Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Gennem de epokegørende Resultater, som – takket være den af utrættelig Flid, respektindgydende Dygtighed og brændende Kundskabstrang prægede videnskabelige Forskning – nu foreligger angaaende Mælkevejssystemernes – Stjernetaagernes – Sammensætning, deres uhyre Rigdom paa Himmellegemer, deres indbyrdes Forhold og Lovene for deres Bevægelse, er der bragt en Række sikre Beviser for, at Stjerneuniverset – hele det fysiske Plan – ingen materiel Grænse kender, at det er uendeligt, og at det befinder sig i en Tilstand af uafladelig Forandring. Naar man erindrer, at saa sent som i Aaret 1838 for første Gang – af den tyske Astronom Bessel – Afstanden fra Jorden til en af de nærmeste Fixstjerner, nemlig en svag Stjerne i Stjernebilledet "Svanen", blev maalt, og naar man videre tager i Betragtning, at Videnskaben nu beskæftiger sig med at "lodde" Verdensrummets mest svimlende Dybder, faar man en Forestilling om det rivende hurtige Udviklingstempo, i hvilket Astronomien i det sidste Aarhundrede har foretaget sine "Erobringer" i Universet.

Lad os, for at faa et Begreb om Omfanget af de astronomiske Kendsgerninger, som Videnskaben i det sidste Sekel har kunnet fastslaa, nævne enkelte Tal! Fra Solen til den allernærmeste Fixstjerne, "Proxima Centauri", bruger Lyset omkring fire Aar; til Sammenligning kan anføres, at Lyset tilbagelægger Afstanden fra Solen til Jorden paa ca. 8 Minutter. Efter den astronomiske Sprogbrug befinder Stjernerne sig i Solens "umiddelbare Nærhed", naar Afstanden ikke gaar ud over 4–500 Lys-Aar. Efter hvad Astronomen Shapley har udregnet, er Mælkevejens største Diameter omkring 230.000 Lys-Aar, og vor Sol befinder sig omkring 50,000 Lys-Aar fra Mælkevejens Centrum. Naar enkelte tidligere har været tilbøjelig til at antage, at Stjernesystemet overhovedet "slutter" med vor Mælkevej, saa er dette naturligvis ganske forkert. Man kan meget mere sige, at for den videnskabelige Betragtning af Stjerneuniverset dette paa en Maade tager sin Begyndelse ved vor Mælkevej. Der findes jo utallige Stjernetaager, der udgør andre Mælkeveje. Begyndelsen kan her gøres i Stjernebilledet "Andromeda" lige i Randen af vor Mælkevej. Der findes nemlig en taagelignende Masse, den saakaldte Andromeda-Taage; denne er et Stjernesystem, sideordnet med vort eget, men i en Afstand fra vor Mælkevej paa ca. 1 Million Lys-Aar. Andromeda-Taagen er den nærmeste af de fjerne Stjernetaager. Gaar man videre, f. Eks. til Stjernetaagerne i Stjernebillederne "Jomfruen", "Berenikes Haar", "Løven", "den store Bjørn" og "Centauren", kommer man op til Afstande paa henholdsvis 10, 30, 100 og 150 Millioner Lys-Aar!

Det fortjener den allerstørste Interesse, naar den astronomiske Videnskab har kunnet konstatere, – hvad der har været muligt først og fremmest ved Hjælp af Spektroskopet –, at baade vort eget Mælkevejssystem og de øvrige Stjernetaager udfører en roterende Bevægelse – hvert System om sin egen Akse –. Saaledes kredser vort Mælkevejssystem omkring de centrale Stjerneskyer i Stjernebilledet "Skytten" og "Sobiesis' Skjold". Da vor Sol ikke hører til de Fixstjerner, der staar allernærmest ved Mælkevejens Centrum, hører dens Omløbstid ikke til de korteste, selvom den efter astronomiske Begreber heller ikke kan siges at være særlig lang. Cirkulationstiden andrager for vort Solsystems Vedkommende i Virkeligheden ca. 250 Millioner Aar. Det kan være interessant at sammenligne dette Tidsrum med den Tidsskala, som Geologerne er kommet til ved Studiet af vor Jordskorpes Sammensætning og Alder. Den norske Astronomiprofessor Rosseland har nylig – ved Universitetsfesten i Oslo den 2. September i Aar – i et særdeles interessant Foredrag givet Oplysninger i saa Henseende. Der er forløbet ca. 1/2 Milliard Aar siden Jordskorpen blev fast, og man kan saaledes formode, at vor Sol med sine Planeter, deriblandt Jorden, maa have løbet Mælkevejen rundt flere Gange under Jordens Udviklingshistorie. Allerede under sin geologiske "Urtid" kredsede Jorden – som Medlem af vort Solsystem – tre Gange "Mælkevejen rundt". Under sit sidste Omløb om Mælkevejen har Jorden gennemgaaet de geologiske Perioder Perm-, Trias-, Jura-, Kridt-, Tertiær- og Kvartær-Perioderne. Dersom man vilde konstruere et "kosmisk Ur", saaledes at hvert af Jordens Løb Mælkevejen rundt foregik i 24 Timer, saa vilde hver geologisk Jordformation kun vare nogle faa "kosmiske Timer", medens hele Menneskeslægtens af os kendte Historie vilde kunne sammenfattes til ikke stort mere end et "kosmisk Sekund".

