Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi lever i en Tidsperiode, hvor Verdensudviklingen har en meget alvorlig Tendens. Resterne af fortidige primitive Moralbegreber, der er stimulerende eller befordrende for Tvangsstyre, national Magtudfoldelse, Erobringslyst, Militarisme og Paradeglimmer etc. er stærkt inde i en Renæssance. At dette middelalderlige Enevældssystem, med sin totale Mangel paa Censur, giver glimrende Afløb for Udfoldelsen af despotiske Magthaveres primitive Bevidsthedstendenser, er naturligvis en Selvfølge. Hvem tør trodse Dødsstraffen ved at modsige "Eneherskerne"? –

Vi ser derfor ogsaa, at primitive Bevidsthedstendenser: Intolerance, Racehad, Religionsforfølgelse, Fængsel eller Dødsstraf for alle "uautoriserede" Meninger eller Opfattelser i stor Udstrækning erobrer Terræn og ligefrem har fundet Fristed indenfor de diktatoriske Magtzoner, hvor de betragtes som Idealisme.

Det er givet, at med saadanne Magtfaktorers Udbredelse i Verden vil alt Arbejde for international folkelig Fred og Forstaaelse, al demokratisk Stilen hen imod en fælles Folkenes Domstol, en international Højesteret, udstyret med Myndighed og Magt til at bandlyse den Anarkisme, i hvilken alle Nationer endnu befinder sig eller er truet af, stagnere, samtidig med at Menneskeheden forarmes under et Oprustningens Vanvid som aldrig før. Sygdom, Demoralisering, Revolution, Mord, Selvmord, Drab og Lemlæstelse, Aandssvaghed, Sindssyge, Subsistensløshed og Livslede er alle Faktorer, der i særlig Grad præger store Dele af det tyvende Aarhundredes Menneskehed. Og det gør ikke Sagen bedre, at den førnævnte Opblomstring af de fortidige, primitive Kræfter koncentrerer sig i det saa højt lovpriste, kulturelt udviklede Europa og saaledes i Nærheden af Verdenskulturens Hjærteregioner søger at kaste sine dødbringende Dunstarter ud over den øvrige Verden. Ganske vist er de nævnte Kræfter, i Følge den højeste, okkulte Analyse, saa udlevede og forældede i Jordens Zoner, at de aldrig vil komme til helt at beherske Verden mere. Men dette forhindrer, som nævnt, ikke, at de netop for Tiden er inde i en ny Opblomstring. Denne Opblomstring vil altsaa komme til at forme sig som en sidste Krampetrækning af en forældet og døende Verdensopfattelse, et Bevidsthedslag med dyriske og dræbende Traditioner. Den vil blive Dyrerigets Dødskamp i den jordmenneskelige Bevidsthedszone. Vi er ved at opleve "Dommedag" eller Begyndelsen til "Verdens Ende". Vi lever i "de sidste Tider".

Hvad er "Dommedag", "Verdens Ende" eller "de sidste Tider"? – Ja, Svaret herpaa er at finde i Jesus Udtalelse, hvor han siger: "Men naar Menneskens Søn kommer i sin Herlighed og alle de hellige Engle med ham, da skal han sidde paa sin Herligheds Trone.

Og alle Folk skulle forsamles for ham, og han skal skille dem fra hverandre, ligesom en Hyrde skiller Faarene fra Bukkene.

Og han skal stille Faarene ved sin højre Side, men Bukkene ved den venstre Side.

Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid, I min Faders Velsignede! Arver det Rige, som "Eder er beredt, fra Verdens Grundvold blev lagt.

Thi jeg var hungrig, og I gave mig at æde; jeg var tørstig, og I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig til Eder;

jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg og I besøgte mig; jeg var i Fængsel, og I kom til mig.

Da skulle de Retfærdige svare ham og sige: Herre! Naar saa vi dig hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig Drikke?

Naar saa vi dig fremmed og toge dig til os, eller nøgen og klædte dig?

Naar saa vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig?

Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig siger jeg Eder: Hvad I have gjort for en af disse mine mindste Brødre, have I gjort for mig.

Da skal han ogsaa sige til dem ved den venstre Side: Gaa bort fra mig I Forbandede, i den evige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle!

Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at æde; jeg var tørstig, og I gave mig ikke at drikke;

jeg var fremmed, og I toge mig ikke til Eder; jeg var nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I besøgte mig ikke.

