Kosmos 2001/1 side 3
Partikler, tomrum og tankekraft
af Martinus
Makrokosmiske partikler og tomrum
Når vi en skyfri nat skuer opad imod stjernehimlen, ser vi, at den udgør et billede af lysende partikler og tomrum. Men det er ikke blot så langt som øjet rækker, at himlen består af partikler og tomrum, det gør den lige så langt, som man med optiske hjælpemidler kan observere millioner af lysår ud i det uendelige rum. At dette umådelige rum skulle holde op og have en afslutning, er umuligt, det turde være selvfølgeligt for enhver udviklet iagttager.
Men hvad er det, vi i virkeligheden ser? Vi ser verdensaltets grundprincip, der netop er partikler og tomrum. Vi kender lidt til disse partikler og ved, at de udgør gigantiske kraftcentre i form af sole ladet med de energier og kræfter, der skal til, for at der kan eksistere liv i fysisk tilstand. Disse livets kræfter, de evige grundenergier, stråler fra solcentrene ud til kloder og planeter, til levende fysiske verdener, der i virkeligheden er organismer for levende væsener i makrokosmisk format. Kloderne er levende væsener, men levende væsener kan ikke leve i noget ingenting. De kan kun leve i et for dem passende makrokosmos, og vi ser da også, at vor egen klode, jorden, befinder sig i et større system, der har vor sol til kraftcenter. Vi ser, at der til denne sol er knyttet flere kloder med biplaneter eller måner, ligesom jorden også har en måne. Det er et sådant system af kloder med en sol som kraftcenter, vi kalder et solsystem, og et sådant system udgør også en organisme for et levende væsen. Dette levende væsen kan naturligvis heller ikke leve i noget ingenting og befinder sig i et endnu større system, der består af mange solsystemer, som vi tilsammen kalder et mælkevejssystem eller en galakse, og også dette er en organisme for et levende makrovæsen. Vi ved, at der i universet er andre mælkeveje end den, hvori vor sol og vor jord befinder sig. Disse mælkeveje er samarbejdende foreteelser i et system, der ligeledes må erkendes som organisme for et levende og for os superkosmisk makrovæsen. Og her er vi nået til grænsen af, hvad jordmenneskenes sanseevne forlænget af tekniske, optiske apparater til en vis grad kan iagttage. Alle disse systemer befinder sig inden i hverandre, og det superkosmiske system er blot tilsyneladende en grænse; i virkeligheden fortsætter det i det uendelige. "Partikler og tomrum" er et fundamentalt system i det makrokosmiske verdensalt, men det er også noget fundamentalt, at partiklerne er levende.
Partikler er organismer for levende væsener
Universets partikler er hver især organiserede kraftcentre for de kosmiske grundenergier, der kaster refleks igennem solspektrets syv farvestråler: rødt, orange, gult, grønt, blåt, indigo og violet. Vi kender disse energier fra de kosmiske analyser i Livets Bog. De opfylder lige akkurat de betingelser, der kræves, for at de evige kosmiske jeger kan skabe organismer og bevidsthed og dermed fremtræde som levende væsener. De ligger til grund for såvel fysisk materie i form af mineralstoffer, vegetabilske stoffer og animalske stoffer som for selve bevidsthedskræfterne: instinkt, tyngde, følelse, intelligens, intuition og hukommelse, holdt i gang af urbegæret og moderenergien. At disse makrokosmiske partikler er levende, bliver til kendsgerning gennem dette, at de udelukkende består af kombinationer af bevægelse, vibrationer og bølgelængder. Bevægelse er livets fornemste kendetegn. Hvordan skulle vi ellers opdage, hvad der er levende, og hvad der ikke er levende? Noget absolut dødt ville umuligt kunne manifestere bevægelse. Alle de lysende legemer, disse for os store partikler i det uendelige verdensrum, er legemer, der er udtryk for liv, og da livet er det samme som oplevelse og manifestation, sker der altså oplevelse og manifestation igennem de store makrokosmiske partikler, vi kalder kloder, sole, mælkeveje og endnu større systemer. Makrokosmos er bevidsthed og liv.
