Kosmos 2001/2 side 37
Jeget og evigheden
af Søren Hahn
Kære læser, forestil dig, at du er et uvidende menneske, der en dag får lyst til at se, hvad der gemmer sig under horisonten. Altså sætter du dig op på din cykel og kører ud i den vide verden. Snart kommer du til en by, hvor du slår dig ned for en tid, men nysgerrigheden indhenter dig, og du må videre. Sådan går tiden, mens du cykler hele vejen rundt om jorden. En dag er du tilbage i din hjemby og står ved det træ, hvor du plejede at stille cyklen i gamle dage. På den måde kan du fint vurdere din rejses resultater. Du er tilbage ved udgangspunktet, men på et højere niveau af viden takket være alt det, du har set og oplevet undervejs. Men sæt nu, at denne metode, som Martinus kalder en "analyse", giver dig blod på tanden, så du retter nysgerrigheden mod dig selv og spørger:
Hvem er jeg?
Her kan du ikke bruge din cykel, men du må alligevel have et redskab ved hånden for at komme "rundt om" spørgsmålet. Nu kalder vi bare dit redskab en "definition", og eftersom vi stadig går ud fra, at du er et uvidende menneske, må du, ligesom Robinson Crusoe på den øde ø, gå frem efter de forhåndenværende søms princip. Det eneste, du har at flikke din definition sammen af, er ting, som har med dit jeg at gøre. Du kan starte med at finde dem frem ved at sige: Jeg er mig, og jeg har nogle ting her på min øde ø – der er øen, min krop, mine klæder og alt det, jeg er god til.
Men kære læser, – du er vel ikke en ø, en krop eller noget, du er god til? Spørgsmålet lød jo – hvem er jeg?
Det eneste, du nu kan gøre for at komme videre, er i tanken at rippe dit jeg for disse ting. Altså væk med øen, kroppen, din viden osv. Og bemærk, at disse ting er genstande, som jeget bruger for at finde ud af, at det eksisterer og er noget værd. At opleve livet vil altså sige, at jeget forbinder sig med genstande eller egenskaber og siger – her er jeg, se bare, hvad jeg har, og hvad jeg kan!
Men kig nu engang på dit ribbede jeg, som det træder frem for dig i ensom majestæt. Det har ingen egenskaber, de er helt væk. Og bemærk, at selv noget så trivielt som tidens gang – dage og nætter – først forbinder sig med jeget som en forestilling, når det begynder at iscenesætte verden omkring sig ved hjælp af de ting, det har, og de ting, det kan. Men i sig selv er jeget uden for tiden. Det kan ikke få rynker med alderen, det kan ikke blive klogere, det kan ikke fødes, og det kan ikke dø. Det har slet ingen egenskaber ifølge din Robinson Crusoe-definition.
Altså er det evigt!
Men er evighed da ikke også en egenskab? – Nej, det bliver den først i det øjeblik, du fylder den op med øer, kroppe, viden osv. Derfor – siger Martinus – passer jeget og evigheden fint til hinanden. Ja, de er – som du sikkert selv kan se – to forskellige ord for det samme. Og dermed får du lige præcis bekræftet, at din definition var godt valgt. Det var den mest enkle, du kunne finde, og den bragte dig hurtigt frem til et spændende – for ikke at sige sensationelt – svar på dit spørgsmål. Nu står du ved udgangspunktet, men har i mellemtiden fundet ud af, at jeget er udødeligt. Kun de egenskaber, det er knyttet til, kan fødes og dø på samme måde, som når det skifter navn eller bolig.
Dermed har du et indicium, som tyder på, at du også selv er udødelig. Spørgsmålet er ganske enkelt, om sproget udtrykker virkeligheden. Er du den, der siger "jeg" om dig selv, eller er det fx din hjerne? Mange højt begavede videnskabsmænd mener, at det er hjernen, og hvis det er rigtigt, så dør jeget naturligvis, når hjernen dør.