Da skulde ogsaa de svare ham og sige: Herre! Naar saa vi dig hungrig eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i Fængsel og tjente dig ikke?

Da skal han svare dem og sige: Sandelig siger jeg Eder: Hvad I ikke have gjort for en af disse Mindste, have I heller ikke gjort for mig.

Og de skulle gaa hen, disse til evig Pine, men de Retfærdige til evigt Liv."

Her har vi altsaa et kosmisk Væsens Udtalelse om "Dommedag". At denne Udtalelse har en Bogstavform, der passer for den enfoldige, og en Aandsform eller Sandhedsside skjult bag Bogstavformen, der er synlig for og i Harmoni med den højintellektuelle; skal jeg i det efterfølgende forsøge at vise Læserne.

Hvad er "Menneskesønnens Herlighed"? – "Menneskesønnens Herlighed" kan kun være "Menneskesønnen"s fuldkomne Mentalitet eller Bevidsthed og den herpaa baserede tilsvarende fuldkomne eller færdige Væremaade, der som bekendt gjorde ham til "eet med Faderen". En større "Herlighed" kan vel ikke tænkes? – Bliver ikke en hvilken som helst anden Form for Herlighed heroverfor blot til en Slags "Guld" og "Glimmer", tilpasset til Tilfredsstillelse af almindelig jordmenneskelig Forfængelighed og Ærgærrighed? –

Den førstnævnte Herlighed udgør altsaa det fundamentale i "Dommedagen"s Manifestation. Men denne Herlighed i Form af Jesu Væremaade er igen det samme som "den hellige Aand". Naar Jesu Væremaade, Mentalitet eller "den hellige Aand" igen viser sig paa Jorden, da skal altsaa "alle Folk" blive opmærksom paa den.

Men da denne Væremaade er Aabenbaringen af den højeste Viden, hvilket vil sige den højeste Kundskab om selve Livet og dets Mening, bliver samme Aands Aabenbaring i Verden saaledes i Virkeligheden en Afsløring af ethvert Menneskes Harmoni eller Disharmoni med Livets Love: Det bliver synligt, hvem der er i Kontakt med Livet, og hvem der er i Disharmoni med dette. Der opstaar saaledes to Grupper Mennesker i Verden. "Den hellige Aand" skiller virkelig "Faarene" fra "Bukkene". Den bliver saaledes en "Dom" over Menneskene. Men den er ikke nogen "Straffedom". Den er kun en Paavisning, en guddommelig Analyse af Menneskene og deres Skæbner, deres Genvordigheder og deres Lykkefølelser. Den "dømmer" ikke Menneskene til "evig Pine" eller "evigt Liv". Den er blot en Oplysning om, hvem der gaar til "evig Pine", og hvem der gaar til "evigt Liv". Som "Dom" betragtet udgør den kun en intellektuel Erklæring om, hvem der er hvem, og kan saaledes udelukkende kun udgøre – "Vis-dommen". Denne "Dom" udgør igen i Henhold til "Livets Bog" kulminerende Kærlighed. "Dommedag" er saaledes "Visdommen"s Dag, hvilket altsaa igen indirekte vil sige "Kærlighedens Dag".

Det, der "dømmer" Menneskene paa "Dommens Dag", er saaledes udelukkende deres egne Gerninger. Visdommen siger jo: "Det et Menneske saar, det skal det høste". Hvis nogen kommer til at lide Smærter og Ubehageligheder, vil disse jo være identiske med Ting, hvormed de allerede har dømt sig selv, ved i Forvejen med deres Væremaade overfor deres Omgivelser, at have "saaet" disse, ligesaavel som de behagelige eller "gode" Ting er blevet til paa samme Maade.

Biblen udtrykker saaledes, at der vil komme en Tid, hvor denne "Høst" i særlig Grad vil blive koncentreret, hvilket i dette Tilfælde vil sige: finde Sted paa et langt kortere Tidsrum end det ellers plejer at være Tilfældet. Det vil altsaa betyde en Tidsperiode, hvor Lidelserne eller Mørket er i vældig Udfoldelse, samtidig med at Lyset ligeledes vil være i stærk koncentreret Fremtræden.