Men hvad så med det umådelige tomrum, der er imellem disse makrokosmiske partikler? Vi må her erindre os, at levende væsener ikke består af et fysisk legeme alene. Hele bevægelseskraftens struktur ligger uden for de fysiske sansers rækkevidde, de hører til den realitet ved det levende væsen, som er kendt under begrebet: dets ånd, dvs. dets bevidsthed og tankeverden. Denne realitet kan kun sanses på det fysiske plan igennem dens virkninger i den fysiske materie. Tomrummet mellem kloderne, solene og mælkevejene er i virkeligheden ikke noget tomrum, det er opfyldt af de levende makrovæseners bevidsthed eller ånd, det er sædet for den åndelige verden bag alle fysiske foreteelser. Og da den åndelige struktur i det levende væsen er af elektrisk natur, vil verdensaltets tomrum være fyldt med elektriske stråler og bølger fra disse makrokosmiske væseners tankeudfoldelse. Denne udfoldelse af elektrisk kraft strækker sig langt ud over, hvad jordiske mennesker er i stand til at opfatte med fysiske sanser og måle med tekniske apparater. Det, menneskene kalder elektricitet, er en speciel del af jordklodevæsenets livskraft, som de jordiske mennesker har lært at benytte. Men derudover er det endnu meget begrænset, hvad menneskene på deres nuværende udviklingstrin er i stand til at opfatte af universets stråleformige kræfter. De førnævnte stråler og bølger danner for de makrokosmiske væsener selv deres synlige verdensrum med dettes detaljer og skabelsesprocesser, væsener og ting, som aldrig nogen sinde kan blive tilgængelige i lokale detaljer for jordiske ufærdige mennesker, før end de når frem til selv at være beboere af klode-, sol- og mælkevejsspiraler.
Verdensaltets makrokosmiske partikler og tomrum udgør således henholdsvis levende makrovæseners organismer og samme væseners bevidsthed eller ånd. Når vi ser opad imod stjernerne, ser vi altså et lille område af en befolket verden. Denne verden forekommer imidlertid i et så gigantisk makrokosmisk format i forhold til vor egen tilværelse og sanseevne, at vi ser dens faste materie som partikler og tomrum. Og denne makroverden er i forhold til os så gigantisk, at den smule af den, vi oplever gennem vore fysiske sanser, symbolsk kan sammenlignes med partikler og tomrum i en organismes lillefinger. Det er ikke så mærkeligt, at makrokosmos er et uløseligt mysterium for den rent materielle videnskab og evigt ville vedblive at være det, hvis ikke videnskaben udvikledes til at omfatte andet end forskning af fysisk materie. Kun det færdige menneske i Guds billede kan med kosmisk bevidsthed iagttage den del af verdensaltets helhed, der er den evige Guddoms altrummende, alt oplevende og skabende organisme og altgennemtrængende bevidsthed eller hellige ånd.
Mikrokosmiske partikler og tomrum
Hvis vi nu vender vort kosmiske syn den anden vej i verdensaltet og i stedet for at se opad imod stjernerne ser nedad i vor materies indre, ikke blot den materie vor egen organisme består af, men også den, som naturen omkring os og alle forekomster af skabte ting i vore omgivelser er bygget op af, da bliver vi også her vidne til en lysende stjerneverden bestående af partikler og tomrum. Den kalder vi mikrokosmos, og den består bl.a. af cellernes, molekylernes, atomernes og endnu mindre partiklers verdener. Over for disse mikrokosmiske partikler og tomrum fremtræder vi som makrokosmiske væsener. Vor organismes mange organer er hver for sig et system af partikler og tomrum. De er "mælkevejssystemer" eller "galakser" i mikrokosmiske formater i forhold til hvilke, jordmenneskenes organismer er i makrokosmisk format. Set i dette perspektiv kan vor organisme således i princippet sammenlignes med føromtalte organisme i vort makrokosmos, der bestod af forskellige samordnede mælkevejssystemer. Vi ser, hvorledes vi, hvad enten det drejer sig om makro- eller mikrokosmos, overalt møder princippet partikler og tomrum, men som levende væsener, der udgør henholdsvis universer og stoffer eller materie for hverandre.
