Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære Fader! – Jeg mærker din underfulde nærhed, når jeg retter mit blik ud i rummets umådelige dyb, og du gennem tusindtallige stjerners bål opruller for mig, hvorledes du gennem deres stråler har kærtegnet vor klode i fortiden som i nutiden, og at de stjerner, der i dag lyser vor lille verden så venligt i møde, er de samme, som har strålet over historiens mange små og store kulturers tilblivelse, blomstring og undergang. De har mødt blikke fra babyloniere, syrere, medere, persere, grækere og romere, – fra mægtige faraoner, – fra Abraham, Isak og Jacob, – fra Josef og hans brødre, – fra Moses og Aron, – fra Israels profeter, – fra kongerne Saul, David og Salomon, – fra Jesus og hans disciple. – De har funklet og strålet over syndfloden, Noahs Ark, israeliternes vandringer i ørkenen og julenatten i Betlehem. Men igennem stjernesmilet har du gjort mere endnu. Ud fra nattens mørke har du banet dig vej ind i den ensomme astronoms modtagelige ånd og der afsløret de første elementære begreber om din evige visdom. Du lod ham ane dine store dybder, dit umådelige rum. Du lærte ham, at hans egen verden var en stjerne i rummet, bevægende sig i mægtige baner efter evige love. Du lod ham analysere solens stråler og lyset fra fjerne verdener, fra funklende sole i en sådan mangfoldighed og over et sådant horisontområde, at hele panoramaet blev til lysende tåger, fortabende sig uden for tidens og rummets grænser, efterladende sig i ham de første svage evner til at tænke dine gigantiske tanker efter eller det første gryende skær af et kosmisk klarsyn, det syn i hvilket alle levende væsener skal opnå at se dig i din evige stråleglans, – du! den eneste sande Gud.

Fra efterskriften i Livets Bog 7: "Gudesønnen ét med sin Fader".