Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I et længere brev stiller en læser i Sverige det klassiske spørgsmål: Hvordan kan det gå til, at kvinder mishandles og voldtages, når de, ifl. Martinus, jo ikke har været mænd i deres tidligere inkarnationer, og derfor ikke kan have voldtaget andre. Spørgeren fremfører, at fx Rudolf Steiner og mange andre hævder, at vi mennesker skifter køn mellem de enkelte inkarnationer, – og i så fald passer teorierne jo fint med karmaloven. Derimod fortæller Martinus, som spørgeren også fremhæver, at vi kun skifter køn for hvert spiralkredsløb, altså efter ufatteligt lange tidsperioder. Og så slutter spørgeren: "Jeg tvivler ikke om, at Martinus som vanligt har ret, men hvordan ..."

SVAR: Lad os slå fast, at Martinus er helt klar og utvetydig i spørgsmålet om, hvornår væsenerne skifter køn. I Livets Bog 5, stk. 1937, skriver han direkte: "Det er fejlagtigt at tro, at man fra det ene jordliv til det andet skiftevis kan være mand og kvinde. Begge manifestationer kræver en lang udviklingsepoke bag sig. Maskulinisme og feminisme er genialiteter, er organiske produkter baserede på opøvede talenter på samme måde som alle de øvrige livsfunktioner i væsenets organisme eller kropslige regioner." Og i stk. 1650 slår Martinus fast: "For hvert af de to køn gælder det altså, at de efter kulminationen af deres køn i kraft af deres begær skifter over til det modsatte køn. Denne skiften køn er dog ikke noget, væsenet kan gøre, lige så hurtigt, som det skifter jordliv. Nævnte kønsskifte har sit eget kredsløb, der strækker sig over to spiralkredsløb. Hveranden gang, det levende væsen oplever at være individ i spiralkredsløbets dyrerige, er det et "hankønsvæsen" og hveranden gang et "hunkønsvæsen" og således fortsættende i al evighed."

Men hvordan passer disse analyser nu ind i dét, Martinus fortæller om karmaloven, og hvor spørgeren henviser til Livets Bog 4, stk. 1262: "Skæbnegengældelsen eller karma er jo et "spejlprincip", der, hvor ikke andet griber ind, udløser en fuldstændig nøjagtig gengivelse, i ens egen skæbne, af det, man selv befordrer i andre væseners skæbne."

For at forstå dette, må man analysere, hvilke energi-arter en voldtægt egentlig består af: Det er en ufattelig voldsom YDMYGELSE af et andet væsen. Og nu begynder det at dæmre for os, og nu begynder vi at forstå, hvad Martinus mener. For hvilken kvinde tør hævde, at hun aldrig, i dette eller tidligere liv, har ydmyget en mand? Det kan være seksuelt, det kan være som "skaffedyr", – det kan have været på talrige måder. Overalt, hvor man betragter et andet menneske som en "ting", man ejer, som "noget", man har magt over, – der er der tale om ydmygelse af et andet menneske.

Nu forstår vi, hvad Martinus mener, når han i Livets Bog 6, stk. 2128 skriver, at "et væsens skæbne er et spejlbillede af den væremåde, de lidelser, sorger og bekymringer eller den glæde, det lys og velvære, det forud har skabt i sine omgivelser eller i sin næstes liv eller tilværelse. Og det er dette tilbagevirkende spejlbillede af dets væremåde over for omgivelserne eller sin næste, der efterhånden afføder dets frastødning imod det såkaldte "onde".