Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Tak fordi du ringede og fortalte, hvordan det står til hos jer, (det udløste nu ikke spontan glæde hos mig). Tak for vores lange venskab! (Det udløste til gengæld stor og varmende glæde i mig). Jeg er så glad og taknemmelig over, at jeg stadig "har" jer, og jeg ønsker så inderligt, at I begge to kommer rigtig godt i orden.

Når vi teoretisk har forstået, at vi føres frem fra vores usle, formørkede fortid mod en fuldkommenhed, en tilværelse i lys, glæde og harmoni med alt og alle, så er det bare med at hænge i, også når det er op ad bakke og i modvind, vi bevæger os bare lidt langsommere. Målet lokker, og det giver kræfter! – Og lad os bare øve os på den nærmeste, vores krop, som Frans af Assisi kaldte "Broder Asen", og som vi altid har lige ved hånden.

Guddommen, væsenet i hvem vi lever og røres, er jo med i det og hjælper. Det er, om man så må sige, et fælles projekt!

Altså, sig altid tak!

Det samme vil vore mikrovæsener engang kunne sige; men som det er i dag, vånder de sig nok over vort kompagniskab, mere end de glæder sig. Her må vi så, inden vi går til af anger, erindre os, at de passer til vort niveau – og har selv "været ude om det". Alligevel er det os, der som "Guddommen" for dem, har ansvaret for deres tilværelse i os.

Den gode Gud vidste nok, hvordan han skulle opdrage os selvoptagne væsener til næstekærlighed. Årsags – virknings-princippet gælder i alt, så hvis vi ikke af venlighed og taknemmelighed behandler Broder Asen godt på alle måder, så kan vi gøre det af beregning. Det er ganske vist ikke så smukt! Men det kommer dog til gavn – og motivet kan bedres med voksende forståelse.

Vores organisme er udviklet gennem millioner af år, og de forskellige dele, væsener, har opnået en overordentlig fin måde at samarbejde på, så den i meget høj grad er blevet automatisk, hvad der giver stor sikkerhed og samtidig frigør os til at opdyrke andre interesser. Sig altid tak.

Men hvad sker der? Uden bevidst viden om vores levende, perfekt udviklede organisme kaster vi os ud i et orgie af ødelæggelser, alt efter lyst og tilbøjelighed eller tankeløshed. Nu tænker jeg specielt på os i vor privilegerede del af kloden. Uden tanke for den nøje sammenhæng mellem det psykiske og det fysiske begynder vi tidligt at lægge skylden for alt ubehag over på andre. Efter mødet med Martinus går den "desværre" ikke længere; men de fleste af os har nok gjort det og derved vænnet os til at stille ind på en forkert bølgelængde og så modtaget, hvad der blev sendt.

Nu, hvor vi har fået nok, vil vi være mere opmærksomme og igen og igen korrigere indstillingen til at sige tak for de forhold, vi fik, fordi det netop var dem, vi havde brug for.

Og så går vi videre. Gennem måden, vi har ernæret kroppen på, brugt den på, siddet, stået, bevæget os, betjent redskaber, talt med andre, har de fleste af os i større eller mindre grad "ekset" vore fine legemer. Var det et forhjul, ville man straks være opmærksom og få det rettet (helt og holdent for vor egen bekvemmeligheds skyld), og er den maskine, vi måske passer i en virksomhed, kommet ud af justering, skulle vi gerne kunne sanse det og straks stoppe den og få den justeret. Igen for vor egen skyld, for økonomiens skyld.

At vi oplever virkningen af vores væremåde over for alt og alle – også Broder Asen –, er derfor en stor velsignelse – omend ofte ubehagelig –, for det giver os muligheden for at stoppe op, vurdere, forstå og derefter øve os i at gøre det bedre. – Stor grund til at sige tak.

I reglen oplever vi det som overvejende fysiske eller psykiske virkninger, der bremser os og giver os mulighed for ekstra eftertanke, og vi må sige, at jo længere vi holder den gående, jo flere tekniske muligheder er der for god hjælp, enten det gælder operation af tyktarm eller udskiftning af øjets linser. – Tak.

Lad os altid prøve at sætte de mange detaljer ind i en helhed. Vi er et psyko-fysisk væsen med vidunderlige muligheder, så lad os ikke stirre os blinde på en tyktarm, lunge eller øje, eller hvad der nu trænger sig på. Lad os gøre alt, hvad vi kan for den pågældende del og huske på, at vi ved at give helheden de bedst mulige forhold hjælper de enkelte dele til at hjælpe hinanden med at genoptage det smukke samarbejde, de forlængst var udviklet til at udføre.

Derfra kan vi så gå videre; men foreløbig vil det give os fuldt op at gøre. Altså, vi rydder op med godt humør og stor taknemmelighed mod Forsynet, som vi er en lille besværlig, men også ivrig celle i, mod Broder Asen, der selv i vore mest urimelige perioder forsøger at klare tilværelsen for sig selv og os, mod vor ægtefælle, hvis vi er så lykkelige at have et sådant væsen, og mod vore venner som også elsker os.

Lad os gøre tingene så godt vi kan, uden at sinke os med fortvivlelse over, hvad vi ikke kan eller ikke kan gøre bedre. Hvem tror vi, vi er? Vi har virkelig tiden for os; men selvfølgelig, den opvask, vi tager i dag, har vi ikke i morgen, så lad os heller ikke spilde tiden, men bruge den fuld af taknemmelighed mod alt og alle.

"Viljen ser Vorherre på giver kraften vinge"

Hør, det blev sandelig en længere historie; men det gode er, at du bare kan lægge den fra dig.

De kærligste hilsener og ønsket om rigtig, rigtig god bedring for jer begge og et varmt knus.