Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi bliver alle ældre, det hører med til livet. Ganske vist kan vi dø før tiden af fx sygdom eller ved en ulykke. Men normalt drager de fleste af os gennem alle jordelivets årstider – barndom, ungdom, voksenliv og alderdom, hvor kroppen gradvis visner og til sidst ophører med at fungere. Herfra går livet og udviklingen videre, beskriver Martinus, og mener, at døden er en særlig behagelig oplevelse og befrielse for netop det aldrende menneske, hvis fysiske krop mere og mere er blevet til et fængsel. For naturligvis bliver alle funktioner langsommere og dårligere med alderen – bevægelsesevnen forringes og tankevirksomheden bliver langsommere, synet og hørelsen formindskes ligesom lugte- og smagssanserne. Desuden lider mange af stivhed og endda smerter, der ville være endnu mere invaliderende, hvis der ikke fandtes smertestillende lægemidler. Derfor bliver det jo en vidunderlig kontrast, når vi befries fra kroppen og pludselig kommer af med alle smerter, får fuld bevægelighed og kan begynde at føle og fornemme klart og tydeligt igen, (læs om mennesker med nær-døds-oplevelser). I artiklen Gennem dødens port skriver Martinus om, hvordan alle mennesker efter døden oplever en skøn og behagelig ferieperiode i de åndelige verdener, hvor de får mulighed for frit at bruge de talenter og evner, de har udviklet under jordelivet. "Og når de har oplevet så meget, som det på det nuværende udviklingstrin er muligt for dem, får de en ny organisme på det fysiske plan, gennem hvilken de kan fortsætte deres ´studier i at lære at tænke i overensstemmelse med livets love´, for det er det, der er den fysiske tilværelses egentlige mission."

Jo mere vi begynder at tænke og leve i overensstemmelse med livets love, jo lykkeligere og bedre bliver vore jordeliv inklusive alderdommen. Vi har allerede lært en del. Det bekræftes bl.a. af menneskets stigende alder. I Sverige fx var middellevealderen i 1700-tallet 33 år for mænd og 36 for kvinder. I dag ligger den på 75 for mænd og 80 for kvinder, (lidt lavere i Danmark. o.a.) og vil sandsynligvis i en vis fremtid stige måske op til 100-120 år. I det moderne samfund er der jo ingen der, som i 1700-tallet, behøver at slide sin krop op af arbejde eller barnefødsler, ej heller dø af underernæring eller bakterier på grund af dårlig hygiejne osv. Derimod er de såkaldte "velfærdssygdomme" som hjerte-karsygdomme og diabetes etc. en tærskel, der forhindrer mange i at blive ældre. Årsagen til de fleste velfærdssygdomme er ikke for lidt mad, men for meget og ofte næringsfattig kost og sukker. Rygning, stress og et stillesiddende liv er andre faktorer. Men med den helsebevidsthed, der er begyndt at vokse frem i samfundet, varer det ikke længe, før vi har overvundet disse sygdomme.

