Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Martinus beskriver mennesket som et væsen, der udvikler sig fra dyreriget og via forskellige stadier baner sig vej frem mod et nyt rige, som endnu ikke findes her på Jorden. På denne færd møder vi forskellige typer mennesker, som han kunne inddele efter deres evne til at forstå hans forfatterskab. Vi har allerede i Kosmos nr. 4/2000 stiftet bekendtskab med "A- og B-kritikerne". Her skal vi så stige et trin ned på udviklingens lange stige og høre om "C-kritikerne".
 

Inden for den serie af væsener, i hvem intelligensen er i overvægt, findes der en gruppe væsener, hvis følelse i forhold til deres intelligens er endnu mindre end hos "B-kritikerne". Som følge heraf har de udelukkende kun interesse for det rent materialistiske. Fysisk vægt og mål er så at sige de eneste fakta, de kan behandle med deres intelligens. Men her kan de være meget fremragende, ja, have opnået en meget stor "videnskabelig" position. De kan være både doktorer eller professorer i den ene eller den anden form for de rent materielle tings udredning, men stadigt kun i – vægt og mål. Ting, der ikke fysisk kan vejes og måles, har ikke deres interesse. At finde liv bag tingene er ikke deres speciale. At finde "livsytringsfacitter", således som det er åndsforskernes mission, er ikke disse væseners natur. Ja, de kan endog være mere eller mindre fremtrædende modstandere af åndsvidenskaben, vil slet ikke anerkende denne den virkelige højeste manifestation af kundskab, og af hvilken deres egen særlige videnskab umuligt kan være andet end en lille udløber eller afdeling. Åndsvidenskaben er i realiteten modervidenskaben til al videnskab, til al kundskab, til al intellektuel manifestation.

Men da denne den højeste visdom eller viden, af væsener uden kosmisk bevidsthed, kun er kontrollabel i dens mest primitive udløbere eller fag, og disse netop er identiske med den materielle videnskab eller det mentale område, der udgøres af mål- og vægtfacitter, er det disse fag, der er blevet de autoritative i jordzonen, medens de øvrige felter eller fag, hvilket vil sige, de rent åndelige eller sjælelige, de der kun kan kontrolleres igennem kosmisk bevidsthed, endnu kun er i sin første spæde, spirende tilstand. Da den materialistiske del af den højeste videnskab således ligger jordmenneskehedens udviklingstrin nærmest, forstår majoriteten af samme menneskeheds individer bedst denne. At denne derfor bliver mere virkelig for disse væsener, end den kosmiske eller sjælelige del af nævnte videnskab, samtidigt med at dens særlige specielle repræsentanter bliver opfattet som højeste autoriteter i videnskabelig henseende, er naturligvis en selvfølge.

At disse "autoriteter" netop betyder en overordentlig stor velsignelse for samfundet kan ikke bestrides. Hele den store tekniske udvikling, der har givet menneskene så store gaver i form af boliger, klæder, befordringsmidler, maskiner, fabriksanlæg, hospitaler, skoler, universiteter, moderne kultur, hygiejne, komfort etc., skyldes disse væsener. At majoriteten af jordmenneskeheden ser op til repræsentanter for en begavelse, der har kunnet skænke menneskeheden disse vidunderlige ting, eller betragter deres mentalitet som højeste videnskab, kan ikke forundre. Det ville i høj grad være mærkeligt eller ulogisk, hvis det ikke netop var således. Nævnte repræsentanter udgør jo den højeste sagkundskab i alle materielle foreteelser, jordmenneskeheden kender.

At disse væsener ikke er særlig forstående over for et værk som Livets Bog, bliver her ganske naturligt. Hele dens materiale er udtryk for analyser af ting, der ligger langt hinsides, hvad mål- og vægtfacitter kan afsløre og er således detaljer, der ikke udelukkende kan opleves med intelligensen, men derimod kun med "hjertet", hvilket vil sige, ved et harmonisk sammenspil imellem intelligens og følelse og den herved i bevidstheden skabte adgang for "intuitionen" eller livets femte grundenergi, der er det højeste lys eller "solskin", i hvilket noget kan ses, sanses eller opleves. Da dette harmoniske sammenspil mellem hjerte og intelligens ganske mangler i de nævnte intelligensvæseners bevidsthed, kan de kun betragte den kosmiske del af videnskaben, hvilket vil sige, de uden for deres egen viden liggende felter, som overtro, fantasi eller naivitet.

At disse væsener ikke er kvalificerede til at forstå Livets Bog er naturligvis en selvfølge, ganske uafhængigt af, hvor stor en position de så end måtte have erhvervet sig i ren materielvidenskabelig henseende. Om de er magistre, doktorer eller professorer er ganske uden betydning i denne forbindelse. Og vi vil kalde disse væsener for "C-kritikere".