Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alle de, der har set film i biografen eller på TV, er blevet konfronteret med fænomenet "eftertekster". I ved, de der lange tekster med navnene på alle, der på en eller anden måde har bidraget til at skabe filmen. Der finder man ikke bare skuespillernes og regissørens navne, men også en lang række andre mere eller mindre indblandede fra producent til sminkører, lys- og lydteknikere med flere...

Hvordan kunne sådan en "eftertekst" til vores eget liv se ud? En "eftertekst", hvor alle, som på en eller anden måde havde bidraget til mit liv, skulle være med. Alle fra jordemoderen til bedemanden. Alle som mere eller mindre havde bidraget til og beriget mit liv på forskellig måde. Mine forældre og andre pårørende, mine lærere og skolekammerater, mine chefer og arbejdskammerater, alle mine andre venner og bekendte. Men ikke bare dem. Også alle dem, der fx skrev, producerede og trykte mine skolebøger og anden litteratur eller information eller underholdning, som på forskellig måde har gjort mit liv og min livsoplevelse rigere. Ligeledes de, der har dyrket og produceret den mad, jeg har spist, de, der har lavet mit tøj og sko og alt andet mere eller mindre nødvendigt i mit liv, lige fra de huse, jeg har boet i til computeren, jeg skriver denne tekst på.

Ville sådan en "eftertekst" til et moderne menneskes liv ikke blive nærmest uendelig? Den ville i hvert fald sikkert komme til at omfatte millioner af navne, hvoraf mindst 99,99% ville være anonyme eller ukendte for mig. Den ville omfatte navne fra stort set alle verdens lande, samfundsklasser og erhverv. Hvor ofte skænker vi alle disse vore usynlige og anonyme "hjælpere" en taknemlig tanke? Hvor ofte skænker vi det guddommelige forsyn – som disse "hjælpere" legemliggør – en taknemlig tanke?

Ja, det moderne menneskes "taknemlighedsgæld" er stor og vokser til stadighed! Takket være en avanceret form for arbejdsdeling, dvs. specialisering, i det moderne samfund, er vi alle mere eller mindre berørte og afhængige af utallige andre menneskers arbejde og skaberkraft. Disse gensidige afhængighedsforhold i dagens samfund voksede frem i og med den moderne industrialisme og den arbejdsdeling og den vareudveksling, som den muliggjorde. Det førindustrielle menneske var i meget højere grad selvforsynende med livsfornødenhederne. Det var i en anden og mere bogstavelig forstand "sig selv nok" end industrialismens moderne menneske.

I dag er forholdene helt anderledes. Et bådebyggende værft er afhængigt af tusindvis af detaljer fra andre fabrikanter eller producenter i samfundet. Fx værktøjsmaskiner af mange forskellige slags, svejse- og skæreudstyr, store mængder energi, træ, plade og jern af forskellige kvaliteter, støbte detaljer, elektronik, el-installationsmateriale, generatorer, pumper, hydraulik-udrustning og køkkenindretning, navigationshjælpemidler som radar, automatik for overvågning af motorer og navigering osv.

Produktionen af en moderne båd griber på den måde ind i næsten hele samfundets produktion. Det er bare ét eksempel. Forholdet er mere eller mindre det samme inden for alle produktionsgrene, og udviklingen går hele tiden mod en forstærkning af dette afhængighedsforhold.

I Dagens Nyheter den 14. september 2000 fortælles om et andet belysende eksempel: En damefrakke i uld, som sælges i tøjkæden Hennes & Mauritz' butikker har, før den havner i butikken, været på rejse 35 000 km over næsten hele jordkloden. Frakkens forskellige bestanddele er fundet frem og produceret i syv forskellige lande spredt over tre verdensdele. Den globale kapitalisme i de moderne multinationale foretagenders skikkelse henlægger af pris- og konkurrencehensyn altid produktionen af hver enkelt del til det sted, hvor den er billigst (hvor fx lønninger og andre omkostninger er lavest). Derfor har en moderne damefrakke været på rejse over næsten hele kloden, inden den til sidst bliver kundens eller køberens ejendel. I sandhed en kontrast til Pelles nye klæder, som Elsa Beskow fortalte om i eventyret med samme navn for snart hundrede år siden. I dette eventyr – som afspejler en virkelighed, der eksisterede for ikke så længe siden – klipper drengen Pelle sit eget får, farmor karter ulden, mormor spinder garnet, mor væver stoffet og byens egen skrædder syr tøjet. I dagens verden er Pelles by erstattet af det, nogle kalder "den globale by", hvor alle er afhængige af hinanden. Det betyder, for at tage et andet eksempel, – at hvis nogen i fx Sydkorea starter masseproduktion af biler, får dette konsekvenser selv for en lille møtrikfabrikant i Småland i Sverige!

Her ser vi tydeligt fremvæksten af en afhængighedskæde af globale dimensioner. En kæde, som ikke er stærkere end sit svageste led, eftersom enhver forstyrrelse på et enkelt afsnit fremkalder voldsomme reaktioner i hele kæden. Disse forstyrrelser viser sig fx som de økonomiske kriser, som i dagens verden kan forplante sig som en løbeild fra nation til nation. Jo længere udviklingen af disse vidt forgrenede gensidige afhængighedsmønstre skrider frem, desto sværere eller mere umuligt bliver det for fx den enkelte driftsleder at overskue helheden, hvad angår forudsætningerne og konsekvenserne for hans egen produktion og dens udvikling på "markedet".