Det er slet ikke umuligt, at vore fysiske legemer efterhånden kan blive op mod hundrede år, forudsat at vore arveanlæg eller gener er tilstrækkeligt gode. Det er imidlertid ikke, iflg. den åndelige videnskab, forældrene, der er grundårsagen til vor genetiske opbygning, men derimod os selv gennem vor egen livsførelse i hvert liv. Vi ved alle, at vor måde at behandle og vedligeholde kroppen på kan såvel opbygge som nedbryde evner og funktioner. Disse energiforhold påvirker ikke kun den fysiske side af os, men også den sjælelige eller kosmiske side, som altid overlever den fysiske krop. Her i dette overfysiske område bliver vor livsførelse eller vore energiforhold lagret i, hvad Martinus kalder "talentkerner". Når vi atter skal fødes, tiltrækkes vi automatisk af et talentkernebeslægtet forældrepar, dvs. forældre med lignende vaner, begavelse, sygdomme eller sundhed, som vi selv har fremavlet. Det er dette princip der gør, at elefanter føder elefantbørn, mennesker føder menneskebørn og raske forældre får normalt raske børn. Takket være dette princip kan også et menneske, der i dag har et skrøbeligt helbred – fx en diabetiker -, blive helt rask i fremtiden ved at ændre sin livsførelse (sundere kost, motion etc.). Allerede i det næste liv vil det blive født med en bedre fungerende bugspytkirtel og sikkert også med andre forbedringer. Omvendt bliver det for det menneske, der har et godt helbred i det nuværende liv, men som lever usundt (ryger, drikker, spiser ringe kost osv.). Det menneske kan ganske vist for en tid, måske hele livet, leve på gamle fortjenester, dvs. på en god medfødt kropsfunktion fra et sundere liv. Men i det lange løb sætter den nuværende livsstil sine spor i talentkernerne og vil få konsekvenser for personen i kommende liv. Hver tidsepoke eller århundrede har også sit særlige kundskabsniveau og sine problemer at slås med. En interessant debat, der foregår i dag er, om vaccinationer og penicillinkure er så gode, som vi tidligere troede. Imidlertid må vi huske på, at før vaccinen og antibiotikaen kom, var der mange mennesker, der døde fx af lungebetændelse, tuberkulose og en række andre smitsomme virusepidemier. I sytten- og attenhundredtallet herskede der stadig elendige hygiejneforhold (forurenet vand m.m.), der dannede enestående grobunde for bakterier og vira, samtidig med at mange mennesker led af underernæring. Altså omtrent samme livsforhold som dem, der i dag råder i vore U-lande, hvor netop vaccinationer og antibiotika redder mange liv. Derfor har vaccine og antibiotika haft, og har stadig, en mission at opfylde, selv om det ikke løser menneskets sygdomsproblemer. Et længerevarende studium af en gruppe børn viste, at de, der havde en god tarmflora og som ikke blev vaccinerede som små, var sundere end andre. Det ser ud til, at hvis vi i barndommen må blive lidt syge en gang imellem og i stedet for penicillinkure via kosten får nyttige bakteriekulturer, som bl.a. findes i syrnede mælkeprodukter, bliver vi på længere sigt langt mindre modtagelige for sygdomme. Herved bliver immunsystemet "optrænet", samtidig som den beskyttende bakterieflora på kroppens hud og slimhinder ikke gang på gang ødelægges af penicillin eller anden antibiotika. Selv modermælken indeholder immunopbyggende antistoffer og andre stoffer, der er vigtige for barnets sundhed og udvikling. Barnet får bl.a. adgang til visse essentielle fedtsyrer, der er vigtige for hjernen og nervesystemets udvikling – forudsat at moderen selv får disse via kosten (forekommer rigeligt i fed fisk og fiskeolie, eller for vegetarer i alger, nødder og frø. Hørfrø- og rapsolie er andre alternativer). Disse fedtsyrer og desuden andre essentielle stoffer såsom vitaminer, mineraler og aminosyrer, er også vigtige under vor fortsatte opvækst og livscykel i jordelivskredsløbet.

I livets efterår er det desuden vigtigt at holde kredsløbet i gang, så dele af kroppen ikke lider af mangel på næring og ilt. Hvis det sker, kan kroppen begynde at degenerere eller visne før tiden. Det kan modvirkes gennem regelmæssig motion – spadsereture, gymnastik, qi-gong etc. Også ved at indtage visse kredsløbsfremmende urter og vitaminer (fx ginko biloba og E-vitamin). Energimæssigt udgør disse aktiviteter og stoffer en balanceret form for "tyngdeenergi". Dvs. den kosmiske grundenergi, der iflg. Martinus ligger bag al varme og bevægelse i både vort indre og ydre univers. De føromtalte essentielle eller livsnødvendige mikronæringsstoffer er lig med det, han kalder "B-livsenheder", som er særlig lettilgængelige og forekommer i rigelige mængder i frugt, grøntsager, nødder og frø. At være lidt forsigtig med salt og fedt (især animalsk fedt) er også vigtigt i den her sammenhæng. Et overskud af disse produkter kan let blive lagret i blodkarrenes vægge, som bliver stivere og mere tillukkede. Et overskud af fedt kan desuden medføre blodpropper. Naturligt blodfortyndende stoffer, findes fx i hvidløg, ginko biloba, E-vitamin og fiskeolie.

For at undgå en alt for tidlig ældning kan også antioxidanter være til gavn. Hver dag udsættes vore celler for angreb fra hvad man kalder "frie radikaler". Disse dannes under cellernes normale stofskifte. Hvis kroppens beskyttelse mod dem forringes, kan forskellige dele af cellen og endog arvemassen lide skade. Antioxidanterne udgør denne beskyttelse. De består af visse aminosyrer, mineraler og vitaminer (fx selen, E-, A- og C-vitamin). Nu er de frie radikaler ikke kun skadelige for kroppen. Når fx en bakteriel infektion skal bekæmpes, dannes der store mængder frie radikaler i de hvide blodlegemer. Det sker også ved en lokal betændelsestilstand, hvor blodcirkulationen må øges for at sætte gang i helbredelsesprocessen. Så fuldkommen er naturen eller Guds fysiske skabelse, at alt, der eksisterer også har en eller anden funktion at udføre. Selv de frie radikaler. Problemet er altså ikke radikalerne i sig selv. Kun hvis de hærger frit i kroppen eller ikke forsvinder igen hurtigt nok (hvilket de ikke gør, hvis vi mangler antioxidanter).

