Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære læser! – i mit daglige virke har jeg kontakt med mange mennesker, som er vældig interesseret i de store spørgsmål om livet og døden. De fleste tror på døden som noget definitivt, og når jeg lufter tanken om reinkarnation, mener de, at den slags ideer blot opstår i folks hoveder, fordi de er bange for at dø. Så giver jeg dem altid ret; mange mennesker er jo frygtelig bange for at dø. Men hvad jeg ikke siger, er, at denne frygt faktisk intet har med sagen at gøre. Reinkarnation er lige fuldt en mulighed, om vi er bange for døden eller ej.

Et andet spørgsmål, som stopper mange mennesker i at tænke frit, er "skabelsen". Materialisterne tror jo, at den er opstået ved en kombination af usandsynligt heldige tilfælde. De tror på udvikling og mutationer som de bærende faktorer, – og de er ikke til at rokke! Andre tror på en Gud, som ved en serie mirakler har skabt verden og stadig gør det. Ja, de kan slet ikke tro på en Gud, der ikke laver mirakler, han skal nærmest bære jernbyrd (glødende jern), for at han er værd at tro på. Heller ikke de er til at rokke.

Prøv nu, læser, at forestille dig en teori, som forener alle disse modsætninger. Lad os antage, at en sådan teori virkelig fandtes. Hvad ville du så kalde den? Ville du kalde den en værre gang sludder og vrøvl? I så fald ville du stemple virkeligheden som en værre gang sludder og vrøvl, og det er faktisk, hvad de fleste mennesker gør. De føler sig ikke hjemme i verden, de vil lave den om. Og de gør det alle af et godt hjerte. Socialdemokrater vil gøre den socialdemokratisk, kristne vil gøre den kristen, muslimer muslimsk – osv. Det er en værre redelighed, og det er jo også netop, hvad verden er. Den er en værre redelighed.

Disse forsøg på at lave verden om går da også kun, så længe man er stivsindet nok til at tro på, at man selv har ret og alle andre uret. Sådan er det ikke med Martinus' sag. Tror man det, løber man sig hurtigt træt. Martinus forklarede det med, at alle mennesker på forhånd var fødte "medlemmer" af hans verdensbillede; her forenedes alle modsætningerne. Derfor ville han heller ikke lave en forening med tilhørende kamp om at hverve medlemmer. De skal nok komme, mente han, det var blot et spørgsmål om tid og modenhed, før de kom.

Dette er i korte træk situationen, som Martinus' sag befinder sig i og altid har befundet sig i. Hele dette nummer af Kosmos skulle gerne vise læserne med hvilket frit og frejdigt sind, man kan beskæftige sig med verden, hvis man ikke på forhånd lægger sig fast på en eller anden hårdnakket fortolkning af den. Bladet skal helst læses med en humoristisk krydret ydmyghed. Først da står man frit og eksperimenterende, først da er man rede til at sige: Ja, hvorfor i grunden ikke, hvorfor er dette ikke muligt, hvad forhindrer det i at være rigtigt?