Ældre Kosmos og Kontaktbreve

To nye iagttagelser de sidste år inden for videnskabens verden, som har fået stor opmærksomhed både inden for og uden for forskerverdenen, udfordrer i forlængelse heraf også de materialistiske dogmer, som naturvidenskaben hidtil mere eller mindre har taget som givne.

Det gælder for det første opdagelsen af, at vore hjerneceller fortsætter med at nydannes gennem hele livet. Herom kan følgende læses i artiklen "Nye celler i gamle hjerner" på DAGENS NYHETER’S side om videnskab 27. 02. 1999:

"Siden begyndelsen af dette århundrede har en uimodsagt sandhed om vore hjerner været gældende: Vi er født med nervecellerne én gang for alle. De kan aldrig blive flere, kun dø fra os i takt med, at vi bliver ældre eller mere syge eller bliver udsat for slag, stød og alkohol. Det er den pris, vi må betale for at have en så god hukommelse, har man troet. Hvis nervecellerne bare kom og gik som andre celler i kroppen, så ville erindringerne også forsvinde lige så hurtigt (min kursiv). De seneste år er man dog begyndt at sætte spørgsmålstegn ved dette dogme. Det har vist sig, at rotter faktisk udvikler nye nerveceller i visse dele af hjernen hele livet. Det samme gælder mus, marsvin, kaniner og spidsegern. Sidste forår kunne den amerikanske psykolog Elizabeth Gould og hendes medarbejdere påvise, at der også udvikles nye nerveceller hos flere forskellige slags aber. Og i november sidste år kom den store sensation: Mennesket er ingen undtagelse. Også hos os fortsætter dannelsen af nerveceller i visse dele af hjernen hele livet. Bag denne epokegørende opdagelse står en gruppe svenske forskere på Sahlgrenska Sjukhuset i Göteborg med neurologen Peter Eriksson i spidsen."

I samme artikel fortæller Peter Eriksson, hvor svært han selv som klassisk uddannet neurolog havde ved at acceptere de nye erfaringer, forskerne havde gjort om nydannelse af nerveceller hos voksne rotter, da han en tid i midten af 90'erne arbejdede i USA og dér kom i kontakt med denne forskning. Han siger: "Jeg var meget skeptisk til at begynde med. Det, jeg havde lært om, at nerveceller absolut ikke kan udvikles, lå dybt i min bevidsthed.

En så dybt præget trosforestilling, som altså gennem et helt århundrede havde været accepteret som en videnskabelig sandhed, kan man med rette kalde et "dogme", som det også gøres i nævnte artikel i DAGENS NYHETER (se ovennævnte citat). Dette dogme havde altså sin oprindelse i forestillingen om, at vi, hvis nervecellerne blev fornyet – ikke ville kunne have den type erindring og personlig kontinuitetsfornemmelse (fornemmelsen af, at jeg er samme person med samme erindringer gennem hele livet), som vi nu har. Man troede jo, at erindringerne ville blive opløst og forsvinde i takt med cellefornyelsen i hjernen. Nu, da denne tidligere fornægtede cellefornyelse er videnskabeligt bevist, tilbagestår et vitalt spørgsmål at besvare: Hvordan går det til, at denne stadig foregående fornyelse af vore hjerneceller ikke påvirker vore erindringer og vor personlige kontinuitetsfornemmelse? Eftersom den ikke kan have sin årsag i den fysiske hjerne, må svaret på dette spørgsmål skulle søges på et ikke-fysisk plan.

Eksistensen af de seks åndelige legemer, Martinus beskriver, er imidlertid ikke tilstrækkelig til at forklare det lidt mere komplicerede spørgsmål om kontinuiteten i vor personlighedsfornemmelse. For der findes vel ikke noget, der er af en så flygtig og hurtigt skiftende natur som vort bevidsthedsliv eller åndelige liv? Hvert øjeblik er der tanker og følelser, som fødes, og andre tanker og følelser, som dør. Hvordan kan man så forklare stabiliteten og uforanderligheden i vor personligheds- eller jegfornemmelse? Den kan kun forklares, hvis der findes en instans i vort væsen, som ikke er underkastet bevægelse eller forvandling. Det er denne instans, Martinus kalder jeget eller X1. Jeget er det uforanderlige "faste punkt", som er forudsætningen for, at den kontrast til jegets egen natur, som bevægelsen eller forvandlingen udgør, skal kunne blive til oplevelse for os.

Den anden store landvinding inden for videnskabens verden, som man taler meget om i dag, er kortlægningen af menneskets gener. For første gang i videnskabens historie mener man at have kortlagt menneskets biologiske gener 100%.

Et nok så interessant "biprodukt" af denne forskning er, at man har kunnet påvise, at menneskets nærmeste slægtning i dyreriget, chimpansen, er 98% genetisk identisk med mennesket. Dette giver anledning til en del interessante spørgsmål. Fx det etiske spørgsmål, om ikke chimpansen, ifølge samme materialistiske logik, der ligger bagved genforskningen, da også burde tilkendes – i hvert fald 98 procents – menneskelige rettigheder?

Et andet spørgsmål af måske større interesse for denne artikels tema er, om den mentale eller åndelige forskel mellem chimpansen og mennesket kan reduceres til 2%? Sådan burde det jo være, hvis de materialistiske forskeres genetiske forklaring på menneskets og alt livs natur stemmer. Alt, selv sjælelivets mysterier, findes jo skjult i den genetiske kode, ifølge de materialistiske dogmer på dette område.

Uden på nogen måde at ville reducere eller forklejne chimpansens sjælelige evner, må vi nok, hvis vi skal se nøgternt på sagen, konstatere, at den mentale eller åndelige forskel mellem menneske og chimpanse gennemsnitligt er betydeligt større end det, de sølle 2 procents genetiske forskel lader antyde. Igen står vi altså over for et spørgsmål, hvis svar ikke kan findes på det fysiske plan eller i vor biologiske udrustning eller struktur.

Den vigtigste konklusion af alt dette bliver, at den materialistiske forskning nu har nået et stadium eller et niveau, hvor dens egne forskningsresultater bliver en udfordring eller en trussel mod de trosdogmer af materialistisk natur, som denne forskning hidtil delvis har været baseret på. Og den medvirker dermed også indirekte til at sætte behovet for en åndelig videnskab på dagsordenen!

Oversættelse: HL