Mange af de degenerative problemer og sygdomme, der kun vanskeligt lader sig behandle (tidlig ældning, åreforkalkning, gigt, dissemineret sclerose, Parkinsons, demens osv.) anses for at være en følge af frit hærgende radikaler i kroppen. For demenssygdommene er også stress og social isolering en stærkt bidragende faktor. Mens social isolering nemt fører til understimulering af hjernen, kan stress føre til en overproduktion af hormonet kortison, som så vil have en skadelig effekt på hjernen. Dels forhindres hjernens hukommelsescenter i at bruge blodsukker (glukose – hjernens eneste brændstof), og dels øges dannelsen af frie radikaler, som kan ødelægge nervecellerne. Nu er det ikke kun raske nerveceller, der er brug for til hjernens funktion, dvs. vor fysiske dagsbevidsthed, men også tilskud af såkaldte kemiske budbringermolekyler eller signalsubstanser. Hvis disse mangler, kan informationer fra en celle til en anden ikke nå frem. Der findes måske op mod hundrede forskellige signalsubstanser, hvoraf seks af dem er særlig vigtige for vore mentale processer, fordi de formidler følelser, stemninger og erindringer. En bestemt substans vækker ophidselse, en anden fører til afslapning og yderligere én bærer de fleste af vore erindringer. Således er fx signalsubstansen acetylkolin særlig vigtig, når det gælder vore erindringer og tanker. Den amerikanske læge Dharma Singh Khalsa mener, at millioner af mennesker kunne forbedre både koncentration og hukommelse blot ved at spise fødevarer, der fremmer produktionen af acetylkolin. Der gør bl.a. lecitin, B- og C-vitaminer og visse mineraler (lecitin er det vigtigste). En anden vigtig substans i den sammenhæng er noradrenalin. Det spiller en betydelig rolle, når det gælder om at overføre korttidshukommelse til det center i hjernen, der lagrer langtidshukommelsen. Desuden medvirker noradrenalinet til at holde humøret oppe. Dvs. for lidt noradrenalin kan gøre os deprimerede.

Dopamin er en anden signalsubstans, som kvikker os op og gavner koncentrationen. Den medvirker også i de motoriske nervesignaler, der ligger bag vore muskelbevægelser, så de bliver jævne og smidige. Mennesker med Parkinsons syge, muskelstivhed, og rystelser, har problemer med at danne dopamin. Dopaminniveauerne mindskes også for alle mennesker i løbet af dagen. Det er det, der gør, at vi bliver lidt sløve og mentalt trætte om eftermiddagen og aftenen. Derfor er nattesøvnen en vigtig del af vort fysiske liv. Her genoprettes den biokemiske balance i vort nervesystem, og nye signalsubstanser kan dannes – forudsat vi tilfører byggematerialer – vitaminer, mineraler og essentielle aminosyrer. Dr. Singh Khalsa anbefaler alle ældre hver morgen på fastende hjerte at drikke nogle af Green´s produkter (pulveriserede grønne planter der blandes med vand eller juice). Det giver kroppen og nervesystemet de nødvendige byggematerialer. På sin klinik i Arizona, hvor han benytter både skolemedicin og alternative medicinske behandlingsmetoder, har han hjulpet mange mennesker med både mild og langt fremskreden demens. Dr. Singh Khalsa mener, at kroppens helbredelses- eller regenerationsevne er enestående – selv hos ældre mennesker, bare de får hjælp til bestræbelserne. I hans behandlingsprogram indgår fire vigtige punkter, som bl.a. har til formål at opretholde en god cirkulation i kroppen og forsyne hjernen med en god energi og vigtige næringsstoffer og signalsubstanser. De er – næringslære (vitaliserende diæt med kosttilskud og naturmidler) – stresshåndtering (meditation og stressdæmpende adfærd) – motion (både fysiske og mentale øvelser samt yogaøvelser) – farmakologi (medicinlære, når dette er påkrævet).

Desværre er det ikke alle mennesker, der kan ældes med sundhed, på trods af at man lever eksemplarisk og måske har gjort det hele livet. Som vi forstår, skyldes det, at talentkernerne for organismen i øjeblikket ikke har den kvalitet, der gør det muligt at være rask. Frugterne af en sund levevis kommer os under alle omstændigheder tilgode i et kommende liv. Det er jo ikke kun vor relation til kroppen og vort eget mikrokosmos, vi er her for at "lære og studere", men også vort samvær og vor relation til andre mennesker, dyr og naturen osv. Et ringere helbred livet igennem eller i alderdommen kan derfor byde på andre udviklingsmuligheder – fx større medfølelse for andre, mere tålmodighed og ydmyghed. Desuden kan et menneskes intellektuelle side bedre komme til, når kroppen begrænses af forskellige funktionshindringer. Og med den voksende næstekærlighed og det tekniske niveau, der er i vort moderne samfund, er der mange mennesker med, som vi siger, "kroniske sygdomme", som alligevel får et frugtbart liv. Den traditionelle lægevidenskab og pleje – hvor mennesker får hjælp til rehabilitering, hjælpemidler og medicin – er i det her tilfælde en stor velsignelse. Gud er altså med os i både med- og modgang. Og jo mere vi lærer om os selv og tilværelsen i hvert liv, jo bedre og behageligere bliver vore jordeliv – også langt ind i livets efterår.

Oversættelse: BA