Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2000/12 side 283
Martinus skrev...
For mig er Livets Bog ikke en hypotese
Foto af Martinus
Undertiden skete det, at Martinus følte sig nødsaget til at understrege sin kosmiske bevidsthed og dermed distancere sig fra sine læsere og kritikere, som ikke havde den. Som fx nedenfor, hvor han forklarer, hvorfor han som forfatter kan tillade sig den usædvanlige gestus at inddele disse læsere og kritikere efter deres egnethed til at forstå hans bøger. – Og hvad var så i øvrigt formålet med det? – Det skal vi også få opklaret i dette lille uddrag af en meget lang artikel.
Hvis Livets Bog kun var en forfatters "formodning", "hypotese" eller digteriske "fantasibillede" af tilværelsesmysteriet, og han trods dette alligevel fastholdt sin berettigelse til, mentalt set, at sætte de andre på plads i forhold til deres indstilling til dette hans "fantasibillede", ville det i højeste grad være selvforgudelse eller tilbedelse af sin egen skabelse, der måtte sidde i højsædet i dette væsens mentalitet. Men Livets Bog er ikke en samling hypoteser eller formodninger om, hvorledes selve livslovene eller loven for tilværelse – kunne være, men fremtræder derimod som en realistisk påvisning af, hvorledes nævnte lov – som kendsgerning eksisterer. Det er dette dens indholds identitet som kendsgerning, der forandrer forholdet og ikke alene berettiger, men også ligefrem forpligter, dens ophav til manifestationen af den her fremførte analyse af dens kritikere og kritik. Over for kendsgerningen må og skal alt kapitulere.
Nævnte analyse af kritikerne over Livets Bog er da heller ikke manifesteret som en udløsning af intolerance eller en hævnakt imod disse væsener fra ophavet til Livets Bog, men er derimod udelukkende manifesteret for at opfylde nævnte ophavs absolutte ønske om at fjerne enhver mulighed for opståelsen af indignation eller intolerance imod nævnte kritikere fra venner og tilhængere af Livets Bog, og inspirere dem til, i dette forhold såvel som i alle andre lignende forhold, at være besjælet af den gudesønlige bevidsthedsindstilling "Fader forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre".
Kun denne holdning kan være enhver tilhænger af Livets Bog eller den guddommelige verdensplan værdig og give udtryk for den sande forståelse af selve livets mening. Thi tilhængere af Livets Bog, der ikke har denne bevidsthedsindstilling, vil meget let komme til at vise den samme intolerance imod kritikerne af nævnte bog, som den disse kritikere føler imod samme værk, og ville derved komme til at fremtræde lidet flatterende. Deres fremtræden ville da afsløre, at de, omend ubevidst, på en måde også var overtrædere af de forskrifter, nævnte værk åbenbarer med hensyn til tolerance. Og deres handling ville da hverken være i Livets Bogs eller dens ophavs favør.
Fra "Omkring skabelsen af Livets Bog", Kosmos 1942 og 1943.