Men hvad nu med det jordiske menneskes egen sanse- og oplevelsesevne? Bortset fra makrokosmos sanser vi ikke verden omkring os som partikler og tomrum. Vi oplever den som levende væsener og ting, noget vi kan se, høre, føle, lugte og smage. Den verden, mennesket oplever gennem sine fysiske sanser, kalder jeg "mellemkosmos". Den eksisterer midt imellem det makrokosmiske og det mikrokosmiske, og den består naturligvis af partikler og tomrum, men den sanses og opleves ikke sådan. Her afslører Guddommen for os, hvad de makro- og mikrokosmiske stjerneverdener i virkeligheden betyder. Mellemkosmos viser sig jo for os som levende væsener og ting, der både har form, farve og volumen. Vi ser myriader af forskelligartede levende væsener, vi ser faste, flydende og luftformige materier eller stoffer, og vi ser, at alle disse foreteelser er underkastet forvandling, der er det samme som skabelse. Vi ser, at denne skabelse i sit slutfacit er logisk, hvilket igen vil sige, at den er til glæde og velsignelse for levende væsener. Det er denne skabelsesproces, der har frembragt vor organisme, vore organer og alle foreteelser i vore omgivelser. Men hvem står bag denne skabelse?
Skabelse der manifesteres af levende væsener
I jordmenneskenes mellemkosmiske verden hører det med til almen erkendelse og erfaring, at de jordiske mennesker selv kan skabe. Menneskene bygger huse, skibe, biler og andre tekniske hjælpemidler, de frembringer kunstværker og udfører håndværksmæssigt praktisk arbejde, som alt sammen er skabelsesprocesser. Kunne nogen af disse ting blive til uden et menneskes eller et levende væsens skabeevne? Det kunne de ikke, det ville være totalt umuligt. Men der eksisterer jo mange flere skabte ting end dem, menneskene har frembragt, nemlig alle de mange ting, som vi under ét kalder "naturen", og som er lige så logiske og nyttige som de ting, menneskene har frembragt. Ja, har menneskene ikke endda i utallige tilfælde lært af naturens skabeprocesser for at skabe noget, der kunne være til gavn og nytte? Det må være naturligt for mennesket ud fra egne erfaringer at erkende en skaber med en skabeevne bag ved skabte foreteelser. Men hvor er det skabende, levende "noget", som ud fra erfaringer om, at der må eksistere en skaber bag ved det skabte, må eksistere bag alle naturens skabelsesprocesser? Har vi nogensinde set dette? Nej, det har absolut intet levende væsen set, for det er hævet over al skabelse, det er hævet over al materie og derfor utilgængeligt for al sansning. Dette "noget" kan kun blive til kendsgerning gennem sin indflydelse og indvirkning på materien, hvilket vil sige dets skabelse. Kun gennem skabelse og manifestation giver skaberen sig til kende, altså ved virkningerne af sin skabeevne. Kun de i materie skabte ting er tilgængelige for direkte sansning. Det, vi ser af de levende væsener, er ikke de levende væsener selv. Det er ikke det levende væsens dirigerende og oplevende "noget", vi sanser, men virkninger i materien, som dette "noget" har skabt. Et menneskes fysiske organisme er ikke dette væsen selv, men en virkning af dets skabeevne, som igen er en udstråling fra det usynlige "noget", eller den usynlige skaber, menneskeheden efterhånden vil komme til at erkende som den evige allestedsnærværende Guddom. En Guddom, som er allestedsnærværende, må naturligvis også være nærværende i mennesket, ja, i menneskets organer, celler, molekyler, atomer osv., såvel som samme Guddom er nærværende overalt i universet, i makro- og mikrokosmos. Hele det materielle verdensalt er denne Guddoms fysiske organisme, og alle levende væsener i universet er Guddommens organer og redskaber, hvorigennem samme Guddom oplever og manifesterer sin skaberkraft.
Det levende væsen og de kosmiske principper
Hvert eneste levende væsen i universet lever, røres og er til i den evige Guddom, og alle levende væsener er derfor Guddommen lige nær og omfattes af samme Guddom med lige stor kærlighed og sympati. Men er føromtalte superkosmiske væsen da ikke af større betydning end et jordisk menneske, som måske endda er en forbryder og gudsfornægter? Nej, absolut ikke. Thi denne eventuelle forbryder er jo også et makrovæsen i forhold til alt, hvad der lever, røres og er i ham. Også han er et superkosmisk væsen i forhold til mikrokosmos og betyder lige så meget i universet som det væsen, der for menneskene udgør et sådant makrovæsen. At han måske i øjeblikket er en forbryder og gudsfornægter er jo blot et midlertidigt stadium i hans udvikling inden for et spiralkredsløb, hvor også han skal få kosmisk bevidsthed og blive et organ for guddommelig skabelse og manifestation. Er han i øjeblikket forbryderisk og menneskeligt set negativ, er det fordi han tilhører den del af Guddommens bevidsthed, jeg kalder "Guddommens sekundære bevidsthed", hvor fornyelsen både af de levende væseners og af Guddommens bevidsthed finder sted. Og denne "sekundære bevidsthed" går gennem alle spiralkredsløb. Der kan også være mælkevejsvæsener eller andre makrovæsener, der i øjeblikket er forbrydere og gudsfornægtere inden for deres udviklingsspiral på vej imod deres oplevelse af kosmisk bevidsthed, hvorefter også de glider ind som organer i "Guddommens primære bevidsthed", som jordmenneskeforbryderen vil gøre det i sin udviklingsspiral. I alle spiralkredsløb er der mørke- og lystilstande, som de levende væsener gennemgår på vej fra mørket mod lyset baseret på udfoldelsen af universets evige kontrastprincip, uden hvilket ingen livsoplevelse eller skabelse kunne finde sted. Og størrelsesforholdene er baseret på det evige perspektivprincip, der er lige så nødvendigt, for at skabelse og oplevelse kan foregå. Alle levende væsener er samtidig både et makro- og et mikrovæsen, der har deres egen mellemkosmiske sanseoplevelse, derfor er alle levende væsener kosmisk set lige store, og Guddommen er dem lige nær. Selv om det, der for et jordisk menneske er et næsten uoverskueligt tidsrum, nemlig 1000 år, kun er et kort tidsrum for et mælkevejsvæsen, så gælder det, at for Gud er en dag som tusind år og tusind år som en dag, ligesom også et sekund for samme Guddom er som en million år og en million år som et sekund.
Alt dette kan naturligvis være vanskeligt for et jordisk menneske at rumme i sin bevidsthed, og det er jo også en viden, som må tilegnes lidt efter lidt. Men mange mennesker i dag og endnu flere i kommende tider længes efter et overblik over de universelle forhold ikke blot set i et fysisk perspektiv, men også i et åndeligt. Og det er blevet min opgave at give dette kosmiske overblik, hvorigennem det søgende menneske kan tilegne sig teoretisk viden om de kosmiske love og principper til brug for praktisk tænkning og handlemåde. Det er meget vigtigt for hele menneskehedens videre udvikling, at flere og flere mennesker bliver klar over, at Guddommens skabende tankekraft vibrerer i og gennemstråler alle såkaldte tomrum i makro-, mellem- og mikrokosmos, og at de kan blive modtagere af denne kraft, ikke som blinde medier, men gennem impulser, ideer og inspiration. Et hav af geniale ideer omgiver menneskene og vil kunne stråle ind i deres bevidsthed, efterhånden som de kommer på bølgelængde med universets grundtone, som er den at være til gavn og velsignelse for levende væsener, og som er udtrykt i det gamle religiøse sprog som "den hellige ånd". Alle levende væsener, der på basis af spiralkredsløbsprincippet og perspektivprincippet danner universer og materier for hverandre, befinder sig i deres respektive spiralkredsløb enten i mørket på vej mod lyset eller i lyset, hvorfra de, når dette lys er blevet en sådan vanebevidsthed, at det truer med at gøre dem til robotter, glider ind i en højere spirals mørketilstand, der da er "lys" for dem. Det er ensbetydende med, at de gennemløber Guddommens sekundære bevidsthed, hvor fornyelse finder sted, for i denne nye og perspektivisk højere spiral at opleve lysudfoldelsen i Guddommens primære bevidsthed som en manifestation af visdom og kærlighed i et format, der er opfyldelsen af deres inderligste ønsker og længsler.
