Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Da intet som helst normalt menneske kan blive fuldkommen lykkelig uden igennem forståelsen af, at der er en mening med begivenhederne i det daglige liv, vil det således være magtpåliggende at finde denne mening. Og absolut alle levende væsener på Jorden råber efter eller klamrer sig til, hvad de "tror", eller hvad de "ved", udgør denne mening. Som et uomstødeligt bevis herfor er hele væsenets reaktionsevne. Denne reaktionsevne udløses nemlig udelukkende af den ene absolutte følelse eller fornemmelse, der udgør væsenets "retfærdighedsbegreb". Det er ikke således, at alle levende væsener er bevidste i dette deres eget retfærdighedsbegreb. Dyrene er således ikke dagsbevidsthedsmæssigt bevidste i dette begreb. Men de åbenbarer alle en for hver især særlig metode for udfoldelse, som vi udtrykker som dyrets "normale" handlemåde. Når rovdyrene overfalder og æder andre dyr, kan det således kun udtrykkes som en "normal handling". Hvis et eller flere af disse dyr f.eks. fandt på ikke at ville have kød, men udelukkende kun ville æde frugt, måtte vi jo betragte disse dyr som "abnorme", ligesom akkurat det samme ville være tilfældet, hvis de planteædende dyr pludseligt ikke ville have planteføde, men derimod kun ville nyde andre væseners kød og blod. Imidlertid kan sådanne kolossale afvigelser fra dyrenes "normale" levemåde ikke finde sted hos disse væsener. Det forekommer derimod kun hos de væsener, der kan begynde at spekulere og begynder at prøve på at drage fordel af denne spekulation, hvilket altså i høj grad er den situation, menneskene befinder sig i. Dyrene har ikke den spekulationsevne. Deres daglige liv ledes derfor ikke af nogen spekulation, der kan give dem sådanne dræbende skuffelser, som dem menneskene kan udsætte sig for. Rovdyrene fornemmer, at de må have kød for at leve, ligesom de planteædende dyr fornemmer, at de må have planteføde for at leve. Og de følger udelukkende disse deres drifter. De får derved en normal tilfredsstillelse af en normal sult. Hvis disse dyr kunne reflektere over deres eget liv, måtte de erkende for sig selv, at de levede et "normalt" liv. "Dyrene", hvilket vil sige de, der endnu ikke er forvanskede af menneskenes indgriben, kender derfor slet ikke til at være "syndere", hvilket altså vil sige, at de ikke kender til at overtræde de normale love for deres liv eller tilværelse. For dem eksisterer der ikke nogen som helst form for "uretfærdighed" i deres egen handlemåde. Deres egen væremåde udgør for dem den absolut højeste form for "retfærdighed".

Dyrene kender ikke til samvittighedsnag. Kun det kan fornemmes som "uretfærdigt", der griber hindrende ind i deres tilværelse. Det være sig menneskenes jagt på og udnyttelse af disse væsener eller den gene eller forfølgelse, der kan times dem fra andre levende væsener i den natur, der omgiver dem. At dyrene her sætter sig til modværge, ja endog med hele deres liv som indsats, hver på sin særlige specielle måde, viser, at der således i virkeligheden allerede her inden for disse væsener forekommer et moralbegreb, det er livsvigtigt for dem at efterkomme. De kan ganske vist ikke give det navn og kalde dette begreb "retfærdighed" således som menneskene, men det forhindrer altså ikke den kendsgerning, at de i allerhøjeste grad også har en morallov at følge. Og de kæmper altså til det sidste med deres liv som indsats, hvis det er nødvendigt. Og der, hvor de ikke kan klare sig længere, ser vi allerede den første udløsning af det, der senere hos mennesket bliver til bøn til Guddommen. Når dyrene således er skabte til kun at kunne udløse en særlig metode for deres livs opretholdelse og således ikke har nogen som helst mulighed for at leve "normalt" på nogen som helst anden måde, er de jo absolut nødsaget til at måtte udløse denne metode. I modsat fald måtte det jo betyde "selvmord" for dem selv, en udryddelse af deres art. Hvis disse væsener således vil være med til at sikre deres arts beståen, må de altså forsvare deres eget liv til det yderste. De må på enhver tænkelig måde dyrke eller tjene sig selv. De må således være "egoistiske" eller "selviske". Ikke at være selvisk betyder således for dyrene død og undergang eller total udslettelse af deres arter. Det er denne "selviskhed", der ellers i det daglige liv bliver betegnet som dyrets "selvopholdelsesdrift". Da dyrets eksistens eller oplevelse af livet således udelukkende kun kan befordres i kraft af selviskhed, bliver denne selviskhed således her synlig som den højeste "retfærdighed" for de samme væsener. At modarbejde og hævne sig på dyret for denne dets selviskhed vil altså af det pågældende dyr kun kunne blive opfattet som "uretfærdighed" eller en livsfarlig foreteelse, som det for enhver pris må bekæmpe. Dyret måtte fornemme sig som umoralsk eller abnormt, hvis det ikke bekæmpede eller satte sig til modværge over for denne foreteelse.

