Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 2000/8 side 190
Notitser
 
Martinus 110-årsdag den 11/8-2000
Bogen med Martinus' erindringer starter med, at Martinus siger: "Jo – jeg blev født mandag den 11. august 1890 i nærheden af den nordjyske by Sindal. Jeg blev født kort efter midnat".
I den jordmoderprotokol, hvor Martinus' fødsel er blevet optegnet, står der, at Martinus er født den 11. august kl 11 efter middag, det vil altså sige kl 23 og dermed 23 timer eller nærmest et døgn senere end angivet i erindringsbogen. I jordmoderprotokollen angives fødselstidspunktet kun i hele timer, der er ingen minutangivelser. Hvis man antager, at der er en times usikkerhed på jordemoderens tidsangivelse og sammenholder dette med Martinus' oplysning om, at han er født lige efter midnat, kommer man til det resultat, at Martinus er født kl 00.05 den 12. august. Det er interessant, at ligesom det er usikkert, hvem der er Martinus' far, så er det også usikkert, hvornår han er født. Det ser ud som om, at Forsynet i forbindelse med planlægningen af Martinus' vigtige mission til en vis grad har valgt at udviske sådanne detaljer.
OT
 
Den store danske encyklopædi
I bind 13 side 21 af Danmarks nationalleksikon "Den store danske encyklopædi" har Klaus Aarslev skrevet følgende omtale af Martinus:
Martinus, egl. Martinus Thomsen, 1890-1981, dansk mystiker, ophavsmand til Martinus' kosmologi, der er et religiøs-filosofisk verdenssyn og livsforklaring.
Som 30-årig mejerist havde han en åndelig oplevelse, som efter hans eget udsagn gav ham dyb indsigt i livets og verdensaltets love. Herefter begyndte han at skrive sit hovedværk, Livets Bog 1-7 (1932-62 senere titel Det Tredie Testamente, 1981), hvor han bl. a. argumenterer for, at verdensaltet er én eneste stor bevidsthed, og at mennesket gennem skæbnelov og reinkarnation bevæger sig frem mod et stadium af total tolerance og næstekærlighed.
Martinus' "kosmiske analyser" har vakt interesse i og uden for Danmark; interesserede har siden 1943 drevet Martinus Institut på Frederiksberg, et kursuscenter i Klint samt udgivet tidsskriftet Kosmos på dansk, svensk, tysk og engelsk. Der er indrettet mindestuer i Martinus Instituttet og i barndomshjemmet, et husmandssted nær Sindal i Nordjylland. (K. Aars.)
Billedtekst til foto af Martinus siddende under hovedsymbolet i den store hall på Instituttet:
Martinus, den kendteste blandt 1900-tallets okkulte tænkere i Danmark, blev i 1975 fotograferet foran en symbolsk fremstilling af verdensaltet. Ifølge Martinus er verdensaltet et levende og evigt væsen, der manifesterer sig i seks forskellige tilværelsesplaner i et uendeligt spiralkredsløb. Hvert plan består af levende væsener, hvis livsoplevelse skabes ved vekselvirkning med omgivelserne og dermed verdensaltet eller Guddommen.
Ole Therkelsen
 
Mindedag i provinsen
Som det fremgår af programmet, afholdes den sædvanlige mindedag i Klint d. 5.8.00. Desuden bliver Martinus' fødselsdag også markeret i Sindal (11.8.), på "Christinekær" syd for Århus (13.8.) og i Fredericia (20.8.). Program og nærmere oplysninger:
Martinus Center
v/ Hans Wittendorff
Mosevej 3, 7323 Give
tlf/fax 7580 3350
e-mail: hwittendorff@post.tele.dk