Som tidligere nævnt er dette stærke Lys Kristi "andet Komme". Dette "andet Komme" er saaledes, som vi allerede har paapeget, Aabenbaringen af "Talsmanden den hellige Aand", som skal bringe Menneskene den højeste Visdom, som Kristi "første Komme" ikke kunde give Menneskene grundet paa deres endnu primitive Tilstand. At dette Lys maatte komme paa et Tidspunkt, hvor den mentale Himmel er fuld af Skyer, er naturligvis en Selvfølge. Hvad skulde ellers sprede "Skyerne". Det er jo altid Solen, Lys- og Varmekilden, der klarer Atmosfæren op. Og det er da ogsaa her Betegnelsen: "Og de skulle se Menneskens Søn komme i Himmelens Skyer med megen Kraft og Herlighed", maa føres hen, hvis der skal blive Mening i den.

Kristi "andet Komme" bliver saaledes mere i "Skyerne" end hans "første Komme", der blev en ren, fysisk, legemlig Demonstration i Form af Korsfæstelsen. Dette "første Komme" var en "Dommedag" en miniature. Det var en praktisk Demonstration af "Dommedagen"s Indtog i det enkelte Menneskes Bevidsthed. Det var en Opvisning af, hvorledes det udviklede Menneske modtager "Dommedagen" eller Lidelserne, og igennem dem naar "Opstandelsen" eller Fuldkommenheden. Det var Anvisningen paa, hvorledes det jordiske Menneske bør modtage "Dommedagen", naar den ved Kristi "andet Komme" er rettet mod hele Menneskeheden. "Dommedag" er Menneskehedens Vandring til Golgatha. Kun igennem den "blodige Angstens Sved" fra "Getsémane" bliver Menneskene modtagelige for Lyset, for "Opstandelsen".

Biblens enkelte og klare Ord om "Dommedagen" er saaledes ikke Bebudelsen af en Realitet, der i bogstavelig Forstand skal udløses paa en enkel bestemt fysisk Dag, ligesom Menneskeheden naturligvis heller ikke bliver stillet op i to bogstavelige Geledder for at "dømmes" af et Væsen, sat paa en ren materiel Trone, pyntet med fysisk Guld og Glimmer. En saadan Form for Magtvælde hører kun det primitive Menneske til. Det er det højeste Begreb, det kan danne sig om Magt og Herlighed. Derfor maatte "Dommedagen"s kosmiske Herlighed nødvendigvis symboliseres igennem nævnte Begreb. I modsat Fald vilde dens Beretning jo have været ganske uden Inspirationsværdi for samme Væsen. Vi ser netop endnu i Dag mangfoldige Mennesker, der klamrer sig haardnakket fast til Dommedagsberetningens Bogstavform, idet de udelukkende kun kan faa deres Inspiration gennem denne.

"Dommedag" er altsaa Menneskehedens Møde med Kulminationen af Virkningerne af Generationers fejlagtige Livsførelse, Laster og Udskejelser. Da disse sidstnævnte Realiteter udgør Kontrasten til alt Velvære, Lykke og Behagsfølelse, vil et saadant Møde betyde Lidelse. Da denne Lidelse er Dyrerigets Dødskamp i Jordmenneskehedens Mentalitet, og en saadan Kamp som Regel er voldsommere end en almindelig Udfoldelse af Kraft, vil nævnte Dødskamp saaledes her blive en ganske alvorlig Sag, ja, et Drama, Verden endnu aldrig har set Mage til, en Kulmination i Udløsning af geniale Mordprincipper, der i Kraft af bevidst Udnyttelse i Form af: Pestbaciller, Dødsstraaler, Giftgas foruden det almindelige Krigsmateriel, vil affolke Sogne, Byer og Lande. En saadan ny Verdensbrand vil ikke efterlade sig Sejrherrer eller besejrede. Den vil ikke afpresse noget Folk eller nogen Stat Erstatningspligt. Den vil nemlig kun efterlade sig en sønderrevet Menneskehed, der paa det dræbende Princips Alter har maattet erlægge – ikke en Bagatel af 10 Millioner Grave saaledes som i Krigen 1914–1918, men derimod en Trediedel af Menneskeheden som Lig foruden den sædvanlige Skare af Invalider, Enker, faderløse, ruinerede og hjemløse, som følger i en Krigs Kølvand, men her i dette Tilfælde altsaa i en endnu langt større Maalestok.