Men er det ikke denne samme model, vi finder i vore forfædres gudelære? – Hvad er denne andet end en lovprisning og hyldest eller en sværgen til den samme "selviskhed" eller selvopholdelsesdrift? – Hedder det ikke her, at den, der dør naturligt ved alderdom eller dør af sygdom, eller det væsen, der er sygeligt svagt og spinkelt og således ikke kan være med til at forsvare dets egen og artens eksistens, hører hjemme i Helheims kedelige slamkældre, mens alle de, der dør en unaturlig død ved drab eller mord i kampen mod andre væsener, hører hjemme i gudernes yndlingslokale Valhal, hvor der times dem alle de jordiske glæder, uendelige masser af flæsk, mjød og erotik eller skønne kvinder, valkyrier etc.? – Altså lige akkurat de foreteelser som et væsens begær og sanseevne på dette trin kunne sætte det i stand til at opfatte som livets allerhøjeste og fuldkomneste goder. Enhver afvigelse fra den gældende drabsmoral ville altså betyde en hindring for opnåelse af disse goder. Enhver afvigelse i selviskhed, enhver vigen tilbage for at dræbe, ville jo i virkeligheden betyde, at man ikke sendte nogen til Valhal, ligesom hvis man selv var bange for at dø og ikke til sidst lod sig dræbe, men flygtede og undveg døden for morderhånd, kom man jo heller ikke selv til livets højeste goder, men til denne elendighed blandt livets kujoner og svæklinge i Helheim. Hvordan skulle noget andet end selviskhed eller egoisme blive den allerhøjeste "retfærdighed" for væsener, hvis sanser umuligt kunne give dem noget andet syn på livet og tilværelsen? – At udløse uselviskhed og give sit liv for at redde andre betød jo her, at man selv kom ind i Valhals gyldne sale, mens den, man døde for, kun havde Helheim at håbe på. Man havde altså ranet hans plads i lyset. At give sig selv for andre kunne altså ikke her opfattes som den store kærlighed, den senere i tilværelsen bliver opfattet som. Vi ser således her dyrenes moral videreført til menneskene. Mens den hos dyrene kun udtrykte det absolut fysisk livsbetingende, har den hos mennesket fået tilført virkninger af "spekulation". Det, der har vundet terræn ved denne spekulation, er altså selve "drabsprincippet". Nu gælder det ikke mere om blot at dræbe i selvforsvarets tjeneste, nu gælder det om at dræbe i så at sige alle situationer. Moralen eller "retfærdigheden" var: jo større dræber, jo større helt. Og efter denne moral måtte ethvert væsen således handle for at være lykkelig, for at være i kontakt med det, hans sanser på det daværende trin kunne udvise som højeste moral for ham, og således undgå "samvittighedsnag".