"Verdensstaten blev til, da den første jordomrejse var fuldbyrdet, og den har siden uafbrudt stabiliseret sin eksistens" skriver Martinus i artiklen "Nationalisme og internationalisme" (Kosmos nr. 10/1995) Vi lever altså i realiteten allerede i en verdensstat, hvilket ikke mindst tydeligt ses på økonomiens område – men det er en verdensstat, der endnu mangler en hensigtsmæssig administration, og hvor jungleloven eller "den stærkeres ret" derfor bliver den bestemmende eller regerende faktor.

Samtidig med, at verdensøkonomiens og kommunikationernes udvikling for længe siden har gjort de nationale grænser antikverede eller forældede, lever de videre som et "fantombillede" i mange menneskers bevidsthed. Hvorfor sakker bevidsthedsudviklingen på dette område bagefter den faktiske hændelsesudvikling? I ovennævnte Kosmos-artikel fremhæver Martinus, at "nationalismen" er en meget dybt rodfæstet forestilling i vores urgamle flokmentalitet. Nationalismen er, siger han, i virkeligheden flokkens "superreligiøsitet", dvs. dens aller mest hellige ideal. Det kan derfor ikke undre, at den energi, der gennem tiderne er nedlagt i dette ideal, nu lader til at mobilisere alle sine tilbageværende kræfter i en sidste stor anstrengelse for at "stille uret tilbage". Lige inden en flamme slukker, blusser den stærkt op – og det samme fænomen kan vi i dag iagttage med det nationale princip (tænk fx på ex-Jugoslavien og konflikten mellem Israel og dets naboer). Men hvor voldsomt nationalismen end giver sig udtryk i vore dage, kan vi dog – ved hjælp af Martinus analyser – forstå, at det i virkeligheden er dens dødskamp, vi er vidne til.

Det nationalt indstillede menneske er i dagens verden i sig selv et paradoks, eftersom også dette menneske i stor udstrækning spiser mad og bærer tøj og sko m.m., som har deres oprindelse uden for dets egne nationalitetsgrænser. Det kan altså ikke leve og eksistere i det moderne samfund uden daglig i praksis at forråde de nationalistiske idealer, det bekender sig til og dyrker.

Arbejdsdelingen eller specialiseringen inden for en enkelt virksomhed kræver altså samordning, samarbejde og balance for at fungere. Men i dag har den internationale arbejdsdeling – på grund af globaliseringen af økonomien – nået et udviklingsstadium, hvor netop manglen på samordning, samarbejde og balance i global samfundsmålestok i stigende grad skaber kaos og anarki i hele verdensøkonomien, hvilket de store og voksende ubalancer mellem rige og fattige samt de regelmæssigt tilbagekommende økonomiske kriser tydeligt viser.

Disse ubalancer vokser ekstremt hurtigt i det, man i dagens verden plejer at kalde "den nye økonomi". Ifølge en FN-rapport i år ejer de 200 rigeste personer i verden i dag mere end den sammenlagte indkomst for 41% af verdens befolkning (ca. 2,5 milliarder mennesker). De tre rigeste af disse 200 ekstremt rige ejer tilsammen mere end totalsummen for BNP (bruttonationalproduktet, dvs. den totale produktion i et land) i de 26 fattigste nationer i dagens verden. Endnu mere opsigtsvækkende bliver det, hvis man ser på udviklingstendensen i forholdet mellem rige og fattige lande. År 1820 var indskomstforskellen mellem disse lande i gennemsnit 3:1, år 1913 var den 11:1, år 1950 var forholdet 35:1, år 1973 var forskellen 44:1, og – hvilket er det virkeligt bemærkelsesværdige – mellem årene 1992 og 1997 øgedes forskellen fra 72:1 år 1992 til ikke mindre end 727:1 år 1997 (kilde Newsweek). På 5 år i 90'erne mere end tidobledes altså den gennemsnitlige indkomstforskel mellem rige og fattige nationer! Hvad fortæller det om tilstanden i verden af i dag? Og hvor længe kan en så uhæmmet ekspansion af de rige på de fattiges bekostning blive ved med at fortsætte?

Kriser af forskellig slags er altså en slags advarselssignaler, som viser os nødvendigheden af og muligheden for en forandring. Her kan man sammenligne med det, som Martinus skriver om smerten som "en klokke, der ringer, når individet er på afveje, og jo mere han afviger fra den naturlige vej, desto stærkere ringer den" (Livets Bog 1, stk. 86).

Livets love sørger altså for, at det, som nu er i ubalance – hos både individet og samfundet – engang kommer i balance eller ligevægt. Kaos bliver til Kosmos – det ordnede eller balancerede verdensalt. I denne forvandlings- eller skabelsesproces er vi selv som individer den afgørende faktor – også når det gælder samfundets og verdens forvandling. Et lille bidrag eller skridt på vejen til denne forvandling kan være, at vi begynder at tænke på og blive bevidste om den utroligt omfattende – og stadigt ekspanderende – "rolleliste" i vort eget livs "eftertekster".

Når mennesker viste Martinus taknemlighed for det, han havde skabt, plejede han for det første at sige, at takken tilkom Forsynet eller Guddommen, og for det andet plejede han at henvise til alle de for os anonyme og ukendte, som gennem deres arbejde og deres indsats muliggør vor eksistens – og alle de privilegier, vi mere eller mindre tager for givne – i det moderne samfund. Selv havde han jo – til forskel fra de fleste andre – fået privilegiet at arbejde med det, som inspirerede ham mest af alt, plejede han at fremhæve. En måde at vise vores taknemlighed mod Martinus og det Forsyn, som sendte ham, er altså – på den måde Martinus selv demonstrerede – at vende den taknemlighed mod Forsynet i skikkelse af alle de mere eller mindre ukendte fysiske medvæsener nær og fjern, som befolker vort eget livs "rolleliste" eller "eftertekst".