Ældre Kosmos og Kontaktbreve

For at der kan være tale om, at noget kan komme tilbage til livet, må dette "noget" forekomme i en "død" tilstand. Hvad er da dette "noget", der er "dødt"? Det er alle de levende væsener af animalsk natur eller alle væsener på jorden, der endnu slet ikke har nået nogen kosmisk indvielse eller er bevidst i den hellige ånd. Det vil igen sige, at så godt som alle jordmennesker af i dag verden over kosmisk set er "døde" væsener. Når disse væsener ikke desto mindre er bange for at dø, vil det altså i virkeligheden sige, at de er bange for noget, de i umådelige tidsperioder, ja, igennem mangfoldige liv, allerede har været. Men det skyldes jo udelukkende den omstændighed, at de ligger under for den overtro, at de levende væsener kan udslettes helt, deres individualitet helt kan opløses og blive materie, støv eller aske. Heraf ordene: "Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jord skal du igen opstå", der jo er kernen i det statsautoriserede begravelsesritual. Dette begravelsesritual udtrykker altså en erkendelse af, at det levende væsen kan blive til "jord", blive til materie, samtidig med at det erkender, at af "jord" skal det igen opstå, ligesom det engang først er opstået eller "kommet af jord". Disse statsautoriserede ord afslører altså en erkendelse af, at det levende væsen kan være noget andet end "af jord", kan være noget andet end af materie, støv eller stof. Hvis det var jord eller materie hele tiden, var der jo ikke nogen mulighed for, at det kunne "komme af jord" eller "blive til jord" eller igen "opstå af jord". Det måtte jo i al evighed være jord.

Men hvad er det da for en tilstand, væsenet repræsenterer, når det er "kommet af jord" og således ikke mere er "jord"? Ja, der kan kun være tale om én eneste ting, det levende væsen kan være, når det ikke er materie eller "jord", nemlig: "livet". Men de overleverede sætninger fortæller os, at det levende væsen også skal blive til "jord". Det skal altså blive noget andet end livet. Men en tilværelse, der er noget andet end "livet", kan jo kun være dets kontrast, nemlig "døden". Og ordene vil således være det samme som: "af døden er du kommet, til døden skal du blive, og af døden skal du igen opstå". Men en "død", af hvilken man skal opstå, er ikke nogen død, den kan også kun være en form for liv. Og den overleverede erkendelse vil også være det samme som: "af livet er du kommet, og til livet skal du blive, og af livet skal du igen opstå". Men det vil jo i virkeligheden sige, at det autoriserede begravelsesritual forkynder reinkarnationen ved enhver begravelse eller udtrykker, at den "døde", eller det væsen man begraver, har "et evigt liv". Men man udtrykker også samtidig, at dette evige liv er en skiftevis oplevelse af to kontraster: "døden og livet".

At livet er liv ved jo alle normale jordmennesker, men at døden også er en form for liv, og at en absolut eller virkelig død er en absolut umulighed, er et af jordmenneskehedens største problemer, ja, måske dens allerstørste gåde eller mystik. Ved "død" forstår jordmenneskene i al almindelighed en total bevidstløshed og tror, at "bevidstløshed" er det samme som "livløshed". Og de er naturligvis nødsaget til at måle livet ud fra den form for oplevelse af liv, de kender eller er fortrolige med. Og da de kun er fortrolige med den del af livsoplevelsen, der hedder "vågen dagsbevidsthed", tror de, at alt, hvad der ligger uden for denne, er "død", med undtagelse af lige akkurat den tilstand vi kalder søvn. Med den er de jo så fortrolige og ved, at de stadig har livsfunktioner under denne, og at de fra denne igen kan vågne op til vågen dagsbevidsthed. I kraft af dette deres meget ringe kendskab til dødens virkelige kosmiske analyse nærer de en sand rædsel for døden, altså for en total udslettelse, opløsning eller tilintetgørelse af deres individualitet. Hvis disse mennesker vidste, at de netop udgør selve spiralkredsløbets "døde" væsener, og at deres tilværelsessfære er selve dødsriget eller dødssfæren i spiralkredsløbet eller i deres evige tilværelse, ville de være knapt så ængstelige.