Vi begiver os nu et stykke længere frem i menneskehedens relativt set korte historie. Vi møder her det moderne "troende" menneske. Hos dette væsen møder vi moralbegrebet eller "retfærdighedsbegrebet" meget afvigende fra de førnævnte drabsvæseners moral, ja så afvigende, at den udtrykker lige akkurat det modsatte ideal, nemlig dette, at man ikke skal dræbe, man skal ikke hævne, man skal vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre osv.

Hvad er det, der er årsagen eller kilden til denne kolossale moralske kursændring? – Ja, det er "troen" på en kommende tilfredsstillelse af en længsel efter en højere form for oplevelse af liv og tilværelse. Men hvordan opstår da en sådan længsel? – Den kan kun opstå ved en misfornøjelse med den oplevelsesform af livet, man sidder inde med. Men hvordan opstår da en misfornøjelse med den oplevelsesform, man jo dog ellers er vant til at opfatte som moral? – Jo, misfornøjelse vil altid opstå, hvor man opdager, at ens tilværelsesform ikke mere svarer til ens retfærdighedsbegreb, og man derfor ligefrem får samvittighedsnag ved at følge det, den udpeger som idealer. Hvordan kan man da vokse over sine idealer? – Man vokser over sine idealer i kraft af årsag og virkninger. Ved at praktisere en særlig bestemt moralform vil denne moralform give en særlig bestemt form for virkninger. Hvis den moralform eller de idealer, man lever efter, er falske, vil de afføde skuffelser. Man vil altså ikke igennem dem opnå det himmerige eller de goder, som det i forbindelse med samme moral blev bebudet. Og længslen efter nye idealer vil således uundgåeligt blive følgen. Og hvis nævnte idealer er sandhed og netop afføder den lykke, man har ventet i forbindelse med deres overholdelse, ja så bliver man ganske vist også lykkelig. Men ved at praktisere den samme manifestationsmåde i det uendelige og ved at opleve den samme tilsvarende lykke lige så i det uendelige, vil denne moralopfyldelse eller levevis til sidst uundgåeligt afføde ensformighed, af hvilken længslen efter forandring vil blive den uundgåelige følge. Men lige så snart der er længsel efter forandring, længsel efter en ny oplevelsesform af livet, er man jo ikke mere fuldkommen lykkelig i det paradis, i hvilket man befinder sig, ligegyldigt hvor højtliggende dette paradis så end har ligget i guddommelig moralitet og salighed.

Når vi nu går videre i menneskehedens historie, bliver vi netop vidne til, at en stor part af menneskeheden ikke mere føler sig lykkelige ved de overleverede moralske forskrifter eller idealer. Menneskene kan ikke mere tro på dem. Men de er alle i stærkt stigende grad i færd med at søge efter nye idealer, idealer der virkelig kan blive bestemmende for deres tanker og føre dem i kontakt med en moralitet og form for dagligt fysisk og åndeligt liv, der ikke har de for sjæl og legeme nedbrydende skavanker, som de tidligere idealer ikke har kunnet fjerne fra jordens overflade eller deres bevidstheds indre. Denne søgning giver sig først og fremmest udtryk i kampen for at skabe "fred", dernæst i kampen for at skaffe sig viden på det materielle plan, og endelig i kampen og hungeren efter at vide virkelig besked med livets og dermed selve det levende væsens kosmiske eller åndelige struktur. En åndelig struktur og forjættelse, der allerede er bebudet menneskene igennem juleevangeliet og dets bebudelse af "fred på Jorden og i mennesker velbehag" og igennem Kristi bebudelse af den hellige ånd, der jo er intet mindre end selve sandhedens kosmiske analyser, der afslører, at alt er såre godt, og alt dermed er kærlighed. Og er det ikke netop det, vi her er blevet vidne til igennem de punkter, vi har berørt? – Vi har set, at der er en vis beslægtet forbindelse imellem dyrets moral og menneskets moral. Vi har set, at den udgør den samme foreteelse, der er i vækst. Vi har kunnet følge