Kosmos 2000/7 side 164
Hvordan får man et organ for næstekærlighed?
En læser skriver: Ifølge Martinus skal der en ganske bestemt organisk struktur til, for at man kan være næstekærlig. Jeg synes ikke, at jeg er stødt på noget sted i Martinus' værker, hvor han direkte forklarer, hvordan man konkret skaber sit organ for næstekærlighed. Hvis man mangler dette organ, kan man vel så at sige "ikke gøre for det", hvis man ikke er særlig næstekærlig?
SVAR: Det er helt rigtigt, at der skal en organisk struktur til for alle vore talenter. Vi har fysiske organer for vor organismes funktioner, men vi skal ikke TÆNKE for at få dem til at fungere, – for de er alle i forbindelse med åndelige organer, – vore åndelige talentkerner. På principiel samme måde er det med vore mentale evner. I sit brev skriver læseren, at "vi skal til at udvikle et næstekærlighedsorgan". Det er nu ikke helt rigtigt, for det har vi såmænd været i gang med gennem mange inkarnationer. Alle de lidelser, vi har gennemgået, har udviklet vores medlidenhedsevne og fremmet vores humane evne, vores evne til at føle andres smerte.
Martinus svarer så at sige på spørgsmålet i Livets Bog bind 1, stk. 175 og fremefter. Her skriver han: "Når et jordmenneske bliver i stand til at føle antipati mod udfoldelse af lidelse, skyldes denne antipati således den omstændighed, at det gennem sine egne lidelser gennem fortidige liv er blevet mere og mere lydhør for finere energier, for finere bevidsthedstendenser, hvilket igen vil sige det samme som, at det begynder at få udviklet organer for manifestation af et højere følelsesliv og et gryende intelligensliv. Og med disse organers eller legemers udvikling vil det således blive muligt for det at blive så lydhør og modtagelig for åndelig energi, at det kan leve og være til uden at være underkastet den grove og robuste fysiske tilværelsesform, der udtrykker dyreriget eller lidelsernes zone."
Videre forklarer Martinus, at disse åndelige energier i kraft af deres vibrationstilstand ikke er af fysisk natur og derfor ikke kan bringes i en sådan kontakt med fysiske organer, at de fundamentalt kan opleves gennem disse. Derfor "kan de således kun opleves gennem åndelige organer. Og i samme grad som individet får udviklet disse, i samme grad bliver det altså i stand til at kunne reflektere på en finere og finere form for følelse og intelligens. Derfor er de fremskredne jordmenneskers ideal koncentreret i det store bud "Elsker hverandre", idet dette jo netop udgør opfordringen til at udvikle kærlighed, der igen er identisk med en harmoniseret kombination af ren følelse og ren intelligens."
Her står vi så, hver især på vort eget trin i denne udviklingsproces, som Martinus kalder "forskellige stadier i en opvågningsproces". Hvis et menneske er modtagelig for "den forfinede åndelige strøm af energi, der i form af en indre stemme neutraliserer enhver form for lyst til selviske interesser, til at lyve, til at bedrage, til at dræbe, til at gå på jagt og fiskeri, til at nyde kød og blod", – så vil det ganske enkelt sige, at den pågældendes åndelige organer er kommet ret langt i den fremadskridende udvikling, som beskrevet ovenfor.
Men vil det så sige, at vi er viljeløse væsener, der "ikke kan gøre for", at vi ikke er særlig næstekærlige? Det svarer Martinus på i Livets Bog bind 6, stk. 2265, hvor han forklarer: "Det er rigtigt, at næstekærligheden ganske langsomt udvikler sig automatisk gennem væsenets lidelsesoplevelser, men før den kan blive helt fuldkommen og i total renkultur, må den intellektualiseres. Og denne proces er det samme som intellektuel undervisning og studium. Og da denne proces er underlagt væsenets vilje, kan det således her være medbestemmende i denne sin egen højeste del af udviklingen."
Nu kan vi altså konkludere: Der skal virkelig åndelige organer til, for at vi kan være næstekærlige. Disse organer udvikler vi automatisk, inkarnation efter inkarnation, efterhånden som vi oplever modgang og lidelser og derved får medfølelse med ANDRES modgang og lidelser. Og slutteligt kan vi sætte vores vilje ind og få lov til at mærke den lykkefølelse, det giver, når vi føler os i kontakt med dét, der netop er universets grundtone: Næstekærligheden!
Og her må vi erkende, at Martinus' analyser er en uvurderlig hjælp -!
Hans Wittendorff
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige