Ældre Kosmos og Kontaktbreve

"Omkring min skabelse af"Livets Bog"

Når nogen kan falde for ovennævnte skepsis, kan det kun have sin rod i den omstændighed, at de ved, at slutfacittet i verdensaltet er "såre godt", og de derfor tror, at alle ting direkte må være udtryk for den guddommelige vilje, og følgelig må anse enhver opstilling af et modsætningsforhold til denne vilje for på forhånd at være dømt til at mislykkes. Men et sådant ræsonnement kan ikke holde stand. Et fuldkomment slutfacit, som det ovenfor nævnte, kan ikke skabes eller eksistere uden at være en overvindelse af modsætningen. Hvis ikke der eksisterede en sådan modsætning i selve verdensaltet, kunne nævnte guddommelige facit aldrig nogen sinde blive til eller eksistere.

Det er rigtigt, at den guddommelige vilje fører alle foreteelser frem til det store kosmiske slutfacit, der udtrykker, at "Alt er såre godt", men dette facit er ikke blevet til på grundlag af, at Gud "ville alt", thi så ville dette facits manifestation være ganske udelukket. En vilje, der "vil alt", er ikke nogen vilje. Et væsen, der på én gang vil gå op og ned ad en trappe, er ganske blottet for vilje og således uden for betingelser for at kunne skabe, ja, selve livets oplevelse ville med en sådan bevidsthedsindstilling være en total umulighed.

Når universets eller verdensaltets millionfoldige detaljer udløser sig i slutfacittet, "Alt er såre godt", så sker det – ikke i kraft af, at Guddommen "vil alt", – men derimod i kraft af, at der er noget, – Guddommen vil, og noget – Guddommen ikke vil, – og hvorved al betingelse for manifestation af hans eget væsens åbenbaring, såvel som de levende væseners oplevelse af livet, får betingelse for at eksistere. En vilje kan kun komme til udløsning i kraft af, at der samtidig er noget, man ikke vil. For at man overhovedet kan manifestere vilje, er man nødsaget til – ikke at ville de ting, der er en hindring for de ting, man vil. En vilje kan således kun eksistere som en kombination eller forbindelse af en negativ og positiv tankeindstilling. For at have vilje, må der således lige så godt være noget, man ikke vil, som der må være noget, man vil. Uden disse to foreteelser kan intet skabes eller manifesteres. Og hvis man overhovedet vil anerkende, at verdensaltet udtrykker en plan, må denne plan også udtrykke eller være identisk med vilje. Og da den er vilje, må den også være en egenskab ved et levende væsen, samtidigt med, at den må være en forbindelse af en negativ og positiv tankeindstilling. Da nævnte plans facit eller formål er at holde verdensaltet i en tilstand, der passer på betegnelsen, "Alt er såre godt", bliver det en kendsgerning, at den vilje, af hvilken dette facit er et resultat, må være indstillet på – at ville det, der kan opbygge dette facit, og – ikke at ville det, der kan nedbryde nævnte. Hvis ikke denne vilje er således, kan verdensaltet ikke udtrykke nogen logisk plan og følgelig heller ikke noget logisk slutresultat. Men det er jo det modsatte af, hvad der eksisterer som urokkelig faktum. Verdensaltet er den mest logiske plan, der findes, ja, er selve logikkens kulmination. Vi ser derfor også derigennem den guddommelige vilje fremtræde med sin negative og positive foreteelse akkurat som ethvert andet levende væsens vilje. Og det er netop i kraft heraf, at de levende væsener kan bygge skæbne, kan blive med eller imod disse to foreteelser i den guddommelige vilje. Ethvert levende væsen har jo også vilje, som igen består af en negativ og positiv foreteelse. Vender et sådant væsen nu sin negative viljeside imod Guddommens positive viljeside eller sin positive imod Guddommens negative, opstår disharmonien mellem gudesønnens og Guddommens vilje. Og konsekvenserne heraf er den ulykkelige skæbne, lidelserne eller alt, hvad der kommer ind under begrebet "helvede".

Vender det levende væsen eller gudesønnen derimod sin positive og negative viljeside henholdsvis imod Guddommens positive og negative viljeside, bliver gudesønnens vilje ét med Guddommens vilje, og gudesønnen bliver "et med Faderen". Og den fred, lykke eller salighed, som ene kan være modsætningen til "helvede", og som i gammelreligiøs terminologi betegnes som "paradiset", "himlen" eller "himmeriges rige", opstår.

Nu er så kun tilbage spørgsmålet: Hvad er den negative og positive side af Guds vilje?

Men for at få dette spørgsmål besvaret, må man følge udviklingen eller faserne i fuldbyrdelsen af den guddommelige verdensplan, der bevirker, at alt til slut bliver "såre godt". Og da ser man svaret i form af "spiralprincippet". Nævnte princip viser os, at viljen bag planen befordrer en nedadgående proces og en opadgående proces. Den nedadgående proces har vi gennem mit arbejde lært at kende som "indvikling" og den opadgående som "udvikling". Og det er udelukkende ved et tilpas sammenspil mellem disse to processer eller kontraster, at skabelse overhovedet kan finde sted og dermed de levende væseners oplevelse af livet. Men når disse to former for proces er betingelsen for oplevelse af livet, må disse være et urokkeligt udtryk for den guddommelige vilje. Denne viljes frembringelse af facittet, "Alt er såre godt", sker altså udelukkende kun igennem Guddommens villen individets oplevelse af den "nedadgående" og "opadgående" proces. Men den kan ikke ville, at nævnte oplevelser skal ske samtidig, thi det er jo det samme som at ville det umulige. Det levende væsen kan, som før nævnt, ikke samtidig gå op og ned ad en trappe. Samtidig at ville det ene lige såvel som det andet kan jo kun gøre viljen til en ligevægt mellem to kontraster. Og en ligevægt er som bekendt det samme som "stilstand" eller umanifestation og bliver dermed yderligere synlig som et "intet". Guddommen kan derfor ikke ville, at individet skal opleve den "nedadgående" og "opadgående" tilstand samtidig, men derimod udelukkende kun efter hinanden. I modsat fald måtte det udelukke en hvilken som helst form for oplevelse. I stedet for selve livsoplevelsen ville der kun eksistere et evigt "intet". Døden eller en total bevidstløshed måtte være den altbeherskende faktor der, hvor universet med sine sol- og stjernebyer og alt, hvad dertil hører, nu funkler og stråler livet ud.

I henhold til den guddommelige vilje kommer det levende væsen således til at befinde sig et eller andet sted enten i den "nedadgående" eller "opadgående" bevægelse i spiralkredsløbet, men ikke samtidig i dem begge.

Hvis væsenet befinder sig i spiralens "nedadgående bane", vil den guddommelige vilje over for et sådant væsen urokkelig være dets "indvikling" eller "nedadgående" tilstand, hvilket igen, som læserne ved, er det samme som udviklingen hen imod kulminationen af "det dræbende princip" eller egenkærlighedsprincippet. Har væsenet derimod passeret kulminationen af "det dræbende princip" og således befinder sig i spiralens "opadgående" bane, hvilket vil sige i udviklingen hen imod kulminationen af humaniteten, næste- eller alkærlighedsprincippet, vil den guddommelige vilje, over for et sådant væsen, urokkelig være denne dets "opadgående" tilstand. Men her er det, at det ejendommelige sker, at individet kan komme i konflikt med denne Guddommens vilje.

Individet eller det levende væsen fremtræder jo i "Guds billede efter hans lignelse", hvilket i realiteten vil sige, at det også har en vilje. Det eksisterer eller bygger sin oplevelse af livet op i kraft af, at der er noget, – det vil, og noget, – det ikke vil. Og denne individets vilje er således stedet over for Guds vilje eller det, – Guddommen vil, og det – Guddommen ikke vil. Så længe individet befinder sig i den "nedadgående" bane i kredsløbet, vil der ikke opstå nogen synderlig konflikt imellem Guds vilje og væsenets vilje, thi væsenet befinder sig netop i nævnte bane efter sit eget ønske eller begær. At udføre de manifestationer, der holder denne bane eksisterende, er altså udtryk for dets egen vilje og kan således kun være en glæde for det selv, samtidig med at det er den fulde efterkommelse eller opfyldelse af Guds vilje. Og denne del af spiralkredsløbet bliver da også at udtrykke som "paradiset". (Se endvidere min bog, Logik side 138 og 139). Noget helt andet gør sig derimod gældende, når individet i kredsløbet har passeret kulminationen eller vendepunktet for den "nedadgående" bane og derved kommer til at befinde sig i den del af kredsløbet, hvor det ikke mere er den "nedadgående" bane eller tilstand, men derimod den "opadgående" bane, der er Guds vilje. Her opstår der en direkte konflikt mellem individets vilje og Guds vilje.

