Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Johannes Duns Scotus (1265-1308) var født på en tid, hvor enhver teolog med respekt for sig selv ville vise, at Gud var en selvfølge for den menneskelige fornuft. Men det mente Duns Scotus netop ikke. Frejdigt erklærede han, at tro og viden intet havde med hinanden at gøre. Selv tidens store navn Thomas Aquinas, der havde opstillet fem "gudsbeviser", gik han ikke af vejen for at modsige.

Går vi til Martinus i vor tid, så kan vi genkende nogle af disse problemstillinger i hans kosmologi. Også her finder vi problemet med tro og viden behandlet. For Martinus var de modsætninger. Martinus går endda så vidt, at han opfatter tro som "massesuggestion" (Livets Bog 4, stk. 1251), et ord der vækker ubehagelige erindringer om karismatiske ledere i det 20. århundrede.

Duns Scotus påpegede meget rigtigt, at "gudsbeviser" kun var gyldige for mennesker, som i forvejen troede på Gud. Går vi til Martinus, vil vi se, at hans analyser kun er gyldige, hvis man i forvejen tror på en bedre verden. Således udtrykker Martinus sig dog ikke. Han taler ikke om "tro" som forudsætning for sine analyser, men om "hungeren efter retfærdighed" (Livets Bog 3, stk. 885), og det gør han uden tvivl for ikke at skabe misforståelser og lede tanken hen på tro som "blind tro" (suggestion). Men læg mærke til, hvor hårfin grænsen er! Hungeren efter retfærdighed kan jo godt udspringe af et religiøst eller politisk indoktrineret ideal. Men den kan også komme indefra som et "suk", udløst af en "tavs viden", som den sukkende ikke selv kan give nogen forklaring på. Det er dette suk, som åbner for Martinus' analyser og gør dem interessante. Ikke som beviser for noget som helst, hvad allerede Duns Scotus kunne vise, men som "motiveret tro" (hypoteser), der underbygger en følelse af sandhed.

Men grænserne er endnu mere hårfine, for hvad skal man med Martinus' analyser, når der findes religioner og politiske partier, som har "hungeren efter retfærdighed" på dagsordenen? Hvem har egentlig brug for analyserne? Som vi ser, bliver det en ret lille del af jordens befolkning, der på nuværende tidspunkt bliver den egentlige kernegruppe. De skal intuitivt tro på en bedre verden samtidig med, at de i en afsmag for religiøse og politiske ideologier ikke vil vedkende sig, at de tror på noget. De sukker – og kan ikke andet! Martinus giver dem det eneste, de har respekt for, nemlig videnskab. Han sætter ord på sukket, forklarer det, gør det til bevidsthed og viden. "Sikker viden" måske – ja, men kun for hin enkelte! Og det er nok værd at huske, inden man går ud i verden og argumenterer for sin "tro" på sin "viden" om reinkarnation, karma osv.

Duns Scotus modsagde den berømte Thomas. Martinus ville ikke modsige nogen, heller ikke bevise noget. Han ville bare hjælpe "humane materialister" til at forstå sig selv. Sådanne folk kendte Duns Scotus næppe, de fandtes sikkert ikke på hans tid. Først nu dukker de op, "de bliver de første til at modtage analyserne" ("Strukturen", 4f).