Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nede paa Havbunden mellem Tangplanter og Smaasten træffer vi en mærkelig Fremtoning. Et stort Sneglehus bevæger sig i Ryk frem over den ujævne Grund, men hvad er det for et Væsen, der trækker det af Sted?

I Stedet for Sneglens lange, bløde Krop, og Hovedet med de mærkelige "Følehorn" eller "Øjne", ser vi et Par Kløer og en Masse Ben –, det er jo en Krebs! – Ja netop, det er en "Eremitkrebs".

Navnet har den vel faaet, fordi den altid bor alene i sit Hus, men hvad er mon Grunden til at den slæber rundt paa denne ubehagelige Dødvægt?

Jo se, – nede paa Havbunden er der ikke Spor bedre end heroppe paa Jorden; ogsaa dernede gælder det, at det er den stærkeste, der klarer sig bedst. Og hvad gør saa de, der ikke er saa velegnede til at klare sig i Kampen? Ja, – de søger, saa godt det kan lade sig gøre, at undgaa den, enten ved Flugt eller ogsaa ved Snedighed, – som f. Eks. Eremitkrebsen.

Sagen er nemlig den, at nok har Eremitkrebsen Kløer, men den har tillige en Bagkrop, der er meget blød og ubeskyttet, og som Følge deraf er et yndet Bytte for graadige Angribere. Og det er for at beskytte denne Del af sit Legeme, at Eremitkrebsen tager Bolig i et tomt Sneglehus. Naar den sidder der, faar den altid sine Angribere fra den Kant, hvor den bedst kan magte dem.

– "Javel", siger mine Læsere, "men –?"

De kan maaske ikke forstaa, hvorfor jeg pludselig begynder at fortælle Dem Naturhistorie? Det skal jeg saamænd sige Dem:

– "Baade De og jeg og mange andre Mennesker lever i Dag som Eremitkrebs!"

– "?"

– "Har De nogen Sinde drøftet Livets dybere Problemer med en af Deres nærmere Bekendte? – Det har De sikkert, og sandsynligvis har det været en interessant Samtale.

Men har De saa i et større Selskab pludselig bragt religiøse Emner paa Bane?

Hvis ikke, saa prøv det engang, for De vil da blive Vidne til en ganske ejendommelig Reaktion. I alles – bogstavelig talt alles – Øjne vil der komme et usikkert, flakkende Blik, og derefter glider der en næsten synlig Maske ned for Ansigterne.

En eller anden kommer med en spøgefuld, ironisk, overbærende Bemærkning, og Resten af Selskabet klynger sig, – som den druknende til et Halmstraa – til denne Banalitet, og istemmer en – lidt for forceret – Latter, der skal udtrykke, at de da heldigvis ikke er saa naive og gammeldags, at de interesserer sig for saadan noget.

Eremitkrebsen er krøbet ind i sit Sneglehus, og viser kun den forsvarsberedte Del mod Verden.

– Det er ikke moderne at være interesseret i aandelige Problemer, ja ikke engang at tro, at der eksisterer noget aandeligt!

Og saa alligevel –

Den Dag, De talte sammen med Deres Ven, fik De jo dog en meget alvorlig og interessant Samtale ud af det. Og vær overbevist om, at træffer De en af det føromtalte Selskabs Deltagere paa Tomandshaand, da er der al Mulighed for, at han vil bringe Spørgsmaalet paa Bane selv; det ligger nemlig som en medfødt Trang hos alle Mennesker at søge ind til og prøve at forstaa det store ukendte Ophav til alt.

Men gør han det, saa lad være at spørge ham om, hvorfor han opførte sig saadan, som han gjorde, den Aften til Selskabet!

Vi er nemlig alle smaa Mennesker; af og til vover vi at se vor egen Lidenhed i Øjnene, men vi taaler ikke, at andre viser os den. Saa kryber vi ind i vort Sneglehus, og bliver haarde og kyniske, siger Ting, som vi slet ikke mener, og saarer Mennesker, som vi gerne vil være Venner med.

– Det er ikke moderne at være interesseret i aandelige Problemer. Dette er saa meget desto værre, som de aandelige Problemer til syvende og sidst er de eneste, der betyder noget.

Det er jo ogsaa derfor, at saa mange Mennesker i Dag lever som Eremitkrebs. De søger at skabe et ugennemtrængeligt Værn om den Del af deres Bevidsthed; det, man ser op til og dyrker som sit kostbareste Eje, det ønsker man ikke, at andre skal trampe paa med Spottens og Latterens snavsede og jernbeslaaede Støvler, det vil man ikke udlevere til "Grinet".

Der vil altid være Mennesker, der ikke stikker saa dybt i Livet, som andre, smaa Mennesker, der i hele deres Væremaade udtrykker "den offentlige Mening" paa en saadan Maade, at de føler det som deres Pligt, at latterliggøre alle, der ikke lige netop passer ind i det Skema, de har dannet sig af, hvad man "bør være", og hvad man "bør mene". Samme Mennesketype søger gennem denne Væremaade at hævde sig selv, dække over egne Ufuldkommenheder, kort sagt, søger at snobbe for Mængden.

Sker det for Dem selv, at De i Deres Samtaler med andre skulde faa Lov til at kaste et Blik ind i denne Del af deres "indre Verden", saa husk paa, hvad jeg har sagt. Pas paa, at De ikke ved en uoverlagt Bemærkning kommer til at slaa de Porte i, som lige var blevet lukket op for Dem. Pas paa, at De ikke skuffer den Tillid, dette Menneske viser Dem.

Kun ved selv at aabne Dem, kan De faa andre til at lukke sig op. Naturligvis er der en Mulighed for, at det alligevel ikke lykkes, og de er da blevet en Erfaring rigere, men lykkes det, ja da faar De ogsaa en af de Samtaler, som De altid vil huske, og da har De sikret Dem et Menneskes Hengivenhed.