Kosmos 2000/9 side 211
Rullende akrobatik på randen af en afgrund
Under sit ophold på Island i efteråret 1952 rejste Martinus over land fra Reykjavik til Akureyri. I et afsnit fra et af hans breve til vennerne i Danmark møder vi ham her undervejs. Vi skal høre lidt om opholdet i Akureyri og ikke mindst om en forrygende tur med bus tilbage til Reykjavik.
Ved 14-tiden ankom vi til Varmeliden. Her blev jeg præsenteret for nogle af mine venner fra Akureyri, som var ankommet hertil for at bringe mig videre det sidste stykke vej af min rejse til nordlandet. Disse mennesker var, ligesom mine venner i Reykjavik, meget elskelige og modtog mig på den kærligste måde. Efter at vi havde indtaget et middagsmåltid, som var parat til os, tog jeg afsked med mine venner fra Reykjavik, som havde kørt mig den ca. 300 kilometer lange strækning her til Varmeliden, og som nu skulle tilbage til Reykjavik. Jeg fortsatte så imidlertid rejsen med mine nye venner til Akureyri. Turen gik stadig igennem vældige fjeldterræner og ødemarker. Her var alt sneklædt og lyste stærkt hvidt og blåt i det klare solskin, som vi var så heldige at være begunstiget med denne dag. Akureyri er en meget smuk havneby beliggende på en fjeldside ved det inderste af fjorden: "Eyjafjørdur", som munder ud i ishavet. Som før nævnt var alt dækket med sne, og nu, da vi ca. kl. 18.00 nåede byen, var det koldt som på en januardag hjemme i Danmark. Jeg blev her ligesom i Reykjavik meget venligt modtaget af repræsentanter for det teosofiske samfund. Jeg skulle være her i 5 dage. I disse dage holdt jeg 4 foredrag. Et af disse blev holdt i byens teater. De andre 3 blev holdt i en biograf. Og her var tilslutningen ligesom i Reykjavik god. Det viste sig, at min mission havde adskillige venner her, af hvilke jeg besøgte nogle enkelte.
Ligesom mine venner i Reykjavik var man også her opfyldt af ønsket om, at jeg skulle få set så meget som muligt af deres lands storslåede natur. Og man arrangerede en stor udflugt, hvor vi kørte langt ind i landet til noget, der hed "Myvatn" og "Reykjahlid". Her var der et meget stort krater omgivet af eventyrlige lavamarker, men ellers var der også her de samme ødemarker og fjeldterræner som de andre steder på Island. Her oplevede jeg næsten et helt månelandskab af mærkelige lavaformationer fra vulkanske udbrud århundreder tilbage i tiden. Et andet sted viste man mig en lille kirke, til hvilken der knyttede sig det sagn, at da den glødende lavamasse fra et af de store vulkanske udbrud flød ned ad vulkanen og begyndte at begrave omegnen, strømmede egnens beboere ind i den lille kirke, hvor man bad til Gud om beskyttelse eller redning. Lavastrømmen, som faretruende nærmede sig kirken, skiltes da pludselig ad og delte sig i to strømme, der hver især gik et godt stykke uden om kirken, så både folkene og kirken blev reddet. Hvor meget, der passer af sagnet, ved jeg ikke, men den spaltede lavastrøm ligger den dag i dag i sin stivnede form uden om kirken til de menneskers forundring, der ikke tror på mirakler, og til betagelse og glæde for de mennesker, der tror på en guddommelig hånds styrelse af livet, og at der ikke falder en spurv til jorden, uden at det er Guds vilje.
Her som overalt på de store ødemarker var atmosfæren jomfruelig ren og overordentlig psykisk og fuld af en fred og stilhed eller en ophøjet ro, der uvægerligt måtte mane selv det mest urolige sind til andagt. Jeg følte næsten overalt, som om disse rene uberørte steder var hellige. På tilbagevejen passerede vi det stor vandfald "Godafoss", som jeg blandt meget andet fotograferede. Det var ejendommeligt at stå over for et sådant ocean af kræfter. Tusinder af hestekræfter i form af vældige vandmasser styrtede larmende ud over klippeafsatserne og fortsatte i vældige hvirvler videre nedad floden igennem ørkenen. Det bar vidne om den vældige reserve af naturkraft, som Island besidder, når man efterhånden får bragt den under menneskelig vilje og kontrol.
I al den elskværdighed og gæstfrihed, jeg mødte hos mine venner, svandt de fem dage, der var beregnet til mit ophold her, hurtigt, og jeg skulle flyve tilbage til Reykjavik, hvor jeg endnu skulle tilbringe en halv snes dage og holde flere foredrag. Men nu lå fjeldene indhyllet i tåge, så det var ikke flyvevejr. Jeg måtte så tage den ordinære rutebil tilbage. Men det blev også en oplevelse, hvor der ikke var mangel på spænding. Ja, det blev næsten en flyvetur. Mine venner kendte den unge chauffør, som skulle føre den store vogn fra Akureyri til Reykjavik, og fik mig derfor anbragt på en god plads ved hans side. Jeg fik derved den størst mulige udsigt over alle de situationer, der adskiller en biltur hen over de islandske terræner fra en biltur over Danmarks flade land. Min plads måtte egne sig som den fineste orkesterplads for en af Tivolis eller Dyrehavsbakkens glødende rutchebaneentusiaster. Her var der virkelig nok af kolde gys. Med 80 kilometers fart susede vi ligesom hen ad en mammutrutchebane i form af den smalle bjergvej, hvor to biler ikke kan køre forbi hinanden uden ved særlige anlagte ventesteder, og over broer, der tilsyneladende er så smalle og nøjagtigt tilpassede til de store biler, som en skuffe er tilpasset til sin plads i et skuffedarium. Den smule, broen er bredere end rutebilen, synes kun at kunne tælles i centimeter. Men ikke desto mindre susede den store vogn med stærk fart af og til ind igennem et sådant "skuffedarium". Jeg ventede hvert øjeblik at høre rækværket hvine, knage og splintre ved sammenstød med vognens sider. Men det skete ikke, – og det er vist aldrig sket. Islands chauffører er rene artister i rullende akrobatik. Vi susede imidlertid videre hen ad den smalle bjergvej, undertiden med en vældig afgrund på den ene side og en lodret stejl klippevæg opad i næsten en usynlig højde på den anden side. Det var heller ikke uden spænding, når man således, som jeg, havde fri udsigt frem over den smalle vej og her øjnede de farlige sving, som vi med voldsom fart susede hen imod, og som gav en indtrykket af, at vi absolut måtte havne i den afgrund, som vognens yderste hjul balancerede på kanten af. Det var også svært at lade være med at tænke på svigtende bremser, når den store vogn syntes at køre opad imod selve himlen, eller når det var den anden ende af vognen, der vendte opad imod skyerne, og vi styrede stejlt nedad i dybet, som om vi havde jordens centrum til mål. Og det gjorde ikke sagen bedre, når man i sin svedende vånde vendte blikket bort fra afgrunden udenfor for at spejde efter en nødbremse inde i vognen og da fik øje på chaufføren, der i dette øjeblik holdt rattet med sit ene knæ, medens han i ro og mag med begge hænder tændte sig en cigaret samtidigt med, at speedometret viste et tal i nærheden af 80. Det er en skam, at en sådan præstation af rullende akrobatik på randen af en dyb afgrund og uden et udspændt sikkerhedsnet ikke kan forevises i et cirkus eller Tivoli. Man ville ellers her have det rigtige store nummer og en overfyldt pengekasse i uoverskuelige tider. – Nå, jeg slap lykkelig og velbeholden tilbage til Reykjavik og blev her hentet af mine elskelige venner, en stor og virkningsfuld oplevelse rigere. Jeg havde fået lært at beundre de islandske chauffører, der med så enorm præcision, sikkerhed og hurtighed både nat og dag kan føre de rejsende fra den ene ende af Island til den anden under betingelser, der for en dansk bilist måtte synes totalt umulige. Tænk, hvad disse chaufførers dygtighed betyder i et land med så enorme afstande og uvejsomme terræner og uden jernbaner og med veje, der i virkeligheden ellers kun kan befares af ryttere og fodgængere, men som for langdistancer er uegnede for hestekøretøjer. Den før beskrevne rædsel er således kun et Fata Morgana i rullende akrobatik, ligesom jeg i gunden naturligvis heller ikke nærede nogen sand dødsfrygt under turen. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke skulle dø eller lemlæstes på denne tur, og at jeg endnu har et stort stykke vej at tilbagelægge af min mission, inden jeg skal forlade denne verden.
Tilbage til artikler af Martinus
Forrige