Jeg kan ikke her i en saa lille afsluttet Artikel udrede en nærmere Detaillering af de store Krigsprocesser, der Haand i Haand med Naturens egne katastrofale Udfoldelser vil omforme Jordmenneskenes Mentalitet til at udtrykke en "ny Himmel" og en "ny Jord" (hvilket vil sige: et nyt og inderligere Forhold til Guddommen og en absolut kærlig eller retfærdig Fordeling eller Administration af Jordens materielle Værdier, saa der intet mere kendes til Fattigdom, Nød og Subsistensløshed). Jeg maa derfor her nøjes med at hentyde til et Par Strofer af Bibelens egen Beretning om "Dommens Dag". Den første Strofe udtrykkes som følgende:

"Og den første Engel basunede, og der kom Hagel og Ild, blandet med Blod, og blev kastet paa Jorden; og Trediedelen af Træerne opbrændtes, og alt grønt Græs opbrændtes.

Og den anden Engel basunede, og der blev ligesom et stort Bjerg, brændende i Lue, kastet i Havet; og Trediedelen af Havet blev Blod, og Trediedelen af Skabningerne i Havet, som havde Liv, døde, og Trediedelen af Skibene blev ødelagt.

Og den tredie Engel basunede, og fra Himlen faldt en stor Stjerne, brændende som en Fakkel, og den faldt paa Trediedelen af Floderne og Vandkilderne.

Og Stjernens Navn kaldes Malurt; og Trediedelen af Vandene blev til Malurt, og mange Mennesker døde af Vandene, fordi de vare blevne beske."

I den anden Strofe hedder det:

"Og de fire Fugle bleve løste, som til Time og Dag og Maaned og Aar vare færdige til at ihjelslaa Trediedelen af Menneskene.

Og Tallet paa Rytternes Hær var to Gange Titusinde Gange Titusinde; og jeg hørte deres Tal.

Og saaledes saa jeg i Synet Hestene og dem, som sad paa dem; de havde ildrøde og hyacintfarvede og svovlgule Pansere, og Hestenes Hoveder var som Løvers Hoveder, og af deres Munde udgik Ild og Røg, og Svovl.

Af disse tre, af Ilden og Røgen og Svovlen, som udgik af deres Munde, blev Trediedelen af Menneskeheden ihjelslagen.

Thi deres Magt er i deres Munde: thi deres Stjerter er ligesom Hugorme og have Hoveder, og med dem gjøre de Skade"

Selv om man ikke ønsker at opfatte disse Uddrag af Bebudelsen af "Dommedagen"s Katastrofer i deres Bogstavform, kommer man alligevel ikke udenom, at de udtrykker Tildragelser af saadanne Dimensioner, at de vil komme til at savne ethvert Sidestykke i hele Menneskehedens Historie.

Et Ocean af Hjærteblod og Taarer vil det koste Menneskeheden at komme i Kontakt med Livets Love. Kun igennem Sorgen over Synden imod sin Næste fører Vejen ind i den "ny Jord og Himmel". "Dommedagen"s Mission er at minde Menneskene om den glemte Kærlighed til Næsten. At denne Mindelse maa være af en saa drastisk Natur, bliver mere og mere forstaaeligt, naar man gør sig klart, at den teoretiske Paamindelse om det samme Emne har gentaget sig hver Uge i Aarhundreder fra Tusinder af Prædikestole Verden over, samtidig med, at ærlige Reformatorer, Profeter, Evangelister, Sektdannere og andre Moralister i stort Tal har søgt og stadigt søger at dreje Verdensmentaliteten imod Næstekærligheden, uden i mindste Maade at have faaet nogen som helst hæmmende Indflydelse paa den krigeriske Mordergalskab, som nu forberedes. Intet i Verden befinder sig i en saa kolossal Opblomstring som den moderne Krigsteknik. Hovedproduktionen af al jordmenneskelig Skaberkraft og tekniske Kunnen maa ofres til Fordel for Folkenes Dygtiggørelse i at slaa hverandre ihjel. Og herfra lader Menneskeheden sig ikke ved nogen som helst Form for materiel eller religiøs, teoretisk Paavirkning rokke. Her maa der realistiske og stærke Erfaringer til. Gud maa tale direkte med hvert enkelt Menneske, der endnu sværger til Sværdets Magt. Denne Tale er "Dommedag".

