Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Er Martinus Kosmologi videnskab? – Det er et af de spørgsmål, som i tidens løb har været behandlet mange gange her i bladet. I virkeligheden afspejler det en kamp om prestige, som alle videnskaber – bortset fra naturvidenskaberne – har ført gennem det meste af det 20. århundrede. Man har stået i en forsvarposition – ikke over for naturvidenskaberne (som mange har troet) – men over for en filosofisk retning fra 30'erne og 40'erne, som kaldte sig logisk positivisme. Den gik ud på, at kun det, der kan iagttages og måles (genstande!), har værdi som videnskab. Alt andet er spekulation og dermed – mere eller mindre – snyd og bedrag.

Det har været den logiske positivismes bredt accepterede påstand, at psykologi, historie, filosofi o.l. fag ikke var "rigtige" videnskaber. En sådan påstand fik naturligvis disse fag til at reagere. Fx kunne psykologerne med behaviorismen mobilisere et meget koldt, teknisk og "hvidkitlet" projekt, som støttede sig til en udstrakt brug af fremmedord hentet fra andre og mere anerkendte videnskaber. Det blev forbilledet; man forsøgte i disse år at efterligne det naturvidenskabelige ideal så godt som muligt.

Men alt dette er nu historie; de miskendte videnskaber – og det gælder jo også Martinus Kosmologi – har lidt efter lidt gjort sig fri af den logiske positivismes åg. Det er nærmest sket af sig selv; måske fordi der ikke længere stilles så store forventninger til naturvidenskaberne. De har tabt prestige. Men det er interessant at mindes en svunden tid, når Martinus på de næste sider skriver om "meget fremtrædende materialistiske videnskabsmænd, professorer og doktorer eller andre fremragende akademikere, der endnu slet ikke kan fatte 'bevægelsens' sande analyse, men tror, at den kun er udtryk for blinde kræfters tilfældige reaktioner".

Den slags "tro" er de pågældende fagfolk meget forsigtige med at udtale sig om i dag, det er ikke god tone. Den logiske positivisme regnes nu for at være ét af 30'ernes mange flop – de såkaldte "ideologier". Tilbage er blot at "rydde op", dvs. skille sig af med de sidste rester af det gamle mindreværdskompleks, som de angrebne videnskabers udøvere selv lagde kimen til, fordi de troede på ideologien og ikke (som Martinus gør på de næste sider) gennemskuede den. Der er fx ingen grund til at skælde ud på naturvidenskaberne; der er heller ingen grund til at tro eller håbe på, at de en dag "nok skal give Martinus ret". Det er ganske ligegyldigt, – og det er også ganske udelukket, eftersom alt naturvidenskabeligt skal være "metodesikkert", det skal kunne måles og vejes. Men det betyder naturligvis ikke, at den, der måler og vejer, er forhindret i at tolke sine resultater som "livsytringer". Det er bare to forskellige videnskaber, som "på papiret" (!) må holdes ude fra hinanden. Men der er i vore dage intet suspekt ved at interessere sig for dem begge.