Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Min hobby er fuglekiggeri. Ude i naturen møder jeg fugle i et stort antal former og farver. Rovfugle, ænder og spurve. Inden for hver gruppe finder jeg specialformer, der i særlig grad er udviklet til at udføre en bestemt opgave i miljøet. Vandrefalken kan fange sit bytte i luften. Musvågen kan kun tage bytte på jorden. Dykanden finder føde på søens bund. Svømmeanden finder sin føde i vandet eller på land. Fuglenes former udgør et vældigt spektrum af egenskaber, der samtidig binder en bestemt art til et bestemt miljø.

Her kommer jeg med kikkerten. Et stykke over mig ser jeg en musvåge sejle på udstrakte vinger. Jeg ser på den. Den ser på mig og trækker længere og længere væk. To levende væsener mødes, den ene trækker væk. Jeg oplever. Musvågen oplever. Den har dårlige erfaringer med mennesker, derfor trækker den væk. Jeg har også en del erfaringer med musvåger. Begge parter har forudsætninger, med hvilke de møder livet på det fysiske plan.

En kikkert er en udtænkt konstruktion, et redskab til forstærkning af min øjenkonstruktion, der også er at betragte som et udtænkt redskab. Musvågeorganismen er bl.a. udtænkt på den måde, at den har kikkerten indbygget i sit øje fra "naturens hånd". Dens "hobby" er mus, som den kan se på stor afstand.

To væsener med vidt forskelligt udseende og egenskaber møder hinanden. At de synes så forskellige, skal vi ikke lade os narre af. Vi skal lære at tænke og forstå, at i princippet for opbygning er de ens – de har samme åndelige grundstruktur. De har hvert et centrum, hvorfra de oplever tilværelsen. Dette centrum er forbundet til en oplevelses- og skabeevne, der får dem til at fremstå med vidt forskellige skabte organismer, der igen udgør en port til vidt forskellige oplevelser.

Musvågeorganismen med kikkertøje som indbygget redskab ser menneskeorganismen med kikkertøje som udbygget redskab. Det, kikkertøjnene opfanger, bliver til vidt forskellige oplevelser hos de to typer livsenheder. Den ene får bange anelser og glider væk. Den anden oplever styrke, ynde, skønhed, lethed, frihed og glæde. To levende væsener møder hinanden med hver sine skabte sanseredskaber og hver sin skabte mentale baggrund, men i princippet for opbygning er de ens.

"Ethvert levende væsen, der kommer til verden, ligegyldigt hvad enten det hører ind under det væsenssamfund, vi kalder "den jordiske menneskehed", eller det hører ind under de former for liv, der ytrer sig gennem det, vi er vant til at opfatte som "dyr", "planter", og "mineraler", er alle uden undtagelse genstand for livets oplevelse". Sådan indleder Martinus i Fortale til Livets Bog.

Hvor vi kan se brug af kemiske stoffer i form af en hvilken som helst organisme, musvåge eller menneske, dér må også være "en kemiker", "noget, som er", der har evnen til at organisere de kemiske stoffer. Her bryder vi med naturvidenskaben, som tror, at kemiske stoffer af sig selv tilfældigvis organiseres til organismer gennem milliarder af år. De søger i generne for at finde årsag, selvom generne ligesom organismen er udtryk for en måde at bruge kemiske stoffer på, og derfor umuligt i sig selv kan være årsag.

Åndsvidenskaben vil sige: genkoden er en kode for "nogen", "noget, som er", et jeg, der kender og kan bruge koden, hvorved den komposition, vi kalder en organisme, kan opføres – blive fysisk til. Helt på samme måde som noder er en kode for "nogen", "noget, som er", et jeg, der kender og kan bruge koden, hvorved den komposition, vi kalder et stykke musik, kan opføres – blive til. Eller skrifttegnene her, teksten, som også er en kode for "nogen", "noget, som er", et jeg, der kender og kan bruge koden (alfabet, russisk, dansk, svensk), hvorved en usynlig og uhørlig psykisk komposition opføres – bliver til i læserens bevidsthed – opleves – og måske forstås og nydes eller forkastes.

Universet er fyldt med energi og kemiske stoffer, der er organiserede til f.eks. solen, jorden og et utal af organismeformer, der lever på jordens overflade. Det ligner en helt objektiv betragtning. Men solen, jorden og organismerne på jordens overflade er noget, mennesket OPLEVER. Vi oplever det ufatteligt store ydre univers – det nære og det fjerne – i vores eget indre. Alt afhænger af dette indre. Forstår vi noget i det ydre, er det i kraft af noget, vi har i vores indre – evner i form af følelse, intelligens og intuition f.eks. Det objektive univers opleves til enhver tid subjektivt – som noget "jeg" OPLEVER ved synet, hørelsen, lugten, smagen, berøringen af objektet i den ydre verden, og som efterfølgende kan sætte en række personlige følelser og tanker i gang. Følelser og tanker, der ikke nødvendigvis har noget direkte med det sansede objekt at gøre.

Når musvågen ser mig, bliver den urolig og trækker væk – men jeg er ikke farlig. Den må da kunne se med sine kikkertøjne, at det ikke er et gevær, jeg har med – jeg vil bare kigge. Men det forstår musvåger sig ikke på, de følger deres instinkter – deres ubevidste bange anelser. Musvågen tager ingen chancer, den har erfaringer, tidligere oplevelser, der siger fare.

Ret beset er musvågen nok den mest nøgternt objektive af os to. Den ser mig som noget, der skiller sig ud fra alt andet i den natur, den bevæger sig i – noget den har øje for. Måske det eneste musvågen behøver at frygte, dens eneste mulige fjende – mennesket.

Jeg derimod oplever en hel masse, som vitterligt intet har med musvågen at gøre. Styrke, ynde, skønhed, lethed, frihed og glæde – fylder mig (mon en mus også ser sådan på det). Alt sammen smukt og dejligt – musvågen er blevet en symbolsk projektion af mine drømme om min fremtid. Et fysisk symbol på åndelig frihed – at holde sig frit svævende over jorden med et skarpsynet overblik. Og måske også et symbol på min delvis tabte fortid, for musvågen er jo samtidig et nådeløst instinktstyret stærkt rovdyr. Lærken er på en måde et mere rent symbol.

OPLEVELSE kræver, at der er noget at opleve – fugle, fisk, insekter, blomster, planeter, stjerner, skrevne ord, musik, genkoder, ondt og godt. Oplevelse kræver noget SKABT, der kan opleves. Evnen til skabelse og oplevelse er to uadskillelige grundegenskaber knyttet til dette "noget, som er", der åndsvidenskabeligt set er altings inderste og første årsag – skaberen og opleveren – i både musvågen og mennesket.