dens bane. Vi har set den udfolde sig først som selviskhed og dernæst som uselviskhed. Men når det således har været den samme foreteelse, vi har kunnet følge i sin bane eller udviklingsproces, må det jo være de samme væsener, der hele tiden har været dens ophav, thi hvem skulle ellers have nydt godt af dens forvandling? – Hvis de levende væsener kun har ét fysisk liv og dermed er udslettede, til hvad nytte da moralforvandlingen? – Hvad glæde kan et menneske have af at få at vide, at fremtidens mennesker vil få langt bedre fysiske jordliv end menneskene af i dag, når det selv skal udslettes og aldrig nogen sinde komme til at opleve denne tilstand? – Da disse fremtidens mennesker jo ifølge samme princip aldrig kan have ønsket den højere tilværelse, de således fødes i, idet de jo ikke har gennemlevet den primitive og ufuldkomne forudgående tilværelsesform, der alene kan være forudsætningen for glæde over denne tilværelses højere niveau, har de ingen som helst forudsætninger for at kunne glæde sig over denne nye tilværelse. De ville være lige så lykkelige og glade ved at være født som dyr eller stenaldermenneske. Med den kolossale formålstjenlige grundighed, hvormed naturen ellers skaber og fuldkommengør sine detaljer i selv de allermindste levende væsener, ja opfylder planmæssige love selv i stene og granit, kan der ikke eksistere nogen som helst logisk begrundelse for, at moraludviklingen i verden skulle være så menings- eller formålsløs, at nogen af de igennem dens udvikling skabte højere og højere verdener og skønnere og fuldkomnere tilværelsesform kun skulle befolkes med væsener, der ikke havde nogen som helst forudsætninger for at kunne få den fulde nydelse og glæde af den verden eller det trin på stigen, hvor de netop kommer til at leve det ene fattige lille fnug af tidsrum i evighedens umådelige udstrækning, men ville være lige så lykkelig i den mest primitive og ufuldkomne livsform, som en regnorm eller som en celle i et blad på et træ.

Vi har her trukket et billede op af de levende væseners historie. Billedet ser ud, som om det strakte sig igennem årtusinder, hvad det i virkeligheden jo også gør, men det betyder ikke, at det alligevel ikke ligger opslået for mennesket af i dag og kan beskues af den tilstrækkeligt intellektuelle. Ja, så grundig er dette billede fremtrædende, at det endog i levende kød og blod eksisterer inden for vore fysiske sanser i dag. Vandrer ikke dyrene rundt for os? – Vandrer ikke stenaldermanden eller naturmennesket rundt nede i Afrikas regnskove og på Ildlandets kyster, og ser vi ham ikke som uciviliseret eskimo oppe i de nordligste polaregne? – Og ser vi ikke de fuldt religiøst troende i vore kirker og på gader og stræder, og ser vi ikke dem, der kæmper og stønner under kampen for at afskaffe krigen, og er vi ikke godt kendt med dem, der i dag ikke kan tro, men søger endnu højere og mere videnskabelig underbygning af de store idealer, og ser vi ikke netop derigennem en strålende og fuldkommen harmoni midt i den verden, der ellers påberåbes at være forbandet? – Denne strålende harmoni er Guds billede, det er billedet af Guds tanke, er Guds plan med de levende væsener. Vi ser således foran vore øjne årtusinderne udbredte for dem, der kan se og høre, og trænger til at se og høre, hvorledes den guddommelige vilje er i færd med at skabe den moralske kursændring, der har gjort dyret til jordmenneske og nu er i færd med at skabe dette menneske om til at være i hans egen lignelse. Således at se Guds tanke og plan i det os omgivende liv og detaljer er at se Guds billede. At leve i kontakt med den heraf opståede moral er kærlighed. Guds billede er således her synligt som kærlighed. At være ét med kærligheden er at have fuldkommengjort det moralske kredsløb, og at være ét med den evige Fader, det er at være Guds billede efter hans lignelse.