnte blodige drama heller ikke kan være et resultat af håbløshed eller selvopgivelse. Tværtimod, tror man ikke, den rasende standhaftighed, hvormed de kæmpende parter søger hinandens kapitulation, netop er kulminationen, håb og forventninger? – Hvis dette ikke netop var tilfældet, hvordan skulle man da være blevet i stand til at iværksætte den umådelige og hidtil største produktionsevne i verden, som nu befordrer skabelsen af krigsmateriellet? Og er det ikke således, at ting, man tidligere måtte bruge år om at fremstille, nu fremstilles på måneder eller uger? – Dette tyder ikke på evnedegeneration eller initiativløshed. Og hvad mener man om nutidsmenneskets beherskelse af elementerne? Har det ikke underlagt sig luften, ilden og vandet? – Er det ikke nået frem til ved enorme kraftmaskiner at kunne binde elementerne, så de blot ved lette tryk på kontakter eller knapper kan lade disse udføre tusinder og atter tusinder af hestekræfters virksomhed for sig? – Den moderne Adam trykker på en knap, og hans stue ligger badet i lys. Han trykker på en knap, og den samme stue gennemstrømmes af tropisk varme. Han trykker på en knap, og hans fødevarer holdes isafkølede og friske. Han trykker på en knap, og koldt eller varmt, krystalklart, filtreret vand strømmer ud i hans drikkeglas eller badekar alt efter hans ønskers bud. På samme måde ved tryk på knapper kan han ligeledes ved sit ønskes bud fare op i stratosfæren eller hen over skyerne, hen over kontinenter og have, byer og skove, søer og floder, bjerge og dale så vel som hen ad autostradaer med hundreder af kilometers fart i timen. Han trykker på knapper, og store skibe befordrer tusinder af tons materialer, varer og levnedsmidler tusinder af kilometer frem og tilbage over havene. Han taler ind i en mikrofon, og hele verden kan ligeledes ved tryk på knapper høre ham. Hans røst runger ud over polernes tilfrosne have og larmer hen igennem ækvators jungler og palmeskove samtidigt med, at den vibrerer hen over Sydamerikas pampas, sitrer igennem Ruslands og Sibiriens umådelige vidder. Hans stemmes klang giver ekko mellem Ægyptens pyramider og fortaber sig i bølgeskvulpet mellem Amazonflodens siv, samtidigt med at den buldrer i vestens koncertsale og lyder i den ensomme hytte på Himalayas bjergskråninger. Han taler, og en hel verden, alle folkeslag, alle racer kan i samme øjeblik høre hans røst. Og denne røst kan undertiden hensætte en hel klode i åndeløs spænding og betagethed.