For at forstaa "Dommedagen"s Mission og sande Analyse er det naturligvis en Forudsætning, at man forstaar, at ethvert Væsens nuværende fysiske Jordliv kun udgør et enkelt Led i en uendelig Kæde af Liv, som det samme Væsen har oplevet, og at det saaledes befinder sig midt inde i en evig Tilværelse. I de Jordliv, der er gaaet forud for det nuværende Liv, har det ved sin Væremaade skabt Aarsagerne til sit nuværende Liv, eller ved sin Væremaade skabt Aarsagerne til sin nuværende Skæbne, ligesom det ved sin Væremaade i sit nuværende Liv skaber Aarsagerne til den Skæbne, det vil faa i sit fremtidige Liv. Set fra denne Synsvinkel bliver der Mening i "Dommedagen"s Problem.

Igennem Loven for Tiltrækning og Frastødning organiseres hele den guddommelige Administration og Skabelsesmetode. Det er denne Lov, der bevirker, at Hunde føder Hundehvalpe, Katte føder Kattekillinger, og at Mennesker paa samme Maade bliver født hos Mennesker. Men det er ikke alene paa Fødselsomraadet, at denne Lov er bestemmende. Det er ogsaa den, der ligger til Grund for den gamle Realitet, "Krage søger Mage" og "lige Børn leger bedst". Den betinger saaledes, at beslægtede Arter søger beslægtede Arter. Som Følge heraf vil den samme Lov i Livet ogsaa bevirke, at Mennesker paa samme Trin i Udviklingen fortrinsvis søger hinanden, bliver Tilhængere af de samme Partier, politiske saavel som religiøse. I denne Udskillelse i Partier, Sekter og Samfund begynder vi allerede at kunne skimte en ren materiel Tilsynekomst af de to Grupper: "Faarene" og "Bukkene". Dette vil igen sige, at Mennesker med Tilbøjelighed for samme moralske Anskuelser, samme Mentalitet og Væremaade, mere og mere bliver koncentreret sammen i Grupper. Disse Grupper, i deres mest fundamentale Form, er .Nationerne Hver enkelt Nations Individer har altsaa noget i deres Mentalitet, der er beslægtet med de øvrige Individers Mentalitet i samme Nation. Det er dette, der har bevirket, at de er blevet født i samme Rige. Men bag Nationerne finder der ogsaa en Gruppering Sted. I denne bliver Nationerne skilt ud fra hverandre i to store Grupper. Det er disse to Grupper, der er "Dommedagen"s "Faar" og "Bukke". Den ene Gruppe udgøres af Nationer, der endnu sværger til Sværdets Magt, Nationer, hvis Befolkninger endnu ikke i tilstrækkelig Grad har faaet udlevet Krigens Uhyrligheder, men i blind Iver hylder "Magtprincippet" i Stedet for "Retsprincippet". For disse Væsener er "Magten" "Retten".

Den anden Gruppe udgøres af Nationer, hvis Befolkninger har udlevet Krigen, Væsener, der i tilstrækkelig Grad har faaet Erfaringer nok for Krigens Taabelighed. For disse Væsener er "Retten" "Magten". De udgør "Faarene" ved den "højre Side".

Dog vilde disse Væsener være uhyggeligt stillede, hvis der indenfor deres Gruppe ikke eksisterede en Serie Væsener, der endnu kan hylde Sværdprincippet, thi da vilde den førstnævnte Gruppe helt undertrykke og lemlæste den sidstnævnte. Men disse, indtil en vis Grad militært indstillede Mennesker, danner ligesom et værnende Skjold eller Panser for Gruppens Kerne, der jo bestaar af Væsener, i hvis Mentalitet Krigen er ganske bandlyst. Naar der saaledes i den "højre Side"s Gruppe kan eksistere Krigsvæsener, saa skyldes det den Omstændighed, at de i det store og hele afviger fra den "venstre Side"s Væsener derved, at de hovedsagelig kun er indstillede paa at bruge Sværdet i Forsvaret for virkelige internationale, fredsbefordrende Idealer, hvilket absolut ikke kan siges at være Tilfældet med den anden Gruppe, der udelukkende kun bruger Sværdet i nationale, egoistiske Foreteelsers Tjeneste, selv om de ogsaa ynder at paaberaabe sig at "kæmpe for Freden". Men det passer jo ogsaa godt med "Dommedagen"s Profeti. Det er jo denne Gruppe, der i saa høj Grad paaberaaber sig at have hjulpet Verdensgenløseren, hvilket vil sige: kæmpet for Fredsidealerne, skønt de i Virkeligheden ikke har skabt andet end Ufred. De Mord, Drab og Lemlæstelser, de ved deres Krigsidealer afstedkommer, gør de jo direkte imod de virkelig kristne Idealer. Det er denne Gruppe, der skal gaa frem til "evig Pine".

