Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2000/9 side 206
Spørg om kosmologi
Findes der engle -?
En læser skriver: "Nogle mennesker oplever, at de er engle, at de er kommet her til planeten Jorden for utallige inkarnationer siden fra andre steder i universet, hvor man er længere fremme i udviklingen, end vi er her. At de er kommet for at hjælpe og for at skabe lys her på Jorden, – at de er lysarbejdere. Nogle af disse engle-mennesker oplever, at de ikke lever efter de samme regler og love som os andre, der tit kommer til at begå fejl. Min veninde mener, at som engel har hun ikke lov at begå fejl -!
Selv har jeg stor trøst i at vide, at som menneske har jeg lov til at være præcis, som jeg er, – at jeg kan tilstræbe at blive mere og mere kærlig, men at det er okay, at jeg er præcis, som jeg er lige nu. Og at "livets skole" nok skal hjælpe mig videre. Jeg er meget nysgerrig efter at vide, om Martinus har fortalt noget om engle inkarneret som mennesker? Lever vi alle – uanset om vi er engle eller ej – når vi er inkarneret som mennesker, efter de samme love, fx karmaloven, og går vi alle i "livets skole" -?"
SVAR: Det er da et herligt brev, der giver lejlighed til at rede nogle sammenfiltrede tråde ud –! Enhver har naturligvis lov til at lægge sin egen betydning i begrebet "en engel". Men lad os i denne forbindelse holde os til, hvad Martinus mener med dette ord. I Livets Bog bind 5, stk. 1682, fortæller han om "englebevidsthed", at det er "en bevidsthed, der helt opfylder næstekærlighedsloven som ren automatfunktion." Og om begrebet et "englevæsen", at det "er ikke et dyrisk væsen, er ikke et jordisk menneske, men et overjordisk eller himmelsk væsen."
I bind 6, stk. 2394, skriver Martinus: "En hel verden af væsener på det åndelige plan er i et permanent beredskab for at hjælpe alle de nødstedte og hjælpeløse væsener på det fysiske plan. (....) For de mindre udviklede væsener og dyrene sker denne hjælp rent automatisk, men den sker i nøje kontakt med livets love. Den kommer kun til sin fulde velsignelse i situationer, hvor den er en hjælp for væsenet til at komme igennem opfyldelsen af livslovenes bestemmelse. Den kan ikke opløse eller ophæve livets principper og fx frigøre dyrene fra slagtebænken eller frelse mennesker fra en skæbne, der ganske vist er lidelse, men udgør en absolut nødvendighed i fuldkommengørelsen af væsenets udvikling i humanitet og intellektualitet. Denne guddommelige kosmiske hjælps mission er at hjælpe alle væsener til at være i kontakt med livets bestemmelse på de udviklingstrin, hvor de befinder sig. Alle de mange forskellige udviklingstrin har deres tilsvarende skytsengle."
Vi bør næsten have et andet citat med i denne forbindelse. I Det Evige Verdensbillede, bind 3, forklaringen til symbol nr. 33, fig. 17, fortæller Martinus på en uhyre spændende måde, at "gennem dette forsyn styrer og leder Guddommen hele menneskehedens udvikling, hele dens omskabelse fra dyr til menneske. Det er disse væseners kosmiske eller åndelige medarbejdere, der er at udtrykke som "engle". De ypperste af disse væsener er fremragende åndeligt udviklede uden dog at have nået det færdige stadium, som mennesket i Guds billede. Men de er stærkt på vej. Så er der alle de øvrige ufærdige væsener. De er også engle i den udstrækning, som deres udvikling i næstekærlighed gør det muligt. (....) I kraft af deres store psykiske begavelse kan de opfange fysiske menneskers bønner. De kan ikke fritage menneskene fra deres karma, men de kan i stor udstrækning give den alvorligt bedende hjælp i nødens stund, give ham mod, kraft og opmuntring til at stå sin lidelse igennem. De er usynligt til stede alle vegne. Ingen mennesker er nogen sinde uden for deres rækkevidde. De følger os alle på vore veje, parate til at beskytte os i de situationer, hvor vi kan beskyttes, og til at hjælpe os i de situationer, hvor vi nødvendigvis skal igennem vor mørke karma."
Ved hjælp af disse lange citater fik vi nu svar på, hvem disse "englevæsener" er, – og hvad formålet med dem er. De udgør kærlighedsorganer for alle os, der befinder os i den fysiske verden, – en slags "forældreprincip", der skal hjælpe os igennem den lange udviklingsvej fra primitivitet til humanisme.
Så kommer vi til det næste spørgsmål: Er der nogle mennesker, der ikke er underkastet de samme regler og love som vi andre, fordi de føler sig som "engle-mennesker"? Mon ikke alle kan forstå, at det absolut ikke er tilfældet -! Martinus skriver direkte i Livets Bog bind 3, stk. 861: "En fritagelse for virkningerne af sine handlinger er der intet som helst væsen, der i realiteten kan opnå, thi disse virkninger er selve livets evige fundament, ja, er selve udløsningen af kulminerende kærlighed." Og det er i grunden ganske logisk, for uanset, hvor høje tanker man har om sin egen udvikling, så er ingen af os nået frem til det fuldkomne stadium, hvor vi ikke kan gøre fejl. En fritagelse for karmalovens virkninger ville altså betyde, at de pågældende måtte blive stående på dette halvfærdige stadium til evig tid.
Nej, så er det afgjort bedre at have den opfattelse, som spørgeren selv giver udtryk for: "Livets skole" skal nok hjælpe os videre. Og vi kan alle, – som de engle-væsener, vi gerne vil være, – efter bedste evne hjælpe vore medvæsener på den vanskelige vej mod større humanisme og næstekærlighed.
I næste nummer af Kosmos vil vi belyse spørgsmålet om mennesker, der er kommet fra andre kloder, – og om såkaldte "lysarbejderes" og andres placering på den vældige "udviklingsstige".
Hans Wittendorff