Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2001/3 side 69
Sagens fødselsdag
Sagens 80-års fødselsdag
Ole Therkelsen
Ole Therkelsen
Martinus regnede den 24. marts 1921 for sagens fødselsdag, netop fordi han den dag havde gennemgået den store fødsel ved dagen før at have oplevet den hvide ilddåb med Kristus-åbenbaringen og til sidst den gyldne ilddåb. Det er tankevækkende, at hos et enkelt menneske i et lille værelse på Jagtvejen i København inkarnerede den kosmiske bevidsthed, der skulle danne grundlag for en ny kultur for en hel klode. Martinus fortæller i Kosmos 3/91 om betydningen af sin Kristus-oplevelse i den hvide ilddåb:
"Hvad det skulle betyde, kunne jeg ikke forstå, men senere blev jeg klar over det. Det skulle nemlig betyde, at jeg skulle komme til at forkynde Kristus-bevidstheden for menneskene. Denne stråle fra Kristus gik jo ud over verden, over kontinenter og have. Det var tegnet, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kunne gøre det."
Martinus ville gerne holde sin egen person i baggrunden, og derfor mente han, at man i fremtiden ikke så meget ville fejre hans egen fødselsdag, men derimod sagens fødselsdag.
Jagtvej 52A
Det største øjeblik i Martinus' liv var uden tvivl, da han gennemgik "den gyldne ilddåb" og oplevede Guds bevidsthed og den guldglorie, der smeltede hans bevidsthed sammen med alle andre kristusvæsener, der udgør Guds primære bevidsthed. Martinus blev meget rørt og bevæget, da han omtalte og mindedes denne oplevelse af guldoceanet under sit sidste foredrag i Falkonercentret lørdag den 9. august 1980, hvor han efter 60 års flittigt arbejde og vellykket mission kunne tage afsked med over tusind trofaste venner og hjælpere. Kort før afskedsordene sagde han, at selvom han ikke holdt foredrag mere, så var han jo ikke død endnu. "Og selv om jeg er død, kan I være overbevist om, at jeg er hos jer. – Jeg er hos jer! – Men på en anden måde end i dag"