Her maa man erindre, at da Biblen ikke i særlig Grad er baseret paa at give Menneskene Oplysninger om "Reinkarnationen", har man ikke noget som helst Begreb om en kommende ny timelig Tilværelse. Som Følge heraf vil alt, hvad der henfører til Tilværelsen udenfor det nuværende fysiske Liv, blive udtrykt som – "evigt". Naar der berettes, at den "venstre Side"s Væsener skal gaa bort til "evig Pine", vil det i Virkeligheden kun sige det samme som, at de skal gaa over til Virkningerne af deres nuværende dræbende Væremaade i en ny fysisk Tilværelse.

Naar den "højre Side"s Væsener, hvis Væremaade jo er udtrykt som den højeste Grad af Beskedenhed, idet de jo var saa vant til at give og hjælpe, at de slet ikke havde lagt Mærke til, at de dermed havde hjulpet Verdensgenløseren, skal gaa ind til "evigt Liv" "det Rige, som var dem beredt" o. s. v., saa vil det sige, at deres Skæbne ogsaa ligger i en kommende ny fysisk Tilværelse, hvor de vil komme til at høste Virkningerne af deres nuværende kærlige eller udviklede Væremaade.

Menneskene befinder sig saaledes allerede midt i deres "evige Tilværelse". Men de oplever altsaa for Tiden en Epoke, i hvilken de i særlig Grad udskilles fra hverandre. Denne Udskilning har i stor Udstrækning fundet Sted ved Udvandring og finder endnu i nogen Grad Sted igennem Raceforfølgning. Men den fundamentale Finudskillelse finder hovedsagelig Sted gennem Reinkarnationen. Mennesker, der ikke passer i Nationens Liv og Mentalitet, fødes ikke i denne Nation i det næste Liv, men vil, paa Basis af Tiltræknings- og Frastødningsloven, blive født i den Nation eller det Folk, hvor Livet passer for dets Skæbne. Ethvert Menneske kommer derfor til at være der, hvor det retmæssigt, i Henhold til dets tidligere Væremaade, hører hjemme. Og det er dette Princip i Verdensordningen, der garanterer, at Isbjørne normalt ikke fødes ved Ækvator, og Krokodiller ikke fødes i Polernes Isregioner. Alle Væsener kommer, hvor de skal, i Henhold til de af deres Væremaade udløste Skæbneaarsager. Lande, der er prædestinerede til Naturkatastrofer, bliver efterhaanden befolket med Væsener, i hvis Skæbneudløsning og Udvikling Oplevelsen af Naturkatastrofernes Gene er ligesaa nødvendig, som Polarlandene normalt er nødvendige for Isbjørne og Tropelandene for Krokodillerne. Det samme Princip gør sig naturligvis ogsaa gældende, naar der er Tale om Væsener, hvis Væremaade har udløst lyse Skæbneaarsager. Hvis saadanne Væsener befinder sig i Lande, hvor den lyse Skæbne ikke vil kunne manifesteres, kan Individet naturligvis ikke genfødes der, men fødes paa et Sted, og i Omgivelser, hvor dets Skæbne retmæssigt kan komme til Udfoldelse. Intet er saaledes underkastet Tilfældighed. Det er dette Princip, der ligger til Grund for Jesu Udtalelse om Spurvene: "Og ikke een af dem falder til Jorden, uden Eders Fader vil", og ligesaa for hans Udtalelse: "Men endog Eders Hovedhaar er talte".

Naturen, hvilket vil sige Guddommen, besørger saaledes selv en Sortering af Væsenerne for at kunne føre dem til det, for hvert enkelt Væsen, særligt passende Opholdssted. Hvilken Sortering, man er kommen til at tilhøre, har man altsaa, med sin Væremaade, selv bestemt. Det vil derfor være saa temmelig nødvendigt, for Opnaaelsen af at komme til at høre til den Sortering, der skal gaa frem til "evigt Liv", hvilket altsaa vil sige, til en lys Skæbne i kommende Liv, at man ihukommer Jesu Ord: "Vaager og beder, at I ikke skulle komme i Fristelse! Aanden er villig, men Kødet er skrøbeligt."