Blandt de sensationelle "Afsløringer", som Astronomien i den sidste Tid har bragt, maa følgende vel siges at være en af de interessanteste: Det er blevet konstateret, at samtlige Stjernetaager befinder sig i jagende Fart bort fra os, og at Hastighederne bliver større, i jo længere Afstand vedkommende Stjernetaage befinder sig fra vort Solsystem. Det drejer sig om Hastigheder, der ligger mellem 5000 og 20.000 km i Sekundet. Heraf kan sluttes, at medens Stjernetaagerne i tidligere Tider har staaet betydelig tættere ved hinanden, end de nu gør, saa vil omvendt antagelig i Løbet af 300 Millioner Aar alle Stjernetaager være ilet saa langt bort fra os, at de nuværende Afstande vil være blevet fordoblet. Saaledes ser det ud, som om Stjerneuniverset – ialtfald efter det Billede, vi kan danne os deraf – stadig "oppustes" eller udvider sig; det er den mærkelige Lov om den saakaldte "kosmologiske Frastødning", der her gør sig gældende.

Efter alt dette bliver det klart, at i Stjerneuniverset gaar Antallet af Himmellegemer ganske og aldeles ud over vor Fatteevne, ligesom vi heller ikke formaar at gøre os nogen, til vor Fatteevne svarende, Forestilling om Himmellegemernes uhyre indbyrdes Afstande. Endvidere kan vi slaa fast, at hele Universet befinder sig i en uendelig Forvandlingsproces, der hverken har Begyndelse eller Slutning, og at der uden Ophør fremtræder nye Enkeltheder. Alt er i Bevægelse. Vi selv er ogsaa i Bevægelse. Medens vi bevæger os, iagttager vi kun Bevægelse. Vi kan derfor i fysisk Henseende aldrig faa fat paa det virkelige Verdensbillede og heller aldrig øjne noget "fast Punkt". Forskeren vil, som af Martinus træffende fremhævet i "Livets Bog" 231. Stykke, aldrig nogensinde kunne blive "færdig" med den fysiske Forskning; derfor vil den materielle Videnskab altid befinde sig i en Tilstand af Uro og Rastløshed. Det er jo nemlig saaledes, at de faste Punkter og de virkelige kosmiske Kendsgerninger, der ligger til Grund for alle Forhold og Begivenheder paa det fysiske Plan, ikke er at finde i den Verden, der beherskes af Tyngdeenergien, men kun paa de aandelige Tilværelsesplaner – hinsides Tid og Rum. Derfor er ogsaa alle virkelig fremragende Videnskabsmænd inderst inde – bevidst eller ubevidst – fyldt af Længsel efter at komme i Berøring med den aandelige Verden og efter der at lære de kosmiske Love at kende. Den materielle Videnskab danner Menneskehedens Forpost ved Grænsen af den aandelige Verden; men den formaar endnu ikke at trænge ind i denne; den er jo nemlig, saalænge den næsten udelukkende beherskes af Intelligens- og Tyngdeenergierne, medens Følelsesenergien kun er meget svagt udviklet, i altfor høj Grad lænket netop til den fysiske Verden. Den fysiske Videnskab er, som Martinus udtrykker det, "kold", d. v. s. følelsesløs. Det er saaledes typisk, at de allerfleste Videnskabsmænd afviser enhver Befattelse med religiøse Problemer som liggende udenfor den Sfære, indenfor hvilken de er kompetente, og dette uagtet der som Følge af den kosmiske Nødvendighed og Lovmæssighed i Virkeligheden bestaar en inderlig Forbindelse mellem Religion og Videnskab.

Fremtidens Udvikling vil komme til at gaa i den Retning, at de Personligheder, der staar i den videnskabelige Forsknings Tjeneste, efterhaanden vil faa deres Følelseslegeme udviklet i en saadan Grad, at der tilslut fremkommer Harmoni og Ligevægt mellem Følelse og Intelligens. Først da vil Videnskaben erholde den Nøgle udleveret, der aabner Porten til den aandelige Verden, til hvilken den – endnu altfor ensidigt materialistisk orienterede – Forskning inderst inde føler en af "Hjemve" præget Tiltrækning. Der vil, som Martinus har udtrykt det i "Livets Bog" 227. Stykke, komme en Tid, da de videnskabelige Forskere vil faa fuldkommengjort deres endnu spæde Aandslegemer i en saadan Grad, at de i Kraft af harmoniseret Følelses- og Intelligensenergi, d. v. s. "Kærlighedsenergi", vil være i Stand til at forske i den aandelige Verden. Den Udvikling vil engang blive fuldbyrdet, i Kraft af hvilken Videnskab forvandles til Visdom, og den videnskabelige Forsker bliver begavet med Intuitionsevne eller kosmisk Klarsyn. Videnskaben vil da i den aandelige Verden komme til at skue det virkelige Verdensbillede, blive fortrolig med Verdensaltets Historie og med de kosmiske Sandheder, og faa fat paa Tilværelsens "faste Punkter", som naar alt kommer til alt, udgøres af de levende Væsener i Kraft af det i dem boende "levende, uendelige, guddommelige Noget". Paa denne Udviklingsvej vil Videnskaben mere og mere komme til at staa under Intuitionens Tegn. Den fremspirende Intuitionsenergi og dens Betydning for Menneskeheden og Videnskaben vil blive gjort til Genstand for Behandling i en senere Artikel. –