Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nedenfor finder læseren et af skolastikkens berømte "gudsbeviser". Senere tider har forkastet det som et såkaldt "ringbevis", da Thomas forudsætter, hvad han vil bevise. Han går nemlig ud fra, at alle bevægelser i naturen kan føres tilbage til en "første bevæger". Altså på samme måde som vi ser, hvorledes en billardspillers kugle rammer en samling af billardkugler, der derpå spredes og indbyrdes rammer hinanden igen. Det er uden for Thomas' fantasi og forestillingsevne, at verdens skabelse kan være foregået anderledes. – Når vi bringer dette citat her, er det for at læseren kan sammenligne med en tilsvarende tekst af Martinus på næste side. Men læs først Thomas, – han skriver:
 

Eftersom alt, der bevæges, virker som en slags instrument for den første bevæger, så ville de ting, der nu er i bevægelse – såfremt der ingen første bevæger var – være slet og ret redskaber. Deraf følger, at hvis en uendelig række af bevægere og bevægede ting kunne tænkes, så ville hele uendeligheden af bevægere og bevægede ting være redskaber. Imidlertid er det latterligt – selv for ulærde folk – at antage, at redskaber bevæges, men ikke af nogen hovedbevæger. Thi dette ville svare til den antagelse, at bygningen af et skrin eller en seng kunne udvirkes ved blot at sætte en sav eller en økse i arbejde, uden at nogen snedker håndterer den. Derfor må der eksistere en "første bevæger", som står over alle andre, og han benævnes "Gud".
 

Note: Begrebet "den første bevæger" går tilbage til Aristoteles. Han kaldte den også for "den ubevægede bevæger", "den første årsag" og den "uforårsagede årsag". Dette svarer muligvis til Martinus' udtryk: "den årsagsløse årsag" eller "X1". Men herom kan vi kun gisne, da Aristoteles ikke er klar på dette punkt. Går vi ud fra, at Aristoteles mener som Martinus, så har Thomas misforstået Aristoteles. "Den første bevæger" er ikke placeret i starten af årsags-virkningskæden (som ingen start har iflg. Martinus), men over den. "Den første bevæger" er den "første" i betydningen den "øverste", dvs. den, som bestemmer årsags-virkningskædens retning og forløb. Ikke ved at sætte den i gang som en billardspiller, men på anden og – mystisk! – vis. Hvad der nærmere menes hermed, kan ses grafisk på Martinus' symbol 32, stjernefelt nr. 7. Om Aristoteles selv forstod omfanget af sin opdagelse er uvis. Se herom i Kosmos 1998 – nr. 12, side 238.