Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kutúzov vendte sig om ved disse ord. Han havde lyttet til den vagthavende generals rapport, hvis hovedemne var en kritik af stillingen ved Cárevo-Zájmisce, ganske på samme måde, som han havde lyttet til Denísov, og som han for syv år siden havde lyttet til diskussionerne i krigsrådet i Austerlitz. Han havde øjensynlig kun lyttet, fordi han nu engang havde et par ører, der ikke kunne lade være med at lytte, skønt der i det ene af dem sad en stump af et skibsreb; men det var tydeligt, at intet af det, den vagthavende general havde at sige, kunne forbavse eller blot interessere ham, fordi han på forhånd vidste alt, hvad der kunne blive sagt, og han lyttede kun til alt dette, fordi han nu engang var nødt til at høre på det, ganske som man er nødt til at høre en messe til ende. Alt, hvad Denísov havde sagt, havde været rimeligt og klogt. Alt, hvad den vagthavende general sagde, var endnu rimeligere og klogere, men det var tydeligt, at Kutúzov slet ikke brød sig om sagkundskab og intelligens, men vidste noget andet, noget særligt, som ville komme til at afgøre krigen, noget, som var uafhængigt af sagkundskab og intelligens. Fyrst Andréj iagttog opmærksomt den øverstkommanderendes minespil, og det udtryk, han kunne opfange, var kun en blanding af kedsomhed, nysgerrighed for hvad denne kvindehvisken bag døren kunne betyde, og et ønske om at overholde formerne. Det var tydeligt, at Kutúzov i virkeligheden foragtede intelligens og sagkundskab, ja, endog den patriotiske følelse, Denísov havde lagt for dagen, men hans foragt var ikke en frugt af hans egen klogskab, følelse eller sagkundskab, som han slet ikke søgte at give udtryk for, men af noget helt andet. Hans overlegenhed var en frugt af alder, af livserfaring.

– Men vi bliver da nødt til at levere et slag? – sagde fyrst Andréj.

– Det bliver vi kun nødt til, hvis alle ønsker det. Det er der intet at gøre ved. Men tro mig, min ven, der er ingen bedre krigere end de to, tålmodighed og tid; de skal nok gøre det hele. Men rådgiverne n'entendent pas de cette oreille, voilà le mal (vender det døve øre til, det er det gale ved det). Nogle vil, andre vil ikke. Hvad skal man så gøre? – spurgte han og ventede øjensynlig svar herpå. – Ja, hvad vil du mene, at jeg skal gøre? – gentog han, og hans øje fik et dybt og klogt udtryk. – Jeg skal sige dig, hvad man skal gøre, – sagde han, da fyrst Andréj stadig ikke svarede. – Jeg skal sige dig, hvad man skal gøre, og hvad jeg gør. Dans le doute, mon cher, – han tav lidt, – abstiens-toi, (Er du i tvivl, kære ven, så hold dig fra det) – sagde han langsomt og med eftertryk. – Nå, farvel, min lille ven, husk, at jeg med hele min sjæl tager del i din sorg, og at jeg for dig ikke er fyrstelig højhed eller øverstkommanderende, men en far. Hvis du har brug for mig, så kom lige til mig. Farvel, min ven.

Han omfavnede ham igen og kyssede ham. Og endnu før fyrst Andréj var kommet ud ad døren, sukkede han beroliget og tog igen fat på madame de Genlis' Chevaliers du Cygne, som han ikke var blevet færdig med.

Hvordan og hvorfor det skete, kunne fyrst Andréj ikke forklare sig, men efter dette møde med Kutúzov vendte han tilbage til sit regiment med en følelse af tryghed med hensyn til krigens videre forløb og tillid til den mand, som krigsførelsen var betroet til. Jo mere han så, hvordan alt personligt var fremmed for denne mand, der tilsyneladende kun ejede menneskelig svaghed og i stedet for en intelligens, som grupperer begivenhederne og udleder slutninger af dem, kun besad evnen til rolig iagttagelse af begivenhedernes gang, desto mere følte han sig sikker på, at alt nok ville gå, som det skulle. – Han vil ikke følge personlige interesser. Han vil ikke få indskydelser og påhit, han vil ikke af egen drift foretage sig noget som helst, – tænkte fyrst Andréj. – men han vil lytte til alt, stille alt på sin rette plads, ikke hindre noget nyttigt og ikke tillade noget skadeligt. Han forstår, at der findes noget, der er stærkere og betydeligere end hans vilje, nemlig begivenhedernes uundgåelige gang; og han forstår at se begivenhederne, forstår at fatte deres betydning, og fordi han fatter deres betydning er han i stand til at give afkald på selv at gribe ind i disse begivenheder, give afkald på at gøre en personlig vilje gældende, som går i en anden retning.