Tomrummet og det usynlige
Verdensaltets partikler, hvad enten de for os repræsenterer makro- eller mikrokosmos, er den skabte del af verdensaltet, det er virkningerne af en usynlig skaber. Og det usynlige, det er det såkaldte tomrum. Denne skaber kan således kun repræsenteres af tomrummet mellem partiklerne, som aldeles ikke er noget tomrum. Her findes alle de levende væseners jeger, der tilsammen danner Guds jeg, idet jegerne er uadskillelige. Her er Guds bevidsthed eller mentalitet, her eksisterer den evige overbevidsthed i form af de kosmiske verdener og den såkaldte hellige ånd. Tomrummet mellem partiklerne er altså opfyldt af Guds mentalitet, bestående af de levende væseners mentalitet. Fra denne usynlige verden dirigerer de levende væseners jeger gennem deres overbevidsthed, deres organisme og daglige væremåde. Og fra denne usynlige verden dirigeres således hele verdensaltets kloder, sole og mælkeveje. Vi er her vidne til Guds mentalitet, der styrer verdenernes gang i det evige, uendelige univers. Hvad kan vi nu lære af dette? Hvad er det, Gud her afslører for os? Her bliver det afsløret for os, hvorledes verdensaltet styres ved mentalitet eller tankekraft, der sammen med jeget danner Guds usynlige del af dette verdensalt, medens partiklerne danner Guddommens fysiske legeme. Og da vi selv også repræsenterer et usynligt jeg og en usynlig mentalitet, bliver vor bevidsthed og vort jeg ligeledes set fra den fysiske verden tomrummet, medens vor organisme består af partiklerne. Vi er "i Guds billede", idet vi også repræsenterer universets grundprincip: partikler og tomrum.
Vort eget jeg og dets mælkevejs- eller galaksesystemer
Hvis vi vil lære mere om vor egen organisme, end vi kan opleve gennem vore fysiske sanser, må vi se på makrokosmos, der repræsenterer, hvad vi selv er, set i et større perspektiv. Eller vi må se på mikrokosmos, hvor vi møder et mindre perspektiv. Men lovene og principperne er de samme. Hvis vi vil have klarhed over, hvad det egentlig er, vi ser som kloder og mælkeveje, må vi iagttage den menneskelige organisme, og i det hele taget kan mennesket ved at iagttage både makro-, mellem- og mikrokosmos blive klog på livet og dets love på en måde, som kan have den største betydning i dets daglige tilværelse.