Men hvis du mener, at du og dit jeg er det samme, dvs. at hjernen kun er et "redskab" for dit jeg, så melder nye og spændende spørgsmål sig. Først og fremmest naturligvis, hvordan reinkarnation rent teknisk kan finde sted. Og her kan du naturligvis benytte den samme Robinson Crusoe metode som før. Eventuelt kan du få hjælp i Martinus' artikel: Jeget og evigheden, der står i en af hans små bøger – nr. 27b.
Så enkelt og ligetil er det at studere Martinus og finde sandsynlighed for, at dit liv har et formål, som du selv kan gennemskue og være med til at opfylde. Du kan lave din egen private kosmologi, hvis du ønsker det, og du får hjælp til at finde de mest enkle definitioner, som skærer lige igennem og bringer dig frem til tankevækkende konklusioner. Sproget afslører i mange tilfælde selv, om du er på rette vej eller ej. Sproget har været der længe før, vi begyndte at spekulere over disse ting, så sproget er nok værd at lytte til. Men her skal dog for retfærdigheds skyld tilføjes, at dette forudsætter, at sproget afbilder virkeligheden og ikke selv skaber den. Det er der nemlig også nogen, der mener.
Forudsætningen for at følge Martinus er altså hele tiden et frit valg mellem flere muligheder eller definitioner, hvor du i sidste ende kun har din egen autoritet at stole på og rette dig efter. Men hvis du mener, at der er en kerne og en énhed i dig – et "jeg" – som du kan vende mod virkeligheden, og ud fra hvilket du kan stille spørgsmålet om retten til et myndigt liv, hvor det er dig, der bestemmer og ikke hverken hjernen eller sproget, – så er Martinus et godt valg.
Sammenfattende kan man måske sige, at det er valget af definitioner, der kendetegner ethvert forsøg på at nå frem til en forståelse af virkeligheden. Og her er der ingen forskel på Martinus Kosmologi og de andre videnskaber. De benytter sig alle af tidsåndens vilkårlige antagelser og holdninger, de såkaldte "paradigmer". I den sammenhæng er Martinus Kosmologi et godt bud på et fremtidens paradigme. Dels fordi det indeholder alle de andre paradigmer i sig, dels fordi alle andre paradigmer krakelerer og går i opløsning. Det er jo denne opdagelse, der har ført til, at det ene paradigme har afløst det andet og gjort videnskaben til – ikke et færdigt resultat – men en proces, et forløb. Det er min påstand, at dette ikke kommer til at gælde for Martinus Kosmologi som paradigme betragtet. Og begrundelsen er den, at vi her opererer ud fra jeget, hvilket er det bedst funderede udgangspunkt, vi kan vælge, under forudsætning af, at det er identisk med evigheden, – hvilket "kun" er et spørgsmål om valg af definition på samme måde, som man kan vælge at cykle, køre med tog eller flyve rundt om jorden. Men det er først, når man som i Martinus Kosmologi vælger at gå ud fra jeget/evigheden og siden genfinder eller genkender jeget/evigheden, at man når frem til et paradigme, som har forudsætninger for at holde evigt.
Det "siger sig selv".
Og dermed er vi tilbage ved din jordomrejse på cykel, kære læser. Du har nu oplevet analysen som metode, definitionen som redskab og genkendelsen som garanti for, at du er kommet hele vejen rundt om en forståelse af virkeligheden, som den eksempelvis kan tage sig ud, når du stiller spørgsmålet – hvem er jeg?
Men hvad er det så, Martinus vil?
Han vil blot forsyne dig med definitioner, der fører dig i retning af, hvad han med sin kosmiske bevidsthed direkte oplever som virkeligheden. Desuden vil han give dig nogle skoleeksempler på analyser og genkendelser. Men de egentlige analyser og genkendelser overlader han til dig selv. De er vævet af dit eget livs skæbnetråde, som kun du selv kan udrede. Det er her glæden, mystikken og spændingen ligger i studiet af Martinus Kosmologi. Det kan ikke forklares, kun opleves.
Akkurat som at rejse rundt om jorden!
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige