Ældre Kosmos og Kontaktbreve

En læser skriver: Jeg har overværet et kosmologi-foredrag, som giver anledning til to spørgsmål: I foredraget blev der sagt, at vi kun har én måde at komme i forbindelse med Guddommen på, nemlig bønnen. Men jeg mener da, at Martinus et eller andet sted netop har lagt vægt på, at vi har to måder at korrespondere med Guddommen på. Husker jeg forkert?

Efter foredraget blev der spurgt, om de tilbagevendende skæbnebuer ikke rammer én, hvis man har handlet af uvidenhed. Der blev ikke svaret helt klart ja eller nej til dette spørgsmål, så nu er jeg kommet i tvivl.
 

SVAR: Lad os slå fast, at det ikke altid er muligt at give et virkeligt uddybende svar på et spørgsmål efter et foredrag. Der er måske andre, der gerne vil spørge, eller foredragsholderen har måske ikke lige "paratviden" klar om det pågældende spørgsmål. I sådanne tilfælde er det en god ide at få emnet uddybet her i spørgerubrikken i Kosmos.

Det er helt rigtigt, at Martinus lægger stor vægt på, at vi har to måder at korrespondere med Guddommen på. Du tænker muligvis på Livets Bog bind 3, stk. 753 og fremefter. Her kommer Martinus med den for nogle lidt overraskende analyse, at der forekommer to slags henvendelser til Guddommen, nemlig den almindelige form for bøn og så vores daglige forhold til vores næste.

Om den første form skriver Martinus: "At der har været øjeblikke, hvor de i fortvivlelse har råbt til himlen, har manifesteret lange ordstrømme af bønner, har givet Guddommen løfte om bod og bedring, hvis de blot blev bønhørt, eller de har sendt lovsange, glædesytringer og hyldest til Guddommen over oplevet lykke og velvære er naturligvis nok en slags henvendelse til Guddommen." Denne form for henvendelse er vi altså ganske gode til–!

Og så kommer Martinus med den helt afgørende forklaring: "Vil man gøre sig håb om et virkelig intimt forhold til Guddommen og om en virkelig bønhørelse af sine lønligste ønsker, må disse ønsker naturligvis først og fremmest være noget, vi selv er rede til at opfylde hos vor næste, uanset om denne næste måske i øjeblikket af os betragtes som en fjende, thi i modsat fald beder vi Gud om noget, som vi absolut ikke selv ønsker at give Guddommen, hvis forholdet var omvendt, og det var Guddommen, der var den bedende part over for os."

Martinus lægger altså stor vægt på, at vi husker på denne analyse. Det nytter ikke meget, at vi beder inderligt til Gud, hvis vi ikke samtidig behandler alle levende væsener, der omgiver os, som vores næste. For alt levende er jo en del af Guddommen –!

Lad os slå fast, at loven om årsag og virkning, som karma- eller skæbneloven jo egentlig hedder, er en naturlov. Som alle andre kosmisk-kemiske love virker den, uanset om man kender eller ikke kender den. Der er intet at misforstå, når Martinus i Livets Bog 3, stk. 861 skriver: "En fritagelse for virkningerne af sine handlinger er der intet som helst væsen, der i realiteten kan opnå, thi disse virkninger er selve livets evige fundament, ja, er selve udløsningen af kulminerende kærlighed. Uden disse virkninger ingen visdom, ingen erfaring og dermed ingen vilje, intet liv."

Det samme emne uddybes utallige steder i Livets Bog, – fx i bind 6, stk. 2131, hvor Martinus direkte skriver: "Og der, hvor væsenerne ikke er udviklede til at kunne overholde livsloven, der må de nødvendigvis overtræde denne. Den viden og begavelse, de ikke har, kan de ikke handle efter. Men virkningerne af livslovens overtrædelse holder ikke op, fordi overtrædelsen skyldes uvidenhed. Gjorde den det, kunne udvikling umuligt finde sted. Væsenerne kunne umuligt lære at kende, hvad der var godt, og hvad der var ondt."

Nu har Martinus givet os svar på de to spørgsmål. Men i spørgetiden efter et foredrag er det næsten umuligt for en foredragsholder at komme med grundige og uddybende svar. Derfor er det en god ide at sende sådanne spørgsmål til Kosmos, hvor vi kan komme med Martinus' egne svar ved citater og henvisninger til Det Tredie Testamente.