Vor organisme består af en serie af forskellige organer. Den har hjerne, hjerte, nyrer, lunger, mave, kirtler m.m. Vi ser disse organer som faste materier, men de udgør i deres dybeste kosmiske analyse partikler og tomrum. Det vil altså sige, at de udgør sole og galaksesystemer, hvilket igen ifølge ovenstående analyser vil sige, at de er levende væsener med et usynligt jeg og en usynlig bevidsthed, der er tomrummet, og en organisme, der består af partikler. Der er den forskel, at det verdensalt, vi ser i form af himlens stjerner, er så gigantisk i forhold til vor sanseevne, at vi kun ser en meget, meget lille lokal del af dette vældige system. Derfor kan vi ikke blive klar over, hvad det er, vi ser, når vi kun anvender den fysiske sanseevne. Derfor er universet med dets partikler og tomrum trods al fremskreden teknik en uløselig gåde, et mysterium for den fysiske videnskab. Men det er ikke livets mening, at det skal vedblive at være et mysterium. Derfor er det så viseligt indrettet i den guddommelige verdensorden, at det, man ikke kan se i makrokosmos eller det store, det kan man se i mikrokosmos eller det små, og omvendt; det man ikke kan se i mikrokosmos, kan man se i makrokosmos. Og endelig, det, man hverken kan opleve i makro- eller mikrokosmos, oplever man gennem sine fysiske sanser i forhold til mellemkosmos og dets levende væsener. Den kosmiske forsker har derfor ved at iagttage mikrokosmos i sin egen fysiske organisme adgang til at se afsløringen af eller løsningen på ikke blot nattens lysende stjernemysterium eller makrokosmos, men han bliver også vidne til sin egen identitet som den suveræne hersker i et stjernesystem bestående af adskillige galaksesystemer. Han forstår, at hans organisme er et univers, der fuldstændigt gennemtrænges af hans ånd, hvilket vil sige af hans bevidsthed og tankekraft. Han erkender, at hans organisme er partikler og tomrum, og at disse partikler danner galaksesystemer, som han fra sit mellemkosmiske syn ser som organer. En partikelgruppe danner hans hjerte, en anden hans lungesystem osv., og hvert organ er et system i samarbejde og vekselvirkning med de andre systemer i den helhed, som er organismens univers. Alle galaksesystemerne styres og ledes af vor bevidsthed, dels automatisk og dels viljemæssigt. Partiklerne styres fra tomrummet, som gennemstrømmes af vor ånd og tankekraft, der igen styres af vore ønsker og begær. Disse ønsker og begær fremtræder som mikroelektriske kræfter og udløses af vor overbevidsthed gennem underbevidstheden til vor dagsbevidsthed. Denne vor bevidstheds- eller mikroelektriske kraft føres gennem vor hjerne, der udgør et specielt indrettet eller opbygget galaksesystem, til vor nervegalakse, hvorigennem bevidsthedskraften gennem opmagnetisering af blodet føres til alle de øvrige galaksesystemer med deres partikler og tomrum. Hjernegalaksen er det højst udviklede system i vor fysiske organisme eller vort jegs univers, idet den er organet for overføring af vor bevidsthed og vilje til organismen, og ligeledes for overføringen af vor gennem den fysiske oplevelse dannede række af tankebilleder tilbage til vor under- og overbevidsthed, der eksisterer i den usynlige verden eller det, vi kalder tomrummet.