Sagen er nemlig den, at dyreriget eller det dræbende princips zone udelukkende er dødsriget, og at der absolut ikke findes nogen som helst anden dødssfære. Derfor er denne zone, der jo også er lidelsernes, mørkets eller hadets, også det samme som "helvede". Når vi kender den mentale dommedagsorkan, igennem hvilken jordmenneskeheden lige har raseret verdens ellers så skønne kontinenter, riger og lande, og lagt store dele af dens kulturelle frembringelser i ruin og sønderrevet sig selv, sine egne individer, til blods, ja, til livsvarig invaliditet, dér, hvor den ikke gjorde forsøg på at udrydde sig selv ved gaskamre eller andre mord- og udslettelsesforanstaltninger, turde yderligere kommentarer vel være overflødige. Den absolutte eller virkelige død er altså noget, man skal opleve i virkelig vågen dagsbevidsthedstilstand, og ikke noget, man skal opleve som en bevidstløshed.

Hvad sker der da, når et levende væsen mister sin fysiske organisme, bliver slået ihjel eller kommer ud for den proces, vi i daglig tale kalder "døden"? Er det da ikke en oplevelse af "bevidstløshed"? Er det da ikke et tab af evnen til at opleve? – Jo, det er rigtigt, at man med tabet af det fysiske legeme mister fysiske oplevelsesmuligheder, som man udelukkende kun evnede i kraft af netop dette legeme. Men det levende væsens samlede livsoplevelsesevne er ikke så løseligt garderet, at den kun er baseret på en for lemlæstelse eller tilintetgørelse så modtagelig foreteelse som en organisme af kød og blod. Hele livsoplevelsesevnen er jo ifølge kosmiske analyser baseret på ikke mindre end seks forskellige legemer, der hver især udgør et specielt oplevelsesorgan med sæde i et andet legeme, der er ganske uden for død og undergang, nemlig individets evighedslegeme, i hvilket dets skæbneelement og talentkerner er rodfæstede. Dette evighedslegeme er det samme som individets "overbevidsthed", mens de seks organer eller legemer tilsammen danner individets "underbevidsthed", der igen er at inddele i individets dagsbevidsthed og natbevidsthed. Idet livsoplevelsen er baseret på så mange oplevelsesforanstaltninger, vil det ikke være vanskeligt at forstå, at det levende væsens eksistens eller tilværelse ikke står og falder med tabet af det fysiske legeme. Den forandring, der derved sker, er altså kun af lokal natur og indgår derfor i helhedsoplevelsen – ikke som en standsning af denne, men derimod som en ny lokal oplevelse. I kraft af denne evige livsoplevelsesstruktur kan lemlæstelse eller tabet af en organisme ikke sætte individet i stand til at opleve "døden". Døden kan ikke være det samme som en forøgelse eller en berigelse af individet med nye oplevelser. En sådan død er jo kun en forøgelse af livet og kunne aldrig nogen sinde blive en kontrast til selve livet. Hvad man så end gør ved et animalsk væsens fysiske organisme i form af mord eller drab, en absolut død kan man dermed umuligt påføre det pågældende individ. Man beriger det med en ny oplevelse. Den består ganske vist i en berøvelse af den fysiske oplevelsesevne, men da denne berøvelse indgår i dets bevidsthed gennem andre legemer, er det jo stadig vågen dagsbevidst og modtagelig for oplevelser om end ikke af direkte fysisk art.

Da alle væsener, der er skilt ud fra deres fysiske legemer og derfor af de overlevende opfattes som "døde", stadig oplever livet i en vågen dagsbevidsthedsform, er denne opfattelse altså en illusion. Døden eksisterer slet ikke her. Det er lutter levende væsener med den samme spillevende bevidsthed som den, de havde på det fysiske plan minus tabet af den direkte fysiske oplevelsesevne. Disse væseners adskillelse fra de endnu i kød og blod forekommende levende væsener er kun en midlertidig nuanceforskel, der slet ikke berører de højere åndsevner såsom følelse, intelligens, intuition osv. Væsenerne er, selv om de mister det fysiske legeme, på samme åndstrin, samme bevidsthedsvitalitet, samme begærs- og humanitetstrin som før, de mistede nævnte organisme. Hvordan skulle de ellers komme til verden igen på det samme trin og fysiske niveau som det, de forlod med tabet af det forudgående fysiske legeme? – Når mennesker fødes af mennesker og ikke af hunde eller katte, og katte fødes af katte og hunde af hunde og ikke af mennesker, tror man så ikke, det skyldes bevidsthedens fortsatte uforanderlighed gennem dets åndelige tilstand?

Spiralens mørkezone som dødens område. Kundskabens træ og livets træ. Opstandelse til livet, "Guds billede", m.m.