Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! Du kender sikkert disse russiske dukker, som kan skilles på midten, lukkes op og afsløre en tilsvarende dukke indeni. Til slut kommer man ind til en lille bitte dukke, som er massiv. Den er så at sige en slags kerne og støbeform for alle de andre dukker.

Sådan er det også med Bibelen, fortæller Martinus på de følgende sider. Der er en Bibel inden i den, og inden i dén endnu en Bibel – osv. Men til slut kommer man dog ind til en kerne, som er massiv.

Nu skal man ikke forvente som læser, at Martinus starter med den ydre skal for som en tryllekunstner at ende med den lille Bibel inderst inde. Nej, han starter straks med at bedømme de ydre skaller efter sit kendskab til den indre kerne, som han også kalder "den absolutte sandhed". Når Martinus allerede på de første sider bruger udtryk som sandhed og usandhed, viden og uvidenhed, klarsyn og det modsatte, så må læseren altså forstå, at formålet ikke er at analysere Bibelen, men vise læseren, at den kerne, som Martinus' verdensbillede er, og som læseren kender fra andre artikler og bøger af Martinus – ja, den genfinder man inderst inde i Bibelen. Derfor kunne Martinus også kalde hele sit forfatterskab for Det Tredie Testamente. Det var ikke udledt af de to andre testamenter, men det var en selvstændig fortolkning af verden, der – viste det sig – ikke kunne undgå at være en forlængelse af de sandheder, som indtil da var kommet til kendskab på Jorden.

Ved man ikke, at Martinus i denne artikel forudsætter, at hans læsere er nogenlunde godt bekendt med hans verdensbillede i forvejen, kan man let tro, at han er en demagog, der lever i sit eget univers uden at skele til højre eller venstre. Vi har nu engang her i den vestlige verden en tradition for, at når én eminent tænker kan finde indholdet af en påstand klart og distinkt, så vil en anden lige så eminent tænker kunne frakende samme påstand disse egenskaber. Denne mulighed synes ikke at have strejfet Martinus – i hvert fald ikke her i indledningen til denne lange artikel, som vi bringer over to numre. Men igen: artiklen forudsætter et kendskab til den "kerne" eller det verdensbillede, som Martinus afslører som "Bibelen i Bibelen". Denne kerne har Martinus til gengæld gjort meget ud af at analysere i sine andre værker, hvor han sætter den i relation til ganske almindelige menneskers ganske almindelige erfaringer. Så man må tro mig på mit ord, når jeg siger, at der hverken er noget mystisk eller demagogisk ved Martinus' artikel. Den skal ses i en større helhed, og denne helhed ruller Martinus i øvrigt op lidt efter lidt i sin artikel.

Gennem hans barndom og første ungdom var Bibelen en hovedhjørnesten for Martinus. Ikke mindst Jesus følte han som en åndsbeslægtet i en verden, hvor han var alene med sit religiøse syn. Derfor – tror jeg – var det ligetil og naturligt for ham at knytte sit verdensbillede til Bibelen. Og minsandten – selv hedninger og andet godtfolk kan blive helt glade for den. Men døm selv, hvis du som jeg hører til den kategori.