Da "Kødet" her betyder den dyriske Vanebevidsthed, og "Aanden" Villien til det gode, vil ovennævnte altsaa sige det samme som, at det er Bekæmpelsen af de i Menneskene endnu boende dyriske Anlæg: Egoisme, Had og Kødspisning, der er Vejen over til "Dommedagen"s "højre Side". Da disse Anlæg ikke kan fjernes fra Individets Bevidsthed uden igennem Fødslen af Evnen til at "elske sin Næste som sig selv", bliver denne Næstekærlighed jo Kendetegnet paa nævnte "højre Side"s Væsener. Men da disse Væsener skal gaa frem til "evigt Liv", hvilket vil sige: fortsætte Livet paa Jorden, vil dette Liv saaledes blive baseret paa Næstekærlighed. Men derved vil Livet komme til at afvige fra det nuværende, der er baseret paa dyrisk Magt og Styrke i Egenkærlighedens Tjeneste. Da det er denne gamle Kulturtilstand, der hidtil har været Jordmenneskenes mentale, fysisk praktiske Verden, vil det altsaa være denne "Verden", der skal gaa under. Og da den ny Kultur er baseret paa Næstekærlighed, og dermed udgør en ny praktisk og fysisk Verden, bliver det saaledes denne "ny Verden", der er den "ny Jord". At denne ny Kulturs videnskabelige Indstilling til "den hellige Aand" vil give Individerne en langt skønnere og højere Indsigt i Livet udenfor den fysiske Tilværelse er naturligvis en Selvfølge, i Særdeleshed da "Dommedagen" jo ikke kan fuldføres før Kristi "andet Komme", hvilket, som tidligere berørt, er "den hellige Aand"s Synliggørelse paa Jorden. Da man kalder de overfysiske Regioner og Problemer og hvad dertil hører for "Himlen", vil den ny Kulturs Mennesker saaledes ogsaa have en "ny Himmel".

Om man forstaar, at vi for Tiden oplever "Verdens Ende" eller "de sidste Tider", vil altsaa være afhængig af, om man forstaar, at den nuværende Kultur er ved at gaa under. Om man er i Stand til at acceptere den nuværende Tilstand i Verden for "Dommedag", vil være afhængig af, om man er i Stand til at se Adskillelsen af "Faarene" og "Bukkene", og at "den hellige Aand", hvilket altsaa vil sige, den Videnskab, det Lys, den Kærlighedslære, uden hvilken en ny Verdenskultur, hvor Freden har hjemme, umuligt kan opstaa, bliver manifesteret. Har man ikke Spor af Evne til at være i Føling med disse Ting, da vandrer man i Virkeligheden endnu rundt i Blinde, ligegyldigt hvor meget man saa end maatte tro at være i Besiddelse af de verdensfrelsende Idealer. Da har man endnu Dyrets egoistiske og dræbende Tendenser i sin Natur. Og man vil igennem sin Reinkarnation og Skæbne bogstavelig talt blive ført over i de Lande og Zoner, der er "Dommedagen"s "venstre Side" for der at gaa frem til "evig Pine", hvilket altsaa vil sige: til den guddommelige Erfaringsoplevelse, man mangler for at kunne forstaa det Bud, der er "al Lovens Fylde".

Men med denne Oplevelse bag sig har man "fuldkommet Løbet". Da staar Vejen aaben til den "ny Himmel" og "ny Jord". "Den fortabte Søn" bliver atter forenet med sin guddommelige Fader.

"Dommedagen"s fundamentale Kendetegn er saaledes Kristi "andet Komme". Dette "andet Komme" er som nævnt "den hellige Aand"s Aabenbaring. Denne Aabenbaring maa være Dokumentationen eller Videnskabeliggørelsen af Næstekærligheden, thi ellers kan den umulig være Basis for den "Lovens Fylde", der er det absolut eneste Fundament, paa hvilket en virkelig Verdenskultur, i Harmoni med Livets Love eller Kristi Væremaade, kan manifesteres. Vær derfor alle paa Vagt! Hen over Verden gaar en Dønning af det største Mørke. "Veerne" har taget sin Begyndelse. Men ind over Jorden skinner en Straale af det stærkeste Lys. Det er ved at forplante sig i Kød og Blod. "Hvo, som har Øren, de høre". Hvo, som har Øjne, de se. Hvo, som har Kærlighed, de fornemme et Møde med Gud.