Tankekraft, sygdom og sundhed
Hvad kan vi nu se heraf? Vi kan se, at vi med hele vor tankefunktion opretholder vore organers og vor organismes sundhed og velvære. Eller også, at vi forårsager usundhed, sygdom, nedbrydning, ja, måske total ødelæggelse af visse organer, måske af hele organismen. Når vor tankekraft via hjerne og nervesystem gennem blodet gennemtrænger og opmagnetiserer alle vore organer, betyder det naturligvis, at den trænger ind i disse organgalakser, hvis tomrum og partikler påvirkes deraf. Og lige såvel som vor tankekraft kan være livgivende og opbyggende impulser, kan den også være af så negativ art, at den laver ravage – ja, ligefrem katastrofer i vore organgalakser. Hvis et menneske er i stand til at leve i alkærlighedens tankekraft, virker den styrkende og sundhedsbefordrende på alle galakserne eller mælkevejssystemerne i organismen. Et menneske med en sådan tankegang kan ikke få nogen mental sygdom og vil også på grund af sine tanker være meget beskyttet mod fysiske sygdomme. Men væsener, hvis bevidsthed er, hvad vi kalder mørk, dvs. fuld af vrede, had, jalousi, bitterhed og irritation m.m., udfylder tomrummet i deres organgalakser på en meget negativ måde, hvilket også er tilfældet om end i andre variationer, hvor det gælder den form for mørk bevidsthed, vi kender som sorg, angst, depression og stress. Mørke tankearter volder ravage i vore organgalakser, hvoraf hvert enkelt system har sine partikler, der slet ikke tåler at komme i berøring med partikler fra en anden galakse. Der opstår eksplosioner, verdenskatastrofer, i vort univers´ galaksesystemer, i et eller flere i forhold til tankernes art. Derved bliver visse partikler ligefrem slynget ind i områder, hvor de ikke hører hjemme. Organismens ophav kommer i sit mellemkosmiske perspektiv eventuelt til at opleve virkningen som udslæt, betændelser eller sår. Hvis et menneske er udsat for et stort nervepres med skuffelser og bekymringer, kommer der følelsespartikler fra lungegalaksen ind i mavegalaksen, og der opstår mavesår. Hvis der kommer partikler fra mavegalaksen ind i lungegalaksen opstår lungebetændelse eller anden lungesygdom. Partiklerne fra lungegalaksen vil, hvis de kommer ind i hjernegalaksen eller ind i andre af organismens galakser, kunne blive årsag til kræftsvulster i disse områder. Hvis der samtidig også kommer partikler fra mavegalaksen, kan svulsterne blive meget ødelæggende og medføre døden. Vildfarne partiklers indtrængen i galakser, hvor de ikke har hjemme, er årsagen til alle sygdomme i organismen, så man kan sige, at de er af astronomisk natur. De er verdenskatastrofer i mikrokosmos.
Det jordiske menneske er på vej mod en lysets tilværelse
Denne vildfarelse af galaksernes partikler eller mikrosole kan også forårsages ved ydre påvirkning. Når et menneskes organisme ved ulykkestilfælde blive læderet, og der fremkommer benbrud, sår og skrammer, virker det også som verdenskatastrofer i den pågældende organismes galaksesystemer. Mennesket kommer ud for katastrofen som en karma, en skæbnebølge, der kommer tilbage. Men for mikrovæsenerne er det naturligvis også et led i deres skæbne, ellers ville livet være uretfærdigt og meningsløst. Skæbnemønstret passer hårfint, også når det drejer sig om forholdet mellem makrovæsen og mikrovæsener. Det er således absolut ikke tilfældigt, at menneskene lever i jordklodevæsenets organisme. Det er fordi dette makrovæsens skæbnedannelse, hvor det i sin nuværende inkarnation skal opleve "den store fødsel" eller kosmisk bevidsthed, passer til menneskenes udviklingstrin i det nødvendige tidsperspektiv, hvor 3000 år for de jordiske mennesker kun er et øjeblik for jordklodevæsenet. De jordiske mennesker er altså virkelig på vej mod en lysets tilværelse, ikke på en måde, der kan udtrykkes som et diktatur fra højere udviklede væsener eller ved mirakler, men ved med deres egen viljekraft, ønsker og længsler at komme på bølgelængde med jordklodevæsenets lysende tankekraft, bagved hvilken ligger lysende tankeimpulser fra solsystemsvæsenet, mælkevejsystemsvæsenet osv., hvilket alt sammen vil sige de lysende kærlighedsimpulser, der udstråler fra den evige Guddom, hvori vi lever, røres og er til. Mennesket må arbejde med at udvikle sit talent for at opfylde kærlighedens bud, da vil denne kærlighedsudfoldelse stråle som livgivende kræfter i det univers, der er vedkommende menneskes fysiske legeme, og den vil stråle ud imod næsten i hverdagen som humanitet og næstekærlighed.
Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus i Kosmos Ferieby, mandag den 22. juli 1968. Det er bearbejdet til Kosmos af Mogens Møller.
Første gang bragt i Kosmos nr. 11, 1982.
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige