Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Flere steder i sit hovedværk, Livets Bog, kommer Martinus ind på jødernes skæbne. Hvad kan vi lære af deres historie? I det uddrag, vi bringer nedenfor, tager Martinus sine læsere med på en vældig rejse i fortid, nutid og fremtid.
 

"Jøderne" var som bekendt "Guds udvalgte folk", dog ikke således at forstå, at Guddommen har særlige "kæledægger" eller "favoritter" blandt nationer og enkelte individer. Over for Guddommen er jo alle lige. Men Guddommen må vejlede, undervise, udvikle og føre de levende væsener fremad i kredsløbet, såvel opad imod lyset, som nedad imod mørket. Og denne førelse kan selv en guddom ikke foretage i kraft af – ingenting, men udelukkende kun i kraft af "levende væsener". Som vi her i Livets Bog har set, er alle levende væsener jo Guddommens redskaber. Og det " jødiske folk" er kun "Guds udvalgte" på den måde, at det er blevet det folk, i hvilket "alle jordens slægter skulle velsignes". Dette vil igen sige, at det er et folk, der er foran i spiralen eller udviklingens kredsløb. Derved er det blevet et folk, hvis skæbne de efterfølgende nationer eller folk kan se tilbage på. Dets skæbne er således lagt blot for hele den øvrige verden. Da dette folk altså er foran denne øvrige verden, vil denne igennem nævnte folks historie være i stand til at følge hele dets skæbnedannelse eller udvikling. Den øvrige verdens folk kan på dette folks skæbne se, hvorledes det går, når man i alt for høj en grad misforstår sin identitet som "Guds udvalgte folk" og tror, at denne "udvælgelse" består i, at man er kaldet til at være et "herrefolk", hvilket altså i virkeligheden vil sige, at man er kaldet til at "byde og befale" over alle andre folk i verden, og at disse således kun skal være ens "lydige tjenere". Det vil med andre ord igen sige, at man ligger under for den forfærdelige overtro, at verdenssamfundet eller en hel klodes menneskehed skal være et undertrykt slavefolk med undtagelse af den enkelte lille nation, der udelukkende, altså i kraft af "Guddommens yndest", skal være disse slavefolks besiddere eller suveræne herrer og undertrykkere. Hele den væsentlige del af en hel klodes menneskehed skulle således kun være legetøj og objekter for denne "herrenation"s forgodtbefindende, dens ufuldkommenhed, dens perversiteter, umoralske lyster og begær. Tror man en sådan tilstand kan være den "velsignelse", Guddommen har tiltænkt "alle jordens slægter" igennem "Abrahams sæd"? – Takket være den omstændighed, at "det jødiske folks" plads i kredsløbet var foran de andre samtidige folks plads i dette kredsløb, kan vi se, hvorledes dets drømme eller overtroiske forestillinger om dets identitet som "Guds udvalgte folk" har dannet dets mørke skæbne udadtil, ligesom vi har set, at dets nationale love og idealer indadtil igennem tiderne til sidst har måttet briste. Forfærdelige skuffelser, forfølgelser og lidelser, forfærdelige undertrykkelser og liv i landflygtighed og nedværdigelse er af den øvrige verdens folk eller "hedningerne" blevet dette folk til del. Det er altså blevet undertrykt og nedværdiget af netop de folk, som det mente, det i kraft af dets tro på selv at være "Guds udvalgte folk", stod højt hævet over og havde ret til at byde og befale over, hvilket her i dette tilfælde nærmest vil sige: forretningsmæssigt at udplyndre. På alle måder har livet vist dette folk, at det ikke på nogen som helst måde var et "herrefolk", ikke var et folk, der af Guddommen var sat til at byde og befale over alle andre eller havde ret til at misbruge disse andre medvæsener på kloden som trælle, som objekter for dets åbenlyse eller camouflerede udplyndring og begær efter materielle værdier, jordisk gods og guld.

Og hvad sker der da med "jødefolket" efter denne guddommelige tale og undervisning i form af dets ulykkelige skæbne? – Ja, sker der ikke netop det samme med "jødefolket" som med alle andre folk og enkelte individer, der opdager, at de har taget fejl, at de forandrer kurs? – Når det normale væsen opdager, at den vej, det går på, ikke fører mod lykken, men derimod udelukkende fører til ulykken, så forandrer det, så godt det kan, kurs, søger at vende om og drage mod lykken. Det normale i tilværelsen er jo at stile imod lykken, og det unormale er at stile imod ulykken. Ethvert væsen, der bevidst stiler imod ulykken, kan kun være at betragte som et "unormalt" væsen. Og som det er med det enkelte individ, således er det også med et folk eller en nation. Og herfra udgør det "jødiske folk" ikke nogen undtagelse. Og er det ikke netop blevet en kendsgerning, at "jøderne" efterhånden mere og mere begynder at vokse fra deres strenge ortodokse religion? – Forekommer der ikke i stor udstrækning eksempler på, at "jøder" har giftet sig med væsener, der ifølge deres egen ortodokse religion måtte opfattes som "hedninger"? – Ser man ikke også eksempler på, at mange "jøder" ligefrem af hjertet eller med glæde er blevet "statsborgere" inden for nationer eller stater, der ligeledes ifølge deres overleverede ortodokse religion er "hedenske"? – Forekommer der således ikke i dag et utal af eksempler på, at "jøderne" begår sådanne overtrædelser af deres oprindelige morallove, der tidligere betød straf eller udelukkelse af det "jødiske samfund"? – Finder vi ikke ligeledes rundt om i de førende statssamfund uselviske "jødiske" genier i spidsen for mange forskellige samfundsgrene? – Har det ikke vist sig, at verdensberømte specialister eller genier inden for lægevidenskab, atomforskning, jura, statskundskab osv. i en særlig stor udstrækning havde "jødisk" blod i årerne? – Er det således ikke blevet en kendsgerning, at det ikke er alle "jøder", der bruger deres geni i "forretningsprincippets" camouflerede udplyndrings- og ågerkarlesystemer, men at disse systemer derimod i dag får flere og flere ophav og genier inden for sit felt, der tilhører helt andre racer end den "jødiske"? – Det synes som om, at "ikke-jødiske" racer, som i dag forfølger "jøderne", med umådelig uhæmmet begærlighed har tilegnet sig den "jødiske" genialitet på "forretningslivet"s område. Hvad er det autoriserede "forretningssystem" inden for den europæiske kultur andet end en i stor udstrækning fremtrædende blodig udnyttelse af medvæseners arbejdsevner, manifestations- eller skabemuligheder, en hjerteløs udplyndring af andre væsener for frugterne af deres fysiske og mentale kunnen? – (Man erindrer sig her det fjerde kapitel i Livets Bog). Jo, de "ikke-jødiske" racer har taget vældigt ved lære af "jøderne". De er "forretningsmæssigt set" selv blevet "geniale jøder".

Og på samme måde som "jøderne" må de også efterhånden komme til at gennemgå fornedrelsens eller gengældelsens ragnarok eller dommedag for derefter at blive lige så geniale på de uselviske områder, såsom: videnskabens eller forskningens såvel som på moralitetens eller humanitetens, som de før var geniale på det camouflerede selviske forretningssystems område. Var det forresten ikke et "jødisk geni", der viste sig for verden som en "Kristus"? – Kan man tænke sig en større kapitulation af et "herrefolk"? – Kan man tænke sig en større spire til en "nationalitetsdyrkelses" undergang end denne, at der i denne dyrkelses egen kreds fødes et altomfattende geni i "internationalisme"? – Midt i et folk, hvis religion, tro og love udelukkende havde forherligelsen af nationens selviskhed eller egoistiske begær til fundament, fødtes et geni, der blev et mentalt kildevæld, hvis "levende vand" dannede en sådan oversvømmelse af de gamle mentale terræner, at der blev stor fare for, at alle selviske idealer, tilbedelsen og dyrkelsen af nationen på "internationalismen"s eller uselviskhedens bekostning, troen på at være "Guds udvalgte" som et "herrefolk", skulle komme til at gå under i oversvømmelsen. Intet under, at denne "herrefolketroens" eller "nationalismens" ortodokse ypperstepræster, farisæere og skriftkloge skyndsomst søgte at stoppe denne kilde, søgte at aflive dette geni. Men "de vidste jo ikke, hvad de gjorde". De troede, at de, ved at dræbe geniets fysiske legeme og lukke det inde i en klippegrav befæstet med stærkt bevæbnede krigere, havde sikret sig "jøderne"s position som "Guds udvalgte folk". De forstod slet ikke, at kilden var en udødelig ånd, hvis evigt rindende mentale strøm umuligt kunne standses. De vidste ikke, at den ortodokse "jødedom" allerede forlængst var bestemt til at gå under, havde mistet sin fundamentale magt, da Gud talte til "Abraham". De vidste ikke, at den guddommelige forjættelse: "I din sæd skal alle jordens slægter velsignes", var Guds egen forkyndelse af den ortodokse "jødedom"s undergang, var enhver selvisk "nationalismes" og "herrefolkeidés" dødsdom. De så derfor ikke, at jo højere, de anbragte "Jesus af Nazaret" på Golgathas kors, jo mere de hånede og spottede ham og hængte virkelige "røvere" op omkring ham, desto vældigere åbnede de sluserne for "det levende vand". Og se, en vældig strøm af dette guddommelige "vand" fossede ud over verden, blev til mentale bække, floder og søer, inden for hvis områder de ortodokse selviske idealer og "herrefolkeidéer" eller troen på at være "Guddommens favoritter" umuligt kunne trives, men ville blive forfulgt og nedkæmpet til døde.

Men andre nationer er, som før berørt, gået i "jødefolket"s fodspor, har dyrket "nationale guder" og troet, at de var "udvalgte" til at være "herrefolk", havde ret til at udplyndre, slavelænke eller ligefrem udrydde andre mennesker, andre racer, andre nationer. Deres "ypperstepræster, farisæere og skriftkloge" har "korsfæstet" millioner og atter millioner af medvæsener, blot fordi de løftede hånden og tanken i "internationalismen"s favør. Også her finder vi "ypperstepræsterne" og de "skriftkloge" i forvildelse. Også her ser vi, at "de ikke vide, hvad de gøre", men tror, at de ved deres forfærdelige tortur og drabsmetoder kan forhindre det, der allerede forlængst er sket eller stadfæstet, nemlig, den guddommelige dødsdom over ethvert "herrefolkevælde" eller enhver "nationalistisk" selvtilbedelsesideals dyrkning på andre staters og folks bekostning eller undergang. Og se, fra millioner af graves lysende kors, fra millioner af små "Golgathahøje" vælder "det levende vand" frem, blander sig med de øvrige strømme, floder og søer af "levende vand" i verden. Og hvor terrænet er lavest, begynder "havet" at danne sig. Og det, der ikke kan leve i "havet", må drukne eller dø.

Jo mere "nationalismetilbedelsens" eller "herrefolkebegærets" "ypperstepræster" og "skriftkloge" korsfæster "internationalismens" eller den herigennem repræsenterede næstekærligheds udøvere, desto flere kilder med "det levende vand" åbner de, og desto vældigere strømmer nævnte vand til lavningen. Og "næstekærlighedens" ocean vokser og vokser. Og en dag vil dets lysende væld overskygge hele jorden. I dette ocean kan selviskhedens principper og foreteelser, såsom: "nationaltilbedelse", "herrefolketendenser" eller andre former for selviske doktriner og selviske partidannelser, ikke trives. Her er der kun én livsform, nemlig "internationalismens" tilbedelse eller dyrkelse, hvilket igen vil sige: alle folks erkendelse af alle andre folk som "broderfolk". I "internationalismen"s fuldkomne domæne er alle folk kun medlemmer eller undersåtter af én eneste nation, og denne "nation" kan ikke udgøres af mindre end hele klodens menneskehed. Alle klodens nationer eller stater er således kun provinser i en for dem alle fælles og absolut eneste retmæssige, suveræn stat. Denne stat har kun én overhøjhed, én højeste myndighed eller øvrighed. Her er der ingen, der mere kæmper om "herrevældet" eller "herrefolketilværelsen". De anarkistiske, blodige tidsaldre, hvor noget sådant kunne finde sted, forekommer ikke mere. De hører fortiden til ligesom de skyformationer, der jog hen over himlen i går. Og hermed vil de absolut uundværlige ydre rammer for en virkelig "verdensfred" således blive en kendsgerning på kloden. Efterhånden som jorden kommer til at opfylde de her nævnte foreteelser, vil det element, i hvilket praktiseringen af alle de idealer, hvormed den absolutte "næstekærlighed" åbenbarer sig, uhindret blive til total virkelighed og gøre julebudskabet: "Fred på jorden og i mennesker en velbehagelighed" til kendsgerning.

"Det gamle Testamente" med dets beretninger om krige og heltemæssige krigsherrer, konger og profeter, er således et stykke "psykologi", fortalt som "verdenshistorie". "Det jødiske folks" historie er igennem denne beretning blevet "anskuelsesundervisning" for hele den øvrige verden. Dette folks liv og væremåde, dets vildfarelser, religiøse tro og indstilling, udgør i princip det samme liv, den samme væremåde, de samme vildfarelser og fejltrin, som alle andre folk i verden efter "det jødiske folk" nødvendigvis må gennemleve. "Jødernes" skæbne er alle jordmenneskers absolut uundgåelige skæbne. Ideen om at være "Guds udvalgte folk", være et slags "herrefolk" på jorden, er et for alle folkeslag, for alle racer, for enhver nation eller stat fælles særkende på et givet tidspunkt i deres historie, lige så vel som ideen om at være i "særlig gunst" eller "yndest" hos Guddommen er noget, det enkelte individ på et givet tidspunkt i dets passage af kredsløbet også uundgåeligt må ligge under for. Den "bibelske anskuelsesundervisning" i form af "det jødiske folks" historie sammenlagt med den skæbne, vi i de senere århundreder har set er blevet dette folk som nation og race til del, er blevet en kolossal demonstration af, at "hovmod står for fald". Nævnte folks skæbne, dets tilværelse og fremtræden har stadigt været en "vandring i ørkenen". Men denne "ørken" har udvidet sig til at udgøre hele den ganske verden. Splittet, hånet og forfulgt, jaget bort fra deres eget land af denne "ørkens vilde stammer og horder", de "hedningefolk", de nationer i den øvrige verden, som det i dets tidligere overtroiske stolthed mente at være højt hævet over, genfinder vi "det jødiske folk" fornedret til næsten kun at udgøre en "paria", hvis racebetegnelse blev skældsordet for enhver "ublu forretningsmand", "ågerkarl" eller "økonomisk svindler". I sandhed, er dette "Det gamle Testamentes" evangelium ikke et manende opråb til den ganske verdens nutidige folk om at passe på? – Er det ikke én eneste stor "anskuelsesundervisning" i det overleverede guddommelige ord: "Den som tykkes at stå, se til, at han ikke falder"? – Hvad skal den moderne verden ellers med dette tusindårige evangelium med dets beretninger om et folks overtro, dets stærkt egoistiske selvdyrkelse, dets krige, fornedrelse og landflygtighed, befordret af mere eller mindre krigs- og erobringsvenlige profeter og hævngerrige ypperstepræster, farisæere og skriftkloge? – Er det ikke således, at alle disse personer netop går igen i alle de senere efterfølgende stater og folk? – Ja, er de såkaldte moderne nationers til dato oplevede historie ikke netop i princip en mere eller mindre fremskreden tro kopi af jødefolkets historie og skæbne? – Er der nogen som helst stat af i dag, der ikke har haft "farisæere", intolerante "skriftkloge" og "ypperstepræster'", en "Kajfas", en "Judas" og en "Barabbas"? – Er der nogen nation af i dag, der ikke har korsfæstet en "Jesus af Nazaret", hvilket i dette tilfælde vil sige: "internationalismens" idealer i troen på dermed at befæste "nationalismens" eller selviskhedens alter? – Er ikke de moderne stormagters fremtrædende vælde i dag mere eller mindre engang blevet til i kraft af tanken om at have ret til at erobre eller okkupere netop de terræner, jordarealer og folk i kraft af hvilke, de i dag fremtræder som stormagt? – Men tanken om at erobre eller okkupere, selv blot en ganske lille del af et andet folks retmæssige område, er jo identisk med "herrefolkeideen". Hvilket folk eller hvilket individ er totalt fri af denne idé? – Nej, denne idé ligger meget dybt i alle levende væsener på det stadium i spiralkredsløbet, på hvilket jordmenneskeheden af i dag befinder sig. "Herrefolkeideen", troen på at have ret til med magt at erobre terræner og folk, ideen om at være "Guds udvalgte", er ikke noget, der er et specielt særkende for jødefolket eller den eller den nation, stat eller race, lige så vel som den heller ikke udgør noget specielt særkende for noget som helst enkelt individ. Den er derimod i sig selv et specielt særkende for et bestemt trin på udviklingsstigen. Den er en uundgåelig følge af den uerfarenhed eller uvidenhed om livets love, som markerer nævnte trin. Absolut alle folk og alle enkelte individer må igennem oplevelsen af denne uvidenhed og overtro og dens virkninger i skæbnedannelsen. Hvordan skulle hovmodet ellers komme til at "stå for fald" og den heraf følgende visdom blive til? –

Det er denne "herrefolkeidé", der går igen i enhver form for "skinsyge", enhver form for "misundelse", i en hvilken som helst form for hævn og dermed i absolut alt, hvad der hører ind under begrebet "det onde". Hvilket had kan eksistere uden at være baseret på en krænket eller formentlig krænket "ejendomsret"? – Hvilken misundelse kan eksistere uden at være en reaktion over, at man bliver distanceret af næsten i besiddelsen af et eller andet af vore fælles begærs opfyldelse? – Er det ikke det samme med skinsyge? – Hvad er vel denne andet end en indignation over et mislykket kapløb om besiddelsen af en seksuel partners eller et andet medmenneskes begunstigelse? – Hvor findes der i det hele taget noget af det såkaldte "onde", der ikke bunder tilbage i begrebet "ejendomsret"? – Hvis ikke følelsen af "ejendomsret" eksisterede og kunne beherske individet og flokken, kunne der aldrig nogen sinde opstå nogen som helst form for udløsning af såkaldte "onde tanker" og de heraf følgende "onde handlinger". Krig, had, forfølgelse, terror, bedrageri eller usandhed og alt det øvrige hermed forbundne "onde" i verden ville da være en total umulighed.

"Det gamle Testamentes" samlede evangelium er således åbenbaringen af et bestemt afsnit i kredsløbet eller i væsenernes udvikling. Det har derfor heller aldrig nogen sinde været bestemt til at skulle være gældende til evige tider. Nævnte evangelium udtrykker altså i virkeligheden kun et særligt stadium på jordmenneskehedens vej mod Guddommen, mod fuldkommenheden, mod den absolut virkelige totale lykke eller glæde ved at være til. At dette netop er rigtigt, bliver til kendsgerning igennem den omstændighed, at "Det gamle Testamente" senere måtte afløses af "Det ny Testamente". Hvad finder vi da i dette "testamente"? – Ja, finder vi ikke netop her det diametralt modsatte evangelium? – Medens kernen i "Det gamle Testamente" var "øje for øje og tand for tand", altså et hundrede procents forsvar for "ejendomsretten" baseret på den overtro eller indbildning, at man var "Guds udvalgte folk", hævet over alle "hedninger", er princippet i "Det ny Testamente" netop en fuldstændig udslettelse af "ejendomsretten". "I må ikke sætte eder imod det onde; men dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til! – Stik dit sværd igen på dets sted, thi alle de, som tage sværd, skulle omkomme ved sværd, – Det er saligere at give end at tage, – Du skal elske din næste som dig selv", er alle manende ord og sætninger, der på en knusende måde gør det af med følelsen af "ejendomsret" og dens i form af "det onde" eksisterende "krænkelse". Der er ikke noget i "Det ny Testamente"s evangelium, der inspirerer opfyldelsen af loven "øje for øje og tand for tand", tværtimod, det viser, at en sådan bevidsthedsindstilling netop er roden til alt "ondt". Der er heller ikke noget, der stimulerer troen på at være "Guds udvalgte folk" fremfor alle andre folk, eller at disse skulle være "hedninger", som man udmærket godt kunne undertrykke, udbytte eller udnytte. Tværtimod, hedder det ikke netop: "Salige er de fattige i ånden, thi himmeriges rige er deres"? – Og hedder det ikke videre: "En rig kommer vanskeligt ind i himmeriges rige", og at "det er lettere for en kamel at gå igennem et nåleøje end for en rig at gå ind i Guds rige"? – Og er det ikke netop således, at alle disse guddommelige læresætninger ikke er blot og bar sprogmæssige fraser, men er realistisk virkelighed, idet de udgør et engang i fysisk materie eksisterende levende væsens særlige bevidsthedsindstilling og praktiske væremåde, altså en væremåde, der er en historisk kendsgerning for enhver fremskreden, udviklet forsker, eller levende virkelighed for det i "kosmisk bevidsthed" indviede væsen? –

Det er altså en kendsgerning, at der i form af "kristendommens" hellige bog "Bibelen" eksisterer to guddommelige evangelier, der udgør to ganske diametrale modsætninger. Men denne kendsgerning gør det jo også til kendsgerning, at menneskeheden må have haft brug for disse to modsatte evangelier. Hvis de ikke havde haft brug for dem, ville de næppe have overlevet de årtusinder, i hvilke de nu netop har eksisteret. De ville forlængst være blevet udslettede af den jordmenneskelige mentalitet, hvis de da overhovedet var kommet ind i denne, og så meget desto mere eftersom deres tilblivelse og særlige eksistens var på et tidspunkt, da almenheden selv hverken kunne læse eller skrive.

Vi har således i disse to evangelier eller testamenter et overblik over kernen i den jordmenneskelige mentalitet igennem ca. fem årtusinder. Igennem nævnte overblik kan vi altså se tendensen i jordmenneskehedens mentale forvandling igennem disse årtusinder.
 

Fra Livets Bog 4, stk. 1303 og fremefter til et lille stykke ind i 1312.