Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! – som du sikkert ved, blev Martinus født i 1890. Var han født 100 år før, ville han være blevet langt mere kendt og skattet af sin samtid, end det nu blev tilfældet. I begyndelsen af 1800-tallet var det højeste mode at tænke som Martinus. Man satte alt i naturen ind i en større sammenhæng og ræsonnerede gerne fra selvindlysende udsagn til højere sandheder om Gud og altet. Martinus ville uden videre blive accepteret som hans store landsmand H.C. Ørsted, der ikke blot påviste elektromagnetismen, men også skrev en vægtig afhandling om "ånden i naturen". Det blev han ikke ugleset for, det fik ingen indflydelse på hans karriere som empirisk forsker. Empiri betyder, at man holder sig til det, man kan se med sine øjne eller direkte erfare i naturen. Da Martinus udfoldede sig 100 år senere, skulle alt være empiri. Nu kunne en af 1900-tallets store stemmer Bertrand Russell skrive om Spinoza – og det kunne have været Ørsted eller Martinus – "Hele denne metafysik er umulig at antage. Den er uforenelig med moderne logik og med videnskabelige metoder. Kendsgerninger må opdages ved iagttagelse, ikke ved ræsonneren."(!)

Først efter Martinus' død (1981) lettede vægten af denne dom, og i vore dage regnes Russell for en lidt for pedantisk herre, der næppe ville være morsom at diskutere moderne filosofi med.

Samtidig med Ørsted levede H.C. Andersen, som vi skal høre mere om i dette nummer af Kosmos. Mellem eventyrdigteren og Martinus er der et forunderligt slægtskab. De tænkte i mangt og meget ens, hvilket H.C. Andersen-forskeren Harry Rasmussen vil fortælle om i en stor artikel inde i bladet. Og igen må man undre sig: hvorfor blev Martinus ikke født 100 år før, sammen med kendte personer som Andersen, Kierkegaard og Grundtvig?

Svaret kunne være, at der var nogle erfaringer – ubehagelige erfaringer – som først måtte gøre indtryk på Jordens befolkning. Hvor 1900-tallets store stemmer var videnskabsmænd, var det i 1800-tallet ofte kirkens mænd, man lyttede til. I Kierkegaards København var det biskop Mynster. "Mynster har endnu ikke talt," sagde man, når store og samfundsvigtige anliggender stod på tapetet. Man ville næppe i 1800-tallet have forstået, hvad det i virkeligheden var, Martinus lagde frem. Måske ville man have rost ham til skyerne – og ikke forstået noget som helst!

Selv i vore dage – efter Bertrand Russell – er det for mange svært at følge Martinus' tankegang. Det store vandskel i 1900-tallet var 1. verdenskrig. I tiden efter fulgte gudløshed og materialisme. Og det er netop den rette jordbund for Martinus' verdensbillede. Først når alt gudeligt er borte, og mennesket står ensom over for det store verdensrum, er det frit stillet til at finde tilbage til Guddommen ad sin egen vej. Martinus' verdensbillede er for selvtænkende mennesker. Mange har endnu ikke forstået det. Det har intet med forkyndelse og udbredelse at gøre. Det er ren forskning! Empiri, om man vil – men på et personligt plan.