Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Når man træder ind i Zoologisk Have, er det en gammelkendt verden, der møder én. Mon ikke de fleste med mellemrum er kommet her livet igennem? Og det ligegyldigt hvilken zoologisk have i verden, det drejer sig om. Vi har alle sådan et sted, hvor vi har været som barn, på skoleudflugt eller med vores forældre. Men det er lidt mærkeligt med disse zoologiske haver. Hvorfor spærrer man dyrene inde i bure og fremviser dem for menneskene? Det er jo den rene "kulturimperialisme"! Ja, nu kan læseren straks fornemme, at jeg slår på de idealistiske strenge. Det gjorde man meget efter ungdomsoprøret i 68, hvor det var lige ved, at dyrene selv skulle være med til at bestemme. I vore dage er det underholdning, folk vil have, naturligvis tilsat et gran oplysning. Og børnene går efter, hvilket dyr der er "sødest". Det er fx ikke flamingoen, der (indrømmet) "ser dum ud". Nej, favoritten er isbjørnen, som virkelig er så kær og bamset, at selv jeg kunne føle mig fristet til at putte mig i dens favn.

Hermed er tonen slået an til Martinus' artikel på de følgende sider. Den handler nemlig om menneskene, set lidt på afstand, sub specie æternis eller "under evighedens synsvinkel", som Spinoza sagde. Og set under den ligner det hele et stort menageri, hvor man som tilskuer kan anlægge forskellige holdninger. Man kan være glødende idealist og kæmpe for menneskenes frihed og ret til selv at bestemme over deres liv, man kan gå efter sine følelser og finde ud af, hvem der er sødest, og endelig kan man kigge på de oplysende tavler og se, hvor jordens indvånere lever, hvad de spiser, og hvilken gruppe de tilhører. At gøre det hele på én gang uden at falde for en enkelt synsvinkel, men bare kigge, – det er at se det hele "sub specie æternis".

Er der så nogen fordele ved det? Ja, fortæller Martinus, hvis du prøver at holde distancen, undgår du at blive snydt. Du falder ikke for din egen retorik om kulturimperialisme, du lægger dig ikke til at sove i isbjørnens favn, du hæfter dig ikke ved, at flamingoen ser dum ud, og du tror ikke et øjeblik på, at du finder de vises sten ved at opdele alt liv efter udseende, fødevalg, klima og demografisk udbredelse. Men det er slet ikke forkert noget af det, læg mærke til det, det skal bare ses lidt mere "under evighedens synsvinkel".

I grunden ved vi det jo godt, men vi er, som Martinus kalder det, "under materiens slagskygge". Hvad han mener med det, vil jeg ikke røbe her. Og så er der jo det med ikke at lade følelserne løbe af med sig. Så er det bedre med en fascination, der går på, hvor genialt det hele er indrettet, hvor fantastisk varieret livet kan udfolde sig. Holder man fast ved den synsvinkel, så er man på bølgelængde med "verdensaltet grundtone", så lader man sig ikke distrahere af småting. Det skal vi også høre om i dette blads øvrige artikler. Vi skal rigtig hæve os over menageriet, se det hele på afstand!