For at få en fuld tilfredsstillelse eller mættelse af oplevelsen af "det dræbende princip" har individet gradvis måttet skabe sig et animalsk legeme, der indtil hundrede procent blev et tjenligt redskab for nævnte oplevelse. Ligesom dette legeme, grundet på den tunge fysiske materie af hvilken det består, kun gradvis kunne blive til eller bygget op med alle sine lokalorganer og tankecentre for udfoldelse af selviskheden eller "det dræbende princip", således kan det samme legeme kun gradvis omskabes og få udviklet nye lokalorganer eller tankecentre for manifestationen af uselviskheden eller alkærligheden, der jo udtrykker den "opadgående" banes tilstand i spiralen. Individet vil derfor endnu længe efter, at det har passeret kulminationspunktet for den "nedadgående" bane i kredsløbet, have lettest ved at manifestere dennes principper og foreteelser, fordi disse endnu i overvældende grad er "C. viden" eller vanefunktion hos det, medens centrene eller organerne for manifestation af den "opadgående" banes principper og foreteelser endnu kun er i sin spæde vorden. I den "nedadgående" bane bliver, som før nævnt, denne banes principper identisk med det, – Guddommen vil, og den "opadgående" banes principper identisk med det, – Guddommen ikke vil. Men i den "opadgående" bane bliver denne banes principper naturligvis identisk med det, – Guddommen vil, og den "nedadgående" banes principper udgørende det, – Guddommen ikke vil. I modsat fald ville der jo ikke være nogen som helst mulighed for manifestation eller skabelse. Når individet, efter at have passeret den "nedadgående" banes kulminationsstadium og er rykket ind i den "opadgående" bane, men stadig grundet på sin vanebevidsthed, i en vis udstrækning helst manifesterer den "nedadgående" banes principper eller bevidsthedsmetoder, bliver det til kendsgerning, at det her gør noget, – Guddommen ikke vil.

Individet vil altså i en vis udstrækning manifestere den "nedadgående" banes principper eller bevidsthedsmetoder i den "opadgående" banes domæne og kommer således i direkte konflikt med Guds vilje. Det bliver altså her synligt, at individet har en fri eller selvstændig vilje, det kan bringe i konflikt eller kontakt med Guds vilje. Men da Guddommen – ikke vil – manifestationen af den "nedadgående" banes tankemetoder i den "opadgående" banes domæne, vil resultatet af denne disharmoni imellem individets vilje og Guds vilje urokkelig blive lidelserne, smerterne, mørket eller alt, hvad der kommer ind under begrebet "helvede", thi væsenet går jo her imod selve universet. Det prøver faktisk på at flytte sol og måne. Men her opdager det, at den sten, det ikke kan løfte, må det lade ligge. Igennem helvede eller mørket kommer det til kundskab om, at der findes en vilje, der er langt stærkere end dets egen. Og at årsagen til dets misere udelukkende kun var den omstændighed, at det ville noget, som ophavet til denne stærkere vilje – ikke ville, og at nævnte ophav ikke ville det, fordi det i den "opadgående" bane var abnormt, førte til undergang og derfor var tåbeligt. Men når det levende væsen opdager, at dette faderlige motiv udelukkende danner grundlaget for Guddommens eller denne i universet forekommende stærkeste vilje eller viljeføring, er det ikke så underligt, at det vender sig mod det evige Forsyn og henrykt udbryder: "Fader, ske ikke min, men din vilje".

Det er denne oplevelse af den guddommelige viljes tilstedeværelse i universet og dens alkærlige ophavs eksistens, der, til usigelig velsignelse for menneskeheden, har besjælet dens største førere. De har set, at Guds vilje er loven for tilværelse, loven for oplevelse. De har set, at ved at følge denne vilje bragte man ikke alene sin egen vilje i kontakt med loven for livets oplevelse og blev ét med Faderen, men man gjorde sig også fri af de hindringer for livets oplevelse, der tilsammen danner det, vi kalder "en ulykkelig skæbne" med dens lidelser og besværligheder, dens mørke mentalitet og sortsyn, dens befordring af tilsløringen af væsenets identitet som livet herre. De nævnte væsener har således set, at dette at give sin vilje ind under Guds vilje aldrig i noget tilfælde kan blive identisk med en slavemæssig underkastelse og overgivelse af sit eget liv, sin egen individualitet, men derimod udelukkende var vejen til herredømmet over de foreteelser, igennem hvilke adgangen til Guddommens eget syn, egen mentalitet og den hermed forbundne frigørelse fra dyreriget udelukkende kun kan gives. De samme væsener har dermed set, at bevidsthedsindstillingen "Fader, ske ikke min, men din vilje", således er hovedhjørnestenen i jordmenneskehedens frigørelse eller det, vi udtrykker som verdensgenløsningen. Nævnte bevidsthedsindstilling er således roden og stammen, ud fra hvilken de evige sandheder eller facittet: "Dømmer ikke, thi med den dom I dømmer, skulle I igen dømmes". – "Hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd". – "Saligt er at give, hellere end at tage". – "Vend den højre kind til, når du bliver slået på den venstre", samt mange andre, danner grene.

Bevidsthedsindstillingen "Fader, ske ikke min, men din vilje", er således ikke noget ganske overflødigt, men fremtræder derimod i allerhøjeste grad som det absolut eneste fornødne for enhver ærlig sandhedssøger eller åndsforsker. At vandre i modsat retning tør væsenerne kun gøre i de felter, hvor de endnu ikke kender vejen, sandheden og livet.

Fra Kosmos 1941-42: "Omkring min skabelse af Livets Bog" Artiklen er i sin fulde længde bragt i Kosmos 1982, nr. 1-6. Enkelte søt fortløbende numre kan endnu købes ved henvendelse til Instituttet.